Trafikudvalget har i brev af 2. november 2009 stillet mig følgende spørgsmål100 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

Spørgsmål nr. 100:

"Ministeren bedes kommentere talepapiret fra Økonomisk Forening forPersontransport, som blev udleveret ved deres foretræde for udvalget den 20.oktober 2009, jf. TRU alm. del - bilag 69."

Svar:

Økonomisk Forening for Persontransport anfører i talepapiret, at taxierhvervetoplever, at kommunerne i større og større omfang vælger at overlade densociale kørsel til et af de regionale trafikselskaber, og at eksistensen af EP-tilladelser truer taxierhvervet, idet en vognmand med EP-tilladelse og envognmand med taxitilladelse konkurrerer på ulige vilkår. Konsekvensen herafer, at flere og flere taxivognmænd ophører med at drive taxiforretning, specielti de mindre provinsbyer og tyndt befolkede områder.En EP-tilladelse er defineret som en tilladelse i henhold til busloven, som aleneomfatter motorkøretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, førerenmedregnet, i tilknytning til kontrakt med trafikselskab om almindeligrutekørsel.Den almindelige rutekørsel, der udføres for trafikselskaberne på grundlag af enEP-tilladelse, er dels den individuelle handicapkørsel for sværtbevægelseshæmmede, dels den samordnede kørsel (af trafikselskaberne ogsåbenævnt behovsstyret kørsel). Begge former for kørsel kan også udføres afbusser med tilladelse efter busloven og af taxier med taxitilladelse.Jeg kan oplyse, at det i forbindelse med ændringen af taxiloven i 2006 blevaftalt, at Færdselsstyrelsen skulle følge udviklingen på taxiområdet efterkommunalreformens og de nye taxireglers ikrafttræden, når disse havde haftmulighed for at virke i en periode. Styrelsen har derfor i dette efterår sat enanalyse i gang, som bliver lavet under inddragelse af taxibranchen,Kommunernes Landsforening og regionerne.Efter den senere tids fokus på EP-tilladelser har jeg besluttet, at analysen skaludvides til også at omfatte en undersøgelse af EP-tilladelsers virkning på

taximarkedet og konkurrencevilkårene for henholdsvis taxivognmænd ogvognmænd med EP-tilladelser. Endvidere har jeg bedt Færdselsstyrelsen om atundersøge trafikselskabernes administration af ordningen med samordnetkørsel.Arbejdet forventes afsluttet i løbet af foråret 2010, og det kan herefter vurderes,om der er behov for lovgivningsmæssige initiativer.Før resultatet af analysen foreligger, vil jeg ikke tage stilling til eventuellelovændringer vedrørende EP-tilladelser, men det kunne overvejes at flytteudstedelsen af EP-tilladelser fra busloven til taxiloven, således at alerhvervsmæssig personbefordring med motorkøretøjer indrettet til befordringaf højst 9 personer, føreren medregnet, er reguleret i taxiloven, og alerhvervsmæssig personbefordring med motorkøretøjer indrettet til befordringaf mere end 9 personer, føreren medregnet, er reguleret i busloven.Ved en sådan ændring ville der eksempelvis kunne stilles energi- og miljøkravtil biler, der anvendes til EP-kørsel, i lighed med biler, der anvendes tiltaxikørsel, limousinekørsel og sygetransport. Endvidere ville der kunne stilleskrav til førere af biler på samme måde som til førere af taxier, limousiner ogsygetransportbiler.Afslutningsvis kan jeg vedrørende videoovervågning oplyse, at der i udkastet tillovforslag om ændring af taxiloven, der for øjeblikket er i høring, foreslås, attaxier, derhovedsageligt anvendes til forudbestilt kørsel i henhold tilkontrakt,kan fritages for pligten til at være forsynet med tv-overvågning.Den kørsel, derudføres på grundlag af EP-tilladelser, er netop kontraktkørsel.Med venlig hilsen