TALEPAPIRDet talte ord gælder

Tilhørerkreds:

Anledning:

Taletid:

Tid og sted:

Dok nr.:

Folketingets Sundhedsudvalg

Samråd om sammenhængende patientforløb

(f.eks. 10 min., herefter 15 min. til spm.)

Folketinget den 10. februar 2010, kl. 13.00

179768

Spørgsmål V: Hvad vil ministeren gøre, for at regionerne lever op til etsammenhængende patientforløb for cancerpatienter, med henvisning til atKræftens Bekæmpelses patientrapporter om tværgående forløb har flere sager,

som peger på manglende udrednings og behandlingsforløb, der ikke erkoordineret på tværs af de involverede enheder, manglende informationer,manglende aftaler om tid og sted samt hvem der har behandlingsansvaret?

[Indledning]

Jeg kender ikke til de konkrete patientrapporter, der er omtalt i spørgsmålet, ogsom Kræftens Bekæmpelse efter sigende ligger inde med. For mit egetvedkommende, kan jeg oplyse, at jeg på mit skrivebord har oplevet et markantfald i den slags patienthistorier siden indførelsen af pakkeforløbene påkræftområdet i 2008.

Når det er sagt, har jeg også læst aviserne på det seneste, og har derfor også læstom det forløb, som Kræftens Bekæmpelses kommunikationschefs nu afdødehustru har gennemgået. Og det er ikke behagelig læsning.Men jeg har også bemærket, at flere overlæger og sygehusdirektører selv har etbudpå,hvorfornoglekræftpatienterdesværrestadigoplever

usammenhængende forløb.

[Årsagerne]

Lad os først kigge på,hvorfordenne gruppe af sygehusdirektører mener, at viigen hører om kræftpatienter, der oplever utrygge og ukoordinerede forløb. Ogher citerer jeg:En række direktører på de danske sygehuse erkender nu, at

dårlig sammenhæng og manglende overblik over patienternes behandling er etaf de største problemer på hospitalerne”.Også Danske Regioner, der har ansvaret for sygehusenes drift, har blandet sig idebatten. Formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman mener,at man i regionerne skal finde ud af, hvordan man sikrer, - og nu citerer jeg igen”–at breve ikke går tabt i et stort system, at nogen går ind og tager ansvar for,at tingende foregår rigtigt, og at patienterne mærker, at de er i centrum, og atder tages hånd om dem”.Og sidst - men måske mest væsentligt - påpeger en overlæge i debatten, at: ”Vihar et kulturproblem på de danske sygehuse, som ikke har noget med ressourcerat gøre”.

[Løsning]

At vi kender årsagerne, betyder ikke nødvendigvis, at problemerne er lette atløse. Men det betyder altså heller ikke, at vi bare skal kaste flere ressourcer ind isystemet centralt fra eller lave lovstramninger - faktisk frabeder flere overlægersig netop det.Men hvad gør vi så?Her giver overlægerne i debatten et bud. Ifølge dem handler det om, atproblemerne erkendes og tages alvorligt, og at der målrettet ændres på kulturenpå sygehusene. Det handler om, at ledelsen tager ansvar og at patienternemærker, at de er i centrum! Jeg kan ikke andet end bakke op om denne analyse

og konklusion. Og jeg synes, at det er prisværdigt, at man ude på sygehusene ogi regionerne selv tager opgaven på sig og forsøger at forstå og løse problemerne.

[Planlægning]

Jeg anerkender 100 procent det kæmpe stykke arbejde, sygehuspersonalet harpræsteret for at indføre pakkeforløb på kræftområdet. Jeg er imponeret af denneindsats!Og jeg har selvfølgelig stor respekt for, at læger først og fremmest skal reddemenneskeliv. Derfor fylder det rent kliniske fokus naturligvis også meget iarbejdstilrettelæggelsen. Men i behandlingen af komplicerede og livstruendesygdomme må vi sande, at tilrettelæggelse, logistik og et reelt ønske om at sættepatienten i centrum er integrerede dele af en veltilrettelagt og livsreddende

behandling. Planlægning og koordination er afgørende for at tilvejebringesammenhængende og klinisk optimale udrednings- og behandlingsforløb, nårdet kommer til så komplicerede sygdomme som kræft.

[Patienten i centrum]

Langt de fleste steder formår man da også at tilrettelægge sammenhængendeforløb og samtidig tage højde for, at kræftpatienter ikke er ens - og at de skalbehandles derefter.Det kræver dialog mellem patient og personale. Og dialog tager tid, og skalderfor tænkes ind i forløbet fra ende til anden. Det kan kun lade sig gøre, hvisder er ledelsesmæssigt fokus og opbakning hertil. Eller med andre ord hvis det,at man lytter til patienten og dennes behov og ønsker, er en del af kulturen. Det

gælder for sygehjælperen såvel som for den behandlingsansvarlige overlæge, iforhold til at levere varen – sammenhængende patientforløb – er de på en fællesmission!

[Udfordringer]

Men jeg erkender, at det ikke altid er en let - endsige entydig - mission. At få enkræftdiagnose er en kæmpe udfordring: personligt, socialt og familiært. Ognæsten uanset hvor veltilrettelagt et forløb patienten tilbydes, er det svært helt atfjerne patientens uro og ængstelse.En kræftsygdom er ikke det samme som et brækket ben, der blot kan flikkessammen. En kræftdiagnose intervenerer dybt i den enkeltes hverdag og giveranledning til mange forskelligartede behov og støtteindsatser. Og det er her

sundhedsvæsnet kan og skal gøre en forskel. Vi kan nok ikke helt fjerne enkræftpatients utryghed, men vi kan afhjælpe den ved at tilbyde patienten etveltilrettelagt forløb, der definerer de sundhedsfaglige handlinger og sikrer, atpatienten føler sig velinformeret og medinddraget. Samtidig skal patienten mødelydhør og imødekommende personale - og det er netop dét, kulturen på denenkelte afdeling skal kunne rumme.

[LUP]

Heldigvis oplever langt størsteparten af de danske kræftpatienter også at dennekultur allerede eksisterer. Mit ministerium fik i 2008 gennemført enlandsdækkende undersøgelse af kræftpatienters oplevelser. 96 procent afkræftpatienterne svarede, at de havde et godt eller virkelig godt indtryk af deres

samlede udrednings- og behandlingsforløb. Et flot resultat, som man kan værestolt af på de danske sygehuse. Og data er oven i købet indsamlet før end, at dervar indført pakkeforløb for alle kræftformer.Undersøgelsen viser, at der generelt er stor tilfredshed med sygehuspersonaletsevner til at udvise forståelse for patienten, kommunikere med patienten på enrespektfuld måde og være lydhør over for patientens behov. Ogsåkerneområderne, som tillid til at man som kræftpatient tilbydes den bedst muligebehandling og tillid til sygehuspersonalets faglige dygtighed, er områder, sompatienterne vurderer helt i top. Men samme undersøgelse påpegede også noglesvagheder i forløbet. Disser ømme punkter er netop nu ved at blive yderligerebelyst i en rapport, så vi kan lære af vores fejl og blive endnu bedre påkræftområdet.

[Pakkeforløb]

Men hvad gørvisom sundhedspolitikere nu? Hvad er vores handlemuligheder?Med pakkeforløbene har vi optimeret udrednings- og behandlingsforløbet forkræftpatienter. Jeg følger området tæt. Detjeghører fra regionernes kvartalvisetilbagemeldinger er, at det vitterligt går efter planen. Forløbstiderne forudredning og behandling er blevet nedbragt landet over, og der er tilmed størrearbejdsglæde flere steder efter indførelsen af pakkeforløb.For eksempel viser den seneste tilbagemelding fra oktober sidste år, som jegogså nævnte i mit svar på spørgsmål U, at alle regioner har indførtforløbskoordinatorer, netop for at imødekomme det helt indlysende behov forsammenhængende og veltilrettelagte forløb.

Jeg tør godt sige, at pakkeforløbene på kræftområdet har gjort en reel positivforskel og har forbedret forholdene for de danske kræftpatienter. Men selvomalle sejl er sat, og alle mand er ombord, så er vi åbenbart ikke nået i mål helevejen rundt!

[Regionerne på banen]

Regeringen har tilvejebragt de nødvendige rammer for at tilrettelægge og sikrepatienterne en kræftbehandling i verdensklasse. Nu må driftsherrerne - de 5regioner - trække i arbejdstøjet igen. Man er trods alt to til en tango. Og vi erligeværdige parter i aftalen om akut handling og klar besked på kræftområdet fraefteråret 2007.

Det handler om, at regionerne får strammet op de få steder, hvor det halter. Ogfår placeret det nødvendige ledelsesansvar, hvor det mangler, så både ansatte ogpatienter føler sig professionelt behandlet!

[Positive sideeffekter]

Ogheldigvisharhensigtsmæssigtilrettelæggelseogindførelsenaf

pakkeforløbene positive sidegevinster. De er jo først og fremmest til gavn forpatienterne. Men vi ser også, at en veltilrettelagt arbejdsdag med mulighed for atyde god service højner arbejdsglæden hos de ansatte. Og arbejdsglæde er heltcentralt for at fastholde det meget dygtige personale, vi har i sundhedsvæsnet.

For det er alt andet lige sjovere at arbejde under veltilrettelagte arbejdsforholdog være i stand til at tilbyde den bedste behandling med tilfredse patienter tilfølge! Det er en win-win situation for både patienter og ansatte.

[Ansvar]

Derfor skal dem, der sidder med ansvaret for at tilbyde sammenhængendepatientforløb på banen.En overlæge formulerer det således i Berlingske

Tidende”Kulturen og holdningen på sygehusene skal ændres, så patienterne fåren tryg og sammenhængende behandling. Og det kan kun ske, hvis ledelseniværksætter en målrettes indsats for at forbedre forholdende hele vejen igennemsystemet”.

Jeg opfatter dette udsagn som et råb om, at de her problemer bliver tagetalvorligt. Og det er ikke noget, vi kan gøre herinde fra Borgen.Heldigvis udtaler en række sygehusdirektører også, at de arbejder på at forbedreforholdene blandt andet ved at indføre kontaktpersoner, elektroniske journalerog ved at undervise personalet i kommunikation.De giver også udtryk for, at det er svært, og det er det også. Kultur er ikke nogetman ændrer fra den ene dag til den anden. Og en kulturændring og etledelsesmæssigt fokus, er altså ikke noget vi kan bevillige herinde fra - ellersætte på finansloven for den sags skyld! En kulturændring skal komme frasystemet selv, eller som en overlæge udtrykker det:”Der mangler, at lederne

klart udtrykker, hvordan de forventer, personalet tilrettelægger behandlingen ogomgås patienterne”.

[Afslutning]

Jeg er sikker på, at der sker de nødvendige justeringer, der hvor det ernødvendigt, så vi kan komme i mål – for vi skal i mål! Først derefter kan vi”komme videre” og arbejde med andre aspekter af kræftpatienters forhold.Jeg har jo bedt Sundhedsstyrelsen udarbejde en Kræftplan III, så vi kan sikreendnu bedre forhold for kræftpatienter, og ikke mindst så vi kan bevarekonstruktivtfokus på det meget vigtige område, som kræftområdet er.