SOU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 429: Spm. om at sætte et oprydningsarbejde i gang, herunder sætte et loft over antallet af børnesager således at socialrådgiverne har maksimum 35 børnesager, så de har tiden til at fordybe sig i de sager, de skal behandle, til socialministeren

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 22. april 2010følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 429(SOU Alm. del).Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Özlem Sara Cekic (SF).

Spørgsmål nr. 429:”Vil ministeren være indstillet på, på baggrund af de seneste sager man harhørt om i pressen, hvor udsatte børn og unge bliver svigtet af myndigheder,at sætte et oprydningsarbejde i gang, herunder sætte et loft over antallet afbørnesager således at socialrådgiverne har maksimum 35 børnesager, såde har tiden til at fordybe sig i de sager, de skal behandle?”

Svar:Jeg er i tvivl om, hvad spørgeren mener med ”at sætte et oprydningsarbejdei gang”, men jeg skal gøre opmærksom på, at satspuljepartierne med Bar-nets Reform, som der blev indgået aftale om i efteråret, netop har vedtagetat foretage en markant styrkelse af indsatsen over for udsatte børn og unge.Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt jeg ønsker at fastsætte et lovbe-stemt loft over, hvor mange børnesager den enkelte sagsbehandler i enkommune må sidde med, så mener jeg ikke, at det er en farbar vej at gå. Deter efter min mening ikke en statslig opgave at fastlægge, hvordan kommu-nerne skal lede og organisere arbejdet ned i detaljer. Der skal være plads til,at kommunerne lokalt kan fastsætte de løsninger, som bedst giver mening iden pågældende kommune.En undersøgelse, som Ankestyrelsen offentliggjorde for ca. et år siden, viste,at kommunerne organiserer sagsarbejdet vidt forskelligt, at de registrerersagerne forskelligt, og at der er stor forskel på sagernes tyngde.

Undersøgelsen viser da også, at der er klare forskelle i sagsmængden forden enkelte sagsbehandler i kommunen, alt efter om sagsbehandleren sid-der med sager, som er defineret som relativt lette eller relativt tunge. Samti-dig har sagsbehandlernes ansættelsestid og anciennitet også betydning forantallet af sager, den enkelte sagsbehandler har.Dette understøtter, at det er den enkelte kommune, der har de bedste forud-sætninger for at vurdere, hvordan arbejdet bedst tilrettelægges.Det er et kommunalt ledelsesansvar at organisere arbejdet på en sådanmåde, at kommunens sagsbehandler har tid til at foretage en kvalificeretsagsbehandling i overensstemmelse med lovgivningen og således, at med-arbejderne sikres attraktive arbejdsvilkår. Som led heri mener jeg, at det vilvære positivt, hvis den enkelte kommune opstiller lokale målsætninger for,hvor mange sager en enkelt sagsbehandler bør sidde med under hensynta-gen til de lokale forhold og arbejdsgange.