Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 116:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en fleksuddannelse for unge mellem 15 og 25 år.

Af Christine Antorini (S), Nanna Westerby (SF), Marianne Jelved (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.02.2010). (Omtrykt).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er undervisningsministeren.

Tak. Jeg vil gerne benytte lejligheden, hvor det er første beslutningsforslag i min tid som undervisningsminister, der skal behandles, til at sige, at jeg ser frem til samarbejdet med ordførerne fra de øvrige partier om det allervigtigste område i vores samfund, nemlig skole og undervisning. Jeg glæder mig meget til det.

Men vi skal jo forholde os til det beslutningsforslag, som er fremsat nu. Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten foreslår oprettelse af en fleksuddannelse for unge mellem 15 og 25 år. Fleksuddannelsen skal vare mindst 2 år med mulighed for forlængelse. Det er ikke anført, hvilke institutioner eller myndigheder der skal udbyde uddannelsen. Der foreligger ej heller økonomiske beregninger af udgifterne ved etableringen, men der henvises til, at finansieringen kan dækkes af midlerne i globaliseringspuljen. Forslaget er hovedsagelig begrundet i, at nedlæggelsen af Den Fri Ungdomsuddannelse i 2002 har efterladt et udækket uddannelsesbehov.

Regeringen kan ikke støtte forslaget.

Lad mig indledningsvis understrege, at jeg er enig i, at vi skal sikre, at der er uddannelsesmuligheder for alle unge, også de unge, som har brug for mere hjælp til at tage en uddannelse, som det lyder i beslutningsforslaget. Når regeringen afviser beslutningsforslaget, skyldes det, at vi vurderer, at uddannelsessystemet i dag rummer alle de muligheder, som beslutningsforslaget lægger op til. Regeringens mål er, at flere unge skal gennemføre en kompetencegivende uddannelse i det ordinære uddannelsessystem. Som bekendt er målsætningen, at 85 pct. af en ungdomsårgang i 2010 og 95 pct. i 2015 skal gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse.

Med disse mål for øje har regeringen siden 2002 reformeret uddannelsessystemet i samarbejde med en lang række partier, ikke mindst Dansk Folkeparti, for at gøre det så fleksibelt som muligt og for at sikre, at der er uddannelsesmuligheder af høj kvalitet for alle unge. Samtidig med dette har vi intensiveret indsatsen for at reducere frafaldet på ungdomsuddannelserne, sådan at et eventuelt frafald i stedet bliver til et omvalg for den enkelte unge.

Alle landets mere end 100 erhvervsskoler har siden 2008 skullet udarbejde en handlingsplan for øget gennemførelse. Handlingsplanerne lovfæstes som en del af opfølgningen på globaliseringspuljen og indeholder præcise mål og strategier for, hvor meget den enkelte skole årligt forventer at nedbringe frafaldet. Flerårsaftalen viderefører derudover den generelle styrkelse af de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, trin- og niveaudeling, individuelle erhvervsuddannelser, bedre vejledning, målretning af produktionsskoleforløb og udvikling af erhvervsgrunduddannelsen, EGU’en.

Endvidere skal forsøget med produktionbaseret erhvervsuddannelse gøres permanent. Forsøgsuddannelsen har en fleksibel varighed på mellem 1½ og 5 år afhængigt af elevens forudsætninger. Aftalen om flere i uddannelse og job af 5. november 2009 styrker indsatsen for, at flere unge kommer i job og uddannelse, hvilket på længere sigt resulterer i en bedre uddannet arbejdsstyrke. Det er aftalt, at 15-17-årige skal være i uddannelse eller beskæftigelse, at kommunerne via Ungdommens Uddannelsesvejledning skal følge op på dette, og at kommunerne skal sørge for, at alle 15-17-årige får et andet tilbud, hvis de ikke er parate til en ordinær uddannelse. Kommunerne får mulighed for at sammensætte tilbud til de unge, der ikke umiddelbart er parate til en ungdomsuddannelse, tilbud, som netop passer til deres behov.

Aftalen indeholder også mulighed for nye, fleksible 10.-klasse-forløb, hvor erhvervsskolerne inddrages, enten ved at 10. klasse afvikles på erhvervsskolen, eller ved at de første 20 uger af en almindelig 10. klasse og de sidste 20 uger er et grundforløb på en erhvervsuddannelse. Den fleksibilitet, som efterlyses i beslutningsforslaget, eksisterer allerede. De erhvervsrettede ungdomsuddannelser rummer i dag vidtstrakte muligheder for, at alle unge kan få en uddannelse tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov.

Lad mig starte med at fremhæve erhvervsgrunduddannelsen, EGU’en, som i sig selv i udstrakt grad må siges at dække de behov, der nævnes i B 116. EGU’en er en erhvervsrettet, individuelt tilrettelagt vekseluddannelse, hvis varighed kan variere fra 1½ til 3 år. Skoleelementerne hentes fra en lang række uddannelsesaktiviteter, herunder fra erhvervsskoler, produktionsskoler, højskoler, ungdomsskoler og voksenuddannelsescentre.

Målgruppen for EGU’en er unge under 30 år, der bor i kommunen, ikke er under uddannelse, herunder et produktionsskoleforløb, eller i beskæftigelse og ikke har forudsætninger for umiddelbart at gennemføre en anden kompetencegivende ungdomsuddannelse. Jeg er rigtig glad for at konstatere, at EGU'en er i vækst – vi har også gjort meget for, at den skulle komme det – og at der er flere elever, der vælger og er glade for at bruge den uddannelse.

Derudover vil jeg understrege fleksibiliteten og tilpasningsmulighederne i erhvervsuddannelserne. Dem har vi nemlig også smidiggjort. Grundforløbene kan skræddersys, forlænges og forkortes i forhold til elevernes faglige og sociale forudsætninger, men også deres tilbøjelighed til at tilvælge og fravælge uddannelse. Trindeling giver eleverne mulighed for at gennemføre overskuelige kompetencegivende uddannelser med adgang til at fortsætte på efterfølgende trin senere. Niveaudeling af individuelle uddannelser giver mulighed for, at eleverne kan vælge uddannelsesdele til og fra efter den enkeltes formål med uddannelsen, herunder fravælge fag, der er for vanskelige.

Uddannelsesaftaler mellem elever og praktikvirksomheder kan dels være de klassiske, som omfatter en hel uddannelse, dels de fleksible aftaler i form af en ny mesterlære, kombinationsaftaler, korte uddannelsesaftaler og delaftaler. Hertil kommer traineeforløb eller forpraktik, som ikke er en del af uddannelsen, men som er kvalificerende muligheder for unge, hvor rammerne er aftalt på arbejdsmarkedet.

For de uafklarede og ikkeuddannelsesparate unge har vi produktionsskoletilbuddet, der netop har som hovedformål at få denne del af de unge gjort klar til at begynde på en kompetencegivende ungdomsuddannelse.

Endelig vil jeg minde om, at vi har indført ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Denne uddannelse tilbydes unge, der ikke kan tage en anden ungdomsuddannelse, også selv om der ydes specialpædagogisk støtte.

Som nævnt er jeg enig i, at vi skal gøre en ekstraordinær indsats for de uddannelsessvage og frafaldstruede unge. Derfor kan det undre mig, at man i beslutningsforslaget henviser til behovet for en afløser af Den Fri Ungdomsuddannelse. Den Fri Ungdomsuddannelse blev i høj grad brugt af de ressourcestærke unge og blev netop ikke brugt af de unge, der havde behov for særlig støtte til at gennemføre deres uddannelse. Flertallet af eleverne på Den Fri Ungdomsuddannelse tilkendegav således i en undersøgelse, at de alternativt enten ville være gået i gang med en anden ungdomsuddannelse eller ville have haft et arbejde. Den Fri Ungdomsuddannelse var efter regeringens opfattelse både en dyr og unødvendig omvej til kompetencegivende uddannelse.

Den foreslåede fleksuddannelse er ikke kompetencegivende og vil efter regeringens opfattelse i lige så ringe grad som Den Fri Ungdomsuddannelse kunne bidrage til at målrette og afklare de usikre unges uddannelses- og erhvervsvalg.

Uddannelsessystemet kan virke uoverskueligt, men det skal være overskueligt. Derfor ønsker vi ikke unødvendige knopskydninger, men foretrækker at ændre på det eksisterende system, hvis der er behov for det. En fleksuddannelse uden formel kompetence er ikke det, der er behov for, det er ikke det, de unge har brug for, og det er ikke det, arbejdsmarkedet har brug for. Alle unge skal have en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Regeringen vil derfor også fremover fastholde og intensivere fokus på fagligheden, ligesom vi fortsætter med at forbedre rammer og indhold i uddannelsessystemet som helhed. Det er vores klare mål at give eleverne i grundskolen et solidt fundament, vi vil fokusere på overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelser, og vi vil fortsat lægge stor vægt på at bekæmpe frafald i disse uddannelser.

Det indgår i den politiske aftale fra november 2009, at den aftalte indsats skal evalueres i løbet af 2010 med henblik på politiske vurderinger af, om der er behov for yderligere justeringer af unges uddannelsesmuligheder inden for det eksisterende system. I den forbindelse vil regeringen naturligvis være lydhør over for konstruktive forslag, som kan være med til at styrke uddannelsessystemet og i endnu højere grad sikre, at alle unge får sig en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Tak.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Allerførst vil jeg også benytte lejligheden til her officielt, selv om vi tidligere har haft mulighed for at hilse på hinanden, at sige tillykke med undervisningsministerposten. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg ved, at ministeren er utrolig kompetent inden for feltet, som hun har arbejdet med tidligere.

I forlængelse af den lange indledning vil jeg gerne spørge ministeren, om ikke alle de mange forskellige uddannelsesveje for de ikkeuddannelsesparate unge måske er det, der lige præcis illustrerer problemet, nemlig at det er blevet temmelig uoverskueligt. Det betyder, at for det her unge menneske skal man i virkeligheden til at holde en tale, der varer de 10 minutter, som ministeren også har brugt til at fortælle om alle de mange muligheder, der er.

Når vi har fremsat forslaget om en fleksuddannelse, er det bl.a. for at skabe en tydelig uddannelsesvej mellem enten den gymnasiale vej eller den erhvervsuddannelsesmæssige vej, og det er jo ikke noget, vi i oppositionen bare har fundet ud af sådan ud af den blå luft. Det er, fordi der har været et massivt ønske fra hele vejledningsverdenen om at få den her samlede ramme med en tydelig og klar identitet i forhold til de unge, der ikke kan gå den slagne vej, men så kan tage fleksuddannelsesvejen.

Er det et argument, der gør indtryk på ministeren, at vejledningsverdenen har efterlyst den her lovgivningsmæssige ramme, der kan samle de forskellige ungdomsuddannelsesveje?

Ministeren.

Tak. Så ville det i hvert fald kræve, at man var lidt mere præcis, med hensyn til hvad det er for en specifik uddannelsesvej, man mener skulle etableres, og som ikke eksisterer i forvejen. Jeg har netop listet de mange muligheder op, der er for en fleksibel tilrettelæggelse. Hvis vi f.eks. tager EGU, som er en fantastisk uddannelse, kan den jo sammenstykkes af alt lige fra nogle elementer fra erhvervsuddannelserne til elementer fra højskoleverdenen og elementer, hvor man er i praktik i en virksomhed. Der er simpelt hen ingen begrænsninger i, hvad man egentlig har af muligheder for at prøve af og prøve kræfter med i den løsning.

Det er derfor, jeg har vanskeligt ved egentlig at se, hvad dette kunne tilføre ekstra, som vi ikke allerede har tilvejebragt – i øvrigt i vidt omfang i fællesskab – gennem det arbejde, vi har lavet i globaliseringspuljesamarbejdet de fem partier imellem.

Fru Christine Antorini.

Det er korrekt, at vi har taget en række initiativer i fællesskab, og der er måske en erkendelse af, at summen af alle de bedste viljer har været med til at gøre det temmelig uoverskueligt for netop den her gruppe af unge at se den uddannelsesvej, der passer til dem.

Vi er også enige i, at EGU indeholder en række elementer, men en af de ting, der mangler, og som fleksuddannelsen kan rumme, er, at de ikkeuddannelsesparate kan gøres parate til at tage den boglige uddannelsesvej. Nogle af eksemplerne, der er her, er bl.a. at give længere tid, sådan at den unge igennem en visitering – ikke efter frit valg, men visitering – f.eks. kan tage en gymnasial uddannelse, hvor man laver et 0. g eller en 3-årig hf-uddannelse. Det har der været forsøg med, det har den tidligere minister ikke været særlig varm på, men et af de elementer, der åbnes for med fleksuddannelsen, er at sige, at dem, der har brug for det, og som vejledes til et ekstra år, faktisk kan tage en gymnasial uddannelse eller en hf-uddannelse med det ekstra år på bagen. Er ministeren positiv over for det?

Ministeren.

Jeg er sådan set positiv, forstået på den måde, at det mener jeg faktisk vi har en god mulighed for nu med den aftale, der blev lavet om ungepakke 2, hvor man netop er gået ind og har givet kommunerne og Ungdommens Uddannelsesvejledning nogle redskaber til at vurdere den unges uddannelsesparathed og lave en kompetenceafklaring eller en afklaringsproces med den unge og derefter iværksætte de nødvendige initiativer. Der mener jeg også at der kan ligge et rigtig godt element, som vejlederne jo ikke rigtig har haft lejlighed til at bruge endnu, men som de kan bruge til f.eks. at guide en potentiel gymnasieelev ind i en EGU, hvor man så tilrettelægger uddannelsen med de elementer, som kan forberede den unge til at tilvælge gymnasieuddannelsen, hvis det er det, man ønsker, eller tilvælge erhvervsuddannelsen.

Men det er jo også givet, at jeg kom med en tilkendegivelse i min tale om, at vi hele tiden skal følge op på det arbejde, vi laver, ikke mindst i globaliseringspuljen – og gerne også med andre partier, der står uden for – med, hvordan vi sikrer de bedst mulige sammenhænge. Jeg tror, at det, vi har lavet i fællesskab i efteråret, faktisk bidrager helt afgørende til, at der netop bliver en konkret ressource, også i kommunen, til at lave en ordentlig gennemgang af, hvilke muligheder den unge har. Det tror jeg er vigtigt.

Der er en kort bemærkning fra fru Marianne Jelved.

Tak. Jeg vil også gerne helt formelt sige tillykke med det nye job, og så vil jeg følge op på de spørgsmål, fru Christine Antorini lige stillede.

Altså, det er jo rigtigt, at der er de fleksible muligheder for at lægge et individuelt forløb for en ung, men problemet er, når man skal prøve at vejlede de unge mennesker til at tage en uddannelse. Vi kan så tale om gymnasiet, vi kan tale om hf, vi kan tale om tømreruddannelsen eller en erhvervsfaglig uddannelse – det er i alle tilfælde nogle faste rammer, nogle velkendte veje. Det er det ikke med de individuelle forløb, der kan stykkes sammen på helt forskellig måde.

Derfor er vi nødt til – det er jo pointen med det forslag, vi har fremsat her – at forankre dem institutionelt og give dem et navn. Og i virkeligheden synes jeg, der er en vis modsætning i det, ministeren svarer ved at sige, at det her ikke kan bruges, fordi vi har noget, der ligner det fuldstændig til forveksling. Men vi mangler bare at give det en vej og en retning og noget, der er fællesskabende omkring alle de individuelle forløb, der nu ligger som en mulighed. Kan ministeren ikke prøve at se det?

Ministeren.

Det er simpelt hen ikke manglende vilje, det er det ikke – jeg håber heller ikke, at det er manglende evne – men det er måske en manglende forståelse af, at vi ikke allerede inden for det, vi har etableret igennem de senere års samarbejde om at skabe nogle bedre muligheder og nogle mere klare veje igennem, har de her muligheder. Altså, jeg har simpelt hen vanskeligt ved at se, hvorved forslaget adskiller sig fra den mulighed, der ligger i EGU'en i dag.

Jeg må også sige, at hvis det alene er et formål ligesom at lave en helt uddannelse, med henblik på at man, når man så har taget den uddannelse, kan gå i gang med en uddannelse, er vi nok ikke politisk helt enige i, at det er en vej at gå.

For os skal vejen frem mod kompetence, altså enten til videre studier eller til erhverv og arbejdsmarkedet, jo være så kort som mulig. For den unge, der er mindst parat til at gennemføre en uddannelse, får ikke nødvendigvis stimuleret sin lyst til at uddanne sig, hvis denne kan se, at forløbet bliver meget langt, inden vedkommende når frem til målet om at komme ud med erhvervskompetence på arbejdsmarkedet.

Fru Marianne Jelved.

Men reelt er der jo ikke stor forskel på det fleksuddannelsesforslag, der ligger her, og så de initiativer, der er taget senest i efteråret i aftalen om ungepakken, og det synes jeg man skal holde fast i. Og nu kunne nogle af os jo gøre os den umage at kalde det, vi har aftalt i ungepakken, for fleksuddannelse. Altså, det kunne vi jo gøre.

Det, der er min pointe, og som jeg gerne vil have at ministeren forholder sig til, er, hvordan vi får formidlet til de unge og ikke mindst deres forældre, at der er en tredje vej. Og nu taler jeg ikke om EGU, for det er en særlig uddannelse. Den uddannelse eller de uddannelsesmuligheder, vi taler om her, er jo for unge, som vil noget mere end EGU, men ikke kan tage en af de to andre.

Ministeren.

Tak. Jeg tror, det fører for vidt for mit vedkommende her på dag to som minister at omdøbe et meget stort forlig, som er indgået på tværs af partierne i efteråret, men jeg forstår godt, hvad fru Marianne Jelved sigter til, altså om man i denne gruppe af unge er opmærksom på, at der er et alternativ.

For jeg mener nemlig, at det er væsentligt, at EGU'en også vil kunne rumme unge, som efterfølgende vælger og tilvælger en gymnasial uddannelse eller en kompliceret erhvervsuddannelse; dem er der jo sandelig også rigtig mange af. Men jeg mener altså fortsat ikke, at der er brug for et parallelt system. Og jeg har også vanskeligt ved at se, hvordan det bliver institutionelt forankret, når det i beslutningsforslaget bl.a. ikke indgår, hvem der ligesom skal have ansvaret for uddannelsens gennemførelse. Der har vi lavet en meget klar ansvarsplacering, hvad angår EGU'en, og det savner jeg i hvert fald i beslutningsforslaget for at kunne komme det lidt nærmere.

Men jeg takker i hvert fald for beslutningsforslaget, for det er jo relevant hele tiden at diskutere, om der er mere, vi kan gøre.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Vigsø Bagge.

Jeg vil også gerne sige hjertelig velkommen til den nye minister. Hvor er jeg glad for, at det er lige præcis ministeren, der er blevet minister på det her område.

Det, der bekymrer mig, og som bekymrer SF meget, er, at vi ved, at de her unge, som falder ud af ungdomsuddannelsessystemet, har stærkt behov for synlige og nærværende voksne, som er gennemgående. Det, som den her fleksuddannelse også ville give en mulighed for, er jo, at man får en gennemgående professionel voksen, som følger den unge gennem fleksuddannelsen, så man ikke hele tiden på alle de meget glimrende individuelle forløb, som ministeren også har redegjort for, møder forskellige voksne, der skal guide en igennem et lille brudstykke af, hvad der til sidst skal gå hen og blive en ungdomsuddannelse. Hvad tænker ministeren om lige præcis den mulighed for en gennemgående professionel voksen i sådan et fleksuddannelsesforløb?

Ministeren.

For så vidt at jeg mente, at det var en god idé med netop den her fleksuddannelse som en uddannelse betragtet, synes jeg også, at det ville være godt, at man havde den her voksne person, der guidede en igennem hele vejen. Omvendt må jeg sige – og det jo er noget, vi også har tilstræbt i globaliseringsforligskredsen – at vi netop har en kontinuitet i rådgivningen af den unge ved overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelsen, således at den bliver mere smidig, og at der følges op på den af ungdomsuddannelsesvejledningen. Men man kan jo under ingen omstændigheder forudsætte, at den samme vejleder er der, uanset hvad vi kalder en uddannelse, fordi det jo selvfølgelig også er hovedmålet i EGU'en, at den unge følges af en voksen igennem forløbet.

Fru Pernille Vigsø Bagge.

Det er rigtigt, men problemet er, at disse unge har det med at falde ned mellem stolene, falde ned mellem kommunen, UU og alle de andre instanser på diverse uddannelsesinstitutioner, som de uheldigvis af og til flakser ud og ind ad. Så kunne det være rigtig fornuftigt med denne fleksuddannelse at samle trådene og også samle de kræfter, der er omkring de unge. Det ser vi i alt for begrænset grad i dag, og det er noget, som de unge selv påpeger er et stort problem. Så jeg vil bare henstille til ministeren, hvis ministeren stadig ikke kan se det smarte i det her forslag, at finde løsninger på lige præcis de der rent mellemmenneskelige relationsproblemer, der er, som kunne løses med det her forslag.

Ministeren.

Det mener jeg at vi i vidt omfang tager hånd om. Det er helt åbenlyst, at vi skal gøre mere, for vi har jo ikke nået målene. Jeg vil også sige, at vi jo ikke fra regeringens side tøver med at arbejde videre på, at flere skal ud i ungdomsuddannelse. Et paradoks er faktisk, at vi måske har en lidt bedre chance nu, hvor der er lidt krise – eller temmelig meget krise – i verdensøkonomien, fordi det måske betyder, at de unge er mere tilbøjelige til at vælge uddannelse frem for at gå ud som ufaglærte på arbejdsmarkedet.

Men i den sammenhæng er det også klart, at vi hele tiden skal optimere den vejledning, vi giver. Jeg kan jo ikke tage æren for noget som helst i forbindelse med den globaliseringsaftale, der blev lavet i efteråret, hvor partiet var med, men som jeg jo ikke forhandlede. Men jeg synes faktisk, at det, man fik stykket sammen der, var utrolig elegant, hvor man fik sat fokus på, at det også er forud for optaget i uddannelsen, at der ligger en stor udfordring, fordi vi ved, at cirka hundrede procent af de unge, når de har fået en 9. eller 10. klasse, gerne vil have en uddannelse. Så er der 10 pct., der straks opgiver, og dem skal kommunen ind og have fat på nu, og så er der yderligere 10 pct., der opgiver, når de er gået i gang med en uddannelse, og det er det, som ungepakken tager hånd om nu kombineret med de mange muligheder, vi også har skabt i fleksible tillæg til fleksuddannelserne.

Der er yderligere korte bemærkninger. Det er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Velkommen til ministeren.

For at starte på EGU skal man være fyldt 19 år, og man skal have haft en vis periode med erhvervsarbejde. Det vil sige, at EGU jo ikke sigter på de unge, der kommer lige ud af folkeskolen. Flexuddannelsen ville kunne tage fat i den gruppe unge og vise en vej, som er klart defineret, bl.a. for den her gruppe unge.

Kan ministeren se, at der er et problem her, at der er et problem med ministerens argumentation, fordi flexuddannelsen altså er skruet sammen på en måde, så man skal være 19 år, og man skal have haft en vis periode med erhvervsarbejde? Vi vil sådan set gerne have fat i de unge, allerede når de kommer ud af folkeskolen.

Ministeren.

Nej, jeg anerkender selvfølgelig ikke, at der er huller i argumentationen, for det, der er situationen, er, at der er opstået en vis bekymring i regeringen, i hvert fald når vi noterer os, at man siger, at det skal være en afløser for den fri ungdomsuddannelse. For vi vil altså ikke medvirke til, at vi laver alternative ungdomsuddannelser, som betyder, at unge, der alternativt ville have tilvalgt en kompetencegivende uddannelse eller være gået i beskæftigelse og dermed havde fået en direkte adgang til de fleksible uddannelsesforløb, vi netop har skabt, bruger det som alternativ. Det ønsker vi simpelt hen ikke. Vi mener ikke, at det er et mål i sig selv at gøre vejen til kompetence så lang som overhovedet mulig for disse unge.

Man må også sige, at det jo ikke skal være sådan, at hvis den unge tilvælger en ordinær uddannelse – hvis man nu kommer i gang med en gymnasieuddannelse – og det viser sig at være lidt vanskeligt, så siger man: Du har kun ét alternativ i denne verden, og det er ud af uddannelsen igen.

Det er jo sådan set tanken, at unge, der har kompetence til at gå i gang, også skal understøttes i at forblive i uddannelsen eller alternativt at træffe et omvalg – og ikke et fravalg – af uddannelse.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Problemet er bare det, at der er nogle unge, der, når de er færdige med folkeskolen, ikke er klar til hverken erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Det er ikke en løsning, at de starter på en uddannelse, de ikke er klar til. Tværtimod er det et rigtig, rigtig stort problem, hvis vi propper nogle unge ind på en erhvervsuddannelse, hvor de så falder fra, fordi de fra starten af ikke var parat til at gå der. Det giver dem nederlag, og det er det sidste, den her gruppe af unge har brug for. Lige præcis den gruppe unge kan vi samle op med flexuddannelsen.

Det er ikke holdbart, at vi, som situationen er i dag, har en ret stor gruppe af unge, som falder fra uddannelsessystemet. Det gør vejen videre endnu sværere for dem, for så har vi påført dem nederlag.

Så kan ministeren se, at vi med flexuddannelsen altså ville kunne tage fat i den gruppe af unge – for den gruppe findes – som efter folkeskolen helt åbenlyst ikke er klar til hverken erhvervsuddannelsen eller den gymnasiale uddannelse?

Ministeren.

Tak. Jeg er fuldstændig enig i, at der er mangel på uddannelsesparathed hos nogle unge, og det er jo derfor, at man tager hånd om det i ungepakken. Det er for at sikre, at der bliver en styrket vejledning af den unge, og at kommunen også får et større ansvar, og at der er finansiering med til det. Det er sådan noget, vi godt kan lide i regeringen, altså at man finansierer sine forslag.

Vi sætter fokus på det, samtidig med at vi så også sørger for at styrke vejledningen, når de kommer ind på uddannelserne. Altså, det er ikke et mål at etablere flest mulige veje uden om det ordinære uddannelsessystem. Det, der er vores formål, er at sikre vejen ind i uddannelsessystemet, og vi mener med ungepakken at have skabt en lang række gode muligheder, forbedrede muligheder, for, at det kan ske; men der er bare ikke noget i denne verden, der er fuldstændig udelukket i al evighed, så vi må jo tage drøftelserne løbende.

For mig er det fuldstændig afgørende, at optagelsen på uddannelserne øges, og at gennemførelsesprocenten også øges. Det er regeringens politik.

Tak til undervisningsministeren. Så går vi til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre.

I Venstre er vi helt enige i, at vi skal sikre uddannelse til alle, og at vi skal give den hjælp, der er behov for, så man kan komme igennem en uddannelse. Så langt er vi helt enige i det, der står i dette beslutningsforslag.

Men hvis vi så går ind og sammenligner med et ludospil – og der kan man måske lige spørge om hvorfor – vil jeg sige, at jeg altså vil betragte det, som at man bliver slået tilbage til starten, hvis man laver fleksuddannelse ved siden af alle de andre fantastisk gode og rigtige tilbud, der er i øjeblikket. Vi har kun en vis mængde unge mennesker, og hvis de vælger fleksuddannelsen frem for et af de mange andre gode tilbud, der eksisterer, ender vi med at udvande den eksisterende uddannelsesverden fuldstændig. Og det er vi ikke parat til.

Vi har nogle fantastisk gode produktionsskoler, vi har nogle rigtig gode erhvervsuddannelser, vi har nogle meget gode ungehøjskoler, og de er alle sammen parat og klar til at gøre en ekstra indsats for at gøre de unge klar og parat og til at få dem igennem ungdomsuddannelserne. Vi har nogle 10.-klasses-centre, som arbejder ganske målrettet, vi har nogle 10.-klasses-centre, der har et tæt samarbejde med erhvervsuddannelserne, og vi har indført nogle muligheder, så man kommer hurtigere og mere fleksibelt igennem, plus at vi har lavet ungepakke I og ungepakke II, og de giver også utrolig meget fleksibilitet.

Altså, tilbage til ludospillet: Vi vil hellere slå et slag mere med terningen, rykke et par felter frem, i stedet for at vi kunne risikere at blive slået tilbage til starten, lukke uddannelser ned, fordi der ikke var elever nok til at søge ind på holdene, og fordi der ikke var ekspertise nok blandt underviserne, fordi det var et udvandet område. På grund af det er det jo netop, at vi har lavet nogle gode, stærke uddannelser, som de unge flytter hen på og er på, og det er også den vej, vi skal fortsætte ad, plus at vi har en mesterlære lige ved siden af som supplement til det hele, og det er igen et tilbud, der gør, at de unge, der måske ikke er helt parat, kan blive afklarede, mens de er i mesterlære og dermed ende med at være fuldt uddannede, når de er færdige. Så Venstre kan altså ikke støtte dette beslutningsforslag.

Tak til fru Anne-Mette Winther Christiansen. Så går vi videre, og den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti.

Flere og flere unge skal tage en ungdomsuddannelse. Helt præcist er målet, at 95 pct. af en ungdomsårgang i 2015 mindst skal have en ungdomsuddannelse.

I 2002, altså for ca. 8 år siden, nedlagde et flertal her i Folketinget bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti den fri ungdomsuddannelse. Set med Dansk Folkepartis øjne lægger det her beslutningsforslag fra venstrefløjen, som vi her behandler, op til en erstatning af den fri ungdomsuddannelse. I Dansk Folkeparti ønsker vi ikke at genoprette en ungdomsuddannelse, der var gode grunde til at nedlægge.

Der findes faktisk allerede i dag adskillige introduktionsforløb til ungdomsuddannelserne, og vi har mange forskellige slags ungdomsuddannelser. Men at give de unge mulighed for at skræddersy deres egen ungdomsuddannelse vil formentlig gøre mere skade end gavn: For de svage elever skaber det forvirring og utryghed, og samtidig frygter vi i Dansk Folkeparti, at nogle vil kunne misbruge uddannelsesmuligheden.

Ungdomsuddannelsesvejlederne skal sikre, at den unge kommer hen på den rigtige uddannelse. Hvis man ikke er klar til at blive optaget på en rigtig ungdomsuddannelse, er der altså flere muligheder for at starte på et lavere niveau og gøre sig klar til, at man på et tidspunkt kan påbegynde en ungdomsuddannelse.

Der skal ikke herske tvivl om, at det er vigtigt at sikre, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Derfor har vi i Dansk Folkeparti også været med til at indgå aftale om bl.a. ungepakke 1 og 2 om uddannelsesplaner og om at sikre, at de unge ikke falder fra uddannelsen, hvor det sikres, at de samles op og kommer videre, at frafaldet mindskes, og at det sikres, at de unge når de mål, som de skal.

Sagen er jo også den, at målet om de 95 pct. også handler om at bevare vores velfærd, og velfærden i Danmark holder vi i Dansk Folkeparti sammen med et flertal i Folketinget rigtig meget af – det går vi i hvert fald ud fra, eftersom et flertal i Folketinget har indgået en velfærdsaftale. Der er et mål, og det er et godt mål.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte en fleksuddannelse, som minder så meget om den fri ungdomsuddannelse, som tilfældet er i det her beslutningsforslag.

Tak til fru Marlene Harpsøe. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører for SF.

Tak. Jeg skal med det samme sige, at det jo er SF's fru Nanna Westerby, der egentlig er medforslagsstiller, men hun kunne ikke være her i dag, og derfor tager jeg mig af ordførertalen.

Det er jo gået tilbage med andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Der er godt nok mere end 95 pct., der starter på en uddannelse, men der er altså et tårnhøjt frafald. Det er klart, at vi skal mindske det frafald, men det er også meget vigtigt at sikre, at der er uddannelsestilbud til alle unge og også til dem, der ikke kan tage en ordinær ungdomsuddannelse. Det er ikke alle unge, der efter folkeskolen er i stand til at gå den slagne vej gennem gymnasiet, hf eller en erhvervsuddannelse, og det er derfor, at vi som samlet opposition har fremsat det her beslutningsforslag om en ny fleksibel ungdomsuddannelse.

Regeringen nedlagde i 2002 den fri ungdomsuddannelse, som ellers var et alternativt uddannelsestilbud. Fleksuddannelsen er også inspireret heraf, men den skal altså ikke være et rejsetilbud til ressourcestærke unge, som den fri ungdomsuddannelse jo blev kritiseret for at være og et eller andet sted også var.

Den her fleksuddannelse skal være målrettet de unge, der ikke har kompetencerne til en ordinær ungdomsuddannelse, og det er meget vigtigt, at der bliver visiteret til den her uddannelse fra UU-vejledningscentrene. Målet er at sikre, at ingen unge bliver tabt mellem to stole, og at der er et uddannelsestilbud til alle unge.

Der eksisterer allerede i dag mulighed for at lave individuelle uddannelsesforløb, men systemet er for det første begrænset af en manglende institutionel forankring, så den unge risikerer altså at ryge rundt mellem forskellige systemer og mange forskellige professionelle voksne. For det andet har det nuværende individuelle uddannelsesforløb ikke et officielt samlende navn, og det er derfor svært at markedsføre det som en attraktiv og kompetencegivende uddannelsesvej for de unge, der ikke klarer den ordinære uddannelsesvej. For det tredje har især den målgruppe, som de individuelle forløb er rettet mod, brug for en fast ramme, en social basis sammen med andre unge, hvilket de får igennem klassefællesskabet. Og endelig for det fjerde har de brug for, at der er gennemgående professionelle voksne. De her behov skal sådan en fleksuddannelse kunne opfylde.

Det er også meget vigtigt, at vi sikrer en samlet finansiering i visitationen. Der er i dag rigtig meget kamp om de forskellige kommunekasser og uddannelseskasser, og det gør det ret svært at lave et samlet tilbud til de unge.

Derfor vil det være rigtig kærkomment, hvis regeringen vil se med velvillige øjne på vores fleksuddannelsestilbud, som er et helhjertet forsøg på at skabe en samlet betegnelse for noget, der i dag er alt for fragmenteret.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tak. Jeg er jo glad for, at SF i en sætning erkendte, at Den Fri Ungdomsuddannelse nok også havde ramt lidt forkert, da den var der.

Men når nu jeg lytter til SF's måde at præsentere beslutningsforslaget på, får det mig alligevel til at sidde og undre mig, og derfor vil jeg gerne bede SF om at tydeliggøre, præcis hvilke uddannelser SF kan pege på af dem, vi har i dag, der ikke drager omsorg for, at de unge mennesker kommer igennem en ungdomsuddannelse.

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sige, at tallene taler deres tydelige sprog. Alle uddannelsesinstitutioner gør deres bedste for at rumme alle elever, og der bliver taget rigtig mange initiativer for at sikre, at unge kommer igennem systemet. Men der er alt for mange unge, der falder fra, og der er alt for mange unge, der aldrig kommer i gang. Det kan ikke nytte noget, at vi er nødt til at sætte vores lid til en verdensomspændende finansiel krise for at få de unge mennesker ind i uddannelsessystemet. Der er også store prestigespørgsmål forbundet med, hvilke uddannelser de unge synes de vil gå på, uanset hvad evnerne rækker til. Derfor synes vi, det er så vigtigt med den her fleksuddannelse, som kunne være en samlet betegnelse for en god uddannelsesvej, der samler op, og som har den elasticitet i sig, der gør, at de unge får fornemmelsen af at være på en formel, sammenhængende uddannelse og ikke på mange forskellige forløb, hvor de er overladt til sig selv.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg fik ikke svar på, præcis hvilken uddannelse der ikke drager omsorg for, at de unge mennesker får en uddannelse i dag. Og jeg hørte tidligere, der blev sagt, at verden er alt for stor, det er ikke til at overskue, hvor man kan gå hen og få uddannelse, for man forstår slet ikke hele uddannelsesverdenen. Hvordan gøres det mere præcist, at der så kommer en ny?

Men præcis hvilke uddannelser drager ikke omsorg for, at de unge mennesker får en ungdomsuddannelse i dag?

Ordføreren.

Det var så det allerførste, jeg svarede på, nemlig at alle uddannelser gør deres yderste for at rumme de unge mennesker. Det var lige præcis det, jeg sagde. Men tallene taler så igen deres tydelige sprog. Alt for mange falder fra, alt for mange føler sig ikke rummet, og det er jo ikke noget, vi i oppositionen har fundet på. Man kan jo læse Center for Ungdomsforsknings glimrende rapport fra sidste år, som anskueliggør, at den her tilsyneladende valgfrihed, som de unge har, faktisk forvirrer mere, end den afklarer, og at den her forvirring faktisk er med til for os i oppositionen at ville fremsætte et forslag, der giver en rød tråd gennem uddannelsessystemet i stedet for de her individuelle forløb. Det er meget vigtigt for os at slå fast, at vi er nødt til at samle op på de sidste 20 pct., uanset at vi ikke vil klandre en enkelt uddannelsesinstitution for ikke at løfte opgaven tilstrækkeligt.

Så er der også korte bemærkninger fra hr. Rasmus Jarlov.

Jeg har to spørgsmål til ordføreren. Det første er: Hvorhenne skal vi finde pengene? Det står der ikke rigtig noget om i forslaget. Så vil jeg i forbindelse med det andet spørgsmål sige, at jeg faktisk har læst beslutningsforslaget igennem ganske mange gange, men at jeg faktisk stadig væk ikke helt præcist har forstået, hvad det er, forslaget går ud på. Jeg har forstået det sådan, at man ønsker at genoprette Den Fri Ungdomsuddannelse, og den type uddannelse har jeg aldrig selv gået på. Derfor kunne jeg også godt tænke mig at vide, om man fra forslagsstillernes side ønsker, at det skal være en identisk kopi, eller at det skal adskille sig fra den tidligere fri ungdomsuddannelse. Hvor frie rammer skal der f.eks. være for at sætte fag sammen? Kan man sætte egyptologi, økonomi og frisørfaget sammen, eller hvad er egentlig rammerne for det? Det er en helt ny type spørgsmål, for jeg vil faktisk helt ærligt gerne vide, hvad hensigten er.

Ordføreren.

Den konservative ordfører skal vide, at ærlighed er en stor dyd. Og jeg vil med hensyn til finansieringen sige, at vi faktisk ikke forventer, at den her fleksuddannelse vil komme til at koste noget, som der via globaliseringsmidlerne ikke allerede er dækning for. Der ligger en masse penge der, der skal bruges på at løfte 95-procents-målsætningen, og derfor foreslår vi jo, at det her kunne være et bud på det.

Til det andet: Nej, det her er ikke en genindførelse af Den Fri Ungdomsuddannelse. Det kan man også helt klart læse af forslaget at det ikke er. Det er rigtigt, at Den Fri Ungdomsuddannelse i sin tid gjorde det muligt at sætte alle mulige forskellige rejseaktiviteter og andre aktiviteter sammen på kryds og tværs, men det er ikke hensigten med den her uddannelse. Hensigten er, at vi med fleksuddannelsen sikrer en mere formaliseret vej gennem uddannelsessystemet for de unge, som ikke kan håndtere kravene i de eksisterende ungdomsuddannelser, som de ligger i dag.

Hr. Rasmus Jarlov.

Ja, men kan ordføreren være mere konkret? Altså, en vej gennem uddannelsessystemet siger ordføreren er, at man skal kunne sætte nogle fag sammen, men hvad er begrænsningen på det, hvor frit skal det være? Og så med hensyn til finansieringen vil man tage nogle midler fra globaliseringspuljen, men de midler var det jo meningen man skulle bruge til nogle andre ting, og er det så den rigtige prioritering, når der bliver mindre til at iværksætte de øvrige globaliseringsinitiativer for?

Ordføreren.

Der er jo ikke uanede mængder af penge i globaliseringspuljen, og det er rigtigt, at hvis man bruger pengene til én ting, kan man ikke bruge dem til noget andet. Men jeg er nødt til at sige, at pengene i globaliseringspuljen altså skal bruges til at løfte 95-procents-målsætningen, det er der ikke så meget tvivl om. Der er afsat en stor pulje penge til det, og den pulje mener vi stadig væk den her fleksuddannelse kommer ind under. Det er lige præcis vores formål med den her uddannelse at løfte 95-procents-målsætningen. Og konkret er jeg nødt til at sige, at det ikke er muligt for mig her at stå og sige, om man skal kunne koble frisørfaget med egyptologi. Det er ikke hensigten, kan jeg så sige, for det er overhovedet ikke relevant for den gruppe unge, vi taler om, der er målrammen for vores fleksuddannelse. Den her fleksuddannelse henvender sig faktisk til unge, som ikke kan håndtere det normale ungdomsuddannelsessystem, og derfor mener jeg heller ikke, at egyptologi overhovedet bliver relevant at diskutere i den her sammenhæng.

Tak til fru Pernille Vigsø Bagge. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er det hr. Rasmus Jarlov… ( Rasmus Jarlov (KF): Er det?). Ja, altså efter listen. Men hvis det er overraskende, så vil jeg sige, at Det Konservative Folkeparti også har ret til at have en ordfører. Det vil jeg sige med det samme. Uanset fleksibilitet i debatten så er det hr. Rasmus Jarlov som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det Konservative Folkeparti er imod beslutningsforslaget, ikke så overraskende. En del af begrundelsen for det er, som jeg sagde før under mit spørgsmål, at det er lidt vanskeligt at se, hvad der egentlig er hensigten med det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er meget ukonkret, præcis hvordan man skal kunne sætte uddannelser sammen, og hvad der overhovedet er hensigten med det her forslag. Der står, at man skal oprette en uddannelsesvej kaldet en fleksuddannelse, og så står der, hvem der skal kunne deltage på uddannelsen, men i beslutningsforslaget står der stort set intet konkret om, hvad uddannelsens indhold skal være, så vidt jeg kan se. Så alene af den grund forekommer det lidt svært at arbejde videre med det her beslutningsforslag.

Men jeg har så ud fra debatten forstået, at intentionen her er, at man skal erstatte Den Fri Ungdomsuddannelse, og hvis det er tilfældet, er Det Konservative Folkeparti ikke bare imod forslagets form, men også imod intentionerne fra forslagsstillernes side. Det er jo godt med fleksible uddannelsesveje, men vi mener også, at der skal være en vis struktur på et uddannelsesforløb, så man kan være sikker på, at modulerne i en uddannelse hænger sammen og understøtter hinanden. Når jeg tidligere har skullet vurdere og ansætte folk, har jeg i hvert fald kigget på, hvilke uddannelser folk har gennemført, og det er vigtigt, at man har en klart defineret kompetence, og det er ikke nok, at man bare har gennemført en eller anden form for uddannelse, for hvis modulerne ikke hænger sammen, kan det være næsten lige meget. Det er ikke alle kombinationer af fag, som det giver mening at sætte sammen, eller som samfundet skal betale for. Og ud fra de præmisser er vi imod forslaget.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Christine Antorini.

Forslagsstillerne er fuldstændig enige med den konservative ordfører i, at der skal være klart definerede kompetencer. Derfor var vi også glade for, at undervisningsministeren godt kunne se en hel palet af forskellige uddannelsestilbud, som eksisterer for den gruppe, der ikke er uddannelsesparat. Det, der ligger i forslaget, og som ikke kan lade sig gøre i dag, er, at det bliver sat ind i en samlet ramme, at det er en fleksuddannelse, hvor man får et kompetencebevis til sidst, herunder at det er et forløb, som er kommet i stand gennem en visitering gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Det betyder, at der er en præcis ramme for, hvordan fleksuddannelsen skal defineres, hvad det er for nogle kompetencer, som ender med at udløse et bevis, sådan at arbejdsgiveren tydeligt kan se, hvad det er, den unge har med i bagagen. Det, der er problemet, er, at i den palet af mange forskellige uddannelsestilbud er der ikke en uddannelsesvej, som giver et afsluttende kompetencebevis. Kunne det overbevise den konservative ordfører om, at det måske alligevel var værd at kigge på fleksuddannelsen som den ramme, der samler de mange, lidt løse uddannelsesveje, der i dag er for dem, der ikke er uddannelsesparate?

Ordføreren.

Jeg synes, det er fint, og jeg vil også gerne kvittere for, at man åbner debatten om det her. Som jeg sagde, synes jeg, det er for ukonkret til at arbejde videre med. Jeg kan ikke se, at der er etableret en klar idé med det her, og at det kan give en kompetence, som vil være til at forstå for arbejdsmarkedets aktører. Jeg er nervøs ved, at man får en uddannelse, som ikke rigtig er noget, og som ikke har et klart afgrænset forløb.

Fru Christine Antorini.

Endnu en af de ting, som ikke kan lade sig gøre i dag, er, at man giver denne fleksuddannelse til unge, lige så snart de forlader 9. eller 10. klasse. Undervisningsministeren henviste til, at den nuværende EGU kunne opfylde alle de formål, vi vil have opfyldt med fleksuddannelsen. Men det kan den ikke, bl.a. af den grund, at man skal være over 19 år, for at man kan tage EGU’en.

Da De Konservative ligesom Socialdemokraterne er optaget af, at man hurtigst muligt kommer igennem en uddannelse, men på en fornuftig måde, vil jeg spørge, om det ikke tiltaler den konservative ordfører, at der her faktisk er en uddannelsesvej, som medfører, at de unge, som af forskellige grunde ikke har de faglige eller personlige kompetencer til at starte på en ordinær ungdomsuddannelse, kan komme i gang med en uddannelse lige efter folkeskolen.

Ordføreren.

Jo, lige præcis det element i forslagsstillernes intentioner tiltaler Det Konservative Folkeparti. Så vi kan godt snakke om nogle principper for, hvad vi kan gøre for at udvikle andre uddannelsesforløb, som kan opfylde et behov for de unge, som ikke bliver opfanget i dag. Men det får mig ikke til at støtte forslaget, som jeg som sagt synes er for ukonkret og for svævende.

Tak til hr. Rasmus Jarlov, der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det fru Marianne Jelved, hvis hun ønsker det, fra Det Radikale Venstre.

Tak. Alle partierne i Folketinget er jo meget optaget af, at vi når 95-procents-målsætningen, altså at 95 pct. af de unge får en ungdomsuddannelse. Vi ved alle sammen, at der er fire gymnasiale uddannelsesveje. Vi kender de faglige uddannelser; der er over 100 uddannelser at vælge mellem, og alligevel er der kun knap 80 pct., der gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er faktisk et rigtig, rigtig stort problem for os, for vi kan ikke acceptere, at vi ikke sætter alt ind på, at alle unge får en uddannelse. Og den særlige uddannelse for unge med særlige behov vidner jo også om Folketingets vilje til at bidrage med det.

EGU er andet eksempel på det, og mesterlæren er endnu et eksempel. Det er jo en variant af en faglig uddannelse, der ender med et svendebrev, og som var tiltænkt unge, der skulle have særlig omsorg af en mester. Den unge kunne så springe den formelle del af erhvervsskolen over eller udsætte den på forskellig vis. Og hvad ser vi nu? Vi ser, at mesterlæren bliver brugt af ressourcestærke unge, som gerne vil springe erhvervsskolen over.

Så jeg synes, der er meget hul tale i det, regeringspartierne og Dansk Folkeparti siger lidt hånligt om Den Fri Ungdomsuddannelse, at det her forslag, vi sidder med nu, bare er en efterligning af den. Nej, vi har faktisk lært af Den Fri Ungdomsuddannelse, og vi er parate til at lade unge gå forskellige veje for at få kompetencer.

Derfor er det her heller ikke noget, der er taget ud af den blå luft. Der skal være en uddannelsesplan med en progression, som er tilrettelagt efter den unges evner og muligheder. Der skal være tilknytning til en institution. Der skal være en vejleder, som har ansvaret for det her forløb, og som kan stilles til ansvar for det, og derfor skal der også kunne være et bevis.

I virkeligheden kunne man sige, at det her er en måde at komme ind og tage et af trinene i en faglig uddannelse, i en erhvervsuddannelse på. Den unge gør det bare på en anden måde, lidt ligesom mesterlæreuddannelsen, fordi man psykologisk, socialt og modenhedsmæssigt efter folkeskolen ikke er i stand til at gå ind og klare det at være på en erhvervsuddannelse. Det er jo der, vi har de kæmpestore frafald, og det er derfor, vi er nødt til at finde nogle andre måder til at få de unge til at tage de kompetencer på, som de f.eks. ellers ville kunne tage i de erhvervsfaglige uddannelser.

Derfor mener vi, det er nødvendigt, at der er et fast navn på den type uddannelse. Vi mener, at der skal være nogle meget faste rammer for, hvem der har ansvaret for hvad i et forløb med den unge, og vi mener faktisk, at det er meget godt beskrevet i forslaget her. Jeg siger bare af hensyn til vores konservative kollega, at der er fem muligheder:

Den første mulighed er at give adgang til en ungdomsuddannelse, og det vil sige, at man går en omvej for at komme til en ungdomsuddannelse, og det er der nogle der har brug for. Den anden mulighed er at give elementer fra en uddannelse, der giver kompetencer til dele af et faglært arbejde. Det er det, jeg kaldte et trin i det kendte system, hvor man kan tage første trin i en faglært uddannelse. Den tredje mulighed er at give kompetence til en videregående uddannelse, f.eks. ved at man bruger lidt længere tid på hf, fordi man har lidt sværere ved at klare det, og så får man alligevel en kompetence ad den vej. Den fjerde mulighed er, at det kan give et svendebrev a la mesterlæren. Den femte mulighed er, at det kan føre til en voksenuddannelse senere, f.eks. på VUC eller AMU.

Det er faktisk meget klart beskrevet, og det er meget målrettet. Det handler om, at der er nogle, der tager hånd om de 20 pct. af de unge, som i dag ikke er i stand til at gå ind via det gymnasiale system eller det kendte erhvervsfaglige system. Det er de unge, som i virkeligheden har brug for nogle meget faste rammer, og det er det, vi gerne vil give dem med det her.

Jeg spår, at det her er gennemført om 2 år – men så har der også været et valg inden.

Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen. En kort bemærkning.

Tak for det.

Al respekt for ordførerens måde at præsentere tingene og prøve at forklare dem på, men jeg blev bare forvirret på et højere plan. Fleksuddannelsen skal være en uddannelse, der forbereder og gør klar til, at de unge kan komme igennem et kompetencegivende uddannelsesforløb. Er det rigtigt forstået? Og hvis det er, hvordan kan det så være, at mesterlæren bliver beskrevet som et ikke godt eksempel, for den er jo netop kompetencegivende? Og hvorfor beskriver man så, at et treårigt hf-forløb er en fleksuddannelse, for, undskyld mig, det er da ressourcestærke unge, der kan tage en hf?

Ordføreren.

Jeg begynder med det sidste.

Der er faktisk rigtig mange unge, som har evner til at tage en hf, men som har meget svært ved at gøre det, fordi de har nogle sociale problemer i hjemmet, de har familieforhold, som gør det meget svært for dem, de har brug for psykologhjælp, de har brug for en socialrådgiver, der kan holde dem i hånden i nogle situationer, de har brug for en særlig vejledning, de har brug for lidt mere tid. Der er meget, meget stor variation blandt de unge.

Mesterlæren siger jeg ikke er noget dårligt, men det var bare et eksempel på en beslutning, Folketinget traf for nogle år siden, som var henvendt til særlige ressourcesvage unge. Nu ser vi bare, at den bliver brugt af ressourcestærke, og det er i orden for mig, bare de får den uddannelse. Jeg nævner det bare som et eksempel på, at der sker noget i uddannelsessystemet, som vi ikke helt er herre over, men vi skal give nogle fleksible muligheder for det inden for nogle faste rammer.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Jeg sidder og nikker på livet løs, for jeg er nemlig enig i ordet fleksibilitet, og jeg er faktisk også meget interesseret i ordet tillid. Jeg har tillid til vores vejledere og vores uddannelsesverden og til, at man formår at tage hånd om de unge mennesker, der har brug for den hånd. Vi har jo netop lavet fleksibiliteten med mentorordningen til de yngre, de 15-17-årige. Så kan jeg høre, at det bare er den, vi skal have lavet til at række til en hf-elev, der har behovet for at få hjælpen, og så kan jeg jo høre, at vi kan blive enige om, at vi slet ikke behøver noget ekstra nyt uddannelsestilbud, men at vi kan koncentrere os om de rigtig gode uddannelsesfleksibiliteter, vi har, og at vi kan udbygge dem ved eventuelt at få en mentorordning til at virke. Dejligt. Det er jeg helt med på.

Ordføreren.

Så mangler vi jo kun en ting, og det er et navn til den her vej, så den bliver et fast alternativ, et kendt alternativ. Det er meget svært for en ung at sige til sine kammerater: Nu skal jeg have en uddannelse, jeg skal starte her, og så skal jeg gå derhen, og så skal jeg det her, for det har ikke noget navn. Det er derfor, vi skal have en ramme med et navn, som giver en tredje mulighed, hvis jeg må kalde det det, i forhold til erhvervsuddannelserne og til de gymnasiale uddannelser.

Nu kan jeg se på Venstres ordfører, at det er lige før, Venstres ordfører er nødt til at give mig ret.

Ja, fru Marianne Jelved kigger ...

Vi siger tak til fru Marianne Jelved. Næste ordfører er fru Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Nej, det er måske meget fint, at der ikke kunne komme et svar på det.

Der er jo en helt afgørende uddannelsespolitisk udfordring i Danmark, nemlig at øge andelen af en ungdomsårgang, der får en ungdomsuddannelse; det er vi jo alle sammen enige om. Og det bliver jo vigtigere og vigtigere, for ikke siden 1993 har så få unge som i dag taget en ungdomsuddannelse. I 2006 røg vi ned under 80 pct. af en ungdomsårgang, som ikke gennemførte en ungdomsuddannelse; lige nu er vi på 79,7 pct. På erhvervsuddannelserne oplever vi, at frafaldet stiger og stiger.

En stor del af de unge kan ikke leve op til de krav, der bliver stillet på de traditionelle uddannelser, eller får ikke den støtte, som de måske har behov for. Vi ser altså en ret stor gruppe af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, og det er et problem for de unges fremtid på arbejdsmarkedet. Det er også et problem for deres mulighed for at deltage i samfundet og demokratiet, men det er jo også i den grad et problem for samfundsøkonomi. Altså, det, vi skal leve af i fremtiden, er jo, at vi har et rigtig højt uddannelsesniveau.

Hvis vi for alvor skal løse det her problem, er det altså nødvendigt, at vi tænker nyt. Man skal jo bare kigge på tallene for at se, at der ikke er fundet en løsning på de her problemer i løbet af de sidste 8½ år. Det er derfor, vi skal have en fleksibel ungdomsuddannelse. Vi må indse, at mange unge ikke er i stand til at klare den lige vej gennem uddannelsessystemet og bliver parkeret – i gåseøjne – på erhvervsuddannelserne, hvor de så enten dropper ud eller kommer i den situation, at de ikke kan få en praktikplads og så ikke kan komme videre, eller også bliver de altså overladt til den der jungle, hvor de så kan fare vild i de forskellige uddannelsestilbud, der i øvrigt eksisterer.

Derfor er det altså, at vi har sådan et behov for at få den her tydeligt definerede uddannelsesvej, så de her unge kan komme i gang efter folkeskolen eller efter et par år på arbejdsmarkedet – det kan selvfølgelig også være en mulighed – eller efter et par år på en anden type uddannelse. Det skal være en veldefineret vej, det skal være en tydelig vej, der giver mulighed for at kombinere eksisterende uddannelser på tværs eller giver noget længere tid, så man kan gennemføre en af de eksisterende uddannelser. Nogle kan måske gennemføre en gymnasial uddannelse med mere tid eller mere støtte, andre har behov for at prøve kræfter med nogle forskellige fagretninger, før de finder ud af, hvad deres uddannelse skal være, hvad de har talent for og lyst til.

Det er meget fint, når regeringen taler om de forskellige individuelle muligheder, der er, og det er godt, at der er individuelle muligheder, men systemet er forvirrende. De unge risikerer at ryge rundt i forskellige systemer og møde mange forskellige professionelle voksne, og vi risikerer altså at tabe dem på gulvet, netop fordi de har brug for, at det er helt klart, at der er nogle muligheder, der passer lige præcis til dem.

Ydermere er der altså behov for, at vi laver nogle rammer, som giver mulighed for at starte på hold med andre unge i samme situation og med samme interesser. Det er essentielt at kombinere forpligtende fællesskaber og individuelle behov. Tanken er, at man skal visiteres til den her uddannelse via Ungdommens Uddannelsesvejledning. På den måde undgår vi grundløse anklager om, at uddannelsen kan fungere som legeplads for ressourcestærke unge, og sikrer, at uddannelsen målrettes lige præcis de unge, som har brug for den.

Så jeg kan altså kun opfordre regeringen til at se på det her endnu en gang og til at droppe den modstand, som jeg synes virker lidt automatagtig, for når jeg har hørt fru Anne-Mette Winther Christiansens debat med andre ordførere her fra talerstolen, synes jeg ikke nødvendigvis, at vi er så langt fra hinanden. Så jeg synes, det er ærgerligt, at man bare siger nej med det samme.

Til sidst vil jeg bare lige sige til de kommentarer, der har været om Den Fri Ungdomsuddannelse, at jeg jo var imod, at man valgte at nedlægge Den Fri Ungdomsuddannelse – det er klart, at Enhedslisten var imod – men det her er ikke Den Fri Ungdomsuddannelse. Man skal visiteres til den. Og i øvrigt vil jeg med hensyn til den der kritik af Den Fri Ungdomsuddannelse sige, at der faktisk var tusinder af unge, som fik en ny chance ved hjælp af Den Fri Ungdomsuddannelse, og at en evaluering fra Rambøll viste, at over 85 pct. af de unge på Den Fri Ungdomsuddannelse enten kom i arbejde eller fortsatte på en anden uddannelse. Så til det der med bare at fremlægge den som en kæmpe fiasko vil jeg sige, at det synes jeg ikke hænger så godt sammen med de evalueringer, der faktisk var af den. Men det her er ikke Den Fri Ungdomsuddannelse.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tak for det. Der kommer jo mange påstande susende her, og til dem må vi bare sige: O.k., det er så typisk Enhedslisten. Men det, jeg gerne vil have præciseret, er, hvilke uddannelser der skal nedlægges, fordi de ikke gør det godt nok i dag. Vi har jo kun den samme mængde unge mennesker, som skal flyttes fra de mulige tilbud i dag over i den uddannelse, som Enhedslisten ønsker at oprette, og derfor vil jeg spørge: Hvilke uddannelser forventer Enhedslisten at lukke ned, fordi der ikke er behov for dem mere?

Ordføreren.

Når hver femte unge af en ungdomsårgang i dag – det er faktisk hver femte i min generation – ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, altså ikke kommer igennem teknisk skole, gymnasiet, eller hvad det nu kunne være, så har vi et meget, meget stort problem. Jeg tror ikke, at der er nogen uddannelser, der skal nedlægges. Måske er der en regering, der skal nedlægges. Der er et meget alvorligt politisk svigt, når en så stor gruppe af unge ikke får en uddannelse. Og nu hvor vi står i en økonomisk krise, bliver den gruppe ramt endnu hårdere, for vi ved jo godt, hvem det er, der kommer til at stå først i arbejdsløshedskøen. Det er da unge ufaglærte.

Vi er som politikere forpligtet til, og regeringen er som regering forpligtet til at tage de unge mennesker alvorligt. Vi kan konstatere, at gruppen ikke bliver taget alvorligt, når det går den forkerte vej. Siden regeringen kom til, er andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, faldet. I virkeligheden synes jeg, det er meget mærkeligt, at fru Anne-Mette Winther Christiansen stiller det her spørgsmål, for jeg går ud fra, at fru Anne-Mette Winther Christiansen anerkender, at vi har et alvorligt problem, når så mange unge aldrig kommer igennem en ungdomsuddannelse.

Fru Anne-Mette Winther Christiansen.

Tallene, som man hele tiden refererer til, kan med al respekt kun være gamle tal, for man har ikke nyere. Men det er jo ikke tal fra den 25. februar 2010, der eksisterer, når man forholder sig til, hvor mange der får en ungdomsuddannelse. Der er jo sket meget siden 2008, da de tal kom ud. Der er jo sket et stort optag på uddannelser. Det må selv Enhedslisten indrømme.

Den næste er: Er det produktionsskolerne, der skal skæres ned på, fordi der laves en fleksibel ungdomsuddannelse, som gør, at de ikke kommer på produktionsskole? Er det 10. klasse-centrene, der ikke skal være klar til at omstille sig og lave mentorordninger for de unge mennesker? Hvem er det, man ønsker skal have at vide, at de ikke har gjort det godt, til trods for at regeringen er yderst tilfreds med den kæmpe arbejdsindsats, der bliver lagt ude i landet på de forskellige uddannelser for at få de unge mennesker igennem? Hvem er det?

Ordføreren.

Der er et eller andet, ordføreren fuldstændig grundlæggende har misforstået omkring sin egen rolle. Det er ordføreren, der som en del af et regeringsbærende parti bærer det politiske ansvar for, at alt for mange unge ikke får en uddannelse.

Jeg forstår egentlig ikke, at ordføreren vil gøre det her til sådan et spørgsmål om retorik og spørge: Hvilken uddannelse skal lukkes? Vi har et dybt alvorligt problem, nemlig at alt for mange unge ikke kommer igennem en ungdomsuddannelse. Produktionsskolerne, som ordføreren nævner, kunne meget vel være en del af det her tilbud, altså af den fleksible ungdomsuddannelse.

Så siger ordføreren, at det er gamle tal. Jeg vil meget gerne vædde med ordføreren om, at selv hvis vi finder tal fra i dag, den 25. februar 2010 – det er de tal, ordføreren efterspørger – er vi desværre ikke i en situation, hvor vi er oppe på, at 95 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Desværre. For det er jo det, vi alle sammen gerne vil have. Og der kommer vi altså med et forslag, og vi kommer ikke med det sådan ud i det blå. Det er på baggrund af mange henvendelser bl.a. fra vejledere. Det er et forslag til, hvordan vi kan komme tættere på det mål.

Jeg synes da, det ville være vældig fornuftigt, hvis ordføreren ville tage det alvorligt.

Så er det hr. Carsten Jarlov for en kort bemærkning. Nej, Rasmus! Jeg må sige, at jeg har arbejdet i så mange år sammen med hr. Rasmus Jarlovs far, at det falder naturligt.

Det er jeg klar over.

Jeg vil stille et spørgsmål til ordføreren. Det er jo rigtigt, at regeringspartierne selvfølgelig har et ansvar for den her ungdomsårgang, som ordføreren tilhører. Men det er jo ordføreren, som må stå inde for det forslag, som ordføreren er medforslagsstiller på.

Derfor savner jeg jo stadig svar på, hvor vi skal tage pengene fra, nu når de skal gå fra globaliseringspuljen. Hvilke andre aktiviteter skal så drosles ned?

Ordføreren.

Jamen vi foreslår, at pengene til det her skal komme fra globaliseringspuljen, det er klart. Men derudover vil jeg gerne sige, at det her kommer vi da på lang sigt til at tjene på. Det er sådan med uddannelse, at det er en investering, og det er en vældig, vældig fornuftig investering. For det, der sker, hvis unge ikke får uddannelse, er, at de ligesom risikerer at komme til at koste rigtig mange penge for samfundet, fordi de altså typisk vil deltage i meget mindre grad på arbejdsmarkedet. Vi ved, at jo længere uddannelse man har, jo mere økonomisk bidrager man jo også til fællesskabet. Men det er også, fordi vi risikerer, at mange af de her unge kommer ud i forskellige former for problemer eller arbejdsløshed osv., som koster penge for samfundet.

Det er jo netop et af argumenterne for – ud over at det er rigtig godt for at skabe gode liv – at vi får uddannelse. Men det er netop økonomisk set så pokkers fornuftigt – jeg ved ikke, og man må sige pokkers fra Folketingets talerstol, det bliver overvejet af formanden, og jeg ved det heller ikke – men det er så fornuftigt, at vi får unge i uddannelse. Det kan det her være med til, og det kommer vi til at tjene penge på.

Så er det hr. Rasmus Jarlov for en kort bemærkning.

Det minder jo om, at det, hvis man f.eks. giver skattelettelser, også er en god investering, som giver mere gang i økonomien osv. Men det ændrer jo ikke på, at man bare vil blive stillet til regnskab for de penge, man tager. Hvor skal de faktisk tages fra? Og jeg fik ikke svar på, hvilke af de globaliseringsinitiativer, som er i gang, der skal skæres ned på, således at pengene kan findes til den her fri ungdomsuddannelse.

Ordføreren.

Skattepolitik er vi to bestemt ikke enige om, men det kommer næppe som en overraskelse for nogen. Jamen formålet med globaliseringspuljen er jo lige præcis bl.a. at løfte den her 95 pct.-målsætning. Nu er vi jo ikke en del af forhandlingerne, vi er ikke en del af forliget, men når man sidder og forhandler det her, er det lige præcis her, det er så åbenlyst at sætte ind og tage det her ind som en del af initiativerne.

Igen, jeg ville sådan ønske, at der ikke kom den her automatiske afvisning af forslaget, men at man faktisk sagde: O.k., lad os diskutere det videre, og lad os prøve at invitere nogle af vejlederne ind osv. For grunden til, at vi kommer med det her forslag, er faktisk, at har fået en lang række henvendelser fra mennesker, som arbejder i de her systemer, og som siger, at der altså er for mange unge, som ikke kan finde rundt i dem. Der er for mange unge, som bliver tabt på gulvet, og som vi kunne få med, hvis vi lavede sådan en klar vej for dem. Vi kunne hjælpe dem.

Jeg håber, at regeringen, på trods af at man i dag har afvist det – sådan er det jo tit med beslutningsforslag – alligevel vil gå hjem og tænke det her igennem en ekstra gang.

Tak til ordføreren. Herefter er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Christine Antorini.

Jeg vil gerne takke for debatten. Jeg synes, at det har været interessant at opleve igennem de spørgsmål-svar-runder, der har været, at der har været sådan lidt opklaring og afklaring, og at nogle af de borgerlige ordførere også vil overveje, om der måske alligevel var nogle ideer, man kunne hente ud fra forslaget om en flexuddannelse. Det vil jeg godt kvittere positivt for, fordi når vi i oppositionen har fremsat det her forslag, er det med et oprigtigt ønske om at dække et hul, som vi er blevet gjort opmærksom på fra mange parter, der sidder med den gruppe af unge, som vi alle sammen er optaget af skal løftes med 95-procents-målsætningen.

Jeg synes, at det er lidt ærgerligt, at det så alligevel ender med, at det bare bliver skudt ned, men det ændrer altså ikke ved, at vi med det her forslag vil arbejde videre, og at de af os, der er med i globaliseringsforligskredsen, også vil inspirere til, om vi kan bruge den tænkning, der ligger i flexuddannelsen. Det, der jo ligger i det, er, som det også er blevet sagt fra flere sider, at skabe en tydelig uddannelsesvej for de unge, som vi ved af forskellige grunde ikke vil kunne klare en ordinær ungdomsuddannelse, hvad enten det er en gymnasial uddannelse eller en erhvervsforberedende ungdomsuddannelse. Vi står altså desværre i den meget alvorlige situation, at der er færre og færre, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er sket, siden regeringen er kommet til. Det synes vi er rigtig, rigtig ærgerligt, men i stedet for kun at skælde ud, kommer vi faktisk med et konkret forslag, der tydeliggør en uddannelsesvej for disse unge mennesker.

Undervisningsministeren sagde i sin indledning om forslaget, at der slet ikke var brug for det, fordi man kunne det i forvejen. Det er jo i virkeligheden et argument for, hvorfor det her faktisk ikke kommer til at koste en bondegård, og det er så også lidt et svar til den konservative ordfører, der var inde på, hvor pengene kom fra. Nej, det er nemlig ikke et dyrt forslag. Det her er et intelligent forslag til at skabe sammenhæng og en tydelig uddannelsesvej for unge, der ikke har det i dag. Der er nemlig mange forskellige ting, man kan tilbyde unge, som ikke kan gå en ordinær ungdomsuddannelsesvej, men det er altså ganske, ganske svært at sige: Jamen nu skal du høre her, gymnasievejen kan du ikke af de grunde, erhvervsuddannelsesvejen kan du ikke af de grunde, men så kan du, og så er der alle mulige forskellige ting, og vi kan i øvrigt ikke engang i dag sige, hvad det er for en kompetence, man får med til det videre uddannelsessystem. Det er det, vi prøver at rette op på med forslaget om en flexuddannelse.

Jeg vil godt ridse nogle af elementerne op i det. Hvad er det, der sker? En synlig uddannelsesvej, en flexuddannelse, det vil sige, at man sidder med den unge og kan sige: Gymnasial uddannelsesvej, erhvervsuddannelsesvej, der er uddannelsen for unge med særlige behov, og der er EGU-vejen, og så er der flexuddannelsen. Det er de uddannelsesveje, der er, med veldefinerede målgrupper, og det, der er fællestrækket for alle disse uddannelsesveje, er, at man får et eksamensbevis, et svendebrev eller et kompetencebevis, når man har afsluttet forløbet. Man kan derfor bruge det videre i livet.

Det, der også sker med flexuddannelsen, er, at man ikke bare har frit slag på alle hylder, man kan ikke kombinere alt muligt selv. Nej, det er nogle veldefinerede uddannelsesmoduler, der bliver kombineret i flexuddannelsen. Det er en vejledning, der sker via Ungdommens Uddannelsesvejledning, og det, der sker, er, at der er en gennemgående voksen, der er knyttet til den her unge. Det er faktisk et af problemerne ved, at vi har viften af mange forskellige udmærkede uddannelsesveje, produktionsskole, EGU osv., men det, at man har den samme gennemgående voksne, når man skal kombinere fra de forskellige uddannelsesuniverser, mangler i dag.

Det, der også sker, når man visiteres til flexuddannelsen via Ungdommens Uddannelsesvejledning, er, at økonomien følger med den enkelte unge, for det er også en barriere, vi har. Økonomien har vi jo i de forskellige forligskredse fundet, hvis man vælger produktionsskolevejen, hvis man vælger nogle af de andre uddannelsesveje, men de er koblet på det enkelte uddannelsessted. Det, der sker her, er, at for de unge, der har brug for den her vej, følger pengene med. Så man skal ikke sidde og slås med systemer og kasser og uddannelsessteder, der ikke får snakket ordentligt med hinanden, for den unge har så at sige pengene med. Det betyder, at vi kommer ud over den situation, som vi desværre oplever alt for ofte, hvor den unge falder ned igennem fem forskellige stole, systemer, og så ender på kontanthjælp. Så derfor tager vi det faktisk meget alvorligt, og det her giver en ramme for en gruppe af unge, vi ikke formår at løfte i dag.

Hvad der også er en afgørende forskel på flexuddannelsen og den eksisterende EGU, og det har vi også haft i spørgerunden, er, at med hensyn til de tilbud, der er for den gruppe, siger man, at udgangspunktet er, at man skal være voksen, man skal være over 19 år. Vi er meget optaget af, at vi skal have en uddannelsesvej. Ligesom når vi siger til unge, at når du er færdig med folkeskolen, skal du gå i gang med gymnasiet eller i gang med erhvervsskolen, så skal vi også kunne sige: Det kan godt være, at det ikke er de to veje, men du kan komme i gang med flexuddannelsen.

Derfor er det noget andet end kompetenceafklaringsåret, som vi har vedtaget i globaliseringspuljen som det seneste, for kompetenceafklaringsåret er jo for at få flere unge til, at de f.eks. kan blive klar til at starte på EGU'en, eller de kan starte med at blive klar til at komme på erhvervsuddannelsen, men det er ikke en sammenhængende uddannelsesvej. Jeg kan sagtens se for mig, at nogle af de elementer, når man får udviklet kompetenceafklaringsåret, i virkeligheden også kunne lægges ind i flexuddannelsen.

Men det, man f.eks. er nødt til at sige i dag til de unge, der ikke kan klare f.eks. den ordinære 2-årige hf-uddannelse, men ville kunne klare den, hvis der kom et tredje år på, er: Nej, du kan ikke starte på hf, du skal på et kompetenceafklaringsår. I stedet for kunne vi sige til dem: Ved du hvad, vi kan godt med det, du kan, og det, du mangler, se, at vi ville kunne tilbyde dig at starte på en 3-årig hf. Det vil sige, man starter på uddannelsen med det samme, man er en del af det gymnasiale miljø, og det vil man ikke kunne med kompetenceafklaringsåret, for det er den der lille omvej til, at man kan starte på et af de eksisterende tilbud. Derfor tror jeg faktisk heller ikke, det her kommer til at koste en formue.

Det her handler om at tænke uddannelsen på en anderledes måde, og når alt kommer til alt, er der jo faktisk penge i globaliseringspuljen. Det er ikke rammen, der koster penge, men det, der er sat penge af til, er, at flere gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi har jo desværre stået med det positive problem, at der år efter år med globaliseringspuljen har været alt for mange ubrugte midler. Hvorfor? Fordi færre gennemfører en ungdomsuddannelse. Så den store pulje af penge, der hedder kapacitet, som i virkeligheden bare skal finansiere, at flere gennemfører en uddannelse, er desværre bare for stor, så vi jo har skullet dele ubrugte midler ud år efter år. Det betyder jo, at hvis vi får lavet den her tydelige uddannelsesvej, som fleksuddannelsen giver, jamen så får vi faktisk løftet 95-procents-målsætningen, og de penge er der allerede. Så det er ikke forkert, når det heroppe fra talerstolen blev sagt, at vi har en globaliseringspulje, for det rammer lige ned i kernen af det, som globaliseringspuljen skal kunne løfte.

Så jeg håber alligevel, at de øvrige partier på baggrund af den debat, der har været her, vil overveje det som en mulighed, for vi ved jo, at vi kommer til at sidde i globaliseringskredsen igen til næste år, og vi ved allerede nu, at der vil være ubrugte midler, fordi der ikke er tilstrækkelig mange, der gennemfører en ungdomsuddannelse.

Så jeg vil appellere til at overveje det med, at der kommer tydelighed i uddannelsesretningen, at der kommer en fast voksen på, at der sker visitering, hvad der ikke var i den fri ungdomsuddannelse, at det er en mulighed, der skal kunne træde i kraft, allerede fra man er 15-16 år, og at man ikke skal vente, til man er 19 år. Vi tror nemlig, det gør en verden til forskel, for hvis man kommer i gang umiddelbart efter folkeskolen, kan man blive fastholdt i et uddannelsesforløb, som også kan være meget praktisk, og det er jo også en del af fleksuddannelsen; det kan være ude på en virksomhed med en uddannelseskontrakt. Men hvis man kommer i gang med det samme og man har det perspektiv, ender man også med at få det i hånden, som der rent faktisk efterspørges. Unge vil gerne have uddannelse, der er bare en gruppe, der har rigtig, rigtig svært ved det, fordi de mangler faglige, sociale og personlige kompetencer til at kunne klare det i første hug.

Jeg har overbevist forsamlingen.

Tak til fru Christine Antorini.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)