SOU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 79: MFU spm., om ministeren kan redegøre for baggrunden for, at Ankestyrelsen har skiftet opfattelse og nu har bestemt, at handicappede, f.eks. scleroseramte, ikke har brug for trehjulede el-crossere, for at fungere i deres hverdag, til indenrigs- og socialministeren

Svar:Til brug ved besvarelsen er der indhentet en udtalelse fra Ankestyrelsen,som har oplyst følgende:”Ankestyrelsen skal bemærke, at det overordnede formål med hjælp efterserviceloven er, at den enkelte kan leve et liv som andre på samme alder ogi samme livssituation.Udgangspunktet er nu, at en trehjulet el-scooter er et forbrugsgode, dog kankøretøjet fungere udelukkende som et hjælpemiddel for ansøgeren. Et for-brugsgode kan således have en så specifik funktion til at kompensere for ennedsat funktionsevne, at forbrugsgodet ikke har anden funktion end at fun-gere som hjælpemiddel. I disse tilfælde er det et hjælpemiddel, hvor støttenomfatter den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt.Der er i disse tilfælde ikke nogen egenbetaling, idet forbrugsgodet betalesfuldt ud af kommunen.Ankestyrelsen har i principafgørelse C-25-06 truffet afgørelse om, at en cy-kel med hjælpemotor var et forbrugsgode. For en kvinde med sclerose fun-gerede den tohjulede el-cykel dog udelukkende som et hjælpemiddel. Kvin-den var derfor berettiget til hjælp til cyklen svarende til den fulde anskaffel-

sespris eller som udlån. Afgørende for, at cyklen for kvinden udelukkendefungerede som et hjælpemiddel, var om der for den handicappede kvindevar en forbrugsgodeværdi tilknyttet, således at den handicappede ville bliveoverkompenseret ved bevillingen, eller om forbrugsgodet alene kompense-rede for den nedsatte funktionsevne.Når der bevilges en el-scooter, skal der derfor hver gang tages stilling til, omel-scooteren udelukkende fungerer som et hjælpemiddel for ansøgeren.Baggrunden for at en 3-hjulet el-scooter som udgangspunkt nu er et for-brugsgode er, at samfundsudviklingen medfører, at befolkningens forbrugs-mønster ændrer sig. Afgrænsningen mellem hjælpemidler og forbrugsgoderflytter sig derfor i takt med den almindelige samfundsudvikling.I Ankestyrelsens praksisundersøgelse i 2007 om hjælpemidler og forbrugs-goder viste det sig, at der var forskellig praksis i kommunerne, om el-scootere blev bevilget som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.Ved kommunesammenlægningerne var flere kommuner blevet opmærk-somme på den uensartede praksis.Det er produktet, dets anvendelse, og hvem det fremstilles og forhandles til,som afgør, om det er et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. El-scooteresælges i dag også til private, der betaler selv og ikke ønsker kommuneninvolveret, eller private, som har fået afslag fra kommunen. Køretøjerne an-nonceres bredt. I skattelovgivningen er el-scootere forbrugsgoder.El-scootere har en forbrugsgodeværdi i forhold til en kørestol, en stok elleren rollator. For den ældre del af befolkningen erstatter el-køretøjet såledesikke altid en kørestol, stok eller rollator, men erstatter bilen. Der kræves ikkekørekort til el-scootere. Det, der kompenseres udover den nødvendige af-hjælpning af funktionsnedsættelsen, er forbrugsgodeværdien, som ogsåikke-handicappede har glæde af. Spørgsmålet om forbrugsgodeværdi er dogkun relevant, når der er tale om et produkt, der fremstilles og forhandlesbredt.Hjælpemidler er således produkter, der fremstilles med henblik på at afhjæl-pe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Der er ingen egenbeta-ling på et hjælpemiddel. Et hjælpemiddel tilhører kommunen, og hvis detikke anvendes kan kommunen afhente det.Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt medhenblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som mål-gruppe. Produkterne er ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpeen nedsat funktionsevne, men kan i en række tilfælde udgøre den kompen-sation, som personer med nedsat funktionsevne har brug for.

Der er egenbetaling på 50 procent af et standardprodukt af den type, der erbehov for. Ansøgeren kan købe et dyrere produkt, men kommunen betaleralene 50 procent af prisen på standardproduktet.Der kan dog bevilges et dyrere produkt end et almindeligt standardprodukt,eller der kan bevilges en særlig indretning, som er nødvendig. Kommunenbetaler disse merudgifter.Når der er egenbetaling på 50 procent på forbrugsgoder, er baggrunden atundgå overkompensation, fordi et forbrugsgode opfylder samme behov, somandre også har.Et forbrugsgode kan dog udelukkende fungere som et hjælpemiddel og blivebetalt fuldt ud af kommunen.Ankestyrelsen har således ikke bestemt, at handicappede f.eks. sclerose-ramte, ikke har brug for 3-hjulede el-crossere for at fungere i deres hverdag.”Karen Ellemann/ Karin Ingemann