Spørgsmål nr. 366 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Hvordan harmonerer ophævelse af en behandlingsdom med,at man samtidig fastholder et farlighedsdekret?

Svar:

Efter straffelovens § 16, stk. 1, straffes personer, der på gerningstiden varutilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må sidestilleshermed, ikke. Hvis en tiltalt er frifundet for straf i medfør af straffelovens§ 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstalt-ninger, der findes mere formålstjenlige for at forebygge yderligere lov-overtrædelser, herunder – hvis mindre indgribende foranstaltninger fin-des utilstrækkelige – anbringelse på hospital for sindslidende, jf. straffe-lovens § 68.Medfører en foranstaltning, at den dømte skal anbringes på et hospital forsindslidende, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes deren længstetid for foranstaltningen på 5 år. Længstetiden kan under særli-ge omstændigheder efter anmodning fra anklagemyndigheden forlængesmed yderligere 2 år, jf. straffelovens § 68, stk. 1.Hvis den dømte er fundet skyldig i særligt grove personfarlige forbrydel-ser eller forsøg herpå, fastsættes der i almindelighed ingen længstetid forforanstaltningen. Anklagemyndigheden skal i disse tilfælde indbringespørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen 5 årefter dommen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten indenfor de seneste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindsthvert andet år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.Hvis den idømte foranstaltning ikke medfører eller giver mulighed foranbringelse på hospital for sindslidende eller anden institution, men f.eksalene indebærer tilsyn eller pligt til lade sig underkaste ambulant psykia-trisk behandling, fastsættes der en længstetid på 3 år. Længstetiden kanunder særlige omstændigheder efter anmodning fra anklagemyndighedenforlænges, men dog kun således, at den samlede tid for foranstaltningenikke overstiger 5 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 3, 2. og 3. pkt.Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse,at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid eller videre omfangend påkrævet. Dette indebærer, at der efter omstændighederne kan være2

pligt til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af en foranstaltning,før udløbet af den fastsatte længstetid, eller – hvis der er tale om en tids-ubestemt foranstaltning – før anklagemyndigheden i øvrigt er forpligtettil at forelægge spørgsmålet om foranstaltningens opretholdelse for ret-ten.Hvis den dømte selv eller dennes bistandsværge har anmodet om, at for-anstaltningen ændres eller ophæves, og anmodningen herom ikke tagestil følge, kan en ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet ethalvt år fra rettens kendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 2, sidste pkt.Som der er redegjort for i min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 365,udstedes et farlighedsdekret i langt de fleste tilfælde i forhold til perso-ner, som i forvejen har ophold på psykiatrisk afdeling – enten i henholdtil dom eller som følge af tvangsmæssig eller frivillig indlæggelse – ogsom under opholdet udviser en sådan farlig og psykotisk adfærd, at detanses for påkrævet, at den pågældende overføres til Sikringsafdelingen.I de tilfælde, hvor en person, som allerede er idømt en strafferetlig foran-staltning, på baggrund af et farlighedsdekret overføres til Sikringsafde-lingen, vil det ikke i sig selv have betydning for den strafferetlige foran-staltning, og reglerne om længstetid og prøvelse af foranstaltningens op-retholdelse vil således fortsat finde anvendelse.Hvis imidlertid den farlige adfærd, som har givet anledning til farlig-hedsdekretet, medfører, at anklagemyndigheden rejser en sag om æn-dring af foranstaltningen, hvorved den pågældende dømmes til anbrin-gelse på Sikringsafdelingen, vil det som udgangspunkt føre til en ophæ-velse af farlighedsdekretet, jf. herved de specielle bemærkninger til psy-kiatrilovens § 40 (Folketingstidende 1988/89, tillæg A, spalte 2099).Ophæves en strafferetlig foranstaltning, mens den dømte – på baggrundaf et farlighedsdekret – har ophold på Sikringsafdelingen, vil grundlagetfor den pågældendes frihedsberøvelse herefter alene være psykiatrilovenskapitel 11 om anbringelse af ekstraordinært farlige personer.Det betyder bl.a., at der – hvis det ikke allerede er sket – vil blive beskik-ket en patientrådgiver for den pågældende, idet en eventuel bistandsvær-gebeskikkelse bortfalder, når den strafferetlige foranstaltning ophævesendeligt, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 4, jf. straffelovens § 71, stk. 2.3

Farlighedsdekretet vil administrativt kun kunne ophæves af justitsmini-steren, jf. psykiatrilovens § 41, stk. 1. Den overlæge på Sikringsafdelin-gen, der har den pågældende under behandling, vil således skulle rettehenvendelse til ministeriet med indstilling om ophævelse af farligheds-dekretet, når ophold i Sikringsafdelingen ikke længere findes påkrævet.Patienten selv eller dennes patientrådgiver vil tillige kunne fremsætteanmodning om, at farlighedsdekretet ophæves. Et eventuelt afslag påanmodningen vil efterfølgende kunne begæres indbragt for retten til prø-velse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. psykiatrilovens § 41,stk. 1. Hvis en begæring om ophævelse af farlighedsdekretet er afslået,vil en ny begæring herom først kunne fremsættes af patienten eller pati-entrådgiveren 2 måneder efter Justitsministeriets afslag. Har afslaget væ-ret indbragt for retten, regnes fristen dog fra rettens afgørelse i sagen, jf.psykiatrilovens § 41, stk. 2.