SOU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 379: Spm. om det er korrekt, at udgifterne er forøget i det omfang, som formanden for socialcheferne henviser til, til socialministeren

Folketingets Sundhedsudvalg har den 17. februar 2010 stillet følgendespørgsmål nr. 379 (Alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som her-med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Özlem Sara Cekic (SF).Spørgsmål nr. 379:’’Vil ministeren oplyse hvilke regler og vejledninger der er for brugen af børnsom tolke i Danmark, og i hvilket omfang (hvor ofte og i hvilke sammenhænge)børn anvendes som tolke i det danske sundhedsvæsen?”Svar:I det foreløbige svar af 1. marts 2010 blev det tilkendegivet, at Danske regio-ner blev bedt om at indhente oplysninger om, hvorvidt der findes opgørelserover, i hvilket omfang børn anvendes som tolke i det danske sundhedsvæsen,med henblik på endelig besvarelse af spørgsmålet. Disse oplysninger forelig-ger nu, hvorfor spørgsmålet kan besvares endeligt.Den danske sundhedslovgivning indeholder ikke regler om brugen af børnsom tolke. Det fremgår dog af bekendtgørelse nr. 1339 om tolkebistand eftersundhedsloven, at den læge, der er ansvarlig for behandlingen af patienten,skal sikre sig, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer, herunderbeherskelse af det danske sprog.Danske Regioner har til brug for min besvarelse oplyst,”at det ikke er muligt at give et klart overblik over, hvor ofte og i hvilke sam-menhænge børn anvendes som tolke i det danske sundhedsvæsen. Det kankonstateres, at brugen af børnetolkning forekommer, men søges begrænset istørst muligt omfang. Med henblik på bl.a. at undgå pårørendetolkning (bådebørn og voksne) oplyser flere regioner, at de i øjeblikket arbejder på at indføretele- og videotolkning.Men holdningen ude i regionerne er, at børn ikke må eller skal benyttes i for-bindelse med tolkning i sundhedsvæsenet – hverken i praksissektoren, påhospitalerne eller i psykiatrien.Ingen af regionerne angiver at have specifikke vejledninger i forbindelse medanvendelsen af børn til tolkning. Det nævnes i regionernes generelle retnings-linjer, der er udformet for brugen af tolkebistand, at børn ikke må anvendessom tolke, eller at det som udgangspunkt altid skal undgås. Det findes at være’uetisk og uprofessionelt’. Eller det fremgår som en implicit regel for brugen aftolkebistand i regionen via de aftaler, som regionerne har indgået med tolkebu-

reauer og tolke, som de sundhedsprofessionelle er forpligtet til at bruge. Afta-ler, som foreskriver, at der ikke bruges børn og familiemedlemmer som tolke.Ligeledes fremgår det af sundhedsloven, at der kun ydes vederlagsfri tolkning iforbindelse med behandling, når tolken ikke er nært beslægtet med patienten.De sundhedsprofessionelle forventes at overholde disse regler, som også an-ses for at være en begrænsning for brugen af børn som tolke.Generelt er der i regionerne ingen registrering af, i hvilket omfang børn anven-des som tolke i sundhedsvæsenet, hvorfor det er svært at fastslå, om, ogeventuelt i hvilken udstrækning, det foregår.Tilbagemeldingen fra hospitalerne er, jf. regionerne, at de som udgangspunktaltid forsøger at rekvirere en godkendt tolk. Dernæst forsøges det at få voksnepårørende til at tolke, før børnetolkning overvejes.Situationer, hvor børn anvendes til tolkning, er sjældne og opstår typisk i denakutte situation på skadestue eller under indlæggelse, hvor der er tale ompraktiske forhold, og hvor det er svært hurtigt at få rekvireret tolk. I disse tilfæl-de vil man altid vurdere, om der er tale om et problem, hvor det kan forsvaresat lade barnet tolke. For at undgå disse situationer oplyser en region, at de ivisse tilfælde med fordel har brugt ansatte med udenlandsk baggrund som evt.taler samme sprog som patienten. Sker det, at børn eller andre pårørende be-nyttes som tolk, planlægges typisk en efterfølgende opfølgning med tolk”.