Retsudvalget 2009-10
REU Alm.del
Offentligt
777830_0001.png
777830_0002.png
777830_0003.png
Folketingets Retsudvalg
DepartementetHolmens Kanal 221060 København K
Dato: 18. december 2009
Tlf. 3392 9300Fax. 3393 2518E-mail [email protected]
Under henvisning til Folketingets Retsudvalgs brev af 1. december2009 følger hermed indenrigs- og socialministerens endelige svar påspørgsmål nr. 211 (REU Alm. del). Spørgsmålet er stillet efter ønske fraKarina Lorentzen Dehnhardt (SF).Spørgsmål nr. 211:”Ministeren bedes redegøre for hvem, der afholder de økonomiske udgifterved anbringelsen af udviklingshæmmede afhængig af sanktionstype og her-under angive konsekvenserne af at lave enten finansiering, der alene erstatslig eller lade kommunerne medfinansiere alle anbringelser. Der bedesredegjort for både fordele og ulemper.”
JUB/ J.nr. 2009-8038
Svar:Det lægges til grund for besvarelsen, at spørgsmålet omfatter kriminellevoksne udviklingshæmmede, som på grund af deres psykiske funktionsned-sættelse frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16. For disse personerkan retten efter straffelovens § 68 træffe bestemmelse om anvendelse afandre foranstaltninger end straf, der findes formålstjenlige for at forebyggeyderligere lovovertrædelser. Det kan f.eks. være anbringelse på botilbudefter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysiskeller psykisk funktionsevne, herunder ophold på den særligt sikrede afdelingpå Kofoedsminde. Det lægges til grund, at det er disse anbringelser, derhenvises til i spørgsmålet.På spørgsmålet om, hvem der afholder udgifterne ved anbringelsen af mål-gruppen, kan oplyses:Foranstaltningsdomme, der indebærer anbringelse af borgeren i botilbud forpersoner med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevneefter servicelovens § 108, fuldbyrdes af kommunalbestyrelsen, som også harforsyningsansvaret for området. Udgifter til sådanne anbringelser afholdes afborgerens opholdskommune, der også afholder udgifter til andre indsatserefter serviceloven, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om overfor målgruppen. Det kan f.eks. være socialpædagogisk bistand efter service-
2
lovens § 85 og beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103.Der er mulighed for statsrefusion i særligt dyre enkeltsager. Der er fastsatregler herom i bekendtgørelse om statsrefusion i særligt dyre enkeltsagerefter § 176 i serviceloven. Efter en overgangsordning i forbindelse medkommunalreformen nås i 2010 de endelige refusionsniveauer, således atkommunerne fra 2010 får refunderet 25 pct. af udgiften mellem 900.000 kr.og 1.689.999 kr. og 50 pct. af udgiften over 1.690.000 kr. (i 2010-priser) viarefusionsordningen for særligt dyre enkelt sager.Det fremgår af § 17, stk. 4, i bekendtgørelse om magtanvendelse, at kom-munalbestyrelsen for Lolland Kommune har pligt til at etablere tilbud i ensærlig sikret afdeling på Kofoedsminde, samt pligt til i dette tilbud at modtagepersoner, som i henhold til dom eller retskendelse skal optages i et særligtsikret botilbud, jf. servicelovens § 108, stk. 6, nr. 1-3. Udgifterne til driften afden sikrede boform Kofoedsminde fordeles ifølge § 3 i bekendtgørelse omprincipper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands-eller landsdelsdækkende tilbud mellem landets kommuner efter folketal.Vedrørende spørgsmålet om konsekvenserne af at lave en ren statslig fi-nansiering eller en statslig finansiering med kommunal medfinansiering skaldet bemærkes, at den personkreds, der idømmes en foranstaltningsdom tilophold i et botilbud, almindeligvis vil være personer, som kommunalbestyrel-sen i forvejen havde en forpligtelse til at tilbyde forskellige indsatser. Det kanvære rådgivning, socialpædagogisk bistand, beskyttet beskæftigelse, be-handling for stofmisbrug og botilbud. Hvis finansieringsansvaret for indsat-sen efter serviceloven over for målgruppen overgik til staten, vil det svækkede incitamenter, som kommunerne har til at yde udviklingshæmmede deindsatser, som kan være kriminalitetsforebyggende. I bestræbelser på atforebygge kriminalitet vil en sådan finansieringsmodel være en ulempe. Inci-tamenterne vil dog i et vist omgang kunne opretholdes, hvis kommunerne ermedfinansierende.Hvis staten skulle overtage finansieringsansvaret for indsatsen efter service-loven over for målgruppen, skal der tages stilling til, om det kun er finansie-ringsansvaret, der skal overgå til staten, eller om staten også skal overtagekommunernes afgørelseskompetence i forhold til indsatser efter servicelovenMed kommunalreformen er myndighedsansvaret og finansieringsansvaretfor indsatser efter serviceloven samlet hos kommunalbestyrelsen. Dermedsikres en entydig ansvarsplacering i forhold til indsatser efter servicelovenhos én myndighed, herunder i forhold til tilsynet med, at borgeren løbendemodtager den indsats, der er behov for. Hvis staten skal træffe afgørelse omindsatser over for målgruppen og afholde udgifterne dertil, vil det kræve, atder opbygges et, i forhold til kommunerne, parallelt statsligt system til vare-tagelse af de opgaver, som kommunerne løser som myndigheder i dag. Det
3
vil være en ulempe, fordi det vil indebære risiko for dels et unødvendigt bu-reaukrati, dels snitfladeproblematikker om, hvem der varetager de forskelligemyndighedsopgaver på servicelovens område i forhold til borgeren. Med-kommunal finansiering af opgaverne vil ikke fjerne disse ulemper.Hvis kommunen skal have afgørelseskompetencen i forhold til indsatser overfor målgruppen, mens staten afholder udgiften til disse indsatser, vil det be-tyde, at der ikke er sammenhæng mellem, hvem der visiterer til indsatser oghvem, der betaler for dem. Det vil være en ulempe, fordi en sådan finansie-ringsstruktur indebærer risiko for, at den bevilgende myndighed ikke harincitamenter til at inddrage relevante økonomiske overvejelser i visitationen.Incitamenterne vil dog i et vist omgang kunne opretholdes, hvis kommunerneer medfinansierende.Hvis staten skal overtage finansiersansvaret af området, vil det reducere enhensigtsmæssig incitamentsstruktur i kommunerne til at forebygge, at disseborgere begår kriminalitet. Forebyggelsen kan blandt andet bestå i, at kom-munerne yder disse borgere indsatser efter serviceloven og føret tilsyn med,at borgeren modtager den hjælp, som den pågældende har behov for, ogsom kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om. Fremfor at opbygge etnyt statsligt system på området er det bedre at sikre, at kommunerne hargode rammer for at kunne løfte indsatsen. Opmærksomheden henledes på,at staten, via sin medfinansiering af de særligt dyre enkeltsager, bidrager til,at området er håndterbart for kommunerne.
Karen Ellemann/ Karin Ingemann