Spørgsmål nr. 569 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ifølge ”Evalueringen af Lov om bortvisning og beføjelse tilat meddele tilhold m.v.” har en meget lille del – højest 4 pct.– af det potentielle antal bortvisningssager reelt ført til bort-visning. Hvad mener ministeren er årsagen til, at det blot erhøjest 4 pct. af det potentielle antal bortvisningssager som re-elt fører til bortvisning?”

Svar:

Som anført i den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 568 (Alm. del) fraFolketingets Retsudvalg, fremgår det af Justitsministeriets Forsknings-kontors evaluering af lov om bortvisning og beføjelse til at meddele til-hold mv., at der til brug for evalueringen er indhentet oplysninger om ialt 60 bortvisningssager. Heraf er der i 43 tilfælde sket bortvisning af denkrænkende part.Set i forhold til antallet af potentielle bortvisningssager i 2007 og 2008på i alt 1.907 sager, svarer antallet af sager, der fører til en bortvisning, til3 pct. Dette svarer stort set til evalueringen i 2006, hvor det tilsvarendetal lå på 4 pct.Ved ”potentielle bortvisningssager” forstås sager, der angår den under-søgte periode og de straffelovsbestemmelser, som bortvisningsloven ved-rører. For nærmere oplysninger om de kriterier, der er valgt til at udvælgede potentielle bortvisningssager, henvises til rapporten.I evalueringsrapportens afsnit 6.1 anføres bl.a. følgende om baggrundenfor den begrænsede anvendelse af bortvisningsloven:”I telefoninterview i forbindelse med denne evaluering giverpolitiet udtryk for, at bortvisningsloven er et godt redskab isager med samlivsrelateret vold, men peger samtidig på flereforhold, der kan stå i vejen for lovens anvendelse.I lighed med det, der fremkom i den tidligere evaluering afloven, nævner politiet også i dag, at forurettedes indstilling eraf stor betydning for bortvisningslovens anvendelighed. Vedsamlivsrelateret vold er det politiets erfaring, at forurettedeofte ønsker den krænkende part tilbage, når episoden erkommet lidt på afstand, hvilket betyder, at forurettede ofteikke er indstillet på at anmode om bortvisning. Samtidig erdet politiets vurdering, at et bortvisningsforbud ikke vil værevirksomt i tilfælde, hvor forurettede ikke er indstillet på for-2

buddet. Politiets har videre erfaring med, at enten den kræn-kende part eller begge parter i sager om samlivsrelateret voldofte er spirituspåvirkede, og at deres opfattelse af situationenændrer sig, når de bliver ædru.Der kan imidlertid også være tilfælde, hvor forurettede er såbange for den voldelige part, at vedkommende ikke tør for-blive i eget hjem, men i stedet ønsker at komme på et krise-center. Ligeledes kan det ske, at politiet vurderer, at foruret-tede af hensyn til sin sikkerhed vil være bedst tjent med atkomme på krisecenter, så den voldelige part ikke har kend-skab til forurettedes opholdssted og dermed ikke mulighedfor at opsøge pågældende.Politiets erfaringer lyder videre på, at forurettede i nogle til-fælde selv indgår som medvirkende part i voldsepisoden. I detilfælde, hvor begge parter i et vist omfang har været involve-ret, vurderes bortvisning ikke som et rimeligt indgreb.Yderligere en barriere for brug af bortvisningsloven handlerifølge politiet om, at der skal være tale om risiko for genta-gelse af volden eller truslen om vold, jf. en af forudsætnin-gerne for en bortvisning. Ifølge de interviewede foreliggerdenne risiko ofte ikke.I lighed med den tidligere evaluering påpeger politiet også idenne, at bortvisning primært er anvendelig i de mellemal-vorlige sager. Dette skyldes, at bortvisning betragtes som etdrastisk indgreb over for den part, der bortvises, hvorfor sa-gen, jf. proportionalitetskravet, skal være af en vis grovhed. Ide meget alvorlige sager vil der ofte ske varetægtsfængsling,hvorfor bortvisning vil være mindre relevant.Arbejdsbyrden ved en bortvisningssag nævnes også som enmulig barriere for anvendelsen af loven, hvilket ligeledes sva-rer til den tidligere evaluering af loven. Et par af de inter-viewede betegner bortvisning som et lidt omstændeligt ind-greb, da det blandt andet kræver, at der reageres hurtigt, at enjurist inddrages, og at der holdes styr på et omfattende papir-arbejde. Ved mangel på rutine eller i tilfælde af travlhed kan’den nemme’ og velkendte løsning derfor let blive valgt.I forlængelse heraf vurderer flere af de interviewede, at træg-heden ved implementering af nye regler indebærer, at rutinenomkring procedurerne og reglerne ved bortvisning endnu ik-ke generelt er til stede.De interviewede peger videre på, at partnervold ofte sker i til-fælde, hvor de implicerede personer ikke reelt bor sammen,og bortvisning derfor ikke kan anvendes. Det bemærkes, atder i beregningen af antallet af potentielle sager er taget højde3

for fælles adresse, mens det ikke er muligt for de øvrigenævnte barrierer.De interviewede giver udtryk for, at der er et godt kendskabtil loven inden for politiet, særligt blandt vagthavende, politi-advokater og politiinspektører. Nogle peger dog samtidig på,at kendskabet til loven antagelig ikke i alle tilfælde er til-strækkeligt hos de politibetjente, der kommer ud til voldsepi-soden. Det påpeges også, at kendskab til lovens eksistens ik-ke nødvendigvis indebærer, at fremgangsmåden og procedu-rerne ved en bortvisningssag er bekendt.”Det bemærkes i øvrigt, at Justitsministeriet har anmodet Strafferetspleje-udvalget om at foretage en samlet gennemgang af de gældende regler ogpraksis samt de indhøstede erfaringer vedrørende meddelelse af tilhold,og på baggrund heraf vurdere behovet for ændringer, navnlig med hen-blik på at sikre, at brug af tilhold er et praktisk og effektivt middel til atbeskytte den forurettede.