Det talte ord gælder.

Grundlag for tale til besvarelse af samrådsspørgsmål Z-Ø

Der er til samrådet stillet tre spørgsmål. Jeg besvarer de tre spørgsmål samlet.Indledningsvist vil jeg gøre det helt klart: Børn og unge, der har behov for hjælpefter serviceloven,skalhave den nødvendige hjælp! Det er der hverkenlovgivningsmæssigt tvivlellerpolitisk uenighed om.Kommunerne må derfor aldrig stoppe eller fravælge indsatser over for børn ogunge af rent økonomiske årsager.Ifølge serviceloven skal kommunens afgørelse om hjælpaltidske på baggrundaf en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag. Kommunen skal tilbydehjælp, hvis barnet eller den unge har behov for det. Og kommunen skal altidvælge den indsats, som er nødvendig for at dække barnets eller den unges behovfor støtte.Det er ikke ensbetydende med, at kommunerne ikke kan opstille retningslinjerog mål for indsatsen. Mål og retningslinjer for indsatsen er vigtigestyringsredskaber i alle organisationer – også i kommunerne.Det er vigtigt at have en ledelse, der har visioner for sine fagområder, og somudmønter disse visioner i konkrete målsætninger. Derfor er jeg kun glad for, atder i mange kommuner er en ledelse, som angiver retningslinjer for sinesagsbehandlere, som opstiller målsætninger for indsatsen på området, og somfølger op på, om ressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt. Det er der ikkenoget galt i – tværtimod! Det hører med til den økonomiske ansvarlighed, somvi forventer af kommunerne.Det hører også med til at være ledelsesmæssig ansvarlig at støtte de enkeltesagsbehandlere i deres arbejde. Det gør man blandt andet ved at melde nogleklare retningslinjer ud, så medarbejderne ikke er i tvivl om, hvilke mål ledelsenhar, og hvordan ledelsen prioriterer. En synlig og stærk ledelse er med til atstyrke den enkelte sagsbehandler i det daglige arbejde.Mål og delmål er nødvendige for en sammenhængende indsats i kommunen. Deer med til at sikre et fælles udgangspunkt for sagsbehandlingen i de enkeltesager og ofte også på tværs af områder – noget vi også kender fra desammenhængende børnepolitikker.

Derfor synes jeg, det er positivt, hvis kommunerne - fx i de sammenhængendebørnepolitikker – opstiller visioner og målsætninger for området og i denforbindelse forsøger at være så konkrete som mulige i forhold til, hvordan detskal gennemføres. Det kan fx være en målsætning om, at antallet af anbragtebørn skal nedbringes ved at opprioritere den tidlige, forebyggende indsats, så derer færre børn, som har behov for at blive anbragt uden for hjemmet.Det afgørende, når man opstiller sådanne målsætninger, er, at de ikke fører til, atden konkrete og individuelle vurdering af et barns eller en ungs behov udelades,eller at målene på anden måde forhindrer, at et barn eller en ung anbringes udenfor hjemmet, hvis det er den rigtige løsning. Det ville være klart i strid medlovgivningen, hvis det var tilfældet.Det betyder ikke, at kommunerne ikke skal opføre sig økonomisk ansvarligt.Selvfølgelig skal de det! Kommunerne skal som alle andre sikre sig, at de fårmest muligt ud af de ressourcer, de anvender. Det gælder også området forudsatte børn og unge.Og jeg køber altså ikke præmissen om, at jo flere penge, kommunerne anvenderpå et område, jo bedre er indsatsen nødvendigvis. Det handler om at anvendepengene på en god og rigtig måde – noget som også vil komme de udsattefamilier til gode. En synlig ledelse og en forvaltning med et højt fagligt niveaukan være med til at sikre, at det sker.Hvis der skulle være kommuner, som ikke overholder loven, har vi etklagesystem, der kan sikre, at børn og unge får den hjælp, de har krav på. Detgælder både i forhold til afgørelser, som kommunen træffer vedrørende detenkelte barn, og i forhold til en kommunes generelle praksis og eventuelleretningslinjer på området.Den unge eller forældrene kan således klage over en kommunes konkreteafgørelse om hjælp – eller mangel på samme – til de sociale nævn. OgAnkestyrelsen kan af egen drift gå ind i de konkrete sager, hvis de bliver gjortopmærksom på sager, hvor der er bekymring for, om et barn får den nødvendigehjælp.Endelig vil statsforvaltningen som led i tilsynet med den pågældende kommunekunne tage stilling til, om en kommunes generelle praksis eller retningslinjer forsagernes behandling er i overensstemmelse med loven.For at opsummere - Børn og unge, der har behov for hjælp efter serviceloven,skalhave den nødvendige hjælp for at imødekomme deres behov. Det er ikke ikonflikt med kommunernes mulighed for at udstikke retningslinjer ogmålsætninger for indsatsen eller for at handle økonomisk ansvarligt. Skulle der