Folketingets Sundhedsudvalg har den 29. januar 2010 stillet følgende spørgsmål nr. 1(B 111) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet erstillet i forlængelse af beslutningsforslag B 111 om forbedringer på høreapparatområ-det.Spørgsmål nr. 1:”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. januar 2010 fra Høreforeningen, jf.B 111 – bilag 1.Svar:Jeg kommenterer i det følgende Høreforeningens bemærkninger i samme rækkefølgesom temaerne i SF’s beslutningsforslag:

Høreforeningen:

”KvalitetsmålingHøreforeningen finder, at det er naturligt, at målinger bliver foretaget på samme måde,uanset om patienten er behandlet på audiologisk afdeling eller har benyttet tilskuddettil at købe egne høreapparater.Vi har set fra tidligere målinger, at der især blandt private behandlere er stor forskel iantallet af besvarelser. Antallet af besvarelser svinger fra 0 – 100 % blandt de forskel-lige private behandlere.”

Kommentar:

Det er korrekt, at antallet af besvarelser i spørgeskema- og tilfredshedsundersøgelserofte varierer. Bl.a. viser en tilfredshedsundersøgelse for første halvår af 2009 blandthøreapparatbrugere hos godkendte forhandlere, at mere end

85 pct.

anvender dereshøreapparat i 4 timer eller mere om dagen, hvorimod kun ca. 1,7 pct. af brugerne ikkebenytter deres høreapparat. Svarprocenten var 61,3 procent, hvilket er noget højere endsamme undersøgelse i andet halvår af 2008, hvor den var 52,2 pct.Det går således den rigtige vej, men jeg vil følge udviklingen på området.

Høreforeningen:

”Fælles indkøbsordningNår det drejer sig om indkøbsordning, findes der allerede en ordning på det offentligeområde. Amgros I/S står for forhandling af priser for alle audiologiske afdelinger. Detvil være naturligt, at de apparater, det offentlige giver tilskud til, også bliver en del afdenne ordning.Indkøbslisten for Amgros I/S er med til at sikre en minimumstandard for anvendeligehøreapparater. Det er desværre blandt nogle private forhandlere muligt at købe høre-

apparater, der reelt ikke er anvendelige til behandling af høretab. Alle apparater skalhave en standard, så de kan behandle høretab.”

Kommentar:

For regeringen har det været helt afgørende, at borgerne har mulighed for frit at vælgemellem offentlig og privat høreapparatbehandling og for selv at vælge mellem landetsforskellige forhandlere og høreapparater efter eget ønske. Derfor giver servicelovenikke mulighed for en fælles indkøbsordning efter tilskudsordningen, idet privat høreap-paratbehandling bevilges som et samlet kommunalt tilskud til høreprøve, høreapparat,tilpasning, service og garanti og er inkl. moms.Der er således ingen samlet opgørelse over, hvilke høreapparater der udleveres hos degodkendte, private forhandlere, idet forhandlerne ikke har pligt til at oplyse herom.For så vidt angår kvaliteten af høreapparater fra godkendte forhandlere, gælder, at ethøreapparat skal være CE-mærket, før det må markedsføres, sælges og tages i brug iEU- og EØS-lande. Et CE-mærke på et produkt er forbrugerens garanti for, at produktetlever op til fælleseuropæiske mindstekrav til sundhed og sikkerhed. Og det er producen-tens garanti for, at produktet er fremstillet i overensstemmelse med disse krav.Det er korrekt, at en CE-mærkning ikke sikrer, at et høreapparat i tilstrækkelig gradafhjælper borgerens høretab. Det er således høreapparatleverandørens opgave at rådgivepatienten om valg af et høreapparat, som afhjælper det konkrete høretab. Dertil kan jegoplyse, at der på europæisk niveau arbejdes på en europæisk standard for høreapparat-behandling. Arbejdet har bl.a. givet anledning til danske bemærkninger og et endeligtudkast til forslag er sendt i godkendelse i marts 2010 med svarfrist den 11. maj 2010.

Høreforeningen:

”Henvisning til egen høreklinikHøreforeningen støtter forslaget om at adskille speciallægers økonomiske interesse isalg af høreapparater fra behandling af patienter i deres lægepraksis.Der er desværre en række eksempler, som viser, at borgeren ikke bliver korrekt behand-let og vejledt, selvom reglerne på området er beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledningpå området.”

Kommentar:

Regeringen har sikret, at en ørelæge efter overenskomsten for speciallægehjælp i for-bindelse med henvisning til høreapparatbehandling skal oplyse patienten om mulighe-derne for frit valg af høreapparatleverandør i enten det offentlige eller i det private medtilskud. I sammenhæng hermed udleveres Sundhedsstyrelsens pjece: ”Hvis du skal ha’høreapparat – Vejen til bedre hørelse – offentlig eller privat behandling”.Hvis ørelægen selv optræder som privat leverandør eller på anden måde har en økono-misk forbindelse til leverandøren,skalørelægen oplyse patienten herom i forbindelsemed henvisningen. Oplysning om aftale med leverandør eller andre økonomiske forbin-delser skal desuden fremgå af opslag eller af fremlagt pjece i venteværelset.Patienten skal hos ørelægen underskrive en erklæring om at have modtaget fuld oplys-ning om valgmuligheder og om ørelægens eventuelle relationer med en leverandør.Ønsker patienten ikke at afgive en sådan erklæring, skal ørelægen anføre dette i patien-

tens journal. Kan ørelægen ikke fremlægge dokumentation for, at oplysningspligten eropfyldt, vil ørelægen kunne tildeles advarsel eller bod i henhold til sygesikringsover-enskomsten.Ministeriet har på den baggrund indhentet en udtalelse fra speciallægelandssamarbejds-udvalget om behandling af sager vedrørende aftalen i landsoverenskomsten om ørelæ-gers informationspligt når de henviser til høreapparatbehandling.Speciallægelandssamarbejdsudvalget har oplyst ministeriet om, at udvalget ikke harbehandlet nogen sager vedrørende ovenstående siden aftalen indgåelse pr. 1. juli 2006.Endvidere har ingen regionale samarbejdsudvalg haft sager vedrørende ørelægers in-formationspligt ved henvisning til høreapparatbehandling. Endelig har Danske øre-næse- og halslægers organisation ligeledes meddelt, at de ikke har kendskab til nogensager.Der er med andre ord ikke noget, der tyder på, at øre-, næse- og halslægerne forsømmerderes pligt om at give patienterne den nødvendige information.Har Høreforeningen imidlertid dokumentation for eksempler på problemer med mangelpå uvildighed og økonomiske interessekonflikter, så er det noget de regionale samar-bejdsvalg eller speciallægesamarbejdsudvalget skal se nærmere på.Det er dog min umiddelbare vurdering, at de eksisterende regler sikrer, at patienten kanforetage et ordentligt informeret valg og afgøre, om han eller hun har tillid til, at manfår en god og fair behandling hos den pågældende læge, eller om patienten vil tage sinhenvisning med et andet sted hen.Det er derfor regeringens holdning, at mistanke om misbrug bekæmpes bedst gennemåbenhed, information og gennemsigtighed – ikke ved forbud. Men er der konkrete ek-sempler på problemer, så skal de frem i lyset, så der kan tages hånd om dem i de regio-nale samarbejdsudvalg eller i speciallægelandssamarbejdsudvalget.