Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 122:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en kønsneutral ægteskabslovgivning, så homoseksuelle par og heteroseksuelle par bliver ligestillede.

Af Kamal Qureshi (SF), Mogens Jensen (S), Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Man skulle måske starte med at sige, hvis der er nogen, som sidder og følger debatten foran en tv-skærm et sted, at det altså ikke er en genudsendelse, der starter nu. Det er simpelt hen sådan, at vi begynder en drøftelse af et forslag, som egentlig fuldstændig er identisk – i hvert fald i tankerne – med det lovforslag, som vi behandlede tidligere på eftermiddagen. Så selv om vi nu står og siger de samme ting, som vi gjorde for nogle timer siden, er det altså ikke en genudsendelse, man overværer. Det er en praktisk information til seerne, bare for god ordens skyld.

Formålet med forslaget her er at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle par på alle områder inden for ægteskabslovgivningen med undtagelse af muligheden for kirkelig vielse. Det var jo det, vi lige drøftede under behandlingen af beslutningsforslag nr. B 123. Forslaget svarer altså i det væsentlige til beslutningsforslag nr. B 56, der blev førstebehandlet i januar 2010, og lovforslag nr. L 123, som blev behandlet for nogle timer siden. Man kan i hvert fald ikke påstå, at vi ikke bruger tid på at drøfte de her problemstillinger i Folketingssalen.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget bliver det anført, at Danmark ikke længere er foregangsland for anerkendelse af seksuelle minoriteters trivsel og rettigheder, idet den danske lovgivning ikke tilbyder seksuelle minoriteter fuld ligestilling i forhold til ægteskabslovgivningen. Det er nogle betragtninger, man gør sig, samtidig med at man siger noget om, at tiden for længst er løbet fra diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Man peger også på, at en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, er et vigtigt politisk signal om, at forskelsbehandling af seksuelle minoriteter ikke er acceptabel.

Jeg mener, at det er at vende tingene fuldstændig på hovedet at bruge den form for argumentation. Der er ingen, tror jeg, der ønsker at udøve nogen form for diskrimination af folk på grund af deres seksuelle orientering. I de love og regler, vi har på det her område, er det overhovedet ikke nævnt, hvilken seksuel orientering folk har. Der er alene tale om, at det altså er to forskellige former for partnerskaber. Er det et partnerskab mellem en mand og en kvinde, hedder det et ægteskab, og er det et forhold mellem to mænd eller mellem to kvinder, hedder det et registreret partnerskab. Men selve den seksuelle orientering, man måtte have, er – og bør også være – os lovgivere ligegyldig.

Som vi har været inde på flere gange i dag, har vi altså traditionelt, sprogligt og kulturelt en forskel i opfattelsen af et partnerskab, alt efter om det er mellem en mand og en kvinde, altså to forskellige køn, eller om det er mellem to personer af samme køn. Der er mange grunde til, at det også rent retsvirkningsmæssigt har forskellige konsekvenser, selv om de fleste retsvirkninger i dag er de samme. Jeg skal ikke gentage mig selv ved at gå i dybden med de meget få forskelle, der er tilbage, i retsvirkningerne mellem et ægteskab og et registreret partnerskab, men henvise til de tidligere indlæg i dag både med hensyn til L 123 og B 123.

I lyset af, hvad jeg tidligere sagde i forhold til L 123, vil det nok ikke komme bag på nogen, at regeringen heller ikke kan støtte det foreliggende beslutningsforslag. Det skyldes altså helt overordnet, at regeringen ikke er enig i den helt grundlæggende forudsætning, som forslaget bygger på, nemlig at ægteskabet som begreb skal ændres. Vi ønsker i regeringen ikke at ændre betydningen af begrebet ægteskab. Ægteskabet er juridisk, traditionelt og historisk set en betegnelse for et særligt forhold mellem en mand og en kvinde med gensidige rettigheder og pligter, og regeringen ønsker ikke bare sådan at ændre på ægteskabsbegrebet ved også at gøre det til en betegnelse for partnerskab mellem et par af samme køn. Det har vi en anden god betegnelse for, nemlig et registreret partnerskab.

Hertil kommer, at regeringen som tidligere nævnt ikke kan støtte en ophævelse af de få tilbageværende forskelle, der er med hensyn til reglerne for indgåelse og retsvirkning af henholdsvis ægteskab og registreret partnerskab. Også af den grund bør den terminologiske forskel på et ægteskab og et registreret partnerskab bevares.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jeg skal ikke trække debatten i langdrag.

Der er visse ting, jeg godt kan forstå at man ikke ønsker at ændre. Jeg forstår bare ikke, hvorfor status for, hvornår man kan indgå ægteskab og registreret partnerskab, skal være forskellige. Altså, man kan flyve her til landet og indgå et ægteskab, men man kan ikke flyve her til landet og indgå et registreret partnerskab. Hvorfor er der den forskel? Jeg forstår alt det med adoptionen osv., men lige præcis den regel forstår jeg ikke, for jeg kan ikke se betydningen af den.

Justitsministeren.

Der var jo lejlighed til – måske lidt uden for samrådsspørgsmålet – i Retsudvalget i sidste uge, tror jeg det var, at drøfte det lidt, og ved den lejlighed tror jeg også, jeg lovede at vende tilbage med en skriftlig gennemgang af de forskelle og baggrunden for forskellene.

Altså kort sagt er det jo, at hvis man indgår et registreret partnerskab her i landet, er det fuldstændig uvidst, hvilke retsvirkninger det har i en række forskellige lande, og derfor må der være nogle andre betingelser til grund for at indgå et registreret partnerskab i forhold til indgåelse af et ægteskab. Som jeg sagde i debatten, vi havde tidligere i dag, er det jo i sin yderste konsekvens sådan, at hvis man i et andet land ikke anerkender et registreret partnerskab, kunne de pågældende jo gifte sig, når de vendte tilbage til deres eget land, og så ville der være tale om en form for legaliseret bigami, som vi vel heller ikke ville synes var særlig hensigtsmæssig.

Men vi laver løbende en prøvelse af retsvirkningerne af registreret partnerskab i andre lande, og det gør jo, at betingelserne bliver lettere og lettere, eftersom der er flere og flere lande, vi kan anerkende som havende de samme retsvirkninger, som vi har i Danmark.

Tak til justitsministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Kim Andersen.

Jeg skal på det fremskredne tidspunkt ikke bidrage til en nyopførelse af noget, der retteligen er en reprise, og derfor alene henholde mig til den fremstilling og argumentation, som vi netop har hørt fra justitsministeren, og dertil så meddele, at Venstres folketingsgruppe ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Mogens Jensen.

Heller ikke jeg skal gøre det meget langt, men jeg vil måske blot knytte en enkelt kommentar til den diskussion, der har været bærende her i dag, og som også er det bærende grundlag for regeringens afvisning af forslaget. Det handler om det her med begrebet ægteskab. Der er blevet berettet om, at det er et særligt begreb, som er forbeholdt mand og kvinde. Sådan har det været historisk og traditionelt, og sådan kan jeg forstå på regeringen – Venstre, Konservative – og så sandelig også Dansk Folkeparti at det skal blive ved med at være.

Jeg vil over for det blot sige, at jeg mener, at mange begreber og mange institutioner i vores samfund forandrer sig. Det gør deres indhold, det gør betingelserne for dem, og det er lovgivningen også nødt til at følge efter. Et godt eksempel er jo et begreb som vælger. I 1849 var en vælger i Danmark en rig mand. Så blev det siden hen til, at en vælger blev til enhver mand i vores samfund, og til sidst blev en vælger i Danmark til en mand eller en kvinde. Altså, begrebet vælger har ændret sig ganske voldsomt igennem tiden.

Det er sådan set lidt det samme med begrebet ægteskab, som for mig at se er et begreb og en betegnelse for et par og en måde at leve sammen på i et parforhold. Det kan man gøre som mand og kvinde, det kan der komme børn ud af, og det er fint, det er glimrende. Men man kan altså også i dag, og det er der mange der gør, leve som et par af samme køn, og vi kan ikke se, hvorfor vi skal have en meget, meget forskellig – væsensforskellig – både lovgivning og begreb for det. Det ser jeg ingen grund til. Og som jeg har forsøgt at sige her i dag, kan jeg ikke se, hvad der generer heteroseksuelle i et ægteskab, altså, at det begreb også kommer til at omfatte nogle af samme køn.

Jeg mener, at de familiestrukturer, vi har i Danmark, er et udtryk for den løbende udvikling, der har været i samfundet. Dem kan man lide eller ikke lide, men det er sådan i dag, at mange ægteskaber desværre bliver opløst. Folk bliver skilt, folk vælger at leve sammen på forskellige måder, og der er altså også par af samme køn, som vælger at leve sammen og gerne vil gøre det under betryggende forhold og også gerne under begrebet ægteskab. Det synes jeg sådan set er en cadeau til ægteskabet og ikke det modsatte.

Jeg skal også sige, at med det her forslag fjerner man altså også en række af de diskriminerende elementer, der i dag er mellem ægteskab og registreret partnerskab, og som Socialdemokraterne mener bør fjernes. Derfor kan vi støtte forslaget.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg lytter med stor interesse til hr. Mogens Jensens forsøg på at tale om det danske sprogs udvikling, hvor han bl.a. når frem til det der meget, meget spændende begreb, der hedder kønsneutralt ægteskab, som jeg synes virkelig er noget af en bedrift. I den forbindelse har hr. Mogens Jensen henvist til nogle historiske kendsgerninger, og jeg vil gerne spørge hr. Mogens Jensen:

Som bekendt er det rigtigt, at folkestyret blev indført 1849. Hvor rig skulle man være for at stemme til Folketinget? Og hvor rig skulle man være for at stemme til Landstinget? Jeg vil godt høre helt præcis, hvor rig man skulle være for at stemme til Folketinget. Kunne almindelige mennesker ikke stemme?

Ordføreren.

Nu føler jeg det jo, som om jeg er til indfødsretsprøve, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg ikke har de eksakte tal. Men jeg er i hvert fald klar over, at ikke alle mænd dengang kunne stemme til Folketinget, og at betingelserne for at kunne stemme bl.a. var, at man ikke havde gæld til det offentlige, og at man ikke fik offentlig understøttelse. Så der har jo helt klart været mænd, der har været udelukket fra at stemme til Folketinget på det tidspunkt.

Hr. Søren Krarup.

Jeg synes, emnet er interessant, så jeg vil godt bore lidt i det. Jeg mener nemlig, at alle uberygtede danske mænd kunne stemme til Folketinget. Folk, der var i gæld, som havde begået kriminalitet eller på anden vis havde sat sig uden for samfundet, kunne vistnok ikke. Men jeg vil gerne spørge hr. Mogens Jensen, hvor grænsen mere præcist skulle gå for, at man ikke kunne stemme til Folketinget. Og er det ikke valg til Landstinget, som hr. Mogens Jensen måske er kommet til at blande sammen med folketingsvalg?

Ordføreren.

Altså, nu tjener det her eksempel til at fortælle, at begreber ændrer sig med tiden. Der er ingen tvivl om, at da man indførte stemmeretten i Danmark, var der mænd, som ikke havde mulighed for at stemme, og kvinder havde slet ikke mulighed for at stemme. De forhold har ændret sig, begrebet vælger er i dag noget helt andet end ved grundlovens indførelse. Og det er jo det interessante, for det er det samme, som jeg siger der er sket med ægteskabet. Begrebet ændrer sig og kan ændre sig, alt efter hvordan samfundet udvikler sig.

Jeg synes, det ville være at udvikle samfundet i en positiv retning, at vi ikke havde en efter min opfattelse diskriminerende forskel på, hvorvidt man lever som et par af samme køn eller som et par af forskelligt køn.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Det er mere, fordi der jo faktisk efter 1915 var masser, der ikke havde stemmeret, fordi der var en hel del af følgelovgivningen, der ikke blev ændret. Tyende kunne ikke stemme; hvis man var i fængsel, kunne man ikke stemme; hvis man havde gæld, kunne man ikke stemme, og hvad ved jeg. Men jeg synes, det er et interessant studium. Jeg synes, det med vælger er et meget godt eksempel på, at begreber ændrer sig, og det er sådan set bare, da det ikke behøver at være et spørgsmål, en supplerende kommentar.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig med fru Lone Dybkjær i.

Hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Det er jo ganske forunderligt her sidst på eftermiddagen. Diskussionen tager en helt anden retning, nu snakker vi ligesom om valgbarhed og valgretsalder, hvem der kan stemme, og hvornår de kan stemme. Det er altså ægteskabslovgivningen, vi har til diskussion, og så får vi her et eksempel fra den socialdemokratiske ordfører på, hvordan tingene har forandret sig.

Men i al den snak og i ordførerens eksempler kommer han til fuldstændig at fange sig selv i den endelige konklusion, for hvad er det, der ikke har ændret sig siden 1849, uanset hvad vi i øvrigt snakker om? Det er begrebet mand, det er begrebet kvinde, det er definitionen af mand og definitionen af kvinde, og det er begrebet ægteskab og definitionen af ægteskab. Så det var faktisk, synes jeg, meget interessant at overvære det her, men måske ikke særlig gennemtænkt. God weekend.

Ordføreren.

Jeg er jo glad for, at vi fik vækket Venstres ordfører dernede. Det er altid godt at følge lidt med i debatten heroppe, og at der kommer lidt, der kan give anledning til, at man kommer på banen.

Men jeg synes, det er et ganske godt eksempel, for jeg tror, der er mange mennesker derude, der ikke kan forstå, hvilke problemer det skulle give at udvide ægteskabsbegrebet til at omfatte et par af samme køn. Jeg tror, der er mange, der kan se, at det vil verden ikke bryde sammen af, at det ikke vil give særlig mange problemer. Det er kun bl.a. Venstres ordfører og resten af medlemmerne af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som stadig væk lever i det, jeg vil kalde en anakronisme på det her område.

Hr. Kim Andersen.

Jeg synes, hr. Mogens Jensen skal lade være med at skyde andre alle mulige ting i skoene, som de ikke har sagt. Jeg har jo netop flere gange i dag, bl.a. på hr. Mogens Jensens spørgsmål, sagt, at jeg ikke tror, der vil gå noget fra nogen, ved at vi ændrer de her begreber. Men vi ønsker altså ikke at ændre på den definition, der i dag er af det at indgå et ægteskab ved en vielse i kirken, og det er da legitimt at have den holdning.

Derfor behøver man da ikke at skulle skydes alle mulige mærkelige motiver i skoene, endsige at få det fremstillet, som om man er et 1500-tals-menneske eller et oldtidsfund for at have den opfattelse. Jeg synes, det ville være værdigt for diskussionen, om vi respekterede hinandens synspunkter og så i øvrigt argumenterede for det, vi står for. Det har jeg forsøgt at gøre i dag på mit partis vegne.

Ordføreren.

Nu vil jeg også bede mig undskyldt og sige, at jeg aldrig nogen sinde har kaldt Venstres ordfører for et oldtidsfund eller et 1500-tals-menneske. Det kunne jeg aldrig drømme om.

Men jeg synes, jeg har lov til at sige, at den holdning, som Venstres ordfører og resten af medlemmerne fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har givet udtryk for her i dag om mulighederne for, at også et parforhold mellem to af samme køn kan opfattes som et ægteskab, er forældet og ikke hører et moderne samfund til. Det synes jeg er et reelt synspunkt, og jeg må selvfølgelig også erkende, at det er et reelt synspunkt, som Venstres ordfører har, at tingene skal være, som de altid har været.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jesper Langballe.

Jeg valgte i sidste omgang at tale om de to beslutningsforslag under et, hvad jeg syntes var logisk, eftersom det lille med trossamfundene jo bare er en følgejustering i forhold til det store beslutningsforslag. Men jeg vil så benytte min ordførertale til sådan nogle opsamlende bemærkninger, og den første er til hr. Mogens Jensen.

Jeg vil sige til hr. Mogens Jensen, at jeg slet ikke vil anfægte hr. Mogens Jensens ret til at tage sig en lille morfar under mine ordførertaler. Det skal han have lov til, men det bliver lidt tidrøvende og ufrugtbart, når hr. Mogens Jensen så bagefter bliver ved og bliver ved at stille spørgsmål til det, som jeg har brugt en del tid på at forklare, nemlig spørgsmålet: Hvordan skulle det kunne genere de normale ægtepar og de normale familier – eller heteroseksuelle, eller hvad man nu vil kalde dem – at adgangen til ægteskabet bliver udvidet til homoseksuelle par? Det har jeg igen og igen forklaret, men hver gang jeg synes, at jeg har fat i hr. Mogens Jensen, dulrer han hen igen.

Sagen er jo den, at i det øjeblik man udvider ægteskabsbegrebet, sådan at enhver samlivsform kan kalde sig et ægteskab, så nedbryder man ægteskabets autoritet som familieretbærende institution, og det er det, jeg har prøvet at forklare med hjemmel i Paul Johnsons analyse. Det er det, der er sket i USA, især med en vedtagelse fra den føderale domstol om, at ægteskabet var en menneskeret, ikke bare en lov, men en menneskeret. Det vil sige, at enhver, som lever i et samlivsforhold, som vedkommende vælger at kalde et ægteskab, skal have lov til at få det anset af myndighederne som et ægteskab. Og det vil sige, at så eksisterer ægteskabet jo simpelt hen ikke mere. Det var sådan et sidste forsøg på pædagogisk at nå hr. Mogens Jensen.

Så vil jeg sige, at jeg synes, det har været en udmærket debat. Der er to ting, der er blevet klart. Den ene er, at det, ikke fra Socialdemokraternes side retfærdigvis, men fra Det Radikale Venstre og fra venstrefløjen, de to traditionelt ægteskabsfjendske segmenter, er blevet klart, at deres forslag er decideret ægteskabsfjendske, og at det er det, de sigter på.

Samtidig vil jeg sige, at det også er blevet klart under debatten, at VKO-samarbejdet egentlig også her i åndelig henseende har stået sin prøve, at vi har været langt, langt mere enige om det, som vi her har talt om. Jeg vil bl.a. henvise til det, Venstres ordfører lige har sagt om, at alting forandrer sig. Javist, men der er nu noget, der ikke forandrer sig. Ægteskabet forandrer sig ikke, begrebet en mand forandrer sig ikke, begrebet en kvinde forandrer sig ikke. Se, det er sådan regulær sund fornuft, som folk udeomkring i landet vil forstå, og det synes jeg egentlig i velgørende grad fra de to regeringspartiers side og vores side har præget den her debat.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Jeg vil først og fremmest referere til mine ordførertaler fra lovforslag L 123 og beslutningsforslag B 123. Jeg vil også lige bruge det her til en kort opsummering på de sidste 4 timers debat – er det vel, eller noget i den stil. Det har været godt og interessant, og jeg synes også, det er rigtig nyttigt at få vendt synspunkterne og finde ud af, hvor præcis vi står henne. Jeg er enig med hr. Jesper Langballe, som her til sidst konkluderede, at så langt står vi egentlig heller ikke fra hinanden, i hvert fald på den borgerlige fløj.

Jeg kunne fortsat godt tænke mig, at folkekirken ikke blev brugt til at være en politisk kampplads, hvor man laver symbolske markeringer. Derfor havde det været fremragende, hvis vi kunne have fået en lille indrømmelse fra venstrefløjen af, at det måske var nyttigt, at vi lige afventede den afklaring, som kirkeministeren forsøger at få i øjeblikket, før vi beslutter, hvor langt vi ønsker at gå.

Så kan vi derefter selvfølgelig stadig være uenige, men det ville være rigtig fint, hvis man kunne udvise den respekt for folkekirken, at den lige får klarhed over, hvor den står henne, og får tid til at debattere tingene igennem, i stedet for at vi presser noget ned over kirken, inden den er klar til det. Det er ikke noget, der kommer til at tage flere år. Det er også fra ministerens side tilkendegivet, at det her skal gå relativt hurtigt.

Homoseksuelle har ikke kunnet vies i kirken i 2.000 år, så mon ikke de kunne vente et par måneder ekstra og så lige vise den respekt for folkekirken?

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Nu lød det jo nærmest, som om den konservative ordfører sådan havde en tidsplan for, hvornår der kom en afklaring i kirken, og kunne udtale sig om, at det ikke kommer til at vare så længe. Det kunne da være interessant, om ordføreren kunne afsløre, hvornår den afklaring så kommer. Det lader til, at ordføreren er godt informeret.

Derudover vil jeg bare spørge, om ordføreren ikke vil give mig ret i, at den afklaring, den dialog, der nu lige er startet i folkekirken, nok har sit udspring i, at der rent faktisk er fremsat forslag her i Folketinget, som er tæt på at blive vedtaget. Så bliver man pludselig klar over, at man er nødt til at foretage sig et eller andet, og så er det, som om hele folketingsbehandlingen af de her forslag skal bindes op på sådan en sidste øjeblikshandling fra kirken. For det her er jo blevet diskuteret intensivt de sidste 10 år. Vil ordføreren ikke give mig ret i det?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg gerne give hr. Mogens Jensen ret i. Men jeg vil også gerne gøre det klart nu, når det lige kommer op, at der ikke er noget pres fra vores side over for folkekirken. Hvis folkekirken ønsker, at der ikke skal være nogen afklaring, eller ønsker status quo, er det helt fint med os. Det vil jeg bare lige gøre klart; der er ikke noget pres fra konservativ side.

Jeg er ikke bedre informeret end hr. Mogens Jensen om nogen tidsplan. Jeg har nøjagtig de samme oplysninger, som han har kunnet læse i pressen, og så de udtalelser, der er kommet her i salen i dag. Men jeg kan sige, at den konservative holdning er, at det her skal gå relativt hurtigt. Det er jo ikke noget, som vi bestemmer alene, men det er vores holdning til det.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører fru Lone Dybkjær.

Dansk Folkeparti fortsætter sin påstand om, at vi er et ægteskabsfjendtligt parti. Det synes jeg ikke man kan sige. Flere af os har oven i købet været gift flere gange. Det er da et udtryk for, at vi er meget optaget af ægteskabet. Så jeg synes, det er en påstand.

Så vil jeg sige, at jeg slet ikke synes, man kan sammenholde det der mand/kvindebegreb med ægteskab. Ægteskab er jo en eller anden juridisk opfindelse. Så kan det godt være, at nogle mener, den er lavet i kirken, men ægteskabet og dets retsvirkninger er jo altså en juridisk opfindelse. Det kan man vel ikke helt på samme måde sige at mænd og kvinder er – det er vel mere Herrens skabninger end juridiske opfindelser, ikke?

Når det så er sagt, vil jeg da gerne sige – med fare for, at diskussionen fortsætter – at begrebet mand og begrebet kvinde jo har ændret sig ganske meget gennem tiderne. Og så vil jeg slet ikke bringe de transseksuelle mennesker ind; de lider jo netop under den forvirring, at de hverken synes, de er det ene eller det andet eller i hvert fald ikke synes, de er det, de registreres som. Jeg synes, det er beskæmmende, at Dansk Folkeparti og V og K har været så enige, som de har været. Men det er de så, og det må de jo have lov til at være.

Så vil jeg i øvrigt sige, at vi selvfølgelig støtter forslaget. Vi ønsker at kalde det ægteskab for alle, men det er så en detalje i den sammenhæng.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg vil bare kort sige, at Enhedslisten selvfølgelig støtter det her forslag, som vi jo også har været med til at fremsætte, nemlig at man ligestiller hetero- og homoseksuelle med hensyn til parforhold.

Så må jeg lige komme med en kommentar til Dansk Folkeparti, der bliver ved med at fremhæve – og det gjorde Venstre vist i øvrigt også – at mand og kvinde er begreber, som slet ikke er blevet forandret nogen sinde. Arh, det er nu ikke rigtigt. Forståelsen af, hvad en mand kan, og hvad en kvinde kan, og hvad en mand er, og hvad en kvinde er, har forandret sig meget gennem tiden og heldigvis for det. I midten og slutningen af 1800-tallet var det sådan, at kvinder var forbudt adgang til de danske universiteter, fordi man mente, de ville komme til at lide af blodmangel, hvis de beskæftigede sig med produktion og reproduktion af viden. Heldigvis har synet på, hvad kvinder kan og må, ændret sig siden da. Så kategorierne mand og kvinde er ikke sådan nogle faste nogle, som gennem tiden bare har stået der og slet ikke forandret sig. Heldigvis for det.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kamal Qureshi.

Tak for en engageret og tålmodig debat på det her tidspunkt af eftermiddagen og aftenen, var jeg lige ved at sige, før påske, hvor nogle af os skal hjem og opfylde vores mandlige pligter og sørge for noget mad til vores børn.

Jeg vil gøre det meget kort, for vores forslag har jo i princippet lagt det meget enkelt op i et forsøg på at forenkle det – ikke i et forsøg på at undergrave nogen form for institution eller andet, men sådan set for at gøre det enkelt og up to date, i forhold til hvordan virkeligheden ser ud i 2010.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk havde regnet med en lidt mere positiv behandling af forslaget, end det har fået fra de borgerlige partier – men jeg takker selvfølgelig medforslagsstillerne fra oppositionens side. Jeg havde sådan set regnet med, at der, netop fordi vi jo har taget alt det religiøse ud af det her, ville være en lidt større accept af og parathed til at få trimmet Danmark og komme op på det niveau, som Sverige, Norge, Holland og mange andre lande allerede er på, frem for at vi bliver ved med at tæske rundt i nogle gamle ægteskabsbegreber fra det forrige århundrede. Men den diskussion har vi jo haft i al sin grundighed, og den skal ikke forlænges yderligere her.

Jeg ser meget frem til, hvordan udvalgsbehandlingen vil foregå, og jeg ser også meget frem til, når vi skal have debatten i salen ved afstemningen, at se, hvor mange af de borgerlige folketingsmedlemmer, som har givet udtryk for, at de gerne vil støtte det her, der faktisk også vil trykke på den grønne knap, når det kommer til stykket. Det er jeg meget spændt på, for jeg håber på, at vi kan få det her vedtaget.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.