SUU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om at oplyse, hvem der har ansvaret for, at en psykisk syg person ikke terroriserer en hel beboelsesblok, så folk følere sig nødsaget til at flytte, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundhedsudvalg har den 9. oktober 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 6(Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares. Spørgs-målet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).Spørgsmål nr. 6:’Ministeren bedes oplyse, hvem der har ansvaret for, at en psykisk syg person ikketerroriserer en hel beboelsesblok, så folk føler sig nødsaget til at flytte?’Svar:Jeg har til brug for min besvarelse indhentet følgende udtalelse fra Indenrigs- og Soci-alministeriet:”I såvel lejeloven som almenlejeloven er der regler, som tager sigte på tilfælde, hvorlejere optræder på en måde, som er til gene for de øvrige lejere i bebyggelsen.Udgangspunktet for reglerne i lejelovgivningen er, at lejeren skal udvise en adfærd,som er i overensstemmelse med almindelige normer for god opførsel over for naboer ogandre beboere i ejendommen.Er en lejers opførsel i strid med disse normer, har udlejeren af hensyn til de øvrige leje-re i ejendommen pligt til at gribe ind overfor den pågældende lejer. Lejelovgivningenindeholder forskellige regelsæt, som udlejeren – alt efter grovheden af overtrædelserne- kan bringe i anvendelse overfor lejere, der overtræder husordenen.I tilfælde af mindre grove overtrædelser af husordenen kan udlejeren indbringe en sagom overtrædelserne for beboerklagenævnet eller huslejenævnet. Nævnet kan beslutteenten at give lejeren en advarsel om, at fortsatte overtrædelser vil medføre en strengeresanktion, eller beslutte at gøre lejeforholdet betinget af, at lignende husordensovertræ-delser ikke sker inden for et år frem i tiden.I grovere tilfælde af husordensovertrædelser kan udlejeren i stedet vælge at opsige ellerophæve lejeaftalen. En opsigelse eller en ophævelse af lejeaftalen indebærer, at lejerenmå fraflytte boligen.Fraflytter lejeren ikke boligen frivilligt, vil udlejeren kunne være nødsaget til at bedefogeden om at sætte lejeren ud af boligen. Der er imidlertid risiko for, at fogeden afvi-ser at gennemføre en udsættelse af lejemålet, idet sager om lejerens tilsidesættelse afgod skik og orden er mere komplekse end sager, der f.eks. drejer sig om manglendebetaling af husleje, og vil derfor typisk indebære bevisførelser og andet, som ligger udover, hvad fogedretten kan behandle. Den slags sager vil derfor skulle indbringes for

boligretten, som er en del af domstolssystemet. Af retssikkerhedsmæssige grunde kanlejeren ikke tvangsudsættes af boligen, før sagen er endelig afgjort ved domstolene.Det kan tilføjes, at der – i forlængelse af den debat, der for nylig blev rejst som følge afen konkret sag fra en almen boligafdeling i Helsingør – er påbegyndt drøftelser medJustitsministeriet om eventuelle justeringer af lovgivningen med henblik på at frem-skynde behandlingen af sådanne sager mest muligt.”Jeg henholder mig til udtalelsen fra Indenrigs- og Socialministeriet og kan derudoveroplyse, at det følger af psykiatrilovens regler om tvangsindlæggelse, at i de tilfælde,hvor en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv søger den fornødne behand-ling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Tilkalder de nærmeste ikke en læge,påhviler det politiet at gøre det. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktise-rende læge, som den syge sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagteni området.Jeg vil dog understrege, at det er en lægefaglig vurdering, om en person er psykisk syg,og om der eventuelt er behov for indlæggelse, herunder tvangsindlæggelse.Psykisk syge personer kan ikke tvangsindlægges, med mindre de opfylder psykiatrilo-vens betingelser for frihedsberøvelse. Det vil sige, at for eksempel en borgers boligfor-hold ikke kan begrunde tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling.Betingelserne for tvangsindlæggelse følger af psykiatrilovens § 5, hvori det er fastsat, attvangsindlæggelse kun må finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig ien tilstand, der ganske må sidestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at fri-hedsberøve den pågældende med henblik på behandling, enten fordi udsigten til helbre-delse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden (behandlingsindikation) el-lers vil blive væsentlig forringet, eller fordi den pågældende frembyder en nærliggendeog væsentlig fare for sig selv eller andre (farlighedsindikation).