Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 115:

Forslag til folketingsbeslutning om vækst og udvikling til udkantskommuner.

Af Flemming Bonne (SF) m.fl.

(Fremsættelse 02.02.2010).

Forhandlingerne er åbnet, og den første, der får ordet, er økonomi- og erhvervsministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne kvittere for beslutningsforslaget. Det adresserer en vigtig problemstilling, nemlig hvordan vi kan skabe nogle gode rammer for vækst og udvikling i udkantskommunerne. Det er en problemstilling, som vi fra regeringens side er meget optaget af, og som vi har brugt mange kræfter på, og som vi har sat rigtig mange skibe i søen for at gøre noget ved. Derfor må jeg også beklage, at medicinen, som her er foreslået af SF, efter regeringens opfattelse ikke er den rigtige.

Essensen af forslaget er jo ikke ny. Essensen har været fremme i forskellige afskygninger, bl.a. under diskussionerne om kreditpakken og senest fonden til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse i forbindelse med aftalen om globaliseringsmidlerne. Med bl.a. bankpakken, kreditpakken og erhvervspakken har regeringen taget de nødvendige skridt for at sikre den finansielle stabilitet i Danmark. I forhold til de små og mellemstore virksomheder har regeringen med erhvervspakken forbedret adgangen til kapital til forretningsudvikling og investeringer i erhvervsbyggeri og andre aktiver, der kan realkreditbelånes. Det har vi gjort bl.a. ved at hæve rammen for vækstkaution med 1,5 mia. kr. indtil udgangen af 2010.

Økonomi- og Erhvervsministeriet følger nøje med i udviklingen i kreditmulighederne. Ud fra de tilgængelige tal er der ikke tegn på, at der er en kreditklemme i Danmark, hvor sunde virksomheder ikke kan få opfyldt deres finansieringsbehov. Endvidere fremgår det bl.a. af en særkørsel på statistik for Realkreditrådet, at udlån til udkantskommunerne følger det generelle mønster i dansk økonomi. Det er således regeringens vurdering, at pakkerne virker efter hensigten.

Det er også vigtigt at holde fast i, at der gælder de samme lovmæssige regler i hele landet for kreditgivning. Lånevilkårene er derfor afhængige af, hvor sunde projekterne er set over hele lånets løbetid. Det er derfor op til det enkelte kreditinstitut at vurdere konkrete projekter på baggrund af lovgivningens regler og i overensstemmelse med dets fastsatte kreditpolitik. Når det er sagt, er regeringen selvfølgelig meget optaget af, at den finansielle sektor løfter sin del af ansvaret og medvirker til at sikre, at sunde virksomheder og gode projekter har adgang til kapital.

Herudover vil jeg godt fremhæve, at regeringen har betydelig opmærksomhed rettet mod udfordringerne for vækst og erhvervsudvikling i yderområderne, herunder de områder, der er særlig hårdt ramt af den økonomiske situation. Senest har regeringen sammen med samtlige partier i Folketinget vedtaget en lov om at oprette en fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse på 760 mio. kr. i perioden 2010-2012. Under fonden kan der bl.a. søges om midler til lokalt og regionalt forankrede projekter, som kan bidrage til en hurtig omstilling, til nye erhvervsmæssige muligheder og vækstmuligheder, herunder etablering af nye erhvervsvirksomheder i hårdt ramte områder.

Endvidere vil jeg nævne, at der f.eks. også er indført et forhøjet befordringsfradrag i udkantskommunerne, et særligt udkantstilskud til de almene gymnasier, medfinansiering af kommunale færgeinvesteringer og tilskud til visse kommuner til en indsats over for de allerdårligste boliger i landsbyer og det åbne land.

Med udligningsreformen blev der desuden gennemført ændringer i det kommunale tilskuds- og udligningssystem, som var til gode for kommunerne i yderområderne.

Lad os også huske på, at en bred kreds af partier i Folketinget har aftalt, at de regionale vækstfora har en særlig forpligtelse over for Danmarks yderområder. Det betyder bl.a., at mindst 35 pct. af strukturfondsmidlerne i perioden 2007-2013, i alt ca. 500 mio. kr. årligt, skal anvendes til gavn for yderområderne under et. Derudover bruges midlerne under landdistriktsprogrammet generelt til at forbedre forholdene i yderområderne. Her vil jeg bl.a. fremhæve de lokale aktionsgrupper, LAG’erne, som står for prioritering og indstilling af tiltag inden for udviklingen af attraktive levevilkår og arbejdspladser i landdistrikterne. LAG’erne har ca. 180 mio. kr. til rådighed om året frem til 2013.

Som det fremgår af regeringens nye arbejdsprogram, »Danmark 2020«, ønsker regeringen et Danmark i balance. Mulighederne for at bo og skabe vækst og erhvervsudvikling skal være et gode i hele Danmark. Derfor vil regeringen fremlægge et regionalpolitisk udspil. Et centralt element heri vil være at forankre udviklingen af Danmark til en grøn vækstøkonomi bredt i det danske samfund. Så vi har stor fokus på og høj prioritet i forhold til at gøre noget for yderområderne.

Så lad mig opsummere: Vi har iværksat en række initiativer for at skabe gode rammer for vækst og udvikling i udkantsområderne. Regeringen finder endvidere fortsat, at det ikke er en farbar vej at stille statslån til rådighed for virksomheder alene på grund af deres geografiske placering. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Det er jo så det generelle synspunkt, men jeg må på baggrund af de aktstykker, der er oversendt til Finansudvalget, konstatere, at det ikke er regeringens og da slet ikke Økonomi- og Erhvervsministeriets konkrete synspunkt.

Forleden behandlede vi sagen om Skagen Skipperskole, som jo nu får et særligt tilskud fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, fordi Skagen Skipperskole er et sundt projekt, men som, som det fremgår, netop er placeret i Skagen og derfor har haft meget vanskeligt ved at opnå støtte. Det fremgår meget tydeligt af aktstykket, at regeringen er helt overbevist om, at det her er et meget bæredygtigt projekt, og at der skal være skipperskole i Skagen i årene frem, og at man derfor har besluttet sig for at give tilskud til skolens nybyggeri, fordi fire realkreditinstitutioner altså ikke har villet give tilskud.

Jeg har så spurgt, hvordan det kan være, at de ikke har givet tilskud, og der anfører ministerens forgænger, og jeg citerer:

For det første har realkreditinstitutionerne anført, at skolens beliggenhed i et udkantsområde indikerer en særlig risiko, idet de anser anvendelsesmulighederne for bygningen som værende begrænsede, såfremt skolen lukker.

Her har vi altså en konkret situation, hvor der er et udkantsproblem, og hvor staten nu yder et helt konkret lån. Vil ministeren bekræfte, at staten yder et lån, fordi man ikke kan opnå almindelig finansiering på grund af en særlig risiko i et udkantsområde?

Ministeren.

Den her konkrete sag om opførelsen af en særlig bygning i forbindelse med skipperskolen i Skagen er helt speciel.

Det drejer sig om en skole, det drejer sig ikke om en erhvervsvirksomhed. Skolen finansieres af offentlige tilskud. Det er den eneste tilbageværende uddannelsesinstitution, der uddanner navigatører til fiskeriet, altså fiskeskippere. Derfor er der altså tale om en institution, som har stor betydning for fiskerierhvervet i Danmark.

Derfor synes jeg – også som ny minister på området – at det er fornuftigt at søge at finde en løsning på Skagen Skipperskoles finansieringsproblem, som ikke minder om tilsvarende problemer for andre virksomheder.

Hr. Morten Østergaard.

Altså, jeg er helt enig i, at det er fornuftigt at søge at finde en løsning. Vi har i forbindelse med diskussioner i bankforligskredsen selv foreslået, at man skulle lave en model for udkantskaution, som jeg vil vende tilbage til i min ordførertale.

Men det, der bare er pointen her, er, at sagen om Skagen Skipperskole i al sin enkelthed illustrerer, at det generelle synspunkt, regeringen har, ikke bærer igennem i praksis, da det af de svar, der er blevet givet, fremgår, at man mener, at Nordjylland er i en helt speciel situation, fordi de er særlig hårdt ramt. Det er jo et område, der helt oplagt ville blive hjulpet, hvis man tog initiativer af den karakter, der lægges op til i beslutningsforslaget. Nordjylland vil blive særlig hårdt ramt.

Så har man altså her det forhold, at realkreditinstitutionerne argumenterer med, at skolen er placeret i et udkantsområde. Og der kan det være ligegyldigt, om det er en skole eller noget andet – der er en særlig risiko i udkantsområderne, og derfor vil det, medmindre man tager nogle initiativer, være sværere at opnå vækst i udkantsområderne.

Det er jo en prioriteringssag, og der må man bare konstatere, at ministeren i dag afslører, at regeringen helt generelt ikke mener, at der er et problem, men at den i de konkrete tilfælde alligevel finder en løsning.

Ministeren.

Jo, der er jo problemer rundtomkring i det danske samfund, også med finansiering og udvikling, fordi vi har en global finanskrise, som vælter ind over Danmark, og det er jo derfor, arbejdsløshedstallet stiger.

Men jeg mener, at regeringen med bankpakken, kreditpakken og erhvervspakken har taget de nødvendige skridt for at sikre stabilitet inden for det finansielle område, også for at modvirke, at der, som spørgeren ligesom antyder, skulle være en decideret kreditklemme, hvor sådanne virksomheder ikke kan få opfyldt deres finansieringsbehov. De tre pakker skal give fundamentet, og så er der en global finanskrise, som vælter ind over Danmark, og som vi også tager højde for med et ekspansivt finansår i år.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Selv om der er lavet kreditpakker og finanspakker, synes jeg, ministeren skal prøve at forholde sig til bemærkningerne til beslutningsforslaget, hvor der henvises til et helt konkret eksempel med en solcellevirksomhed, der gerne vil etablere sig på Lolland, som i den grad godt kan bruge nogle nye, moderne industriarbejdspladser for at dæmme op for den stigende ledighed. Beskeden til den virksomhed var, da man gik til Realkredit og sagde, at man havde brug for at få finansieret noget erhvervsbyggeri: Jamen hvis I flytter til København, kan I få det finansieret. Og så stoppede den der.

Så var det, vi greb sagen og prøvede at kigge på, om der findes andre lignende eksempler rundtom i landet, og det gør der altså. Derfor er det ikke nok bare at anerkende, at vi har nogle regionale skævheder, og henvise til kreditpakker og bankpakker. Vi bliver nok nødt til at ligestille de virksomheder, der skal have finansieret deres bygninger i udkantsområderne, med andre i landet.

Ministeren.

Det er ikke en vej, jeg vil tilråde at staten skal gå, altså at staten sådan ligesom skal agere bank for at vurdere, hvilke projekter der vil være holdbare ude i udkantsområderne. Det er i hvert fald ikke et samfund, som jeg vil ønske mig, altså hvor staten skulle sidde og bestemme det. Det er derfor, man har et marked til det, og det er derfor, der er kapital derude. Og en særkørsel fra Realkreditrådet viser, at udlån til udkantsområderne følger det generelle mønster i dansk økonomi.

Så nævner hr. Flemming Bonne en konkret virksomhed fra Lolland. Jeg kender ikke den konkrete situation endnu – men den kommer jeg sikkert til at stifte bekendtskab med senere i mit nye erhverv – så derfor har jeg jo ikke mulighed for at kommentere den konkrete sag. Men jeg vil blot sige, at de pakker, som vi har taget initiativ til, har som formål at modvirke, at der opstår en sådan kreditklemme rundtomkring. Og særkørslerne fra Realkreditrådet viser, at der er et generelt mønster i dansk økonomi, som også følges i udkantsområderne.

Hr. Flemming Bonne.

Nu hører jeg ministeren sige, at det stort set er markedet, der skal regulere de her forhold. Når det nu forholder sig sådan, at en navngiven virksomhed har forsøgt via markedet at få finansieret en sund virksomhed, og det ikke kan lade sig gøre, er det så fortsat markedet, der regulerer det?

Det må vel være således, at man i Folketinget, i regeringen vil medvirke til, at der også kan skabes grobund for nye virksomheder og nye arbejdspladser ude i yderområderne. De mister dem dagligt, de mister dem på stribe, og det er industriarbejdspladser, der forsvinder. Nogle af dem vender ikke tilbage, og derfor er det vel særlig vigtigt, at vi dér får etableret nogle nye, moderne, højteknologiske industriarbejdspladser.

Ministeren.

Det er en kombination af markedet og af, at staten intervenerer i den situation, vi er i. Og derfor har vi jo etableret Den Grønne Fond, som også har særlig fokus på udkantsområderne; derfor har vi vækstkaution; derfor har vi taget et væld af initiativer for at fremme investeringer og udvikling i udkantsområderne. Og staten putter rigtig mange penge i udkantsområderne, men staten vil altså ikke gå ind og lave egentlig bankvirksomhed.

Nu kender jeg som sagt ikke den konkrete sag, men det ville jo være hovedet under armen og meget, meget dårlig forvaltning af skatteborgernes penge, hvis vi fra statsmagtens side skulle sidde og bestemme, hvilke virksomheder der skulle have et lån. Det ville virkelig være en rigtig, rigtig skidt vej at gå, og med rette ville skatteborgerne kunne sige: Er det virkelig vores penge, de bruger på det, i stedet for at bruge dem på sygehuse, skoler, sundhedsvæsen osv.?

Hr. Ole Vagn Christensen for en kort bemærkning.

Nu hørte jeg jo den oplæsning, som ministeren gav af alle de initiativer, der tages rundtomkring i henhold til forskellige love, men når ministeren afviser, at der ikke er brug for mere end det, der er blevet nævnt, må jeg sige, at vi altså er nogle stykker, der kommer fra de her udkantsområder, og vi har konstateret, at hvis vi skal løse de opgaver, der er i disse områder – lad mig her nævne Hanstholm Havn, som jo er den havn, der ligger nærmest i trafikforbindelsen fra Norge til Tyskland, kontinentet, hvor der er en manglende udbygning, og den opgave kan kommunen ikke selv løse – er der behov for, at også staten går ind her. Jeg kender ikke nogen af løsninger, der er i dag, der kan klare den opgave.

Ministeren.

Det, som jeg advarer kraftigt imod, er, at staten etablerer sig som bankvirksomhed og yder konkrete lån til X-virksomhed og Y-virksomhed. Det går gruelig galt, og det er fuldstændig spild af skatteborgernes penge.

Det, man skal, er at målrette indsatsen. Det har vi gjort med Den Grønne Fond. Det gør vi jo ved de vækstfora, som eksisterer også regionalt, og som for øvrigt har mange penge. De regionale vækstfora har tilsammen 585 mio. kr. om året til udvikling og vækst. De bliver suppleret af ca. 0,5 mia. kr. fra EU's strukturfonde fra 2007-2013.

Ud over det kigger vi også på, hvad vi ellers kan gøre for de hårdest ramte områder, og der involverer vi os kraftigt fra Økonomi- og Erhvervsministeriets side i at være med til at skabe erhvervsudvikling og vækst i forskellige områder. Vi har også været repræsenteret i arbejdet omkring indsatsen på Lindø, Nordfyn, og i Frederikshavn. Så vækst skal der til, også med noget hjælp fra statens side, men egentlig bankdrift vil jeg kraftigt fraråde.

Hr. Ole Vagn Christensen.

Jeg har ikke talt om bankvirksomhed. Jeg har talt om, at der er behov for en statslig kapital – om det så skal være lån, eller hvordan man kan gøre det, ved jeg ikke – hvis der skal være en mulighed for, at der kan foregå den fornødne udbygning. Jeg må sige, at Hanstholm Havn er en virksomhed, når nu ministeren afviser, at man kan gå ind i virksomheder. Sådan har jeg opfattet dette foretagende.

Så derfor vedrørte mit spørgsmål altså, at jeg ikke føler, at det er dækkende i noget af det, vi hidtil har set eller hidtil har hørt nævnt. Vi kunne også tage færgestrukturen ved Limfjorden, og vi kunne tage mange andre eksempler på, hvordan man sådan set har et infrastrukturspørgsmål. Men lad os holde os til Hanstholm Havn og dens løsning.

Ministeren.

Jeg synes, at det ville være forkert fra Folketingets talerstol at gå ind og drøfte konkrete projekter. Det vil være sådan at bryde den armslængde, der egentlig bør være i forhold til det, at det er saglighed, og det er sådan value for the money, en cost-benefit-analyse, der afgør, hvor man skal satse og investere.

Vi har som erklæret formål at gøre noget for udkantsområderne. Derfor har vi lavet en palet af forskellige initiativer. Et af de initiativer, der f.eks. har været, har jo også, som spørgeren har nævnt, været færgetrafikken med særlige tilskud til færger ud til øerne. Vi har lavet særlige befordringsfradrag for folk, der bor i yderområderne. Vi har vækstforaene, som poster penge ud derude, og vi har som sagt også Den Grønne Fond, hvor 760 mio. kr. de næste 3 år ryger ud gennem Den Grønne Fond.

Så der er et væld af forskellige initiativer, og så har vi lavet tre pakker, som skal være med til at give noget finansiel stabilitet, så der kan investeres også i udkantsområder.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Nu har vi jo hørt en masse om, hvad ministeren ikke vil være med til, og vi har hørt en masse om alt det gode, ministeren mener allerede er sket. Hvordan synes ministeren så det går?

Jeg har lige set en opgørelse fra 3F over arbejdsløshedens udvikling. Læsø: 38,8 pct. ledige. Skive: 20 pct. Bornholm: 19,2 pct. Skagerak: 18,9 pct. Samsø: 17,7 pct. Altså enormt stigende arbejdsløshedsprocenter i udkantsområder, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til, at der kommer gang i beskæftigelsen igen. Synes ministeren, det går så godt, at man ikke behøver at tage yderligere initiativer?

Ministeren.

Arbejdsløshedstallet er stigende, og det er specielt stigende i udkantsområderne, og nogle af de byer og kommuner, der bliver nævnt fra hr. Frank Aaens side, er bl.a. placeret i Nordjylland, hvor det står rigtig slemt til; det er der slet ikke nogen som helst tvivl om. Men der er svaret altså ikke at lave statslige banker eller at lave sådan en pick the winner-strategi, hvor man siger at der skal investeres i X-virksomhed i Y-købing og i X-by. Nej, der handler det om at sikre finansiel stabilitet og om at sikre vækst i det danske samfund, så der kommer efterspørgsel. Der er ingen som helst empirisk erfaring, som siger os, at bare fordi man poster penge i et område, så kommer der flere arbejdspladser – ingen som helst, ingen som helst, ingen lande, ingen historiske eksempler på det. Det handler om at skabe varige vækstvilkår.

Så kan det godt være, at man kan holde en smerte ud i et par år ved at putte nogle flere penge i et område, men det handler om at skabe nogle arbejdspladser, som varer ved og skaber udvikling i det pågældende område. Det giver vækstforaene, det kommer Den Grønne Fond til at give, det giver det udvidede befordringsfradrag og i det hele taget fokus på udvikling af også statslige arbejdspladser i yderområderne.

Hr. Frank Aaen.

Nu er det jo rørende at høre, at staten ikke skal drive bankvirksomhed. En af landets største banker er nemlig statslig, ejet af selskabet Finansiel Stabilitet. Staten er storaktionær i en lang stribe banker. Det eneste, vi ikke har kunnet få ud af regeringen, er, hvad de vil bruge indflydelsen til i de her banker, man nu har indflydelse i.

Så det er jo ikke et spørgsmål om, at man ikke kan eller ikke har mulighed for, det er jo et spørgsmål om vilje, og hvis ikke regeringen og ministeren synes om det forslag, vi behandler i dag, hvad kan man så forestille sig af initiativer fra regeringen? For det er jo ikke så meget formen, der er det vigtige, det er jo i virkeligheden det, at man gør noget, der er målrettet de udkantsområder, hvor udviklingen i øjeblikket er katastrofal, og hvor de arbejdspladser, der bliver nedlagt i øjeblikket, aldrig kommer tilbage, hvis ikke der sker noget.

Så mener ministeren ikke, at der er brug for at tage ekstra initiativer?

Ministeren.

Jo, og det bliver der jo også taget med både Den Grønne Fond og de andre initiativer, vi har taget, og så er der jo hele tiden også en dialog med de forskellige vækstfora for at se på, hvad man ellers kan gøre. Vækst, beskæftigelse og udvikling er en topprioritet for regeringen og også for Folketingets partier, så det bør vi selvfølgelig have en dialog om, og hvis man kan gøre noget mere, så skal der også gøres noget mere, men lige her og nu er der altså et væld af aktiviteter på tegnebrættet, som er med til sådan at mildne tingenes tilstand.

Men det skal jo ikke skjules, at den globale finanskrise er væltet ind over Danmark, så arbejdsløshedstallet er steget. Vi får sandsynligvis i år et statsunderskud på 95 mia. kr. Det er jo de økonomiske udfordringer, vi står over for, og som vi sammen skal løse, samtidig med at vi sørger for, at der også kommer vækst og udvikling i yderområderne.

Tak til ministeren. Den næste er hr. Hans Christian Thoning som ordfører for Venstre.

Jeg kan måske benytte tiden, til ordføreren er heroppe, til for fortsættelse af debatten at indskærpe taletiderne både for minister, ordførere og spørgere.

Tak for det. Beslutningsforslaget handler overordnet set om vækst og udvikling i udkantskommunerne og om at undgå en skævvridning af Danmark. Det er en vigtig problemstilling, som vi også fra Venstres side har meget fokus på.

Intentionen bag forslaget kan jeg derfor tilslutte mig, men med midlet rammer SF helt forbi målet. At pålægge regeringen at agere statsbank skaber ikke rammerne for vækst og udvikling i yderområderne. For det første er det stærkt konkurrenceforvridende i forhold til de virksomheder, der ikke er placeret i udkantsområder, og for det andet er det en form for regional statsstøtte, højst sandsynligt i strid med EU-traktaten.

Endelig må jeg indrømme, at de gode intentioner også klinger lidt hult i mine ører, når man samtidig tager andre forslag fra SF i betragtning. F.eks. vil Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – hvis de får magt, som de har agt – hæve selskabsskatten til 28 pct., et forslag, der kun vil svække danske virksomheders konkurrenceevne, også i udkantskommunerne, som SF foregiver at ville hjælpe. Samtidig barsler Socialdemokraterne og SF i deres skatteudspil med kørselsafgifter, der vil koste pendlerne rigtig dyrt og ramme Udkantsdanmark hårdt. Også passagerafgifter på flybilletter vil være et dødsstød til de mindre danske lufthavne og igen til stor skade for yderområderne.

Udkantsområderne står foran store udfordringer, bl.a. på grund af den internationale økonomiske krise, og derfor har regeringen iværksat adskillige tiltag, der skal bidrage til at sikre lige udviklingsmuligheder i hele landet. Vi er allerede i gang med et arbejde for et Danmark i bedre balance, som skal styrke og forbedre rammerne for at bo, leve og arbejde i hele landet. Med et regionalpolitisk udspil vil vi sikre, at man også på lokalt og regionalt plan kan udnytte mulighederne for en grøn vækstøkonomi, f.eks. gennem grøn turisme og udvikling af grøn teknologi.

Vi har fra Venstres og regeringens side fulgt den økonomiske udvikling tæt og har løbende iværksat initiativer, der skal sikre, at dansk økonomi kommer helskindet igennem krisen. Med bankpakken, kreditpakken og senest erhvervspakken sikrer vi finansiel stabilitet og forhindrer, at der opstår en kreditklemme, som rammer sunde projekter.

I 2009 er det samlede udlån vokset, og statistikken fra Realkreditrådet viser, at udlån til yderområderne følger det samme mønster som i resten af landet. Der er altså ikke tegn på, at virksomheder i yderområderne behandles anderledes på grund af deres geografiske placering. Reglerne for kreditgivning er de samme i hele landet. Hvorvidt en virksomhed kan låne penge til et givent projekt, afhænger af, hvor sundt projektet er. Den vurdering er helt op til det enkelte kreditinstitut at foretage i overensstemmelse med lovgivningen og dets fastsatte kreditpolitik. Der hører den også hjemme efter min mening, og den hører ikke hjemme her på Christiansborg.

Vi skal skabe et Danmark i balance, ja, men ved at sikre de bedst mulige rammer for vækst og vilkår, ikke ved at agere statsbank. Venstre kan derfor ikke støtte forslaget.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Tak. Det glæder mig da at høre, at Venstres ordfører er enig i, at vi har fat i en vigtig problemstilling, som kalder på nogle løsninger.

Jeg har lidt svært ved at forlige mig med, at man bliver ved med at kalde vores forslag for et forslag om en statsbank. Vi taler altså om, at staten skal gå ind og stille nogle garantier til rådighed for den del af risikoen, der måtte ligge i en långivning, fordi en given virksomhed er placeret lidt uden for alfarvej. Det er den risiko, der skal dækkes ind. Hvis ikke det er statens, Folketingets, regeringens opgave at gøre det, har jeg vanskeligt ved at se, hvem pokker der ellers skulle gøre det.

Spørgsmål om konkurrenceforvridning er det ikke, men mere konkurrenceforvridning den anden vej, når man står med en virksomhed, som ikke er i stand til at kunne få finansieret den virksomhed, den gerne vil oprette i et yderområde.

Ordføreren. Taletiden, svartiden, er 1 minut.

Jeg vil bare sige, at der jo er foretaget de tiltag både med bankpakken, med kreditpakken og senest med erhvervspakken, så det er jo ikke, fordi der er områder i Danmark, der ikke er tilgodeset med de tiltag, der nu engang er foretaget fra regeringens side. Ud fra de betragtninger er det jo, som jeg også sagde i talen, projekterne, der vil være afgørende, og det er også realkreditinstitutterne, der afgør, om der vil være mulighed for at køre det på basis.

Hr. Flemming Bonne.

Jeg må dermed forstå på Venstres ordfører, at Venstre er enig med De Konservative i, at det alene er markedet, der skal regulere udviklingen i Danmark, herunder også udviklingen i yderområderne, som i den grad skriger på nye aktiviteter, på nye arbejdspladser, for at sikre, at vi ikke får massearbejdsløshed derude. Det er, som jeg hører det, markedet, der skal foretage reguleringen. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Jamen jeg tror da helt klart, at alle er interesserede i at få så god en udvikling som mulig, uanset hvor man er i Danmark – det er helt, helt klart. Det er også derfor, at man har iværksat de førnævnte hjælpeforanstaltninger med de forskellige pakker, senest med erhvervspakken. Det skal være sådan, at det er dem, der arbejder med det til daglig – og det er realkreditinstitutterne og den finansielle verden – som egentlig skal foretage det her.

Jeg er jo fuldstændig enig i det, som ministeren også har udtalt, og det er, at staten ikke skal agere bank. Dermed finder jeg, at der er iværksat nogle tiltag, som gør, at man tilgodeser de gode projekter, der er tale om.

Tak til ordføreren. Hr. Orla Hav som Socialdemokratiets ordfører.

Tak. Det er et forståeligt og et sympatisk forslag, som SF har fremsat i et forsøg på at råbe regeringen og Folketingets flertal op til at gøre en aktiv indsats mod krisens hærgen i Danmark. Sandheden er jo, at konsekvenserne af krisen er højest ulige fordelt mellem de enkelte landsdele og mellem de mennesker, der berøres af den.

Blot nogle få faktuelle oplysninger for at illustrere dette: Antallet af ledige, der har været ledige i en sammenhængende periode på et halvt til et helt år, er således mere end fordoblet på et år. Jeg afslører ikke nogen hemmelighed ved at sige, at det er Fyn, Lolland, Bornholm og Nordjylland – det, man så smukt i københavnerpressen betegner som den rådne banan, altså de områder, der er hårdt udsat.

På Fyn og i Nordjylland er der dobbelt så mange med længerevarende ledighed, som der er i Nordsjælland. De fyringer, der har været på min hjemegn i Aalborg, i Frederikshavn, har sat sig ganske tydelige spor og har været med til at udhule mulighederne for, at markedet vil gå ind at løfte opgaver fremover. På Fyn er Lindø en hel særlig problematik, hvorom ministeren vel kan have en pointe med at sige, at noget af globaliseringsaftalens 760 mio. kroners pulje kan være med til at løse noget af den.

Men det er de ufaglærte job, som er forsvundet i de store fyringsrunder, og det er dem, vi har svært ved at se hvordan vender tilbage, hvis ikke vi har en stat, der vil gå foran ved at skabe nogle rammevilkår, som markedet vil være med til at udfylde, for det er jo det, der skal til.

Der bliver god lejlighed for regeringen til at vise sin gode vilje. I øjeblikket rystes og bæves der for statslige arbejdspladser inden for hele forsvaret. På bl.a. den egn, hvor jeg kommer fra, truer man med at fjerne 200 af de gode arbejdspladser, der er; de skal markedsgøres, de skal konkurrenceudsættes, er meldingen. Der er i høj grad behov for, at der sker en indsats.

Hvis man ikke er sådan til hårde facts, kan det anbefales at læse – jeg tror, det var Berlingske Tidende i fredags – hvor der var en levende beskrivelse af et yderområde i Danmark, nemlig Nordvestjylland, hvor man i høj grad synes at udviklingen går forbi området. Det er et område, der normalt er kendt for sin støtte til det bærende regeringsparti, Venstre, og som nu er begyndt at tvivle på, om der fra den kant er hjælp at hente til at forbedre yderområdernes forudsætninger for at følge med eller bare komme ind i den udvikling, som bør finde sted.

Fra socialdemokratisk side har vi foreslået flere initiativer, som heller ikke har fundet nåde hos regeringen eller Folketingets flertal. Vi har i form af en vækstplan foreslået at fremrykke en lang række investeringer, som ville være gavnlige for vores samfund at investere i på den lange bane. Og vi har foreslået et konkret udspil om en klimafond til omstilling af industrier i udkantsområderne.

Til det konkrete forslag fra SF må vi sige, at vi kan se visse tegn på, at det i forbindelse med den finansielle krise er sådan, at der er tegn på, at der er kommet lidt mere gang i den, men der er altså fortsat behov for at følge det, og det vil vi gerne støtte SF i. Vi vil meget gerne være med til at komme med konkrete udspil, som vi håber på vil finde større nåde hos det folketingsflertal, som bestemt ikke er optaget af at løse de konkrete problemer, som findes i udkantsområderne.

Tak til ordføreren. Fru Colette L. Brix som ordfører for Dansk Folkeparti.

Socialistisk Folkeparti har fremsat dette sympatiske beslutningsforslag, men har måske også glemt, at alle partier på nær Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten med udmøntningen af globaliseringsmidlerne for 2010-2012 har oprettet en fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse, som bl.a. skal støtte projekter og virksomheder i hårdt ramte områder; det gælder bl.a. også udkantskommuner. Fonden har en kapital på 760 mio. kr.

Derudover har Socialistisk Folkeparti været med til at stemme to bankpakker hjem, som faktisk er begyndt at virke. Nu er der selvfølgelig problemer for alle med at få kredit, da Danmark er i sin værste økonomiske krise siden 1930'erne og statsbankerotten i 1830. Den seneste statistik fra Nationalbanken viser dog, at udlånene er stigende, selv om den økonomiske aktivitet sidste år faldt med næsten 15 pct. Dansk Folkeparti vedtog endelig sidste år sammen med regeringen og Liberal Alliance en erhvervspakke, hvor der bl.a. gives 1,5 mia. kr. ekstra i kautioner til mindre og mellemstore virksomheder. Halvdelen er endda møntet på ejendomme, og her er der især tænkt på landbruget, realkreditten og landområderne. I pakken er der også 2 mia. kr. i kautioner til eksport, målrettet mod de mindste virksomheder.

Så jeg vil i al beskedenhed sige, at der er gjort meget på dette område, også over for landområderne. Desuden gøres der også et stort arbejde i de regionale vækstfora, hvor EU's strukturfondsmidler administreres; de går også til udkantsområderne. Hvis der f.eks. er en kommune, der mister en erhvervsvirksomhed eller mange erhvervsvirksomheder, og der bliver en høj arbejdsløshed, har man jo udligningsordningerne, hvor man kan gå ind og ligne op til 90 pct. af skattegrundlaget.

På denne baggrund kan jeg meddele, at Dansk Folkeparti ikke støtter beslutningsforslaget.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren synes, det er rimeligt, at vi skal have et system med differentierede finansieringsmuligheder, som ikke i udgangspunktet tilgodeser de områder, som har det største behov for vækst og udvikling. Skal det virkelig være sådan i et moderne velfærdssamfund, at disse områder skal stå med hatten i hånden og skal igennem fonde og ansøgninger for at få finansieret livsnødvendige arbejdspladser? Det vil jeg gerne høre lidt om.

Ordføreren.

Jamen jeg bliver nødt til at sige til hr. Flemming Bonne, at Realkreditrådet netop har udarbejdet en statistik, og den viser jo, at det ikke står værre til i udkantsområderne i forhold til i andre landsdele. Det vil sige, at man faktisk gør et meget, meget stort arbejde ud af at behandle dem alle sammen lige. Der er problemer over det ganske land i øjeblikket, men jeg tror stadig væk på, at man forsøger at behandle dem alle sammen lige.

Hr. Flemming Bonne.

Jeg mener jo at have ført dokumentation via de bemærkninger, der ligger til beslutningsforslaget, for, at man ikke bliver behandlet lige. Vi har eksemplet med en virksomhed, som meget, meget gerne ville have fat i en arbejdskraft, som befandt sig ude i et af udkantsområderne, men blev henvist til, at hvis der skulle finansieres bygninger, så måtte man altså flytte virksomheden til Københavnsområdet. Det harmonerer jo ikke helt med ordførerens opfattelse.

Så vil jeg godt lige spørge: Kan ordføreren fortælle lidt om, hvor mange konkrete job ordføreren tror at vækstfora har skabt i de danske yderområder?

Ordføreren.

Den konkrete virksomhed, som hr. Flemming Bonne henviser til her i beslutningsforslaget, kan vi jo ikke stå og tage stilling til her. Det er jo næsten en umulighed; der er måske andre virksomheder, der også har problemer, og hvor er det i landet?

Men én ting kan jeg sige: Når en virksomhed flytter fra et sted til et udkantsområde, gør den det som regel, fordi de skal spare nogle penge. Det gør man jo via de daglige omkostninger – de er lavere i et udkantsområde. Så derfor altså: Hvad man vinder på gyngerne, taber man jo lidt på karrusellerne, og sådan er det. Men jeg vil gerne sige, at jeg meget håber, at man stadig forsøger at gøre det på den måde, at alle i landet bliver behandlet lige.

Med hensyn til hvor mange job vækstforaene har skabt, har jeg ikke her en oversigt over, hvad de har skabt af job endnu. Det ved jeg ikke, men det kan vi jo få afklaret i udvalgsbehandlingen, så vi kan se, hvilke job der er. Jeg giver hr. Flemming Bonne fuldstændig ret i, at det jo er det, de faktisk skal gøre.

Tak til ordføreren. Hr. Mike Legarth som konservativ ordfører.

Tak, hr. formand. I Det Konservative Folkeparti er vi fuldstændig enige i, at vi skal have fokus på udkantsområderne. Det optager også os meget, og det har det gjort i hele den håndtering, vi har haft af den økonomiske krise, for naturligvis skal vi sørge for, at udkantsområderne ikke får større byrder at bære, ved at vi skal gelejde erhvervslivet igennem den økonomiske krisesituation. Det er så det, jeg kan give forslagsstillerne ret i.

Forslaget om at oprette en slags statsbank, der skal gå ind og give lån til særligt trængende, synes jeg rejser en lang række problemstillinger. Vi har omkring 140 pengeinstitutter i Danmark, og vi må så gå ud fra, at den pågældende virksomhed jo har prøvet at få finansieret det, man gerne vil have finansieret, og få det lån i 140 pengeinstitutter, men at det kunne man så ikke, og så henvender man sig til statsbanken og siger, at man gerne vil have det her finansieret. Så er det første spørgsmål: Hvor stor er sandsynligheden for, at pengene, hvis det lån blev givet, kunne betales tilbage, når 140 pengeinstitutter, der har de dygtigste bankfolk, der er uddannet til risikovurdering, har sagt nej, fordi de ikke turde gå ind i det her projekt?

Vi sidder jo her og skal håndtere skatteydernes penge og sørge for, at der er en overvejende sandsynlighed for, at de penge kommer tilbage igen. Så jeg synes ikke, at det er en model, vi overhovedet skal arbejde videre hen imod, men at vi skal blive i det spor, vi er i, og hvor vi fra konservativ side har håndteret den økonomiske krise step by step, kan man sige. Først var der bankpakken, så var der kreditpakken, og så var der erhvervspakken, og de adresserer jo alle sammen den problemstilling, at der var mangel på kapital. På den måde har vi givet pengeinstitutterne mulighed for at låne ud.

Vi kan godt høre, at der er mange, der stadig væk har svært ved det. Det er vi kede af, og vi gør, hvad vi kan, for at det bliver så få som muligt. Men vi er jo ramt af en økonomisk krise, og vi ved, at bankerne har lånt for mange penge ud før, så nu er det selvfølgelig lidt sværere at få kredit. Man bliver kreditvurderet nøjere ud fra ens regnskaber og forretningsplaner og risikoen for banken ved at låne de her penge ud. Det må være logisk.

Men det, vi har gjort i stedet for, ud over at komme med de tre pakker, er jo, at vi har givet en lang række midler, vi kan bringe i anvendelse: Der er vækstfora, der håndterer strukturfondsmidlerne, og det er 500 mio. kr. frem til 2013, hvoraf 35 pct. er dedikeret til udkantsområderne. Hvor mange job der så er skabt, er jo svært at sige. Tallet flytter sig hele tiden, og jeg har heller ikke det nøjagtige tal. Men de penge skal i hvert fald anvendes i udkantsområderne, og det er det, vi er optaget af. Så er der udligningsreformen, som netop adresserer, at der er flere penge i de tætbefolkede områder, centerområderne, og der bliver så fordelt penge til udkantsområderne på den måde. Det skal selvfølgelig også være sådan i fremtiden. Så er der vækstkaution, som stiller 1,5 mia. kr. til rådighed i erhvervsmæssig sammenhæng, til bygninger osv. Så er der fonden til grøn omstilling og grøn teknologi, hvor 750 mio. kr. er bragt i anvendelse, hvorfra der kan søges, og hvormed man kan skabe erhvervsmæssig fornyelse i de hårdt belastede områder. Det er altså også en måde at håndtere den økonomiske krise på at komme de problemstillinger i møde, der er.

Så alt i alt synes jeg, at vi fra konservativ side har gjort meget i forbindelse med regeringssamarbejdet og samarbejdet med Dansk Folkeparti og andre. Det er jo tit brede forlig, der er blevet indgået i forbindelse med det her og heldigvis for det. Den filosofi skal vi fortsætte. Men vi mener, at vi har taget hånd om det på den rigtige måde. Vi synes ikke, at det tiltag, der her bliver foreslået, har nogen gang på jorden. Det er vi direkte modstandere af, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Nu bliver der fra ordførerens og også flere andres side her i dag fremhævet de midler, der bruges i vækstforaene. Jeg skal bare spørge, om det er ekstra midler, vi taler om, eller om det ikke er de samme midler, som var gældende, dengang det gik mod gode tider. Er det ekstra midler, vi taler om, som indsat i en særlig situation, eller er det bare det, vi plejer?

Ordføreren.

Det, vi er optaget af, er et Danmark i balance, og det er man i alt, hvad vi foretager os fra Christiansborg i regeringen og Det Konservative Folkeparti; vi tænker på udkantsområderne, vi tænker regionalt. Da vi oprettede den her pulje, var den på 500 mio. kr., og vi besluttede da, at 35 pct. af dem skulle gå til udkantsområderne.

Det vigtige er jo at sige, at udkantsområderne ikke skal bære en større byrde end resten af Danmark, altså centerområderne. Og det har vi jo dokumentation for at de heller ikke gør, og det vil vi forsøge at fastholde.

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg vil sige til hr. Mike Legarth, at det jo alligevel er sådan, at det, der er illustreret her i dag – både fra hr. Flemming Bonnes og andres side – er, at det kniber for udkantsområderne med at holde befolkningstallet, at det kniber med at følge med i den økonomiske udvikling, at det kniber med at skabe nye arbejdspladser.

Hvad er det så for nogle nye midler, som Det Konservative Folkeparti mener? Hvad er det så, vi gør? Ja, vi har gjort det, at der er bevilget et større kørselsfradrag, så man kan køre væk fra området. Er det den måde, man sætter gang i et spændende erhvervsliv på, og som er med til at få et Danmark i balance? Ikke efter min overbevisning. Der er der brug for nogle helt andre mekanismer, og det hører jeg at man heller ikke er indstillet på. Har jeg ret i det?

Ordføreren.

Nej, det har hr. Orla Hav ikke ret i. Altså, en kørsel fra Realkreditrådet viser jo, at der er det procentvise udlån til udkantsområderne i forhold til centerområderne, der altid har været, altså også tidligere.

Hr. Orla Havs parti, Socialdemokraterne, himler op om, at de penge, vi har brugt, er for mange, men jeg må minde om, at vi har et underskud på statens finanser på knap 100 mia. kr., hvilket er et udtryk for, at vi har gjort alt, hvad der kan gøres, for at gelejde Danmark igennem den økonomiske krise så nænsomt og skånsomt som muligt, sådan at vi ikke får overdrevent store tab.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Et kort spørgsmål omkring vækstfora: Er det ikke sådan, at vækstforaene er kendetegnet ved, at de laver planer, at de skriver tykke rapporter osv.? De har ligesom ikke rigtig mulighed for at gå ud og lave direkte virksomhedsinvesteringer eller skaffe virksomhedskapital og finansiere nybyggeri til nyetablering af virksomheder. Det ligger vist uden for vækstforaenes regi. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Det, jeg kan bekræfte, er, at vækstforaene jo har fået til opgave at adressere de 500 mio. kr. fra strukturfondsmidlerne og bestemme, hvordan de skal bruges. Det giver de så indstilling om.

Det er da rigtigt, at det ikke præcis er vækstforaene, der selv gør det, men det er da dem, der indstiller og fordeler pengene, og det er det, der er det afgørende.

Hr. Flemming Bonne.

Er ordføreren enig i, at det kunne være interessant i forbindelse med udvalgsarbejdet at få undersøgt, hvor mange konkrete arbejdspladser der er kommet som følge af vækstforaene, især som følge af den særlige udkantsforpligtelse, som nogle af vækstforaene har fået? Jeg savner i hvert fald at se nogle tal på, at der overhovedet er kommet noget ud af det.

Ordføreren.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, der har været stor gevinst ved, at vi har vækstfora, der arbejder intensivt på at skabe væksttiltag i lokalområderne, hvor de regerer. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Økonomi- og Erhvervsministeriet er i besiddelse af de tal, så dem kan vi levere inden for en meget kort tidshorisont. Men selvfølgelig synes jeg da, at det er en god idé, at vi løbende kontinuerligt i udvalget tager de forskellige problemstillinger, der er, op, for vi har et fælles ønske, og det er at skabe så meget vækst og beskæftigelse i Danmark som muligt, sådan at vi kommer igennem krisen så nænsomt og skånsomt som muligt. Vi har fuldt fokus på udkantsområderne, vi kan dokumentere, at der udlånes den samme procent i forhold til resten, som der blev gjort tidligere, så der er ikke nogen kreditklemme. Men det er svært for erhvervslivet, og vi skal understøtte det så meget, vi overhovedet kan.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Østergaard som radikal ordfører.

Jeg synes, det er en meget væsentlig debat, som SF har givet os anledning til at have i Folketinget i dag.

Vi forstår jo på ministeren, at det må vi overlade til markedet, sådan lidt heroisk i virkeligheden. Jeg synes egentlig, at det er et stærkt tidspunkt i verdenshistorien at henvise til det hæderkronede bankmarked, som jo ellers har ligget i dyb krise og over hele verden er blevet understøttet af forskellige statslige tiltag, der skulle gøre, at man ligesom på skatteydernes regning løb noget af risikoen for det marked, der altså med al ønskelig tydelighed havde demonstreret, at den her opgave kunne den ikke selv løse. Jeg synes da, at man på sin vis må have respekt for, at man altså ligesom stadig væk har den tiltro.

Det ændrer jo ikke på, at vi i hvert fald i fællesskab – nogle af os – har taget tiltag også i Danmark til at spænde et sikkerhedsnet ud under bankmarkedet for at sikre finansiel stabilitet. Det har faktisk i virkeligheden vist sig, som det ser ud nu, at være en rigtig god forretning for skatteyderne, fordi vi jo også har taget os betalt for det. Jeg kunne endda læse af det nye regeringsgrundlag, at man allerede er begyndt at formøble overskuddet fra disse bankpakker, bl.a. til folkeskolen. På den måde kan man sige, at man måske i virkeligheden ikke skulle være så fremmed over for at diskutere de her ting. Det kan vise sig, at det gavner skatteyderne i den sidste ende, alligevel.

Så kan man jo selvfølgelig spørge, om der er et problem eller der ikke er et problem, og man kan lytte til Det Radikale Venstre, som har peget på problemet. Man kan lytte og læse, hvad SF mener er problemstillingen, eller også kan man jo gøre det, at man lytter til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Der vil jeg gerne henvise til sagen om Skagen Skipperskole, som altså har været behandlet i Finansudvalget. Det var et interessant eksempel på en virksomhed, en skole i et udkantsområde, som tilsyneladende var rigtig veldrevet. Det fremgår af svaret på spørgsmål 1, at skolen i de seneste 3 år har haft et gennemsnitligt driftsoverskud på 1,3 mio. kr. svarende til en overskudsgrad på 13 pct. Det er jo virkelig fremragende, altså tænk, hvis en virksomhed havde en overskudsgrad på 13 pct., så ville det jo være et fund for en hvilken som helst bank netop på nuværende tidspunkt at få sådan en ind i folden. Så det var jo altså ikke det, der var problemet for Skagen Skipperskole.

Nej, det, der var problemet, var, at selv om man havde den her forrygende økonomi, kunne man alligevel ikke få et realkreditlån til sine nye skolebygninger. Hvorfor var det, at fire realkreditinstitutioner sagde nej til at låne penge? Ja, det fremgår af svaret på spørgsmål 3, at realkreditinstitutionerne har anført, at skolens beliggenhed i et udkantsområde indebærer en særlig risiko, idet de anser anvendelsesmulighederne for bygningerne som værende begrænset, såfremt skolen lukker, hvilket har betydning for vurderingen af bygningens markedsværdi.

Jamen var det ikke tæt på at være nøjagtig det, hr. Flemming Bonne har henvist til i bemærkningerne, og det, som Det Radikale Venstre i offentligheden har gjort opmærksom på, nemlig at der altså er en særlig udkantsrisiko, hvor en veldrevet virksomhed, et godt sundt projekt, som sagtens i udgangspunktet lader sig finansiere, alligevel er forbundet med en særlig risiko, fordi en fornyet anvendelsesmulighed måske i ringere grad er til stede i et udkantsområde, end den ville være, hvis den lå i Høje Taastrup?

Så man må sige, at også når man kigger på ministeriets egne vurderinger og gøren og laden i praksis, tyder det på, at der er et problem. Det gælder også den regionale problemstilling. I svaret på spørgsmål 2 konstaterer man jo – og jeg citerer – at Nordjylland i højere grad end de øvrige regioner er påvirket af den økonomiske afmatning. Så siger man i øvrigt, at de har den største ledighed og den højeste stigning sammen med Region Syddanmark.

Der er altså regionale forskelle på, hvordan krisen har ramt. Der er altså vilkår, der gør sig gældende for dem, der driver virksomhed eller institution i udkantsområderne, der gør, at de har sværere ved at opnå medfinansiering. Alt det her kommer direkte fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Hvad skal man så gøre ved det? Ja, SF har foreslået her, at man skal lave en slags statslånsmodel. Det er ikke nødvendigvis den måde, vi i Det Radikale Venstre vil løse det på. Vi vil i stedet for sige, at det, der er afgørende, er, at når man skal have lån, går man i banken eller i realkreditinstituttet; det er dem, der laver kreditvurderingen. Men på samme måde, som vi i dag stiller vækstkaution til rådighed, når vi ønsker at fremme innovation og vækst, og at staten eller det offentlige skal tage en del af risikoen for vækstvirksomheder, kunne man lave en udkantskaution, altså en kaution, hvor man går ind og tager den geografiske risiko så at sige.

I tilfældet Skagen Skipperskole ville det altså sige, at man løb en del af risikoen, det, der skulle til for at få bankerne til at være med på resten. Det er en velafprøvet model, regeringen med støtte fra oppositionen også bruger i forhold til en vækstkaution. Det er ikke en statsbank, for det er bankerne, der foretager kreditvurderingen, men det vil målrettet betyde noget, hvis man ønsker, at den vækst, vi alle sammen håber på der kommer i gang, også skal komme i gang i de udkantsområder, hvor man altså selv gennem sine svar til Finansudvalget har dokumenteret, at der er særskilte problemer, både set regionalt som område og også helt konkret set i forhold til virksomheder, der kan være nok så veldrevne. En skole er selvfølgelig ikke i samme grad påvirket af konjunkturernes skiften som en virksomhed.

Samlet set vil vi sige, at vi er meget positive over for forslaget her. Vi vil vælge en anden model, men jeg tror ikke, at den uenighed er større, end at den kunne overkommes gennem en saglig drøftelse. Vi håber, at regeringen i sine overvejelser på et eller andet tidspunkt bliver moden til at lade Skagen Skipperskole danne grundlag for en fornyet generel drøftelse. Der kunne være virksomheder andre steder i landet, der havde brug for samme hjælp.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Alle og enhver kan se, at beskæftigelsen styrtdykker, at arbejdsløsheden tordner i vejret, og hvad angår arbejdsløsheden, så rammer den dels meget hårdt i udkantsområderne, dels meget hårdt inden for bestemte fag. Ikke mindst bygge- og anlægssektoren er utrolig hårdt ramt – nogle steder kan vi se op til 40 pct. ledighed bare inden for en fagforening som 3F.

Det er indlysende, at der skal gøres noget ved det generelt, og der skal specifikt gøres noget, fordi nogle af de arbejdspladser, f.eks. inden for industrien, der forsvinder fra udkantsområderne i øjeblikket, aldrig kommer tilbage til udkantsområderne, hvis ikke man gør noget. Jeg tror, de fleste er enige om, at der er nogle geografiske områder og fag, som rammes på en måde, så man må regne med, at det bliver varigt, hvis ikke man tager initiativer.

Så har vi jo hørt heroppefra, at det ikke er noget, staten skal blande sig i. Da det var vennerne fra bankerne, der kom og sagde, at de havde problemer, var der jo ikke noget problem med lynende hurtigt at finde milliarderne og stille garantier for flere tusind milliarder kroner. Der var ikke noget med at være bange for at løbe en risiko. Vi hører jo nu, at staten endelig ikke skal løbe en risiko for at tabe penge ude i udkantsområdet, men da det var her henne om hjørnet i Danske Bank, risikoen skulle løbes for et enormt milliardbeløb, var der ikke nogen rysten på hænderne – der skyndte man sig bare. Og den bankdirektør, hr. Straarup, der havde drevet sin egen bank ud på fallittens rand, og som ikke kunne klare sig uden at få en massiv statshjælp, forærede man godt 0,5 mio. kr. i skattelettelse. Det er da fint, det er belønningen for at have gjort et godt stykke arbejde. Da var der ikke noget problem med pengene, men når det er i udkantsområdet, sidder man tungt på pengekassen og gør ingenting.

Jeg vil sige, at vi støtter intentionen i forslaget med hensyn til både statslån og spørgsmål om statslige garantier, og vi kunne også stemme for det, som det ligger. Vi ville i vores tilgang måske være nok så interesserede i, hvordan man skaber beskæftigelse, for det er jo ikke sikkert, at det, at man giver en lånefacilitet, betyder, at der kommer beskæftigelse. Det kan vi jo håbe at der gør, men vi ønsker faktisk, at staten skal være meget mere aktiv i retning af at skabe beskæftigelse.

Vi har fremlagt en grøn beskæftigelsesplan med statslige initiativer inden for vedvarende energi – bølgekraft, vindmøller og energirenovering. Vi kunne straks tage en meget stor del af toppen af arbejdsløsheden inden for byggefagene ved at sætte gang i at renovere bygningsmassen ud fra energihensyn. Det er arbejdspladser her og nu, og det er oven i købet gratis, for mange modeller viser, at man kan finansiere energirenoveringen gennem den besparelse, der senere kommer på elregningen, og på den måde få tingene til at løbe rundt, uden at nogen skal have penge op af kassen. Vi får bare sparet C0 2 , samtidig med at vi får skabt beskæftigelse.

Vi vil omstille til økologi, have mere kollektiv trafik, få elektrificeret jernbanenettet, som vi vist er enige om kunne trænge til en forbedring, og på den måde sætte gang i to ting på samme tid, ved at der bliver skabt beskæftigelse og ikke mindst industribeskæftigelse eller det, der ligger i det område, samtidig med at der gøres noget effektivt for klimaet. Det er det, vi mener der er brug for, og det kunne sagtens gøres for en beskeden udgift.

Man skal jo huske, at når man skaber arbejdspladser, får man samtidig en meget stor del af udgiften finansieret på grund af sparede dagpenge og ekstra skatteindtægter, så det er ikke noget, der behøver at øge statens i forvejen alt for dramatisk høje underskud.

Jeg vil til afslutning sige, at det, vi kan se i dag, er, at når vi får et valg, vil der være et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som i modsætning til regeringen vil gøre noget ved tingene. Det giver da en vis forhåbning, og jeg håber, at man ude på den anden side af skærmene kan se, at der altså er håb forude – vi skal bare have det valg, der sørger for, at vi får et nyt flertal.

Tak til ordføreren. Hr. Flemming Bonne, SF, som ordfører for forslagsstillerne.

Trods alt vil jeg sige tak for debatten, som vel afslører, at der nok er for meget ideologisk tænkning i den debat, der har været. Jeg synes, situationen er for alvorlig til at tage den indgangsvinkel til det.

Jeg vil gerne sige, at når vi har fremsat det her forslag, er det ikke et forsøg på ad bagdøren eller på anden vis at etablere en statsbank eller kun operere med statslån og -garantier. Det er simpelt hen et spørgsmål om at sikre, at vi kan få finansiering ud til de virksomheder, som vil være parate til at investere i nye job ude i udkanten af Danmark.

Det, vi taler om, er jo faktisk at lave det, som jeg tror hr. Morten Østergaard var inde på, nemlig en udkantskaution. Det kan vi sagtens kalde det. Men det kan vi tage videre under det kommende udvalgsarbejde.

Sagen er jo, at krisen kradser, ledigheden stiger, industriarbejdspladserne forsvinder, og det er langtfra alle, der vender tilbage igen. Det, vi så kan se, er, at landets yderområder er ekstra hårdt ramt.

Jeg tror, at der den 2. februar var en interessant artikel i Børsen, hvor man brugte to sider til at fortælle, at yderområderne er på vej mod langsom kvælning. Jeg synes nok, at artiklen førte en god argumentation for, at det vistnok er rigtigt nok.

Udkantsområderne mister befolkningsunderlag. Yderområderne har mistet mellem 6 og 8 pct. indbyggere siden 2001. Yderområderne har en meget dårlig konkurrencesituation, når vi kigger på udkantskommunernes mulighed for at levere service sammenlignet med andre kommuner. Her har udkantskommunerne det privilegium, at der betales en forholdsvis høj skat, og så har man den ringeste service i hele landet. Det er jo et dårligt udgangspunkt, en dårlig konkurrencesituation.

Man mister arbejdspladser. Det er både offentlige og private arbejdspladser. Man har mistet uddannelser på grund af centraliseringerne. Flere uddannelser er nu så langt væk, at de er uden for daglig rækkevidde. Det betyder, at for få unge mennesker tager en uddannelse. Det er jo katastrofalt, når vi kigger på, at vi i fremtidens samfund, når de store årgange forlader arbejdsmarkedet, får brug for ekstra hænder. Vi får brug for mange hænder, vi får brug for, at alle uuddannede bliver opkvalificeret, således at de kan bidrage aktivt til at skrabe penge sammen til den fælles kasse.

Yderområderne, som de er defineret i regeringens regionalpolitiske redegørelse i forhold til EU's strukturfondsmidler og forhøjet pendlerfradrag, udgør sådan ca. 21 kommuner i Danmark. De har et befolkningsunderlag på 800.000 mennesker. Ca. 30 pct. af de 17-64-årige i de områder, det svarer til ca. 140.000 indbyggere, har ingen uddannelse. Så enhver kan jo se, at risikoen for ledighed og længerevarende ledighed og risikoen for, at man ikke kommer med på et kommende opsving, i den grad er til stede. Derfor synes jeg, at man virkelig skal lægge sig i selen for at finde de instrumenter, der kan være med til at sparke liv i områderne derude.

Vi har fremsat det her forslag i forventning om, at vi ville kunne samle et flertal i Folketinget, som ville tage den problemstilling her meget alvorligt. Selv efter at have hørt debatten i dag tror jeg da på, at vi i et kommende udvalgsarbejde måske kan få udryddet nogle misforståelser og måske også kan finde nogle fælles veje at gå, således at vi, når vi er færdige med udvalgsarbejdet, er sikre på, at vi kan skaffe den fornødne finansiering, som skal til for at løfte udkantsområderne, yderområderne. Så kan vi sikre, at der bliver basis for at etablere nye virksomheder – at nogle vil investere derude.

Så jeg ser frem til, at vi får en god diskussion i et kommende udvalgsarbejde.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.