Vil ministeren kommentere nedenstående forslag fra Gigtforeningen?
Når det gælder psykologhjælp, kan alle, som i dag får en invaliderende sygdom og deres pårørende, få tilskud til 12 konsultationer hos en psykolog efter lægehenvisning. Henvisningen fra lægen skal ske inden for det første år efter, at sygdommen er konstateret. For mange sygdomme gælder det imidlertid, at de er karakteriseret ved at have et svingende, fremadskridende forløb, hvor gode og dårlige perioder afløser hinanden. Det gælder f.eks. leddegigt, sclerose og parkinson. Behovet for psykologhjælp kan derfor vise sig at være mindst lige så stort eller måske langt større efter tre eller fem år med sygdommen.
Gigtforeningen foreslår derfor, at der indføres et klippekortsystem for mennesker, der får diagnosticeret en progredierende kronisk sygdom, så de får mulighed for at blive henvist til psykolog også senere end et år efter, at sygdommen er konstateret. De skal fortsat have mulighed for få de nuværende 12 konsultationer uden tidsbegrænsning.
Da der ikke er tale om at udvide målgruppen eller indholdet i ordningen, vurderes forslaget ikke at have nogen økonomiske konsekvenser."
Dato: 06-08-2010
Status: Endeligt besvaret