Spørgsmål nr. 387 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Vil ministeren oplyse, hvad der forstås ved ”andres rettighe-der og friheder” som anført i menneskerettighedskonventio-nens art. 9, stk. 2, som begrundelse for de begrænsninger afreligionsudøvelse, der kan accepteres efter konventionen?”

Svar:

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, stk. 1,har enhver ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed.Det følger af artikel 9, stk. 2, at frihed til at udøve sin religion eller trokun må ”underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lovog er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentligetryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædelighe-den eller for at beskytte andres rettigheder og friheder”.Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er opregnin-gen af anerkendelsesværdige formål i artikel 9, stk. 2, udtømmende ogskal fortolkes indskrænkende.Domstolen har fortolket hensynet til beskyttelsen af ”andres rettighederog friheder” i en række sager mod andre Europarådslande, særligt i for-bindelse med begrænsninger i adgangen til at bære det muslimske hoved-tørklæde i uddannelsessektoren. I alle disse sager fandt Domstolen, atindgrebet i religionsfriheden forfulgte det anerkendelsesværdige formålat beskytte ”andres rettigheder og friheder”.IDahlab mod Schweiz,afgørelse af 15. februar 2001, anerkendte Dom-stolen et forbud mod, at en lærer, som underviste 4 - 8-årige børn i enoffentlig skole, kunne bære det muslimske hovedtørklæde. Forbuddet varbegrundet i religiøs neutralitet i skolerne, og Domstolen udtalte bl.a., atså små børn – i modsætning til større børn – nemt påvirkes, og at det påden baggrund ikke kunne udelukkes, at det at bære tørklæde kunne haveen vis missionerende effekt, set i lyset af at kvinder i medfør af koranensyntes pålagt at bære tørklæde, hvilket var svært foreneligt med princip-pet om lighed mellem kønnene.ILeyla Sahin mod Tyrkiet,dom af 10. november 2005, anerkendte Dom-stolen et forbud mod, at studerende kunne bære det muslimske tørklædepå universitetets område. Forbuddet var begrundet i princippet om seku-2

larisering af det tyrkiske samfund. Ligeledes anerkendte Domstolen iKurtulmus mod Tyrkiet,afgørelse af 24. januar 2006, et forbud mod, atoffentligt ansatte universitetslærere kunne bære det muslimske tørklædepå universitetets område. Forbuddet havde til formål dels at bevare denoffentlige administrations neutralitet, navnlig inden for undervisning,dels at gennemføre princippet om sekularisering af det tyrkiske samfund.I sagenDogru mod Frankrig,dom af 4. december 2008, var klagerne tomuslimske piger, der var blevet bortvist fra skolen, idet de havde nægtetat fjerne deres religiøse hovedbeklædning i forbindelse med idrætsunder-visningen. Domstolen fastslog, at indgrebet i klagernes religionsfrihedforfulgte de anerkendelsesværdige formål at beskytte andres rettighederog friheder og den offentlige orden, idet det af sundheds- og sikkerheds-mæssige grunde var uforeneligt med idrætsudøvelse at bære et slør somdet muslimske tørklæde.Ligeledes anerkendte Domstolen i sagenAktas m.fl. mod Frankrig,afgø-relse af 17. juli 2009, et lovbestemt forbud mod, at skoleelever på offent-lige skoler bar symboler eller beklædning af religiøs karakter, idet for-buddet forfulgte de anerkendelsesværdige formål at beskytte andres ret-tigheder og friheder og den offentlige orden.Det bemærkes, at de nævnte sager vedrørte offentlige uddannelsesinstitu-tioner, hvor forbuddet mod at bære religiøst begrundet hovedbeklædningvar begrundet enten i hensynet til at sikre offentlige myndigheders neu-tralitet eller risiko for påvirkning af mindreårige skoleelever i forbindelsemed undervisningen. Videre er det karakteristisk, at alle sagerne har ved-rørt lande, hvor princippet om adskillelse af stat og kirke er et forfat-ningsmæssigt princip, hvilket Domstolen udtrykkeligt har lagt vægt på.Domstolen har endvidere fortolket hensynet til beskyttelsen af ”andresrettigheder og friheder” i sagenKokkinakis mod Grækenland,dom af 25.maj 1993. Sagen omhandlede et ægtepar tilhørende Jehovas Vidner, derblev dømt for missionerende virksomhed. Missionerende virksomhed varifølge græsk lov forbudt. Domstolen fastslog, at indgrebet i klagernesreligionsfrihed havde forfulgt det anerkendelsesværdige formål at beskyt-te andres rettigheder og friheder, men indgrebet var imidlertid ikke pro-portionalt.Derudover kan der peges på to ældre afgørelser fra den tidligere Menne-skerettighedskommission. IX mod Holland,Kommissionsafgørelse af3

31. maj 1967, gjorde klager gældende, at det stred mod hans overbevis-ning at have en obligatorisk motorforsikring. Kommissionen fastslogimidlertid, at obligatorisk motorforsikring forfulgte det anerkendelses-værdige formål at beskytte andres rettigheder og friheder i tilfælde af tra-fikulykker. IGraeme mod Storbritannien,Kommissionsafgørelse af 5.februar 1990, blev klagers søn mod hendes vilje anbragt i en særlig skolefor handicappede. Klager gjorde gældende, at dette var i strid med hen-des religiøse og filosofiske overbevisning, men Kommissionen fastslog,at anbringelsen af sønnen forfulgte det anerkendelsesværdige formål atbeskytte andres rettigheder og friheder, nemlig sønnens ret til en egnetuddannelse.