Det sidste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 114:

Forslag til folketingsbeslutning om forebyggelse af udsættelse af børnefamilier.

Af Yildiz Akdogan (S) m.fl.

(Fremsættelse 29.01.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er socialministeren. Tillykke og held og lykke til ministeren.

Tak for det. Forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslaget at forebygge, at børnefamilier sættes på gaden, og sikre, at der findes en varig og billigere bolig til de børnefamilier, der alligevel bliver sat ud af deres bolig. Forslaget indeholder fem konkrete tiltag til at gennemføre denne indsats.

Der har igennem de senere år været en stigning i antallet af lejere, der sættes ud af boligen, fordi huslejen ikke er betalt. Derfor har der været en del fokus på problemstillingen. Jeg er helt enig i, at udsættelse af lejere, her især børnefamilier, er en problemstilling, som skal tages alvorligt, og jeg vil naturligvis ligesom mine forgængere arbejde for at vende udviklingen på området.

Sidste forår gennemførte et enigt Folketing en indsats for at nedbringe antallet af udsættelser af lejere. Indsatsen trådte i kraft den 1. juni 2009. Den har således kun virket i forholdsvis kort tid. Siden de nye regler trådte i kraft, har vi kunnet se, at den økonomiske krise har ramt såvel andelshavere, ejere som lejere hårdt. Regeringen har derfor taget bredere initiativer til at afbøde virkningerne af krisen. Der er taget initiativer til at fremme arbejdsudbuddet, bl.a. gennem renoveringspuljen og skattereformen, ligesom der er sket en stimulering af det private forbrug både i kraft af gennemførte skattelettelser på arbejde og ved frigivelse af opsparede SP-midler.

Udsættelse af lejere er en yderst kompleks problemstilling, og der kan i mange tilfælde ikke peges på en enkeltstående årsag til en udsættelse. En udsættelse beror således som regel på et sammenfald af flere uheldige faktorer. Derfor skal vi ikke hovedkulds kaste os ud i nye initiativer, som ingen af os kender behovet for. Lad os i stedet tænke os om og få tilvejebragt den nødvendige viden om årsagerne til udsættelserne. Det er jo derfor, vi har aftalt, at der inden udgangen af i år skal igangsættes en forskningsmæssig undersøgelse.

Hovedformålet med undersøgelsen er at få en vurdering af effekten af den gennemførte indsats mod udsættelse af lejere. I den forbindelse vil det også være muligt at få undersøgt andre spørgsmål. Under satspuljeforhandlingerne i efteråret 2008 blev det aftalt, at i hvert fald ét spørgsmål skal undersøges, nemlig muligheden for, at også private udlejere af større ejendomme skal foretage underretning til kommunen.

Mens vi venter på undersøgelsen, kan vi sagtens overveje nogle nye ideer til nye tiltag. Jeg har derfor med interesse læst Socialdemokraternes forslag til at forebygge udsættelser af lejere, men jeg må tilstå, at det næppe er her, vi finder løsninger på problemet. Tag f.eks. forslaget om, at kommunen skal tilbyde familier, der sættes ud af deres boliger, en billigere og varig bolig. Ud over de helt praktiske spørgsmål, en sådan ordning vil indebære, er det min klare holdning og regeringens klare holdning, at det at finde en bolig som udgangspunkt er den enkeltes eget ansvar.

Der kan selvfølgelig være situationer, hvor borgeren får brug for hjælp, men jeg foretrækker, at der ydes den fornødne hjælp til at fastholde boligen frem for at søge løsninger, som forudsætter, at den udsættelsestruede familie først skal udsættes for en traumatiserende fogedforretning og flytning.

Med den indsats, som regeringen gennemførte sidste år, sikrede vi bl.a., at udsættelsestruede husstande får tilbud om kontakt til kommunen. Sammen med den udsættelsestruede familie skal kommunerne med den vifte af redskaber, som de rent faktisk har til rådighed, forsøge at finde den rigtige løsning for familien. I forvejen havde kommunerne pligt til at foretage den såkaldte helhedsvurdering, når en børnefamilie blev udsat af boligen. Med den seneste lovændring fremrykkes tidspunktet for kommunernes vurdering af børnefamiliers behov for hjælp. Allerede når kommunen modtager underretning om sagens oversendelse til fogedretten, skal hjælpebehovet således vurderes. Derved er mulighederne for at afværge en udsættelse forbedret, og der er bedre muligheder for at forebygge yderligere sociale problemer. Er der behov for at finde en billigere bolig, har kommunerne med de eksisterende redskaber mulighed for at hjælpe borgeren til at finde denne, f.eks. via kommunens anvisningsret.

Nu vil jeg knytte nogle bemærkninger til de enkelte bestemmelser i Socialdemokraternes forslag.

Regeringen kan af flere grunde ikke støtte et forslag om at give kommunerne pligt til at tilbyde familier, der er sat ud af deres bolig, en billigere og varig bolig. Helt principielt må vi som sagt holde fast i, at det er den enkeltes egen forpligtelse at sørge for en bolig til sig selv og familien. Desuden foretrækker jeg en løsning, hvor vi forsøger at fastholde familiens bolig frem for at flytte familien.

Selvfølgelig vil der være husstande, som har brug for hjælp, og her må kommunen træde til. Det gælder naturligvis i særlig grad, når der er børn i husstanden. Der er allerede en egentlig lovsikret ret til at få anvist midlertidigt husly. Der er altså ingen, der kommer til at stå på gaden uden tag over hovedet. Men det er ikke en ret til en varig bolig, og det skal det heller ikke være.

Kommunerne har som udgangspunkt anvisningsret til hver fjerde ledige almene bolig i kommunen. Det er i høj grad meningen med denne kommunale anvisning, at kommunen anvender anvisningsretten til at løse de boligsociale opgaver, herunder de kritiske situationer, som udsættelsestruede lejere står over for. Men det kræver, at kommunen har en passende og ikke mindst billigere bolig at anvise.

Alle kommuner har almene boliger og har således mulighed for at anvise gode og prisbillige boliger til husstande, der f.eks. er sat ud af deres bolig. Men det er klart, at det ikke altid kan ske fra den ene dag til den anden. Det ville forudsætte, at der står tomme boliger i den almene sektor, og det ønsker Socialdemokraterne vel trods alt ikke.

Så har Socialdemokraterne foreslået, at udsatte børnefamilier, som har fået anvist en bolig af kommunen, skal acceptere at blive sat under administration. Nogle gange vil indsatsen for at undgå udsættelse kræve, at kommunerne overtager administrationen af borgernes økonomi. Det har kommunerne allerede mulighed for i dag, når bestemte betingelser er opfyldt. I forbindelse med udsættelsespakken sidste år tydeliggjorde vi reglerne om tvangsadministration. SFI-undersøgelsen viste jo, at en del kommuner ikke udnytter de eksisterende regler om administration. Også her ville det være klogt at afvente resultaterne af de aftalte undersøgelser. Der synes at være uudnyttede muligheder i den gældende lovgivning.

Samtidig mener jeg dog, at vi skal være varsomme med at indføre tvangsadministration, alene fordi en børnefamilie er blevet sat ud af sin bolig en enkelt gang. Når det offentlige overtager administrationen af borgernes økonomi uden borgernes samtykke, er det en meget indgribende handling. Derfor er det utrolig vigtigt, at tvangsadministration aldrig bliver hovedreglen for bestemte grupper, men at hver enkelt afgørelse altid bunder i en konkret vurdering af den enkeltes situation, og at man altid prøver ad frivillighedens vej først.

SFI-undersøgelsen viser, at tre ud af fire udsatte lejere erkender, at udsættelsen bl.a. skyldes deres manglende evne til selv at administrere privatøkonomien. Denne betydelige grad af selverkendelse tyder på, at mange udsættelsestruede lejere vil være villige til at indgå i en eller anden form for frivillig administration, hvis bare de får vejledning i hvordan. Her spiller kommunerne en vigtig rolle, da kommunernes hjælp f.eks. kan være hjælp til at få oprettet en PBS-aftale eller en budgetkonto, så huslejen bliver betalt som noget af det første.

I forhold til forslaget om at indføre en underretningspligt for de private udlejere til kommunen kan jeg kun gentage, hvad min forgænger har sagt, nemlig at det som et led i de samlede satspuljeforhandlinger i efteråret 2008 blev aftalt, at dette spørgsmål skal indgå i den undersøgelse, der allerede igangsættes i år.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det, at det fjerde punkt vedrører loftet over kontanthjælpen, 300-timers-reglen og starthjælpen, da disse regler gælder for mange familier med børn. Det giver mig en kærkommen lejlighed til at gentage, hvad det var for nogle problemer, SR-regeringen i sin tid efterlod til os. Det giver også mulighed for at fremhæve nogle af de fornuftige beslutninger, VK-regeringen i sin tid tog på dette område.

VK-regeringen indførte 300-timers-reglen for at sikre, at kontanthjælpsmodtagere, der har en arbejdsevne, reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det har vist sig, at reglen virker efter hensigten. Den har ganske enkelt fået mennesker fra grupper, som oppositionen egentlig hellere ville have holdt på langvarig kontanthjælp, i arbejde. Hvad angår starthjælpen, var situationen før starthjælpens indførelse den, at en meget stor gruppe af nyankomne udlændinge sad fast i kontanthjælpssystemet, fordi de faktisk ville tabe penge på at tage et arbejde. De høje ydelser hæmmede i høj grad integrationen, fordi det netop havde den bivirkning, at modtagerne ikke kom ud på arbejdsmarkedet. Det fik vi ændret, og i dag har stort set alle familietyper en økonomisk fordel, blot den ene tager et arbejde på mindstelønniveau.

Regeringen indførte også loftet over ydelser til kontanthjælpsmodtagere og 500-kroners-nedsættelsen for at øge det økonomiske incitament til at tage et arbejde. De hidtidige analyser af kontanthjælpsloftet indikerer, at flere kommer i beskæftigelse, og det er derfor kun få personer, der er berørt af loftet igennem længere tid. I øvrigt er loftet sådan udformet, at det tager et særligt hensyn til børnefamilier, samtidig med at det stadig indeholder et vigtigt incitament til at tage et arbejde.

Alt i alt har såvel loftet, 300-timers-reglen som starthjælpen sammen med en aktiv arbejdsmarkeds- og integrationsindsats fået flere væk fra offentlig forsørgelse og flere i arbejde eller uddannelse. Disse positive virkninger har gavnet tusindvis af mennesker, og det er der ingen grund til at rulle tilbage.

Afslutningsvis vil jeg knytte nogle bemærkninger til spørgsmålet om boligbyggeriet og flere billige boliger. Vi kan naturligvis ikke være uenige om, at der i 2007 og 2008 er givet tilsagn til få almene familieboliger. Det er der mange årsager til, som jeg ikke skal komme ind på her. Situationen er vendt nu, og de seneste tal for kommunernes tilsagn til opførelse af almene boliger er på 4.200, og for 2010 ligger det på forventede 5.700 boliger. Så det ser faktisk ganske lyst ud. Forklaringen på dette er især de ændringer af almenboligloven, som regeringen sidste år gennemførte i samarbejde med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre – ændringer, som Socialdemokraterne besynderligt nok stemte nej til. Med de ændrede regler er huslejen i nybyggeriet sænket med helt op til 12 pct. svarende til små 1.000 kr. månedligt for en bolig på 100 m². Det er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Hvad angår kommunernes mulighed for at sælge billige byggegrunde, må jeg ligesom min forgænger sige, at det ikke er en farbar vej. Det kan skabe en uheldig konkurrence kommunerne imellem, og det gør omkostningerne til offentligt støttet byggeri uklare og ugennemsigtige, så det forslag må jeg afvise.

Endelig peger forslaget på kommunernes adgang til at låne til den kommunale grundkapital. Det er altid en vurderingssag, hvilke forbedringer der skal lægges ind i de overordnede rammebetingelser for det almene byggeri. Vi har som sagt gennemført forbedringer af disse rammebetingelser. En af forbedringerne var en halvering af kommunernes grundkapitalindskud. Som det fremgår af tilsagnstallene for 2009, ser det ud til at have sat gang i byggeriet, og jeg ser derfor ikke noget formål med at give låneadgang til de resterende grundkapitalindskud. Forslagsstillerne skulle hellere have holdt sig til og have stemt for nedsættelsen af grundkapitalen. Regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fra fru Yildiz Akdogan. ( Özlem Sara Cekic (SF): Det er sjovt, det er min lampe, der tænder nu. Jeg hedder ikke Yildiz. Jeg hedder Özlem, men jeg tror ikke, det er mig, der skal tale).

Jeg er klar over, at det er et forkert lys, men jeg har givet ordet til fru Yildiz Akdogan. Der styres meget heroppefra, men det styres ikke herfra. Det er teknikken, vi venter på – der er lyset. Værsgo.

Så kom teknikken, og det er stadig væk mig, der hedder Yildiz Akdogan.

Tak til ministeren. Nu var ministeren meget imødekommende, da hun i 21 Søndag anerkendte, at der dog var nogle fattige mennesker i Danmark. Så kan man sige: Så langt så godt. Spørgsmålet er, hvad vi så skal gøre ved det.

Det her forslag fra Socialdemokraterne er faktisk et tiltag for at prøve at imødekomme og forebygge i forhold til børnefamilier, der bliver sat ud af deres boliger. I sin kritik af beslutningsforslaget sagde ministeren også, at man måske skulle prøve at overveje nye ideer eller se, om der kunne være nogle nye tiltag. Jeg mener bestemt, at der er nogle gode tiltag her.

Ministeren mente, at det egentlig gik ret godt i forhold til udsættelserne. Hun sagde faktisk, at der var sket en forbedring. Jeg vil egentlig bare gerne have en bekræftelse på det. Siden 2002 er andelen af familier, der er blevet sat ud af deres boliger, steget. Jeg vil bare høre ministeren: Er der blevet flere eller færre familier, der er blevet sat ud af deres boliger? Kan ministeren svare meget konkret på det? Er der blevet flere eller færre familier, der står og mangler et sted at bo, siden den her regering er kommet til?

Ministeren.

I 2009 var der en stigning i første halvår, og derfor var det jo en ganske kærkommen anledning til, at man fik vedtaget et forslag om faktisk at sætte ind på det her område. Der gennemførte man et forslag om, hvad man skulle gøre for at undgå udsættelse af lejere, herunder også børnefamilier.

Nu har det forslag som sagt ikke virket i særlig lang tid endnu, så vi kender jo ikke resultatet af den indsats, plus at man egentlig også har aftalt, at der skal foretages en undersøgelse af området. Den skal jo så sættes i gang her i år. Og så har kommunerne en lang række tiltag, og man påpeger, at de har nogle muligheder, som de faktisk ikke bruger i det omfang, de godt kunne.

Fru Yildiz Akdogan.

Nu snakkede ministeren udenom. Ministeren henviste til, at der skulle være nogle undersøgelser, men i sin tale kritiserede ministeren faktisk den forhenværende regering, den socialdemokratiske regering, selv om det er et stykke tid siden. Den her regering har en tendens til hele tiden at henvise alt, hvad der er sket af skidt, til den tidligere socialdemokratiske regering.

Jeg vil bare lige nævne nogle tal. Ifølge Domstolsstyrelsen blev der sat 1.823 lejere ud, og i 2008 var det 3.762 lejere, der blev sat ud. I første halvdel af 2009 blev hele 2.080 lejere sat ud. Halvdelen af dem var familier. Så vil jeg bare igen høre ministeren: Siden den her regering er trådt til med sine initiativer og tiltag, er der så sket en stigning eller et fald i forhold til andelen af familier, der er blevet sat ud af deres boliger? Vil ministeren svare ja eller nej?

Ministeren.

Så vil jeg gentage det, som jeg svarede lige før. Der er sket en stigning i første halvår af 2009 i forhold til året før.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Ministeren vil rigtig gerne sætte en hel masse ting i værk, men synes, at vi lige er nødt til at vente. Der er en række rapporter, som åbenbart venter på at blive færdige. Som jeg kan forstå det, har regeringen så været i gang med det de sidste mange, mange år. Som ordføreren fra Socialdemokratiet, fru Yildiz Akdogan, lige før også sagde, så er tallet på folk, der bliver sat på gaden, fortsat stigende. Det er ikke bare i første kvartal. Det har det været et stykke tid nu.

Derfor vil jeg bare rigtig gerne høre: Hvor mange familier skal fortsat sættes på gaden, før ministeren synes, at det her er et problem, og derfor vil tage ansvaret på sig og handle? Er det 5 familier, er det 10 familier, er det 1.000 familier? Det kunne være rigtig interessant at høre.

Ministeren.

Som jeg sagde i min tale, så er det et problem, når børnefamilier bliver udsat fra deres bolig. Den stigning, jeg nævnte, var i det første halvår af 2009 – ikke i første kvartal.

Derfor er det jo rigtig godt, at regeringen sidste år sammen med Folketinget fik besluttet, at man skulle skride ind med en række tiltag, som nu har virket under et år, så skal vi ikke lige se, hvordan de tiltag virker, og så også se, hvad en undersøgelse viser om, hvad man kan gøre af yderligere tiltag? Der er faktisk nogle uudnyttede muligheder ude i kommunerne, som kommunerne kan tage fat på, så der er sat en lang række initiativer i gang på området, som også skal have lov til at virke.

Hvad tallet er for andet halvår af 2009 foreligger ikke endnu. Jeg refererede til første halvår af 2009.

Fru Özlem Sara Cekic.

Altså, som jeg kan huske, var tallet steget fra 2.000 til 3.000 husstande, der blev sat på gaden. Nu siger ministeren, at der er en række tiltag ude i kommunerne. Jeg har selv været med til at vedtage en af dem med satspuljen, hvorefter man skal orientere kommunen, inden boligselskabet sender regningen til fogedretten.

Vi kommer da bare ikke uden om, at når der er en overrepræsentation af kontanthjælpsmodtagere, som bliver sat på gaden, handler det her om fattigdom. Ministeren erkender også selv, at vi har et fattigdomsproblem. Med de fattigdomsydelser, der er, og som regeringen har sat i værk, producerer de jo fattige. Nu siger ministeren oven i købet, at 300-timers-reglen virker. Jeg synes, det er helt uhørt, at man med en manipuleret rapport stadig væk fastholder, at det virker. Hvad vil ministeren gøre for, at de fattige ikke bliver sat på gaden, når det i sidste ende handler om kroner og øre?

Ministeren.

Nu forholder jeg mig til det beslutningsforslag, som er fremsat, hvori det foreslås, at man faktisk går ind og skal tilbyde en anden varig og billigere bolig. Vi vil egentlig meget hellere sætte ind, før man skal igennem det ret hårde forløb, som det kan være at blive sat ud af sin lejlighed.

Vi vil gerne have, at man sætter ind med hjælp, som drejer sig om, at kommunen faktisk får nogle muligheder for at gå ind i en dialog med den enkelte børnefamilie. Det kan f.eks. dreje sig om, at man får mere styr på sin privatøkonomi, for hvis vi ser på den SFI-undersøgelse, som er blevet lavet, siger tre ud af fire faktisk, at de har nogle problemer med at administrere deres egen økonomi.

Det er blot ét eksempel på, hvad den enkelte kommune kunne gøre i forhold til den børnefamilie eller den lejer, som er udsættelsestruet. Vi ønsker blot at sætte ind, før det kommer så vidt, at man bliver sat ud, i stedet for at begynde at snakke om, at vi hurtigt skal tilbyde en anden bolig og så sætte en familie under administration.

Så er der korte bemærkninger. Det er hr. Thomas Jensen.

Der er noget galt med teknikken. Jeg ved ikke, om der er nogen, der sidder og slumrer et sted i teknikrummet. Værsgo.

Så kom der lys i lampen hernede. Tak – og tak til ministeren.

Det er da dejligt at høre, at ministeren erkender, at der er et problem med tvangsudsættelser. Man må også sige, at ministeren næsten ikke har kunnet sige andet, eftersom antallet af, hvor mange mennesker, herunder børnefamilier, der er blevet tvangsudsat, er blevet fordoblet i den periode, hvor det er blevet målt. Og det er sket på bare 5-6 år, og det synes jeg er tankevækkende.

Det er også derfor, at Socialdemokraterne i dag fremsætter det her beslutningsforslag, for vi vil ikke bare udskyde det hele, skrive rapporter og nedsætte kommissioner. For vi ved jo allerede godt, hvad det er, der er problemet. Konkret kan vi se, at der er mange, der bliver sat på gaden. Vi kan se, at der er mange børnefamilier, der bliver sat på gaden. Dermed er der mange børn, der bliver revet ud af deres hverdag, væk fra de kammerater, som de går i skole med, og væk fra der, hvor de føler sig trygge.

Ministeren står her og siger: Ja, det er jo bare, fordi folk ikke kan finde ud af at styre deres egen økonomi. Dertil vil jeg sige, at der foreligger en rapport, som vi har her. Der står, og jeg citerer:

Udsatte lejere rekrutteres således fra lavindkomstgruppen, og en medvirkende forklaring på, at antallet af udsættelser er steget i perioden 2002-2006, kan findes i, at lavindkomstgruppen er blevet større, hvilket har medført et større rekrutteringspotentiale for udsættelser.

Jeg vil spørge ministeren: Har indkomst slet ingen indflydelse på, at folk bliver tvangsudsat fra deres bolig?

Så er det ministeren.

Nu kom jeg kun med én reference, nemlig SFI-undersøgelsen. Der er også en lang række andre ting, som den enkelte kommune kan gøre for at træde tidligere til, før der sker en udsættelse, hvor man må udsætte en børnefamilie eller andre lejere.

Med hensyn til de forslag, som ligger i Socialdemokraternes beslutningsforslag, vil jeg sige, at vi ikke finder, at de er løsningen på nogle af de problemer, som vi ser med udsættelse af familier. Faktisk har vi jo set, at Folketinget har vedtaget et lovforslag sidste år. Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at man ser, hvordan det virker, og derefter ser, hvad det er for yderligere tiltag, man kan sætte i gang.

De forslag, som ligger i det her beslutningsforslag, mener vi ikke har nogen effekt. Det er også derfor, vi siger, at dem kan vi ikke støtte.

Så er det hr. Thomas Jensen.

Vi hører, at ministeren igen vil vente og vente med at gøre noget, hun vil vente og se, om loven fra sidste år kommer til at virke. Det venter vi alle sammen spændt på om den gør, for den bakker vi også op fra Socialdemokraternes side. Men vi har hele tiden sagt, at vi ikke tror på, at loven fra sidste år i sig selv vil sætte en stopper for den stigning i tvangsudsættelser, som vi har set de seneste år.

Noget af det, som vi har spillet konstruktivt ind med fra Socialdemokraternes side, er, at man skal passe på, at alle de her mærkelige reformer, der har været de sidste år, ikke virker som en hæmsko for, at vi får en virkelig god viden om, hvad det er, der sker.

Det er sådan, at Domstolsstyrelsen opgør de her tal for tvangsudsættelser for retskredse i stedet for at opgøre dem for kommuner. Derfor mener vi fra Socialdemokraternes side, at det vil være væsentligt, at vi får sådan noget bureaukratisk stads, som Domstolsstyrelsen laver, opdelt på kommuner. Så kan vi se, hvilke kommuner der er gode til at sørge for, at folk ikke bliver tvangsudsat. På den måde kan vi gå ind og spørge de kommuner, hvad det er, de gør som en ekstra indsats for, at de her børnefamilier ikke bliver tvangsudsat. Men det har jeg ikke hørt ministeren har været villig til indtil videre.

Mit spørgsmål er nu: Er ministeren villig til at følge det socialdemokratiske forslag om, at vi får opgjort statistikkerne kommunevis, sådan at vi kan se, hvor de gode kommuner er, og spørge dem, hvad det er, de gør?

Så er det ministeren.

Altså, nu forholder jeg mig til det beslutningsforslag, der ligger, og det vil jeg sådan set fastholde her og nu. Så jeg siger, at vi ikke kan støtte det beslutningsforslag, som Socialdemokraterne har fremsat, for vi mener faktisk, at de tiltag, som ligger i den lov, der blev vedtaget sidste år, for det første skal have lov til at virke, og at vi skal se effekten af det, og at det for det andet vil være relevant at se på, hvad der ellers er af muligheder. Her har vi bl.a. også sagt, at vi vil gå ind og se på, om de private udlejere kan gå ind og varsle kommunen noget tidligere end ellers, og det er nogle af de ting, som skal ligge i den undersøgelse. Så jeg vil forholde mig til dette beslutningsforslag, som regeringen ikke kan støtte.

Tak til socialministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi til ordførerrækken, og det er fru Louise Schack Elholm som ordfører.

Lad mig starte med at sige, at Venstre er meget optaget af problemstillingen om udsættelser. Derfor fik regeringen SFI til at lave en rapport om årsagerne til udsættelser. På baggrund af rapporten indgik Venstre i en satspuljeaftale. Her havde vi fokus på at imødegå udsættelser. Socialdemokraterne var også med i aftalen, men da det kom til ikrafttrædelsen, ønskede Socialdemokraterne at udskyde det, så loven først trådte i kraft i juni 2009 i stedet for i april 2009. Det kunne ellers have hjulpet nogle familier i den periode. SFI's rapport viste, at den største gruppe af udsatte lejere var lønmodtagere. Baggrunden for udsættelserne var typisk manglende styring af økonomien. Derfor forbedrede vi bl.a. også kommunernes mulighed for at sætte lejere under administration for på den måde at sikre, at lejerne fik betalt deres husleje.

Socialdemokraterne henviser i deres beslutningsforslag til fattige ud fra et relativt fattigdomsbegreb. Det er et begreb, der ikke tager udgangspunkt i størrelsen af indkomsten, men i indkomstforskelle, og det betyder paradoksalt nok, at når økonomien vokser og indkomsterne stiger, ja, så stiger indkomstforskellene også, og derfor stiger antallet af fattige i forhold til det relative fattigdomsbegreb. Der er altså ifølge dette begreb flere fattige, på trods af at alle bliver rigere. I nedgangstider som nu ser vi typisk, at indkomsterne stagnerer, og at indkomstulighederne falder. Det betyder, at der efter det relative fattigdomsbegreb bliver færre fattige i en tid med stigende arbejdsløshed. Det relative fattigdomsbegreb er med andre ord håbløst til at beskrive fattigdom. Det har dog passet ind i oppositionens agenda; de ønskede, at regeringen skulle fremstå som socialt uansvarlige. Når tallene for den relative fattigdom begynder rulle ind fra finanskrisen og vi vil se, at antallet af relative fattige er faldende, ja, så begynder oppositionen nok også at ønske et andet fattigdomsbegreb.

Hvis vi i øvrigt ser på lavindkomstgruppen, ser vi, at den største gruppe i lavindkomstgruppen er studerende. Det vil sige, at det er en gruppe, som midlertidigt er på en lav ydelse, og de ser frem til en massiv indkomstfremgang, når de er færdiguddannede.

Venstre mener, at vi skal fokusere på den reelle fattigdom. Derfor vil regeringen arbejde på at komme med retvisende fattigdomsindikatorer. Venstre mener, det er vigtigt at få inkluderet flest mulige i samfundet. Det gøres ved at sikre unge en uddannelse og sikre, at voksne er en del af arbejdsmarkedet.

Venstre mener, at en afskaffelse af kontanthjælpsloftet, 450-timers-reglen og starthjælpen er en ulempe for befolkningen. Disse regler sikrer, at en større del af befolkningen er aktive på arbejdsmarkedet i stedet for at være isoleret på passiv forsørgelse. Permanent at være placeret på passiv forsørgelse er en sikker vej til at blive marginaliseret.

Det ligger Venstre på sinde, at vi sikrer byggeri af almene boliger. I forbindelse med det økonomiske opsving faldt byggeriet af almene boliger, og Venstre var derfor med i den store boligaftale. Her sikrede vi byggeri af over 4.000 boliger i 2009. Det er mere end 2.000 flere i forhold til 2008 og mere end 4.000 flere end i 2007. Hvis vi bare ser på de almene familieboliger, ja, så kan vi se, at der var en stigning på 1.300 boliger, efter at aftalen var blevet indgået sidste år, hvor der blev givet 100 tilsagn, før boligaftalen trådte i kraft.

Det var en boligaftale, som Socialdemokraterne stemte nej til. Derfor kan det jo undre, at Socialdemokraterne er imod det grundlag, der har givet mulighed for byggeri af flere almene boliger, og det virker lidt absurd, at Socialdemokraterne nu kommer med det her forslag om byggeri af flere almene boliger.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger … Jo, fru Yildiz Akdogan. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig stille det samme spørgsmål til ordføreren her: Er der flere eller færre familier, der er blevet smidt ud af deres lejligheder, efter at den her regering er trådt til? Og mener ordføreren, at fattigdomsydelserne, skulle jeg til at sige – at kontanthjælpsloftet, 450-timers-reglen og de forskellige ydelser konkret har en effekt på familiens indkomst og økonomi? Eller har de ikke det?

Ordføreren.

Det med antallet af udsættelser er et utrolig godt spørgsmål, for det blev faktisk ikke opgjort, inden den her regering kom til. Så man må sige, at den her regering har sat fokus på problemstillingen – et fokus, som den tidligere regering, SR-regeringen, ikke havde; for det blev ikke opgjort. Så om det har været stigende, er jo svært at sige, for det var ikke noget, man havde fokus på tidligere.

Fru Yildiz Akdogan.

Så skal jeg prøve at oplyse ordføreren om tallene. Domstolsstyrelsen siger, at der i 2002 var 1.800 familier, der blev sat ud af deres lejligheder. I 2008 var det her tal nærmest fordoblet. Og alene i første halvdel af 2009 er der 2.000 familier, der er blevet sat ud af deres boliger. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om der er sket en stigning eller et fald.

Ordføreren.

Nu trådte regeringen til i 2001, så 2002 er også i denne regerings periode. Så det, man kan sige, er, at vi jo ikke har nogen tal fra den socialdemokratisk-radikale regering tidligere, for de havde ikke fokus på problemstillingen. Så jeg kan jo ikke sige, hvordan det er, i forhold til før regeringen kom til.

Så er det hr. Thomas Jensen, kort bemærkning.

Tak. Det lyder nærmest på Venstres ordfører, som om der slet ikke er noget problem. Når man ikke kan stå og svine den tidligere SR-regering til, så er der slet ikke nogen problemer i denne verden. Men nu er det jo sådan, at statistikken foreligger, og de tørre tal taler desværre nogle meget bedrøvende ord til os, nemlig at der er sket en fordobling i antallet af udsættelser. Når man ser på sådan en statistik, så er det jo meget naturligt, at man også begynder at se på, hvad der kan være årsagen til, at der er flere, der bliver tvangsudsat af deres bolig, hvad årsagen er til, at der er børnefamilier, der skal sættes på gaden.

Derfor er det også fint, at der er blevet lavet den her undersøgelse. SFI har lavet den her undersøgelse for at berige os alle. Der er mange forskellige gode delkonklusioner i den, men samlet set – jeg har læst det op tidligere, så nu vil jeg ikke læse det op igen – konkluderes det, at det jo simpelt hen er sådan, at de folk, der bliver tvangsudsat, har en langt lavere indkomst end de folk, som ikke bliver sat ud, altså de øvrige lejere.

Så jeg spørger her Venstres ordfører: Er Venstres ordfører enig i, at bl.a. indkomstniveauet har en indflydelse på, om folk bliver tvangsudsat af deres bolig?

Ordføreren.

Det var et langt, langt spørgsmål. Om SFI's rapport: Jeg synes også, det er vigtigt at have fokus på de her udsættelser. Det var jo derfor, at vi lavede den her satspuljeaftale omkring udsættelserne. Vi var rigtig kede af, at Socialdemokraterne ikke ønskede at afgive betænkning, og derfor måtte vi udskyde ikrafttrædelsen med 2 måneder. Det her ligger os meget på sinde, og derfor er det jo også, at vi følger op med en forskningsmæssig undersøgelse her i 2010, der skal redegøre for, hvordan man kan vurdere virkningen af det her, for at vi kan være sikre på, at vi imødegår udsættelser mest muligt.

Hr. Thomas Jensen.

Det er jo altid sjovt, når man hører Venstres boligordfører udtale sig om Socialdemokraterne. Så er vi skyld i dit, og så er vi skyld i dat, men faktum er jo, at på mange af de områder kører Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti jo lovgivningen igennem sammen, og alligevel bruger Venstres ordfører alle muligheder for at svine Socialdemokratiet til. Men det må jo falde tilbage på Venstres ordfører selv.

Jeg fik jo ikke sådan et klart svar på det her med, om lavindkomst havde nogen indflydelse på, om folk blev tvangsudsat, så det vil jeg da egentlig gerne prøve at spørge om igen. Nu kan Venstres ordfører jo selv læse det her i bogen, men kan vi lige få det helt skåret ud i pap: Ja eller nej – har indkomstniveauet en indflydelse på, om folk bliver tvangsudsat af deres bolig?

Ordføreren.

Nu vil jeg lige starte med at sige, at Socialdemokraterne jo var med i en del af aftalen om satspuljeforliget om udsættelse af lejere, og det var også Socialdemokraterne, der valgte at udsætte det med 2 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg render rundt og vil klandre Socialdemokraterne for noget, de ikke er skyld i, det er jo noget, som Socialdemokraterne selv har indgået aftale om. Men når det så kommer til det, vil jeg sige, at det, som SFI-rapporten gjorde meget klart, var, at folk har svært ved at styre deres økonomi. Derfor skal man have fokus på, hvordan man hjælper folk til bedre at få styr på deres økonomi. Det er jo også det, som satspuljeaftalen lægger vægt på.

Så er det fru Özlem Sara Cekic for en kort bemærkning.

Det er åbenbart rigtig svært at regne ud, så jeg nævner lige nogle tal for at høre, om antallet af udsættelser er steget eller faldet under denne regering. I 2002 bankede fogeden på 1.499 døre. I 2006 var tallet 2.589. I 2008 var tallet oppe på 3.762. Så jeg vil spørge ud fra de her tal: Er der flere eller færre, der er blevet sat på gaden under denne regering?

Ordføreren.

Nu har den her regering virket fra 2002 og til i dag. Det vil sige, at alle de tal stammer fra den her regeringsperiode. Der er ikke et eneste tal, der stammer fra tiden under en tidligere regering. Derfor kan man ikke sammenligne med andre regeringer. Det er jo ikke blevet offentliggjort, fordi man ikke har haft fokus på det.

Fru Özlem Sara Cekic.

Når ordføreren ikke kan finde ud af at svare på det, jeg spørger om, så er det jo, fordi det gør ondt. Det gør ondt, at man ikke kan tage ansvaret på sig. Det er derfor, man laver en klassisk politisk ja, jeg snakker udenom-taktik. Det er bare dødærgerligt, når vi sidder her og faktisk har mulighed for at gøre en forskel for de her familier, at ordføreren vælger at stå og hakke lidt på Socialdemokraterne og tallene.

Det her handler om mennesker og om, at der er flere, der er blevet sat på gaden under denne regering. Hvorfor er det så svært at erkende? Antallet var i 2002 1.499, og i 2008 er antallet oppe på 3.762. Man skal ikke være den største matematiker for at kunne regne ud, at det er en dobbelt-op.

Ordføreren.

Jeg må igen minde om, at regeringen har siddet i hele den periode, og derfor kommer alle tallene fra den regeringsperiode. Prøv at komme med et tal, der kommer fra en anden regering, og så kan vi sammenligne regeringerne imellem. Men man kan ikke bare sammenligne på tværs. Der er alle mulige andre ting. Det er jo i samme regeringsperiode, og derfor kan det ikke lade sig gøre.

Der er fokus på udsættelser, og det er derfor, vi har fået lavet en SFI-rapport. Det er derfor, vi har fået lavet en satspuljeaftale omkring udsættelser, og det er derfor, der skal laves en forskningsmæssig undersøgelse af det i år. Så jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor oppositionen kommer med det her.

Tak til fru Louise Schack Elholm. Videre i ordførerrækken er det hr. Martin Henriksen.

Socialdemokraternes beslutningsforslag kan Dansk Folkeparti ikke støtte. Det er ikke på grund af manglende forståelse for socialt udsatte grupper i samfundet eller på grund af manglende vilje til at komme betrængte borgere til undsætning. Et stykke ad vejen er vi ikke enige i de redskaber, som forslaget omhandler, og visse elementer af forslaget er meget vidtgående – for vidtgående til, at Dansk Folkeparti med udgangspunkt i det her beslutningsforslag kan tilslutte sig det.

Dog er der punkter, som jeg mener vil kunne danne baggrund for drøftelser i både Socialudvalget, i Boligudvalget og i regi af de årlige satspuljeforhandlinger. Vi skal hele tiden forsøge at blive bedre til at hjælpe de socialt udsatte grupper, som af den ene eller anden grund ikke kan få hverdagen til at hænge sammen på grund af økonomien, sociale forhold eller andre elementer.

Socialdemokraterne er inde på, at børnefamilien skal tilbydes en ny bolig, der så vidt muligt skal være billigere end den tidligere. Børnene skal bevare den nuværende folkeskole og bevare deres omgangskreds. Det lyder sympatisk, men er det realistisk at gennemføre i praksis? Det tvivler jeg på, og jeg vil meget nødig udstede garantier, som kan være meget vanskelige at leve op til. Det synes jeg heller ikke er rimeligt over for dem, som forslaget handler om.

Der er jo allerede en lovsikret ret for børnefamilier til at få anvist midlertidigt husly, hvis de bliver sat ud af deres bolig. Børnefamilier kommer altså ikke til at stå på gaden uden tag over hovedet. Det synes jeg er væsentligt at understrege. Skulle der være enkelte sager i kommunerne, hvor det imod den nuværende lovgivnings hensigt alligevel er sket, synes jeg, at det skal frem, eksempelvis under udvalgsbehandlingen.

Socialdemokraterne foreslår også, at udsatte børnefamilier – ikke kun personer på overførselsindkomster, men også lønmodtagere – skal acceptere at blive sat under offentlig administration, såfremt de vælger at modtage kommunens hjælp til en ny bolig. At opstille et krav over for socialt udsatte børnefamilier eller andre for den sags skyld, der går på, at hvis man vil have kommunens hjælp, skal man overlade sin økonomi til det offentlige, er efter min opfattelse meget vidtgående. Jeg frygter, at visse familier med god ret vil frabede sig offentlig hjælp, hvis de samtidig ikke må styre deres egen økonomi.

Jeg vil sige, at vi forstår problemligestillingen, og vi vil også gerne diskutere, om man kan udvide regelsættet, der er omkring at administrere en borgers økonomi, og vi vil også godt bede ministeriet vurdere konsekvenserne af en udvidelse, men et så firkantet krav, som bliver opstillet i beslutningsforslaget, vil jeg gerne advare imod.

Derudover foreslås det at indføre en pligt for private udlejere til at advare kommunen, når en lejer er på vej ud af lejemålet på grund af manglende betaling af husleje. Nu sker størstedelen af udsættelserne i den almene boligsektor, og derfor er det selvfølgelig først og fremmest her, der skal sættes ind. Jeg synes også, at Socialdemokraterne nærmere bør definere omfanget af det forslag, som de har fremsat her.

Så vil jeg også kort komme ind på det, der omhandler de sociale ydelser. De nuværende regler sikrer imod, at der opstår situationer, hvor hårdtarbejdende danskere med et lavtlønnet arbejde oplever, at personer på offentlig forsørgelse får mere ind på kontoen. Det ville jo være en uholdbar situation, og hvilken forklaring vil venstrefløjen tilbyde de borgere, der arbejder og selv tjener deres penge, men som vil kunne få mere ud af at være arbejdsløse? Det er et åbenlyst dilemma, som ingen på venstrefløjen endnu har forholdt sig til, og det synes jeg er tankevækkende.

Der skal være balance og sammenhæng mellem på den ene side beskæftigelsespolitikken og på den anden side socialpolitikken. De to skal langt hen ad vejen gå hånd i hånd. Jeg mener ikke, at venstrefløjen har forstået denne sammenhæng, og derfor er der en tendens til at dele socialpolitik op i en blok og beskæftigelse i en anden blok.

I Dansk Folkeparti ønsker vi en socialpolitik, der tager vare på socialt udsatte familier, og derfor har vi allerede været med til og vil som sagt gerne diskutere nye initiativer, men vi har også en række grundprincipper, bl.a. at den enkelte, så vidt det overhovedet er muligt, selv skal tjene til dagen og vejen; at den enkelte selv har ansvaret; at forældre opdrager deres børn; at forældre varetager familiens økonomiske forhold. Disse udgangspunkter og disse principper gælder alle uanset social status.

Det var ordene.

Der er en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan. Værsgo.

Tak for det. Nu sagde ordføreren i sin indledning, at Dansk Folkeparti ikke kunne støtte forslaget, men at det ikke var på grund af manglende forståelse. Det vil sige, at ordføreren har forståelse og sympati for dele af det her forslag.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren også har en forståelse for, at det er nødvendigt for familier at få tilbudt en varig bolig, så børnene ikke skal flyttes rundt som en eller anden vare fra det ene sted til det andet. Er det ikke mere trygt for børnene, at de har et sted at være, den samme skole at gå på og de samme vennekredse? Er det egentlig ikke i bund og grund det, det handler om? Har ordføreren forståelse for, at det her forslag som formål har at skabe sikkerhed og tryghed for børnefamilierne?

Så er det ordføreren.

Jamen der er jo ikke noget, vi i Dansk Folkeparti hellere vil end at skabe tryghed for børnefamilier, og også for børn, som lever i familier, der af den ene eller anden årsag har problemer med at få økonomien til at løbe rundt. Det er også derfor, at der rent faktisk er vedtaget en række initiativer på området, som skal forsøge at forhindre, at folk bliver sat på gaden.

Men jeg tror også bare, man må gøre sig klart, at det er meget svært at nå derhen, hvor vi kan begynde at udstede garantier til børnefamilier eller borgere, som af forskellige årsager ikke kan betale deres husleje, og at vi kan sige, at vi sørger for en ny, permanent bolig, som er billigere end den tidligere, at børnene kan blive i deres folkeskole og bevare deres omgangskreds. Jeg tror, vi må erkende, at det offentlige kan få meget svært ved at indfri sådan nogle løfter og har meget svært ved at få indflydelse på, om man kan blive i sin folkeskole og bevare sin omgangskreds.

Der vil jeg godt passe på med at udstede sådan nogle løfter, for jeg er slet ikke sikker på, at det er noget, som kommunerne kan leve op til.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan.

Tak for svaret. Jeg forstår ordførerens svar lidt som et udtryk for, at han er enig i, at det måske slet ikke er så tosset med en varig bolig til børnefamilierne. Vi ved jo, at det ikke ligefrem er de mest ressourcestærke familier, vi har at gøre med. Det er nogle familier, der netop har brug for den tryghed og for at have sikkerhed for, at børnene som sagt ikke skal flyttes fra det ene sted til det andet, fordi den her henvisning kun er midlertidig og ikke varig.

Ordføreren siger, at han går ind for, at der skal skabes trygge rammer for familierne, så jeg vil egentlig bare høre ordføreren igen, om han som socialordfører for Dansk Folkeparti – et parti, der også bryster sig af, at de synes, at socialpolitikken er vigtig – ikke synes, det er vigtigt, at børnefamilierne får den her tryghed ved at have en bolig. Vil Dansk Folkeparti ikke arbejde for at give udsatte familier, der står med truslen om at skulle forlade deres boliger, nogle trygge rammer?

Så er det ordføreren.

Jo, det vil vi gerne arbejde for, og det er også det, vi har gjort. Og der er jo vedtaget en række initiativer, eksempelvis at man kan få hjælp til at flytte, hvis man flytter til en billigere bolig. Der er jo også mulighed for at få gældsrådgivning osv. og i nogle tilfælde at få gældssanering.

Vi ved jo fra nogle af de SFI-rapporter, der eksisterer på området, at en del af problemstillingen bl.a. består i, at de pågældende har meget stor gæld, og at de – og det tilkendegiver de jo selv – har problemer med at styre økonomien og få den til at hænge sammen. Der eksisterer jo i dag nogle muligheder i lovgivningen for at gå ind og hjælpe den enkelte borger eller børnefamilie, men jeg tilkendegiver jo også, at vi gerne vil kigge på at udvide nogle af de muligheder.

Men det, som Socialdemokraterne foreslår, synes jeg er meget drastisk, fordi man faktisk går ind og umyndiggør nogle personer, og jeg synes ikke, man kan retfærdiggøre at umyndiggøre personer, fordi de bliver kategoriseret som socialt udsatte.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Er der fattigdom i Danmark? Det er bare mit spørgsmål.

Så er det ordføreren.

Det er et meget fantasifuldt spørgsmål. Jeg vil prøve at give et lige så fantasifuldt svar. Hvis fru Özlem Sara Cekic sammenligner med de personer i Afrika eller i Asien, som har lidt, så er svaret nej, så er der ikke fattigdom i Danmark. Hvis fru Özlem Sara Cekic sammenligner med den indtægt, som folketingsmedlemmer og ministre har, vil svaret nok være ja, så er der nogle, der har store problemer med at få økonomien til at løbe rundt.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Pinligt, at socialudvalgsformand Martin Henriksen kan komme med sådan en udtalelse. Jeg er udmærket klar over, at hr. Martin Henriksen ikke tilhører den kategori, der hedder fattig, og derfor sagtens kan stå her fra talerstolen og sådan blære sig med sin egen indkomst.

Men der er faktisk mennesker, også familier med børn, som ikke er i stand til at betale deres husleje, fordi de ikke har råd. De penge, de har, rækker ikke til, at de kan betale en husleje, fordi de er nødt til at vælge mellem mad, husleje og elregning. Derfor er det da også enormt skuffende, at Dansk Folkeparti, der har lagt stemmer til regeringens politik i så mange år, ikke er i stand til at komme med et klart bud på, hvad vi kan gøre for, at over 3.000 husstande ikke bliver sat på gaden, ud over at støtte regeringen i at få lavet diverse undersøgelser, rapporter og statistikker. Det hjælper ikke de børn, der mister deres omgangskreds.

Så er det ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om jeg stod og blærede mig med min indkomst – det kan være, at mikrofonerne ikke fungerer optimalt, der har jo været problemer med teknikken tidligere i dag. Jeg ved ikke, om det er det, der gør sig gældende; det kan vi undersøge senere. Men jeg vil sige, at hvis der er noget, der er pinligt, så er det måske, at vi har en venstrefløj, som i lang tid har talt om, at hvis vi indfører en fattigdomsgrænse, kan vi løse alle problemerne.

Det er jo bare pudsigt, at til trods for at venstrefløjen i mange år har talt om at indføre en fattigdomsgrænse, så er man endnu ikke i stand til at sige, hvor den skal ligge, og hvem den skal omfatte – og det er jo pinligt. Det er jo at gøre grin med de mennesker, som faktisk har det svært i vores samfund, at sige, at hvis vi indfører en fattigdomsgrænse, har vi løst problemerne.

Realiteten er jo bare, at der er nogle, der forsøger at gøre noget ved det, og så er der nogle, der snakker om at gøre noget. Så kan folk jo selv gøre op, hvem der er hvem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Thomas Jensen.

Jeg kan jo konstatere, at det virkelig er noget af en indrømmelse, Dansk Folkepartis ordfører kom med her til sidst, nemlig at der er nogle, der gør noget ved det. Ja, det skal jeg så sandelig sige!

Vi har fået læst tallene op her i dag, nemlig at antallet af tvangsudsættelser er blevet mere end fordoblet, mens DF har stemt for regeringens politik, for de lave ydelser, 300-timers-reglen, 450-timers-reglen, kontanthjælpsloftet, starthjælpen, altså for det, som bevidst holder folk nede i fattigdom. Det, som vi har fået dokumenteret her fra SFI, er, at det er folk med lave indkomster, som bliver tvangsudsat, og at årsagen til, at antallet af tvangsudsatte er stigende, er, at der bliver flere med lave indkomster. Så hjælper det jo ikke noget, at hr. Martin Henriksen står og holder en flot tale om, at Dansk Folkeparti vil det så godt for folk, som bliver tvangsudsat, når hr. Martin Henriksen hele vejen igennem har stemt for det her, der har gjort, at vi har fået flere tvangsudsættelser.

Så jeg spørger hr. Martin Henriksen, om han ikke vil erkende, at lavere indkomst er en årsag til, at folk bliver tvangsudsat.

Så er det ordføreren.

Igen: I forlængelse af det, som Socialistisk Folkepartis ordfører nævnte om, hvad der var pinligt, kan hr. Thomas Jensen nu påstå, at Dansk Folkeparti bevidst holder folk i fattigdom. Det er jo fuldstændig absurd. Altså, det er jo langt ude at påstå, at der er noget parti i Folketinget, der har en politik, der går ud på, at man bevidst ønsker at gøre folk fattige.

Jeg synes, at det kunne være rigtig godt, hvis Socialdemokraterne og andre på venstrefløjen kunne forholde sig til, at hvis man går ind og forhøjer de sociale ydelser, sådan som Socialdemokraterne og venstrefløjen generelt ønsker, så vil man jo faktisk komme i en situation, hvor nogle hårdtarbejdende borgere i det her samfund kunne se, at der var folk på overførselsindkomst, der ville få lige så meget ud af det eller måske endda mere end dem selv – og det er da uhensigtsmæssigt. Det synes jeg faktisk man skal give et svar på.

Så er det hr. Thomas Jensen for yderligere en kort bemærkning.

Det, der sådan overrasker mig, hver gang jeg hører folk fra Dansk Folkeparti tale, er, at der bliver holdt nogle meget flotte taler om, hvad man gerne vil socialpolitisk, sådan i overskriftsform. Det er faktisk sådan nogle taler, som jeg egentlig godt selv ville kunne holde som socialdemokrat. Men når det så kommer til der, hvor man virkelig skal tage fat, der, hvor man virkelig skal sørge for at få løst de problemer, som vi har talt så flot om, så er der ingen vilje til at gå ind at se på, hvad årsagen til problemerne er, og dermed få dem løst.

Det kan da godt ske, at det ud fra den der borgerlige ideologi, som Dansk Folkeparti støtter op om, er det allerbedste at gøre, altså at holde folk nede i fattigdom, for så tror man virkelig, at man får flere i arbejde. Men en sideeffekt af den politik kan jo også være, at man får en masse, der bliver tvangsudsat, og det er det, vi ser her. I hele den periode, hvor Dansk Folkeparti har stemt for regeringens politik, har vi set en støt stigning i antallet af udsættelser.

Kan vi ikke bare få en erkendelse af det i dag vil jeg spørge hr. Martin Henriksen om. Er det ikke rigtigt, at antallet af udsættelser er blevet fordoblet i VK-regeringens levetid?

Så er det ordføreren.

Men sidste gang Folketinget behandlede et lovforslag på området – det var et godt stykke tid før nytår – var det jo sådan, så vidt jeg husker, at Socialdemokraterne og andre på venstrefløjen forhalede processen og var meget lang tid om at afgive betænkningsbidrag om de lovforslag, som vi jo faktisk senere i år skal gå ind og måle effekten af. Så er det jo et eller andet sted meget klart, at der måske går lidt tid, før vi kan se effekten af de initiativer, som er blevet iværksat, når nogle i Folketingssalen forhaler den proces. Derfor kunne Socialdemokraterne måske også gribe lidt i egen barm – det kunne man jo overveje.

Så vil jeg også endnu en gang påpege, at jeg synes, det er langt ude, at man påstår, at der er nogle partier i Folketinget, der bevidst vil skabe fattige. Det er langt ude at påstå det, og det tror jeg også godt hr. Thomas Jensen selv kan se.

Så skylder Socialdemokraterne stadig et svar på, hvad man vil sige til de danskere, som arbejder hårdt, men som risikerer at se …

Tak til ordføreren. Tiden er brugt op for lang tid siden. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken, og det er så SF's ordfører, og det er fru Özlem Sara Cekic. Værsgo.

Nu vil jeg ikke stå heroppe og snakke om, hvem der svarede hurtigt, hvis skyld det er, og hvad den tidligere regering gjorde. Jeg vil rigtig gerne snakke om de mennesker, det her drejer sig om. Jeg mødte faktisk en af dem, da jeg var i distriktspsykiatrien. Ayse var på alder med mig, hun havde tre børn, og hun boede på Nørrebro med sin mand. Manden havde været gift før, men konen var død, og han havde så fundet sammen med Ayse, som så var flyttet til Danmark og enormt gerne ville være en del af det danske samfund. Hun var begyndt at tage danskkursus, havde lært sproget og havde sendt massevis af ansøgninger af sted, men blev ikke engang kaldt til jobsamtale. Hun sagde også: Jeg går ikke engang med tørklæde, så jeg forstår simpelt hen ikke, jeg ikke kan få lov til at arbejde og tjene mine egne penge.

Jo mere hun søger, jo mere mister hun faktisk også selvtilliden, og hun ender med at få en depression. Det er først der, jeg møder hende. I perioder har hun det utrolig svært, og da jeg møder hende, har hun taget 30 kg på, og i perioder er hun så dårlig, at manden er nødt til at passe hende. Det gør så, at han mister jobbet, fordi han har mange sygedage. Ikke nok med, at hun er ramt af depression, hun er også ramt af 300-timers-reglen. Det gør jo så, at familien mister en af indkomsterne. Manden er enormt presset, børnene er enormt pressede, så der skal bare være en benhård prioritering af, hvad pengene skal bruges til; hun klipper selv sit hår, hun køber ikke klassebilledet, som koster 30 kr., til sine tre børn, og menstruationsbindene tager jeg med til hende i distriktspsykiatrien.

Jeg havde kontakt til den her familie, indtil de ikke betalte deres regninger, fordi de ikke havde råd til mad. Så kom den første rykker, den anden rykker, den tredje rykker, og de endte med at miste deres bolig. Jeg ved faktisk ikke, hvor Ayse er, jeg mødte hende ikke senere. I en periode boede de hos noget familie, og i en periode boede de på hotel. Hvad der er sket med dem, ved jeg ikke.

Det er jo også derfor, at det her handler om, at der er mennesker, der er børn, der bliver sat på gaden. Nu sagde ordføreren fra Dansk Folkeparti før, at det er noget pjat, at der er nogle, der vil skabe fattige. Jo, regeringen med Dansk Folkepartis stemmer vil gerne producere fattige. Det er jo derfor, vi har fattigdomsydelserne, loft over kontanthjælp, starthjælp og en 300-timers-regel, som bliver erstattet af en 450-timers-regel. Man vil gerne have fattige, og det er jo derfor, at regeringen presser så meget på hos den her gruppe mennesker, at de ikke er i stand til at løfte sig op, rejse sig og være en del af det her samfund. Derfor synes jeg, det er en rigtig, rigtig god intention, der er bag det her forslag, som vi selvfølgelig støtter.

Ligesom Socialdemokraterne sagde det, er vi jo også interesseret i, at ingen børnefamilier bliver sat på gaden. Undersøgelser viser jo, at en fjerdedel af dem, der mister boligen, også er hjemløse efter et år. Derfor vil vi rigtig gerne have, at børnefamilierne har tag over hovedet, vi vil rigtig gerne have, at de fattigdomsskabende regler bliver afskaffet, og at alle børn får de samme muligheder.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Altså, jeg vil sige om hele den der påstand om, at der er nogle, der sådan bevidst ønsker at skabe fattigdom, at jeg ærlig talt tror, at de fleste er i stand til at gennemskue, at det er lidt langt ude.

Men jeg kunne godt tænke mig spørge til det, som jeg også nævnte i min ordførertale, nemlig at hvis man forhøjer de sociale ydelser, sådan som venstrefløjen lægger op til, vil det jo i nogle situationer være sådan, at folk, der er på arbejdsmarkedet, og som er i et lavtlønnet erhverv, vil kunne se, at man måske kan få lige så meget ud af at være på offentlig forsørgelse eller måske endda en lille smule mere. Altså, mener fru Özlem Sara Cekic, at det er hensigtsmæssigt?

Så er det ordføreren.

Ordføreren for Dansk Folkeparti synes, det er noget pjat med fattigdomsdiskussionen. Det er jo klart, for hvis ordføreren havde ment noget andet, havde DF jo også lagt mandater til, at man kunne afskaffe og bekæmpe fattigdommen. Nu har ordføreren for Dansk Folkeparti sådan flere gange sagt, at man gerne vil højne de sociale ydelser.

Forstår jeg ordføreren korrekt, at når vi siger, at vi vil afskaffe 300-timers-reglen, starthjælpen og loft over kontanthjælpen, så det svarer til kontanthjælpsniveauet, så vil Dansk Folkeparti af med kontanthjælpen? For vi siger jo ikke, at det skal være mere end kontanthjælpen. Det er jo meget interessant, og jeg synes, at Dansk Folkeparti skal gå ud og sige, at Dansk Folkeparti ikke støtter, at folk får kontanthjælp, når de har brug for det.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg har svært ved at følge med. Det kan godt være, at det er teknikken, der er problemet; det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men er vi nu kommet dertil, hvor Socialistisk Folkeparti konstaterer, at Dansk Folkeparti vil afskaffe kontanthjælpen? Det er imponerende.

Jeg vil bare spørge igen – det kan være, at jeg får et svar, det kan godt være, at jeg ikke får et svar – hvad forklaringen er på, at Socialistisk Folkeparti mener, at det er i orden, hvis man hæver de sociale ydelser, sådan som man lægger op til, og dermed bringer nogle borgere, nogle danskere, ud i en situation, hvor de kan se, at nogle, der er på overførselsindkomst, får mere ud af det, end hvis de var på arbejdsmarkedet. Altså, hvad er svaret til dem?

Så vil jeg også godt til det her med, at vi synes, at den her fattigdomsdiskussion er pjattet, sige, at det, jeg synes er pjattet ved fattigdomsdiskussionen, er, at Socialistisk Folkeparti sammen med resten af venstrefløjen i flere år har rendt rundt og talt om en fattigdomsgrænse, men man aner ikke, hvor den skal ligge, og man aner ikke, hvem den skal omfatte. Er det ikke pjattet?

Så er det ordføreren.

Fattigdomsgrænsen vil jeg rigtig gerne diskutere, når forslaget er nede i salen.

Nu siger ordføreren fra Dansk Folkeparti, at han har svært ved at følge med. Det har vi bemærket, altså, der er faktisk mange, der har bemærket, at ordføreren har svært ved at følge med, når der er så mange mennesker, der bliver sat på gaden, når der er så mange mennesker, som har svært ved at købe lægeordineret medicin til deres børn i dagens rige Danmark.

Hvis Dansk Folkeparti var lidt hurtigere og havde hjertet på rette sted, altså havde samvittighed og følelsen af ansvar i forhold til de her mennesker, så kunne man sagtens følge med. Men selvfølgelig står man her i Folketinget og lukker øjnene og lukker ørerne, og når man går ud, gør man det samme, og så tror man af den grund, at fattigdom ikke eksisterer. Men dem, der lever i fattigdom, er ikke i tvivl om, at den eksisterer.

Tak til ordføreren fra SF. Vi går videre i ordførerrækken, og det er den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at udsættelse af lejere meget ofte er første skridt på vej mod en social deroute, og ikke bare en social deroute for børnefamilier, men også for alle andre, der ender med en udsættelse. Udsættelse af ens bolig er jo lig med, at man ikke har betalt sin husleje, så problemstillingen og de udfordringer, der følger med, er bestemt konservativt hjerteblod.

Jeg skal gerne her fra talerstolen erkende, at det var den her regering, som besluttede at sætte målinger i gang af, hvor mange mennesker der bliver sat ud af deres bolig, og da vi kunne se, at der var en stigning i antallet af udsættelser af lejere, kæmpede jeg som socialordfører i satspuljeforhandlingerne for, at vi satte lige nøjagtig det her tema og handlemuligheder i forbindelse hermed i højsædet.

Som det heldigvis har været sædvane frem til i dag, har vi alle sammen ønsker, når vi sidder og forhandler om satspuljen, men vi bliver også enige, og det blev vi også om det tiltag, der går ud på at skabe handlemuligheder, der gør, at så mange lejere ikke bliver sat ud af deres boliger.

De nye muligheder, vi nu tog beslutning om for at forhindre lejere i at blive sat på gaden, trådte faktisk først i kraft den 1. juli sidste år og har altså kun fungeret i 7 måneder. De kunne være trådt i kraft længe før, men det vil jeg lade de partier, der forhalede ikrafttrædelsen, om at svare på. Og alene af den grund synes jeg, det er helt urimeligt – eller lad mig bruge et af de ord, der er brugt i debatten i dag, så jeg vil nærmest sige pinligt – at man ikke fra de partiers side, som også er med i satspuljen, vil vedkende sig, at den her regering har sat handling bag ordene; den har erkendt, at vi har en udfordring og en problemstilling, og vi har gjort noget ved det.

Herudover synes jeg også, det er væsentligt at påpege, at vi allerede i den nye lovgivning i enighed besluttede at igangsætte en forskningsmæssig undersøgelse for at tilvejebringe den nødvendige viden om årsager til udsættelse, men der er også mulighed for at sætte fokus på andre spørgsmål. Vi har jo i hvert fald også i enighed besluttet, at vi skal se på den del, der handler om private udlejere.

Når det er sagt, kommer det næppe som nogen stor overraskelse, at jeg ikke kan tilslutte mig beslutningsforslaget, og det er alene af den grund, at jeg finder, at det her forslag er vel hurtigt på banen. Vi har en fælles beslutning om nye tiltag, som har virket i 7 måneder, og nu vil man så straks sætte nye tiltag i gang.

Jeg har ikke kommenteret de enkelte elementer, for det tror jeg ikke at min taletid rækker til, og det har andre også gjort, men jeg vil sige, at jeg ikke kan tilslutte mig beslutningsforslaget, som det ligger.

Det giver også anledning til tre korte bemærkninger, og den første er fra fru Yildiz Akdogan.

Tak for det. Nu kom ordføreren ikke ind på de enkelte forslag – det er jo en fempunktsplan – men syntes, det var en lidt hurtig handling, man var kommet med. Men faktum er jo, at der, siden den her regering kom til, hvad enten socialordføreren var socialordfører dengang eller ej, er sket det, at der er kommet flere og flere familier, som er blevet sat ud af deres boliger, og at antallet har været støt stigende, siden den her regering kom til magten. Nu siger ordføreren, at regeringen allerede er i gang med en række tiltag, bl.a. det om underretning, altså at boligselskabet skal underrette kommunen, og jeg vil egentlig høre, om den pligt skal gælde for de private boligejere eller ej.

Så er det ordføreren.

Nu har vi i aften brugt rigtig meget debattid på det samme spørgsmål, der har været stillet, med, at der i den her regerings tid er sket en stigning i antallet af udsættelser af lejere, og i min tale, hvor jeg faktisk lagde vægt på det, for at vi måske kunne komme til at debattere noget andet, sagde jeg, at det er korrekt, for der har ikke været nogen andre, der har målt det; den her regering har sagt, at det er noget, den gerne vil måle på, og derfor kan vi nu følge de her tal. Den her regering har nedsat udsatteråd, den her regering har lavet behandlingsgaranti for narkomaner og alkoholikere, og den her regering valgte også at sige, at der skal måles på, hvor mange mennesker der bliver sat ud af deres boliger. Vi kan så se, der sker en stigning, derfor har vi handlet, og derfor har vi iværksat det, som trådte i kraft den 1. juli sidste år, og som så har virket i 7 måneder. Så jo, vi tager bestemt problemerne og udfordringerne alvorligt, og derfor har vi sat handling bag ordene.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Yildiz Akdogan.

Det er rigtigt, at den her regering har nedsat rigtig mange kommissioner og rigtig mange råd, men det er bare ikke altid, man har fulgt de her råd og kommissioners forslag. Nu siger ordføreren jo selv, at regeringen har igangsat en undersøgelse, og jeg vil egentlig bare gerne vide, om den her undersøgelse, der forpligter boligselskaberne til at underrette, også skal gælde de private boliger.

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg så før, at min lampe begyndte at lyse, og derfor svarede jeg ikke færdigt, det beklager jeg. Spørgsmålet blev også stillet før. Svaret er det, jeg sagde i min tale, så hvis man hørte efter, hørte man, at jeg jo rent faktisk sagde, at med den undersøgelse, som nu går i gang, skal vi også ind og kigge på muligheden for, at private udlejere kan blive omfattet af det her. Så hvis man hørte efter, havde man faktisk hørt, at det var medtaget i min ordførertale.

Der er yderligere en kort bemærkning, og den er fra hr. Thomas Jensen.

Tak for det og tak til ordføreren. Det er konservativt hjerteblod, at folk ikke skal sættes på gaden. Det lyder jo rigtig, rigtig flot, og det er også dejligt at høre, at fru Vivi Kier erkender, at der har været en stigning i antallet af tvangsudsættelser under den borgerlige regering. Så man må sige, at i den tid, hvor fru Vivi Kiers parti har haft regeringsansvaret i Danmark, er der desværre sket den her sørgelige udvikling.

Når en politiker som fru Vivi Kier er inde på den erkendelsessti, hvor hun erkender, at der er et problem, og at det er et tiltagende problem, så vil jeg gerne spørge fru Vivi Kier: Er det ikke korrekt, at problemet er langt større end det, vi kan se ud fra de tørre tal i Domstolsstyrelsen? Domstolsstyrelsens tal dækker kun over det, der hedder effektive tvangsudsættelser. Med andre ord: De familier, som ikke vil opleve den fornedrelse, det er at blive tvangsudsat, lusker af sted natten før. I en lånt bil stopper de møblerne ind og stikker af med børnene til en tryg tilværelse et andet sted. Problemet er med andre ord langt større end hvad de effektive udsættelser, som vi ser i statistikken, giver udtryk for. Er det ikke rigtigt?

Så er det ordføreren.

Altså, det kan jo blive sådan en aften, hvor der bliver stillet de samme spørgsmål, og hvor man prøver at give det samme svar. I forhold til stigningen vil jeg blot endnu en gang præcisere, at den her regering sagde, at vi godt vil følge, hvor mange der bliver udsat. Det har man aldrig nogen sinde villet måle på før. Det startede vi med at gøre i 2002, og derfor kan vi se nogle tal. Jeg vedkender mig, at der er en stigning, og derfor har vi også iværksat initiativer. Er det så korrekt, at der er en hel masse mennesker, som sniger sig ud af bagdøren, og alle mulige andre ting? Det har jeg ikke lige nogen tal på.

Jeg kan høre, at hr. Thomas Jensen har et særligt ønske til en måde, vi skal undersøge det på rent forskningsmæssigt, med hensyn til hvad det er for nogle tal og hvordan det skal være. Jamen vi har jo ret til at komme med ønsker til den undersøgelse, der sættes i gang. For mig er det utrolig vigtigt, at vi sætter nogle rammer og giver nogle tilbud, men at vi ikke omklamrer hele befolkningen og siger: I skal bo på den måde; nu skal vi lige sørge for jeres huslejebetaling; vi betaler for, hvordan I kan bo, hvordan I kan spise og alle mulige ting. Sådan et samfund ønsker jeg ikke.

Så er det hr. Thomas Jensen for yderligere en kort bemærkning.

Hvis fru Vivi Kier har lyttet til, hvad jeg sagde, har hun kunnet høre, at jeg fuldt ud kvitterede for og var glad for, at fru Vivi Kier erkendte, at der var et stigende problem. Det, mit spørgsmål gik på og fortsat går på – for nu må jeg stille det igen – er jo, at den måde, man opgør det på, den bureaukratiske måde, man optæller det på hos Domstolsstyrelsen, kun dækker over de familier, der rent faktisk bliver tvangsudsat effektivt, altså hvor fogeden gør det.

Derfor ville det, også når fru Vivi Kier er inde på at erkende, at der er et stort problem med det her, være dejligt, hvis fru Vivi Kier her i dag også kunne være med til at erkende, at problemets omfang rent faktisk er langt, langt større end det, vi kan se ud fra de tørre tal, nemlig at der er mange, der må flygte fra fogeden, natten før eller et par dage før fogeden kommer og tvangsudsætter dem, simpelt hen fordi de ikke vil opleve den fornedrelse, det er at blive tvangsudsat. Så mit spørgsmål er egentlig bare: Er det ikke korrekt, at statistikken kun medtager de folk, der bliver udsat af fogeden, og at der reelt er langt flere, der bliver tvangsudsat?

Så er det ordføreren.

Nu vil jeg jo gerne erkende, at jeg i dag står på talerstolen som socialordfører og ikke som boligordfører. Alt det her om Domstolsstyrelsen, og hvordan man gør det op i distrikter og alt muligt andet, er ikke et emne, som jeg har et dybt kendskab til og kan udenad på fingrene. Men jeg synes, at det er et emne, man kan tage med, og at man kan sige, at det er noget af det, der skal indgå i, hvordan vi undersøger det. Det må være mit svar til det.

Så er der en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Nu siger fru Vivi Kier, at regeringen gerne vil følge det, og at man synes, at vi skal tale sammen. 2002 og 2003 og 2004 og 2005 og 2006 og 2007 og 2008 og 2009 og 2010, det er faktisk 9 år, ikke? Jeg vil bare rigtig gerne høre, hvor længe man skal blive ved med at følge det.

For nu lyder det, som om ordføreren for De Konservative tænker på den ene ting, vi har fået besluttet via satspuljen, og som SF i øvrigt støttede. Men vi sagde også: Det er ikke nok, det her er ikke nok. Hun tror, at det vil løse alle problemerne. Tror ordføreren virkelig på, at det vil løse problemerne, så kurven kan knække næste gang?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg er så bare nødt til at erkende, at der ikke er nogen tidligere regeringer, som har ønsket at opgøre, om de her tal stiger. Det har den her regering ønsket. Det har vi gjort. Ligesom den her regering har lavet behandlingsgaranti for narkomaner, ligesom den her regering har lavet behandlingsgaranti for alkoholikere, ligesom den her regering har nedsat udsatteråd. Vi ønsker at lytte til, hvad der har været. Derfor har vi også kunnet følge de tal.

Så må jeg sige: Jeg er ikke i tvivl, når SF's ordfører her står og siger, at SF ville have gjort meget mere. For lige meget hvilke forslag vi står med i den her sal, ville SF altid have gjort det dobbelte. SF vil hele tiden gøre det meget bedre. SF mener at have patent på social ansvarlighed, og det er jeg på ingen måde enig i. Jeg mener jo, at vi lige nøjagtig har sat fokus på det og har handlet.

Sagt til fru Özlem Sara Cekic: Jeg kunne ønske, at der en gang imellem ville være lidt handlekraft, og at man ikke altid undsagde de forlig, man har indgået.

Der er mulighed for endnu en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Det her er rigtig underholdende. Tænk, at man skal sidde i Folketingssalen og virkelig føle, at det her er underholdning på topniveau.

Tillykke med rådet og tillykke med alle de der ting, man har lavet. Det er rigtig flot. Jeg vil bare lige høre: Hvorfor kan ordføreren ikke svare, hvis det ikke er et problem med et svar? Man har fulgt og fulgt og fulgt det i 9 år. Tallet bliver ved med at stige og stige. Man bliver ved med at sige, at det er Socialdemokraternes skyld. Tag dog ansvar! Kom nu! Det kan man godt gøre bedre! Det er rigtigt, at SF sagtens kan gøre det bedre, men desværre sidder vi der ikke endnu. Jeg glæder mig til, når vi gør det.

Så jeg spørger lige en gang til: Er ordføreren indstillet på at kigge på nye tiltag, hvis tallet ikke falder næste gang?

Så er det ordføreren.

Det er ikke første gang, at ordføreren ryster mig med nedladende kommentarer og bemærkninger. Jeg står faktisk og svarer fuldstændig på alt, hvad ordføreren spørger om.

Jeg har jo også sagt, at vi har erkendt, at vi har en udfordring. Vi har sat handling i gang, som ordføreren oven i købet selv har været med til at vedtage i en satspuljekreds. Det har virket i 7 måneder. Men allerede nu ønsker man så fra SF's side at sige: Jamen det er ikke godt, vi skal straks lave det hele om.

Selvfølgelig skal vi da følge de tiltag, vi har iværksat. Virker de, eller virker de ikke? Og er det ikke godt nok, hvad vi har gjort, skal vi da gøre noget andet. Jeg synes faktisk, det er rigtig, rigtig pinligt med SF's ordfører, der gang på gang er totalt nedladende i debatten i stedet for at høre efter, når der faktisk er nogle, der svarer.

Tak til den konservative ordfører. Så går vi videre til den radikale ordfører, og det er fru Anne Marie Geisler Andersen.

I Det Radikale Venstre er vi positive over for intentionerne bag det her beslutningsforslag om at forhindre, at familier bliver sat ud af deres bolig, men vi er ikke enige i alle midlerne til at opnå dette mål. Vi skal forebygge, at familier bliver sat på gaden samt sikre, at børnefamilier, der sættes på gaden, hjælpes til at finde en ny bolig.

Under denne regering er antallet af udsættelser steget markant. Næsten halvdelen af de familier, der bliver sat ud af deres bolig, er børnefamilier, og ikke mindst børnene betaler en høj pris. Nogle bliver måske nødt til at skifte skole, mens andre må bo i en bil. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor svært det må være at følge undervisningen og få noget ud af den, hvis man bor i en bil, ej heller er det svært at forestille sig, hvad det må betyde for børnenes sociale liv. Oven i det skal man lægge den uvished, usikkerhed og utryghed, som er forbundet med ikke at have tag over hovedet.

Når det så er sagt, så skal alle kommunalbestyrelser allerede i dag anvise en midlertidig bolig, hvis en familie er husvild. Det er et sympatisk forslag, at kommunalbestyrelsen skal hjælpe familier med at finde en varig bolig umiddelbart efter udsættelsen. Til gengæld er vi lidt mere forbeholdne over for, at kommunen nødvendigvis skal tilbyde en billigere bolig. Hvad nu, hvis det slet ikke var huslejens størrelse, der var problemet? Eller hvad nu, hvis kommunen ikke kan finde en billigere bolig? Ligeledes kan jeg ikke se, hvad der står i vejen for, at kommunen i dag kan hjælpe med at finde en billigere bolig, hvis det er det, der skal til.

Hvad angår at sætte familier under administration, så synes jeg umiddelbart, at det virker meget drastisk. Det anføres, at kommunens administration af huslejeindbetalingen skal være tidsbegrænset, men hvis målsætningen er, at familien på sigt selv tager ansvar for sin egen huslejeindbetaling, så er jeg ikke sikker på, at det er vejen frem fuldstændig at fratage familien ansvaret. I stedet bør man overveje, om man på anden vis kunne hjælpe disse mennesker med at styre deres egen økonomi.

Vi bakker op om forslaget om, at også private udlejere skal varsle kommunen om forestående udsættelser, på samme måde som almene boligorganisationer allerede i dag skal gøre det, men jeg kan dog forstå, at der allerede er sat et arbejde i gang på lige præcis det område. Ligeledes går vi ind for, at vi afskaffer fattigdomsydelserne, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 450-timers-reglen. Det er radikal politik.

Sidst handler forslaget om, at der skal bygges flere billige boliger. Der lavede vi jo sidste år, så vidt jeg er blevet informeret, en aftale med VKO om at bygge flere og billigere boliger. Jeg undrer mig en lille smule over, at S valgte at stemme nej til aftalen, når man nu foreslår noget tilsvarende. Så på baggrund af dette kan Det Radikale Venstre ikke støtte det samlede forslag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Det fremgår af debatten, og det fremgår af beslutningsforslaget, at antallet af udsættelser er steget dramatisk siden 2002. År efter år er det steget med de alvorlige konsekvenser, det har for de familier, det rammer.

Jeg forstår, at der er lidt usikkerhed hos ministeren og hos Konservatives og Venstres ordførere om, hvorvidt det er sådan, at tallet var større i 2001, end det var i 2002 – altså om det skulle være faldet dramatisk fra 2001 til 2002 og derefter begyndt at stige igen. Jeg tror, det er en teori, som ikke har megen baggrund i virkeligheden. Pointen er jo, at de her tal er en naturlig konsekvens af de forslag, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har gennemført, som har betydet, at vi har fået nogle ydelser, som er lavere end kontanthjælpen, og som man altså forsøger at få folk til at leve af.

Jeg kan også forstå, at disse fattigdomsydelser eksisterer, fordi man mener, at kontanthjælpen i dag er så høj, at den for adskillige mennesker ville betyde, at de ville få mere i kontanthjælp, end de ville få i løn at leve for. Jeg håber, at der ikke findes mange eksempler på det, for så har vi jo et helt andet fattigdomsproblem i vores land, nemlig at der findes arbejdende fattige, og det er ellers noget, vi normalt forbinder med USA og lignende lande. Men det kan godt være, det er rigtigt; det kan godt være, at vi også der har en udfordring, på baggrund af hvad der kan være sket med lønudviklingen osv. i de senere år. Jeg synes personligt, at det ville være rigtig godt, hvis det er sådan, at der ikke er nogen, som arbejder, som tjener mindre end det, man kan få i kontanthjælp i dag, for det, man får i kontanthjælp, giver jo ikke anledning til noget luksusliv.

Enhedslisten er positiv over for de fleste af de elementer, der indgår i det her forslag. Man kan sige, at vi sådan set er med på, at selv hvis man afskaffede de fattigdomsskabende regler og ydelser, altså starthjælpen og kontanthjælpsloftet, så ville det ikke løse det her problem fuldkommen. Men det ville i hvert fald betyde, at der ville være en række mennesker, som ville få en bedre økonomi og få bedre mulighed for at betale deres husleje. Det er også klart, at i de tilfælde, hvor det alligevel går galt og folk alligevel ender med at blive smidt ud, bør det selvfølgelig være sådan, at kommunen sørger for, at man får en billig bolig, som man er i stand til at betale, og at der er tale om en varig bolig. Set fra vores synspunkt er det faktisk en forholdsvis banal ting, der i sig selv burde være fuldstændig indlysende. Selvfølgelig kan man ikke leve med, at børnefamilier igennem længere tid har en usikker boligsituation. Så det synes jeg sådan set ikke der burde være meget tvivl om.

Det er også fuldstændig rigtigt, at lige så vel som de meget lave ydelser, som en række mennesker får – særlig de mennesker, der får ydelser, som er lavere end kontanthjælp – er en af de afgørende årsager til, at problemerne eksisterer, så er mangelen på billige boliger selvfølgelig også af afgørende betydning, og derfor handler det selvfølgelig også om at få sat gang i boligbyggeriet af almene boliger, vel at mærke til nogle priser, som almindelige mennesker kan betale. Det er også en afgørende del af løsningen – jo også for de mennesker, som er fattige, selv om de har et arbejde.

Så vil jeg sige, at vi måske er lidt skeptiske over for, at der skulle være sådan en automatik i, at når man fik hjælp, efter at man var blevet sat ud af sin lejlighed, så skulle man under administration af kommunen. Jeg tror, at man ganske ofte vil være i den situation, at folks økonomi vil være sådan, at det vil være ganske svært for en administrator at administrere det sådan, at de har råd til at bo nogen steder. Så jeg synes nok, at man lige skal overveje, om det er et fornuftigt og rigtigt forslag – ikke sådan at forstå, at der ikke i nogle tilfælde kan være brug for, at folk får hjælp og støtte til at lave budgetter, og for anden hjælp med at styre økonomien, men uden dermed gøre det til en automatik.

Men jeg vil sige, at Enhedslisten i udgangspunktet er positiv over for det beslutningsforslag, der ligger her, og over for de elementer, der indgår i det. Og jeg håber da på, at den videre debat, der kan komme, og det udvalgsarbejde, der kan blive, kan føre til, at der i hvert fald sker nogle forbedringer i forhold til den nuværende situation. For selv om der nu skulle ske et mindre fald i antallet af udsættelser fra 2008 til anden halvdel af 2009, er det så tilfredsstillende? Eller er det, vi i hvert fald skulle ned på, et tal, som var lavere end det i 2002? Det ville efter min opfattelse være langt rigtigere at have den ambition.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Yildiz Akdogan.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Selv om det er lidt sent, er det i hvert fald et meget relevant emne, som har brug for den tid, det nu tager at gå igennem alle punkterne. Jeg vil især gerne takke oppositionen, både SF og Enhedslisten og De Radikale, for deres støtte og deres positive tilkendegivelser om enten dele af forslaget eller forslaget som helhed.

Det her forslag går jo i bund og grund ud på at forebygge udsættelser af børnefamilier. Det skal forebygge, at børnefamilier sættes på gaden, og sikre, at der findes en varig billigere bolig til de børnefamilier, der alligevel bliver sat ud af deres bolig.

Så kan man spørge: Hvorfor er det egentlig relevant? Hvis man ser på problemets omfang, siger tallene meget. Selv om der har været diskussion her fra talerstolen, om der har været en stigning eller et fald i antallet af udsættelser, vil jeg alligevel lige referere til nogle enkelte tal: Udsættelserne er mere end fordoblet, efter at den her regering er kommet til – det siger Domstolsstyrelsens tal, det siger de forskellige boligselskaber. Næsten halvdelen af de familier, der bliver sat ud af deres boliger, er børnefamilier. Den økonomiske krise og de fattigdomsskabende ydelser betyder jo, at vi kan forvente, at den her kedelige tendens fortsætter, og her betaler børnene en høj pris. Børnene må i flere tilfælde skifte skole og mister kammerater og venner. Undersøgelser viser, at børn uden tag over hovedet, uden vished om, hvad der skal ske, kan gå hen og få en traumatiserende oplevelse. Det risikerer at påvirke barnet negativt for altid. Så der er en afgørende faktor her, nemlig barnets ve og vel.

Derudover er der også et argument vedrørende en negativ spiral, der bliver holdt i gang. For udsættelsen af lejere er et stort socialt problem. Udsættelse betyder ofte, at en gruppe mennesker får gjort deres i forvejen sårbare position endnu værre. Hver fjerde lejer, der er sat ud af en bolig, er således stadig væk hjemløs året efter udsættelsen. Og vi ved, at en af årsagerne til udsættelser også er dårlig økonomi. Så hvis vi skal undgå, at børnefamilier bliver sat ud af deres hjem, skal vi også bekæmpe den tiltagende fattigdom blandt dem.

Netop derfor har Socialdemokratiet valgt at komme med den her fem-trins-løsning. Vi vil gerne hjælpe børnefamilierne, hjælpe børnene, så de kommer ud af den her negative spiral, og derfor er der brug for handling. Vi vil netop ikke acceptere, at der er børn i Danmark, der ikke har et hjem at vokse op i. Vi vil ikke have, at børn i Danmark lever i utryghed og usikkerhed, fordi de ikke ved, hvor de skal bo henne og hvornår. Fem-punkts-planen skal forebygge, at familien bliver sat på gaden. Indsatsen hviler på to ben – et ben, der forebygger, at børnefamilier bliver sat på gaden, og et andet, der sikrer, at der findes en anden varig bolig til de børnefamilier, der er blevet sat ud.

Hvis jeg kort skal kommentere på de enkelte tiltag, er det første, at kommunen skal sikre, at ingen børn står uden tag over hovedet, ved at tilbyde familier, der sættes ud af deres bolig, en billigere og varig bolig. Det er nødvendigt, det ved vi. Sådan som situationen er nu, er det kommunalbestyrelsen, der ifølge serviceloven anviser midlertidigt husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Det vil sige, at kommunen ikke er forpligtet til at stille en varig bolig til rådighed umiddelbart efter udsættelsen. Børnefamilierne risikerer at leve i en periode med flere midlertidige boliger, hvor de f.eks. bor midlertidigt hos venner og bekendte. Som nævnt tidligere påvirker det barnet. Derfor er hensigten med den del af forslaget, at børnene skal få trygge rammer og gå i den samme skole og beholde deres skolekammerater.

Når vi siger, at de nye boliger i udgangspunktet skal have en lavere husleje end den gamle, hænger det jo sammen med budgettet. Huslejen skal jo nødig være højere, når familien er sat ud og der bliver tilbudt et nyt lejemål til familien. Men det er et ønske; det er ikke et krav. Det optimale er naturligvis, at børnefamilierne, der har svært ved at betale husleje, får flyttehjælp til en billig bolig, inden udsættelsessagen går i gang, eller at udsættelsen på anden vis forebygges. Forslaget sigter derfor alene på det tilfælde, hvor det imod forventning ikke er lykkedes at afværge udsættelsen.

Det andet punkt er om børnefamilier, der bliver sat ud af deres bolig, og som med kommunens hjælp har fået en ny varig bolig og skal have huslejebetalingen administreret. Det lyder måske lidt for regulerende, hvis man kan sige det på den måde, men hensigten er at tage hensyn til børnene. Det er igen først og fremmest børnene, der er i fokus her.

Vi ved godt, at mange familier godt kan klare at have overblik over deres økonomi, men her er det igen primært vendt mod de børnefamilier for at hjælpe børnene, så de ikke skal flyttes rundt fra det ene sted til det andet. Det er for at undgå gentagelser. Derfor kan administrationen af huslejeindbetalingen over en tidsbegrænset periode måske være et nyttigt middel og en nyttig metode. Målsætningen er netop, at familien på sigt selv tager ansvar for sin huslejebetaling.

I forhold til punkt 3 om, at private udlejere skal forpligtes til at varsle kommunen inden påbegyndelse af en fogedsag, vil jeg sige, at vi godt ved, at der pr. 1. april 2009 er trådt en ny lov i kraft, der giver almene boligselskaber pligt til at underrette kommunen, senest samtidig med at en sag om lejerestancer oversendes til fogedretten. Men vi i Socialdemokratiet foreslår, at den her pligt også skal omfatte de private udlejningsselskaber, fordi 10 pct. af udsættelserne sker fra private udlejningsboliger, og en udvidet indsats vil derfor hvert år komme en stor del af de lejere og børnefamilier, der er i risiko for at blive ramt af en udsættelse, til gavn. Muligvis lyder 10 pct. ikke af meget, men det er det, og derfor skal de også inkluderes – altså de private udlejningsboliger.

Vi ved, at Indenrigs- og Socialministeriet undersøger de tekniske forudsætninger for at lade underretningspligten omfatte de private udlejere af større ejendomme samt vurderer muligheden for at udvide underretningspligten, men i Socialdemokratiet ønsker vi, at ministeriet samtidig med den her afrapportering af undersøgelsen fremlægger et færdigt forslag til, hvordan Folketinget kan sikre, at underretningspligten også gælder private udlejere, og at undersøgelsen samt løsningsforslaget desuden omfatter ikke bare de større, men også de mindre udlejningsejendomme. Så her er der i hvert fald nogle konkrete forslag, som jeg håber at regeringen og dens støtteparti kan være lydhør over for. Og jeg ved, at De Konservative var lidt spørgende over for netop det punkt.

Hvad angår de fattigdomsskabende regler og ydelser, vil jeg sige, at ja, det siger sig selv: Flere og flere undersøgelser viser, at de fattigdomsforøgende indsatser, altså kontanthjælpsloftet og 450-timers-reglen, er med til at fastholde nogle familier i vedvarende fattigdom, og derfor er det også vigtigt, at de her regler bliver afskaffet.

Så er der det sidste punkt vedrørende boliger – hvilket jeg desværre ikke har her på mit papir – nemlig om vi skal have billige boliger eller ej. Og der er det altså nødvendigt, at kommunen kan bygge boliger, der er under markedsprisen. Vi har set det i Berlin, vi har set det i Paris, vi har set det i London. Det kan lade sig gøre i andre større byer i Europa, hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre i København eller andre større byer som Odense, Århus, Aalborg? Så det er ikke et spørgsmål om at være konkurrenceforvridende i forhold til markedsprisen, nej, det er et spørgsmål om at prøve at dække et behov, at lukke et hul, hvor vi ved, at der er brug for billige boliger.

Med de kommentarer vil jeg så sige, at jeg håber, at vi i udvalgsarbejdet kan arbejde videre måske på en beretning ud fra de konkrete tiltag, der er skrevet her, og prøve at finde en løsning, hvor vi i hvert fald kan prøve at imødekomme nogle af underpunkterne. Endnu en gang vil jeg sige tak til alle ordførerne, især oppositionens, som har været meget positive over for forslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg vil stille det spørgsmål, som jeg også har stillet andre ordførere, men som jeg ikke har fået svar på endnu, nemlig: Hvordan forholder Socialdemokraterne sig til, at der, hvis man går ind og forhøjer de sociale ydelser, sådan som det foreslås fra bl.a. Socialdemokraternes side, så vil være nogen på arbejdsmarkedet, altså i et erhverv, som er lavtlønnet, som vil kunne se, at der er nogen, der er på overførselsindkomst, som vil få det samme udbetalt eller mere udbetalt? Altså, det er jo ikke særlig motiverende for at fastholde et arbejde, og et eller andet sted er det jo at gøre grin med nogen, som faktisk arbejder hårdt og forsøger at få økonomien til at hænge sammen på den måde. Så hvad er Socialdemokraternes svar til dem?

Så er det ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået spørgsmålet. Så nu svarer jeg, og hvis jeg ikke svarer korrekt, må ordføreren spørge igen. Altså, det er ikke vores hensigt at gøre grin med nogen. Det, vi ønsker, er, at alle skal have lige muligheder og lige behandling. Og vi lever jo trods alt i et velfærdssamfund, vi er trods alt et rigt samfund. Så kan det virkelig passe, at vi i 2010 har nogle familier, over 3.000 familier, der bliver sat ud af deres boliger, fordi de ikke råd til at betale husleje? Det er hele spørgsmålet. Og har vi som samfund, som velfærdssamfund, råd til, og kan vi tillade os, at der er nogle familier, at der er nogle børn, der sådan skal flyttes fra sted til sted, som om de var en vare? Kan vi tillade os at give de her børn den form for utryghed, når vi ved, at det har en stor, stor påvirkning på børns psyke, ikke kun nu, men også på sigt?

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Men spørgsmålet var, at der, hvis man nu får gennemført den socialdemokratiske politik, som går ud på, at de sociale ydelser forhøjes, vil være nogle tilfælde, hvor der er borgere, hårdtarbejdende danskere, som er på arbejdsmarkedet i et lavtlønnet erhverv, som vil kunne se, at der er nogen, der er på overførselsindkomst, som vil få lige så meget ud af det eller måske endda lidt mere ud af at være på overførselsindkomst frem for at være på arbejdsmarkedet. Altså, hvordan forklarer man det? Synes man fra Socialdemokraternes side, at det er hensigtsmæssigt? Det er det ene spørgsmål.

Så er der et andet spørgsmål, som omhandler den del i Socialdemokraternes beslutningsforslag om, at det, hvis en familie vil tage imod kommunens hjælp om at finde en ny bolig, så skal være et krav fra kommunens side, at familien, for at man kan give den hjælp, skal lade sin økonomi underkaste offentlig administration.

Altså, kan man fra Socialdemokraternes side ikke frygte, at det faktisk kunne få nogle til at sige, at de så ikke vil have hjælp, og at det i sidste ende rent faktisk kan skade børnene, hvis kommunen ikke er i stand til at give dem hjælp, fordi der er nogle forældre, der siger: Det kan godt være, at vi skal have nogle gode råd om vores økonomi, men det skal ikke være sådan, at det er en betingelse for at få hjælp fra det offentlige, at vi så lader det offentlige administrere vores økonomi? Kan Socialdemokraterne ikke frygte, at man der skubber nogen væk, og at man dermed ikke kan hjælpe børnene?

Så er det ordføreren.

Med hensyn til det ene med at afskaffe de her forskellige ydelser, der holder folk i fattigdom i forhold til resten af befolkningen, vil jeg sige: Jeg ved ikke, om at man demotiverer dem. Jeg vil snarere spørge: Har man set den positive effekt ved, at folk er under 450-timers-reglen eller på kontanthjælpsydelse, altså at der er kommet flere borgere på arbejdsmarkedet, fordi man har skærpet de her regler? Og i så fald kunne jeg godt tænke mig at høre nogle tal på det.

Med hensyn til det andet med at administrere familierne vil jeg sige, at det ikke er Socialdemokratiets hensigt at skabe mistillid over for folk, over for familier. Det er slet ikke det. Pointen med det her er at kunne hjælpe folk til at komme videre. Det er en midlertidig metode til at løse et stort problem, og her er det først og fremmest børnene, der er i fokus, det er ikke familien, men det er børnenes ve og vel. Og vi ved, at børnene altså har godt af at være det samme sted, et trygt sted, i stedet for at blive flyttet rundt, frem og tilbage.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg skal gøre det meget kort. Ordføreren har jo redegjort meget omstændeligt for sit forslag, men jeg bider mærke i de sidste bemærkninger om, at man alene gør det her af hensyn til børnene, fordi det er rigtig utrygt og det betyder noget for børns psyke, hvis de sådan skal flytte fra deres hjem og flytte et andet sted hen. Det er utrygt.

Det får mig til at spørge, om man så også vil lave tiltag, der gør, at par, der bor sammen – måske oven i købet er gift og har fælles børn – ikke bliver skilt, for så bliver der jo noget med, at man bliver rykket op, og det betyder noget for børnene. Nu har det måske ikke så meget med udsættelse at gøre, det er mere bare, at børnene kan blive boende det samme trygge sted. Hvordan ser man så på børn og deres psyke, når forældrene bliver skilt, eller hvis det er forældre, der vælger at flytte tit – ikke sådan har lyst til at slå sig ned i flere år ad gangen?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg forstår ikke rigtig, hvad forældre, der bliver skilt, har med det her at gøre. Altså, hvis forældrene ikke har det godt med hinanden, er det vel kun godt for børnene, at forældrene flytter hver for sig, og at børnene så enten kan bo hos den ene eller den anden forælder. Vi snakker altså ikke om skilsmisser og børn, vi snakker om familier. Det kan også godt være en enlig mor eller en enlig far, der bliver sat ud af sin bolig, fordi hun eller han ikke har råd til at betale huslejen, så jeg kan ikke rigtig se sammenligningen. Men det kan være, at ordføreren vil uddybe sit eksempel.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og dermed siger jeg tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, og det har jeg aldrig oplevet endnu, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.