Retsudvalget 2009-10
REU Alm.del
Offentligt
824157_0001.png
824157_0002.png
824157_0003.png
824157_0004.png
FolketingetRetsudvalgetChristiansborg1240 København K
Lovafdelingen
Dato:Kontor:Sagsnr.:Dok.:
12. april 2010Procesretskontoret2010-792-1254STC41116
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 791 (Alm. del), som Folke-tingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. marts 2010.Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Lars Barfoed/Ole Hasselgaard
Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

Spørgsmål nr. 791 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Idet der henvises til Bekendtgørelse nr. 1338 af 3. december2007 om forretningsordenen for Procesbevillingsnævnet §17, stk. 2, samt Betænkning afgivet af Retsudvalget den 18.maj 1995, hvoraf det fremgår, at ”Flertallet har endelig note-ret sig, at justitsministeren under samråd over for udvalgethar tilkendegivet, at han finder det rimeligt, at der gives enbegrundelse i tilfælde af et afslag på procesbevilling”, bedesministeren redegøre for, om Procesbevillingsnævnet må an-ses at være forpligtet på at afgive en indholdsmæssig begrun-delse eller kan afgive afslag alene med henvisning til de be-stemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilla-delse eller fri proces.”

Svar:

1.

Retsplejelovens kapitel 1 a indeholder regler om Procesbevillingsnæv-net. Det fremgår af retsplejelovens § 25, stk. 1, at Procesbevillingsnævnetselv fastsætter sin forretningsorden. Det fremgår af § 17, stk. 2, i be-kendtgørelse nr. 1338 af 3. december 2007 om forretningsordenen forProcesbevillingsnævnet, at i meddelelsen om nævnets afgørelse begrun-des afgørelsen med henvisning til indholdet af de bestemmelser, der gi-ver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces.

2.

Retsplejelovens kapitel 1 a blev indsat ved lov nr. 390 af 14. juni 1995om ændring af retsplejeloven (Oprettelse af et procesbevillingsnævnm.v.). Ved denne lov blev kompetencen til at meddele anden- og tredje-instansbevillinger i straffesager og civile sager overført fra Justitsministe-riet til et uafhængigt procesbevillingsnævn. Lovændringen byggede påRetsplejerådets forslag i Retsplejerådets betænkning nr. 1260/1993 om etprocesbevillingsnævn. Retsplejerådet påpegede heri, at der er et særligthensyn at tage til, at sagsbehandlingen ved nævnet ikke får en sådan ka-rakter, at nævnets afgørelse for borgerne kan komme til at fremstå somen afgørelse af selve den sag, hvor tilladelse til appel søges. Retsplejerå-det foreslog derfor bl.a., at nævnets afgørelser skulle træffes ved beslut-ning, der ikke nærmere begrundes, jf. betænkningen, side 30. Justitsmini-steriet var enig med Retsplejerådet, jf. pkt. 7 i de almindelige bemærk-ninger til lovforslag nr. L 217 om ændring af retsplejeloven (Oprettelseaf et procesbevillingsnævn m.v.), jf. Folketingstidende 1994-95, TillægA, side 2957.
2
Retsudvalget stillede i forbindelse med sin behandling af lovforslagetspørgsmål til begrundelsespligten (spørgsmål nr. 12). Justitsministeriethenviste i sin besvarelse af 17. maj 1995 til Retsplejerådets overvejelserog tilføjede, at det forhold, at Procesbevillingsnævnets beslutning ikkenærmere begrundes, f.eks. indebærer, at der i tilfælde af et afslag ikkeskal anføres en uddybende begrundelse for, at lovens betingelser formeddelelse af en procesbevilling ikke er opfyldt. En sådan begrundelseville i øvrigt kunne give f.eks. en landsretsdom en særlig præjudi-katsvirkning i forhold til andre landsretsafgørelser, hvor nævnet ikke harbehandlet en ansøgning om 3. instansbevilling. Justitsministeriet anførteendvidere, at meddeles der tilladelse, vil en nærmere begrundelse herforogså på grund af nævnets sammensætning kunne give anledning til mereprincipielle betænkeligheder i forhold til den efterfølgende behandling afsagen i Højesteret. Justitsministeriet henviste til, at Procesbevillingsnæv-net efter forslaget til § 26 hvert år skal offentliggøre en beretning om sinvirksomhed. Endelig bemærkede Justitsministeriet, at ingen af høringsin-stanserne – bortset fra Politidirektøren i København – havde haft be-mærkninger til, at Procesbevillingsnævnets beslutninger ikke skal be-grundes nærmere.Ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskel-lige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) blev reglerneom fri proces ændret. Ved lovændringen blev der bl.a. indsat en regelom, at afslag på fri proces kan påklages til Procesbevillingsnævnet, jf.retsplejelovens § 328, stk. 5, og § 329. Lovændringen byggede på Rets-plejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retsplejeIII (Adgang til domstolene). Det fremgår af betænkningen, side 387, atfri proces-sagerne skal behandles på samme måde som nævnets øvrigesager, hvilket bl.a. indebærer, at nævnets afgørelser (alene) begrundesmed henvisning til indholdet af de bestemmelser, der giver hjemmel formeddelelse af bevilling.

3.

Ved Procesbevillingsnævnets oprettelse har det således været forudsat,at nævnets afgørelser i appelsager – uanset om der er tale et afslag elleren tilladelse – ikke skal indeholde en indholdsmæssig begrundelse. Den-ne forudsætning blev gentaget i forbindelse med fremsættelsen af forsla-get om, at Procesbevillingsnævnet tillige skal behandle klager over afslagpå fri proces.
3
Procesbevillingsnævnet skal således alene begrunde sine afslag med hen-visning til de bestemmelser, der giver hjemmel til henholdsvis appeltilla-delse eller fri proces.Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at spørgsmålet om Procesbevil-lingsnævnets begrundelse er behandlet i Højesterets dom af 26. maj 1997(optrykt i UfR 1997.1062 H). Østre Landsret anførte i sine bemærkninger– som Højesterets flertal stadfæstede – at det stemte med retsplejelovensforudsætninger og derfor ikke i medfør af forvaltningsretlige regler kun-ne føre til ugyldighed, at nævnets afslag på kæretilladelse i overens-stemmelse med forretningsordenens § 13, stk. 2 [den gældende § 17, stk.2], alene var begrundet med en henvisning til [den da gældende] retsple-jelovens § 392, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3.
4