Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2009-10
UUI Alm.del
Offentligt
861310_0001.png
861310_0002.png
Folketingets udvalg for Udlændinge- og IntegrationspolitikChristiansborg1240 København K
BeskæftigelsesministerietVed Stranden 81061 København KT 72 20 50 00E [email protected]www.bm.dkCVR 10172748EAN 5798000398566
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik har i brev af 23. april 2010 stilletfølgende spørgsmål nr. 204 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stilletefter ønske fra Astrid Krag (SF).
8. juni 2010J.nr. 2010-0007594
Spørgsmål nr. 204:”Ministeren bedes kommentere kronik i Information den 24. marts 2010 "Man kanblive tvangsbehandlet af læger i Danmark" af afdelingslæge på Rehabiliterings- ogForskningscentret for Torturofre, Ellen Ryg Olsen, om tvangsbehandling aftorturofre. Ministeren bedes endvidere vurdere, hvorvidt retsstillingen for personer,som er afhængige af offentlig forsørgelse, er så svag i forhold tilbehandlingssystemet, som der gives udtryk for i kronikken, herunder hvorvidt deter en korrekt vurdering af Ellen Ryg Olsen, når hun skriver, at forvaltningen i dissesager kan tilsidesætte læger og specialinstitutioner, og om ministeren anser dettefor problematisk”
Endeligt svar:
Kronikken ”Man kan blive tvangsbehandlet af læger” af Ellen Ryg Olsen i Infor-mation den 24. marts 2010 handler om de krav, som kommunen kan stille til syge-behandling i forbindelse med vurderingen af en borgers ret til offentlig forsørgelse,herunder lægers rolle i forbindelse med kommunens behandling af sagen.Efter min opfattelse, er det helt rimeligt, at der stilles krav om, at alle muligheder –herunder relevant behandling - har været afprøvet som forudsætning for, at der til-kendes offentlige forsørgelsesydelser. Ellers vil man risikere, at der tilkendes ydel-ser - for eksempel førtidspension - til personer, der ikke opfylder betingelserne her-for.Men det er naturligvis helt afgørende, at der ikke kan stilles krav om behandling,der kan medføre fare for liv eller førlighed. Og det kan der heller ikke. Ligesom derikke efter den sociale- og beskæftigelsesmæssige lovgivning kan stilles krav om, atpersoner skal underkastes ”tvangsbehandling”.I forhold til lægekonsulenternes rolle, så kan jeg oplyse, at kommunerne kan gørebrug af lægekonsulenter til at forklare og vurdere den lægefaglige dokumentation.Det kan forekomme, at kommunen eller lægekonsulenten ikke er enige i den un-dersøgende læges konklusion om borgerens funktionsevne. Indeholder lægeerklæ-ringen alene en beskrivelse af borgerens helbredsmæssige forhold, kan den ikke til-sidesættes af lægekonsulenten eller af kommunen. Men lægekonsulenten kan vur-
dere, at der er behov for at indhente en supplerende lægeerklæring for at få en ”se-cond opinion”.Afhængigt af forholdene i den enkelte sag, herunder eventuel diskrepans i forholdtil andre lægeerklæringer, kan kommunen tillægge en udtalelse fra en læge størreeller mindre betydning i den samlede socialfaglige vurdering af, om betingelsernefor tilkendelse af en ydelse er til stede. I sådanne tilfælde skal kommunen redegørefor sin vurdering og anføre en faglig forklaring herpå.Det er ikke lægekonsulenterne, der træffer de kommunale afgørelser, og lægekon-sulenterne kan ikke anvise borgeren til en bestemt behandling. Lægekonsulenternekan som nævnt ovenfor yde faglig rådgivning til kommunens forvaltning, fx omhvorvidt behandlingsmulighederne er udtømte, og hvilken betydning en bestemt li-delse har for funktionsevnen. Det er kommunen, der på baggrund af en samlet hel-hedsvurdering, træffer afgørelser.Er en borger utilfreds med kommunens afgørelse, kan den indbringes for anke-myndighederne. Hermed er borgerne sikret, at en anden myndighed tager stilling tildokumentationsgrundlaget - herunder det lægefaglige dokumentationsgrundlag.
Venlig hilsen
Inger Støjberg
2