Socialudvalget 2009-10
SOU Alm.del
Offentligt
838305_0001.png
838305_0002.png
838305_0003.png
838305_0004.png
838305_0005.png
Det talte ord gælder

Samrådsspørgsmål AD:

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at forhindre, atkommunerne skærer ned på anbringelsesområdet ogpå indsatsen for udsatte børn og unge alene afhensyn til kommunernes økonomi, og hvilkenholdning har ministeren til at indføre enrefusionsordning for kommunernes udgifter tilanbringelser af børn og unge?

Svar:

Først og fremmest må jeg sige, at der ikke er noget,der i dag tyder på, at kommunerne skærer ned påanbringelsesområdet. Vi har historisk høje udgifter tilområdet for udsatte børn og unge på 14,3 mia. kr. iregnskaberne for 2008. Samtidig kan vi se, at antalletaf børn og unge, der er anbragt, ligger nogenlundestabilt.
Det står helt klart, at børn og unge, der har behov forhjælp efter serviceloven, skal have den nødvendigehjælp! Det er der hverken lovgivningsmæssig tvivleller politisk uenighed om.
Kommunen må derfor aldrig stoppe eller fravælgeindsatser over for udsatte børn og unge af rentøkonomiske årsager. De er forpligtiget til at hjælpebørn og unge ud fra en konkret og individuelvurdering.
Men jeg er ikke er enig i præmissen om, at jo flerepenge vi bruger på området, jo bedre er indsatsen.Kommunerne skal se på, hvad de får for pengene.Det dyreste tilbud er ikke altid det bedste tilbud. Hellerikke når det gælder anbringelser af børn og unge.
Kommunerne er forpligtet til at give den hjælp og deydelse, som de udsatte børn og unge har behov for,og kommunerne må ikke undlade at hjælpe aføkonomiske hensyn. Samtidig er kommunennaturligvis forpligtet til at inddrage sagligeøkonomiske hensyn – dvs. vurdere, om kommunenfår den rette indsats til den rette pris.
Men økonomistyring og faglighed er ikke hinandensmodsætninger. Økonomi og faglighed skal gå hånd ihånd, når kommunerne vælger, hvilken indsatsborgeren skal tilbydes.
Det er naturligvis helt afgørende, at den økonomiskestyring sker med dyb respekt for fagligheden, for dermå ikke være tvivl om, at loven skal overholdes, ogbørnenes tarv varetages i overensstemmelse med derammer, der er fastlagt i loven.
Hvis der skulle være kommuner, som ikke overholderloven, har vi et meget fintmasket sikkerhedsnet, dersikrer, at børn og unge får den hjælp, de har krav på.Det er både i form af de sociale nævn, Ankestyrelsenog Tilsynet under statsforvaltningerne. Det er etsikkerhedsnet, der er blevet endnu bedre med denstyrkelse af indsatsen, som et meget stort flertal afFolketingets partier har aftalt med Barnets Reform.Her styrker vi bl.a. Ankestyrelsens muligheder for attage sager op af egen drift.
Der spørges yderligere til min holdning til at indføreen refusionsordning til anbringelser af børn og unge.
Her skal jeg selvfølgelig minde om, at vi i dag alleredehar en refusionsordning, som også omfatter områdetfor anbringelser af børn og unge. Dennerefusionsordning er indrettet, så kommunerne mindstmuligt påvirkes af økonomiske incitamenter ved valg
af en foranstaltning. Formålet med ordningen er, atden skærmer kommunernes økonomi i de særligtdyre enkeltsager – og det gælder også for de dyreanbringelsessager.
Hvis vi skal blive bedre til at løse problemerne påområdet for udsatte børn og unge, er det vigtigt attænke på tværs af områderne. Vi skal blive bedre tilden tidlige og forebyggende indsats i bl.a.sundhedsplejen, i skoler og daginstitutioner. Jeg erbange for, at en refusionsordning, som ’favoriserer’anbringelser frem for den forebyggende indsats, vilhave den modsatte effekt.
Jeg vil også gerne pointere, at vi med Barnets Reformnetop sætter fokus på den tidlige og forebyggendeindsats i forhold til udsatte børn og unge. Fx bliver detlettere for fagpersoner at drøfte en bekymring for etbarn – så man ikke som lærer eller pædagog skal gåalene med en nagende mistanke om, at noget er galt,men som man alligevel ikke helt mener, ervelbegrundet nok til en underretning.
Vi tydeliggør også, at kommunerne kan iværksættestøtte sideløbende med en undersøgelse, hvis der erbehov for det, ligesom kommunerne får mulighed for
at igangsætte den børnefaglige undersøgelse udenforældrenes samtykke.
En tidlig og forebyggende indsats er afgørende, dadet giver mulighed for at afhjælpe problemerne ogdermed forhindre, at behovet for de dyre anbringelseropstår.Samlet set må jeg derfor konstatere følgende:For det første er der intet, der tyder på, atkommunerne ikke prioriterer området, daudgifterne er historisk høje.For det andet kan jeg blot fastslå, at der alleredei dag eksisterer en refusionsordning, såkommunerne faktisk har mulighed for at fårefusion for de meget dyre anbringelser.Endelig må vi ikke glemme den tidlige ogforebyggende indsats, og at det netop er et af deområder, vi har sat fokus på i Barnets Reform.