Spørgsmål nr. 783 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministeren bedes indhente og oversende oplysninger om depolske regler, der giver mulighed for medicinsk kastration afpædofilidømte personer, herunder bedes ministeren redegørefor kriterierne for, hvornår den medicinske kastration må fin-de anvendelse, udbredelsen af brugen af reglerne og erfarin-gerne hermed.”

Svar:

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet via Uden-rigsministeriet indhentet følgende udtalelse fra den danske ambassade iWarszawa, som har fremskaffet oplysninger fra det polske Justitsministe-rium:”Debatten om medicinsk kastration i Polen blussede for alvor opefter afdækningen i efteråret 2008 af sagen om en 45-årig polskmand (Krzysztof B.), som gennem seks år havde holdt sin datterindespærret og gentagne gange voldtaget hende, hvilket havde re-sulteret i to fødsler. Bl.a. premierminister Donald Tusk var på dettidspunkt markant ude i medierne og lovede blandt andet, at arbej-det med introduktion af medicinsk kastration i Polen ville blivefremskyndet. Og Tusk fandt opbakning både blandt befolkningenog hos oppositionen. Bl.a. viste en repræsentativ meningsmålingfra september 2008, at 75 pct. støttede ideen om medicinsk kastra-tion. Samme meningsmåling viste, at 94 pct. generelt støttedestrengere straffe for seksuelle overgreb mod børn.Den politiske opbakning viste sig, da reglerne om ”domstolspålagtbehandling” (udtrykket medicinsk kastration anvendes ikke i be-stemmelserne) blev vedtaget af det polske parlament den 25. sep-tember 2009 som del af en større lovpakke om skærpelse af straffe-ne for seksualforbrydelser mod børn og incest. 400 parlamentarike-re stemte for ændringerne, én imod og to undlod at stemme. De nyeregler træder imidlertid først i kraft den 8. juni 2010. Der kan såle-des endnu ikke siges noget om udbredelsen af brugen af reglerneeller erfaringerne hermed.Ifølge de nye bestemmelser kan polske domstole i forbindelse medidømmelse af ubetinget fængselsstraf for en seksualforbrydelse, derer begået som resultat af forstyrret seksuel præference, bestemme,at den dømte efter løsladelsen skal anbringes på en lukket instituti-on for at modtage behandling i form af medicinsk terapi eller psy-koterapi med henblik på at nedsætte den forstyrrede seksualdrift ogforebygge fremtidige lignende forbrydelser. Alternativt kan det be-stemmes, at behandlingen skal finde sted ambulant. Domstolenekan også bestemme, at medicinsk terapi eller psykoterapi skal ind-ledes allerede under afsoningen.2

Afgørelse om hvorvidt, hvornår og på hvilken måde den dømteseksualforbryder skal modtage behandling, skal af en dommer træf-fes senest seks måneder inden den dømtes løsladelse (men kan altsåfastlægges allerede ved afsigelse af dommen). Til brug for afgørel-sen skal der obligatorisk indhentes udtalelse om det konkrete til-fælde fra en psykiater, en psykolog og en sexolog. Den medicinsketerapi kan ikke anvendes, såfremt det vil medføre fare for den døm-tes liv eller helbred. Afgørelsen om behandlingsform og rammerneherfor kan senere ændres af domstolene (samme gruppe af eksper-ter skal i den forbindelse afgive udtalelse). Dog kan der ikke senereend 5 år efter seneste anbringelse på en lukket institution træffesafgørelse om genanbringelse med henvisning til dendom/forbrydelse, der var udløsende for den seneste anbringelse. Itilfælde af, at den dømte ikke møder op til eller deltager i en ambu-lant behandling, forudses domstolene at træffe afgørelse om an-bringelse af vedkommende på en lukket institution.Ved to forbrydelseskategorier skal domstolene i forbindelse medidømmelse af ubetinget fængselsstraf træffe afgørelse om anbrin-gelse på en lukket institution eller ambulant behandling efter løsla-delsen. For det første i tilfælde af voldtægt mod børn under 15 år,og for det andet i tilfælde af voldtægt i forbindelse med incest (her-under i adoptionsforhold). I øvrigt gælder samme regler som nævntovenfor.De konkrete behandlingsforløb forudsættes administreret og plan-lagt af personalet på den lukkede institution eller det ambulante be-handlingssted, der måtte være tale om. I forbindelse med reglernesvedtagelse blev spørgsmålet om, i hvilket omfang tvang vil bliveanvendt i behandlingen, vendt i den offentlige debat. I den forbin-delse udtalte flere læger, at de ikke kunne forestille sig fysisk attvinge medicin i de dømte seksualforbrydere, og at psykoterapi kunvirker ved den dømtes medvirken i behandlingen. Det er ikke i reg-lerne eksplicit nævnt, hvordan situationen ved den dømtes ikke-medvirken skal håndteres. Nogle mener at kunne udlede, at resulta-tet i det tilfælde bliver opbevaring på lukket institution indtil ”fri-villigheden” indfinder sig. Svaret vil givet først fremkomme i for-bindelse med, at situationen opstår efter reglernes ikrafttrædelse.”