SUU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 322: Spm. om at redegøre for hvilke initiativer der tages for at hindre overfald på personale fra voldelige psykiatriske patienter, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundhedsudvalg har den 28. januar 2010 stillet følgende spørgsmål nr. 322(Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares. Spørgs-målet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).Spørgsmål nr. 322:’Ministeren bedes redegøre for hvilke initiativer der tages for at hindre overfald påpersonale fra voldelige psykiatriske patienter, og hvad der gøres for at gøre patienternestoffrie.’Svar:Jeg vil indledningsvis bemærke, at det jo heldigvis er sådan, at de allerfleste psykisksyge hverken er voldelige eller farlige for deres omgivelser. Men det er klart, at der eren mindre gruppe psykisk syge, som typisk reagerer aggressivt eller voldeligt som endel af deres sygdomsproblematik f.eks. fordi de er forpinte, føler sig forfulgte eller mis-forståede eller ikke kan udholde f.eks. ventetid.Det er som bekendt regionernes ansvar at tilrettelægge virksomheden på sygehusene ogmedarbejdernes arbejdsforhold, herunder også i forhold til medarbejdernes sikkerhed.Generelt gælder, at man ved indretning af afdelinger og afsnit har taget hensyn til beho-vene for sikkerhed, blandt andet henset til hvilken type patienter afsnittet er beregnet til.Det gælder eksempelvis ved indretning af lukkede afsnit, retspsykiatriske af-snit/afdelinger m.v. Der vil endvidere være foretaget overvejelser om forskellige tekni-ske tiltag under hensyn til personalets sikkerhed og tryghed f.eks. overfaldsalarmer.Det er naturligvis også en væsentlig forudsætning for forebyggelse af voldelige episo-der er, at der er et kompetent personale, som har en grundlæggende faglig viden ogforståelse af, hvorledes man skal omgås psykiatriske patienter. Endvidere finder jeg detaf betydning, at personalet tillige har vedligeholdte kompetencer om tilgange og meto-der til voldsforebyggelse, konflikthåndtering mv. og herunder hvorledes man kan ned-dæmpe eller aflede ved optræk til konflikter. Der er desuden erfaring for at eftersamta-ler efter tvangsanvendelse også kan medvirke til forebyggelse af konflikter. Endelig erdet væsentligt, at der er det tilstrækkelige antal personale tilstede.Idet det som sagt er regionernes ansvar at tilrettelægge arbejdet på sygehusene og sikremedarbejdernes arbejdsforhold, er jeg af den overbevisning, at regionerne er bevidstom, og forholder sig til, betydningen af medarbejdernes uddannelse og antal samt kon-fliktforebyggende initiativer som fx eftersamtaler efter tvangsanvendelse.

For så vidt angår hvad der gøres for at holde patienterne stoffrie kan jeg oplyse, at deter velkendt at en stor gruppe psykiatriske patienter anvender forskellige stoffer eller haren anden type misbrug.Det kan dreje sig om såkaldte dobbeltdiagnosepatienter, men også andre psykiatriskepatienter kan anvende såvel alkohol som hash, andre stoffer og evt. ikke ordineredelægemidler. I nogle tilfælde har anvendelsen karakter af selvmedicinering. Et sådantforbrug vil generelt have en negativ indflydelse på mulighederne for at opnå gode be-handlingsresultater, og man gør sig derfor i psykiatrien betydelige anstrengelser for atmotivere den enkelte patient til at ophøre med et sådant misbrug, herunder også viapsykoeducative metoder.Aktuelt kører der i Region Hovedstaden et projekt, CAP-OPUS, hvor man via en inten-siv indsats støtter relevante patienter til at forstå, at hash har en negativ indflydelse påderes psykiske tilstand, og derved får dem til at afholde sig fra anvendelse af Cannabis.For at holde patienter og afsnit/afdelinger stoffrie kan der desuden i relevante situatio-ner bl.a. foretages urinscreeninger, undersøgelse af lokaliteterne samt visitering. Jeg hardog ikke kendskab til, i hvilket omfang dette rent faktisk benyttes i praksis.