Spørgsmål BX:

”Hvad er ministerens kommentar til konklusionerne i Balvigrapporten ”Danskernes retsfølelse og retsfornuft – et forspil” fraaugust 2010, herunder til de konsekvenser der ud fra et demokra-tisk synspunkt ridses op, fordi flertallets retsfølelse ikke afspejlesi regeringens fokus på at skærpe straffene og hvad agter ministe-ren at tage af initiativer på baggrund af de klare konklusioner?”

1.

Udvalget har bedt mig om at kommentere Flemming Balvigsrapport om danskernes retsfølelse og retsfornuft og redegøre for,om rapporten giver mig anledning til særlige initiativer.

Jeg vil gøre det på den måde, at jeg først gennemgår nogle af devæsentligste elementer i rapporten. Bagefter vil jeg komme indpå de overvejelser, som rapporten efter min opfattelse kan giveanledning til.

For det første er der foretaget en telefoninterviewundersøgelse,hvor befolkningens generelle holdninger til straf er søgt belyst.Ifølge rapporten belyser denne interviewundersøgelse befolknin-gens retsfølelse.

Herudover er der lavet en spørgeskemaundersøgelse, hvor et ud-snit af befolkningen er blevet spurgt om, hvordan de ville dømmei nogle nærmere beskrevne konkrete sager. Og endelig er der af-holdt fokusgruppemøder, hvor persongrupper har fået forevistvideoindspillede retssager og er blevet bedt om at diskutere ogdømme i disse sager. Ifølge rapporten belyser spørgeskema-undersøgelsen og fokusgruppemøderne befolkningens retsfornuft.

Med hensyn til retsfølelsen anføres det i rapporten, at befolknin-gen mener, at der straffes for mildt. Det fremgår nærmere af rap-porten, at 59 pct. af deltagerne i interviewundersøgelsen synes, atstraffene gennemgående er for milde i Danmark. 55 pct. går indfor længere fængselsstraffe, og 73 pct. mener, at voldsforbrydel-ser burde straffes langt hårdere, end tilfældet er i dag.

Det er imidlertid meget interessant, at rapporten samtidig viser, atdet er langt de færreste, der har en konkret viden om, hvornår oghvordan særligt fængselsstraffen bruges i Danmark. Deltagernetror således, at der bliver udmålt mindre strenge straffe, end derrent faktisk gør i praksis.

Når det gælder den såkaldte retsfornuft, er deltagerne som sagtblandt andet blevet spurgt om, hvordan der efter deres opfattelsebør straffes i nogle konkrete sager. De er desuden blevet spurgt2

Denne del af undersøgelsen omfatter 26 sager, hvor der efterretspraksis ville blive udmålt ubetingede fængselsstraffe fra 40dage og op til mindst 3 år. Sagerne omhandler personfarlig kri-minalitet, salg og indsmugling af narkotika, røveri, voldtægt, pæ-dofili og økonomisk kriminalitet.

Rapporten viser, at deltagerne i undersøgelsen tror, at flertallet ibefolkningen foretrækker betydeligt strengere straffe, end det ni-veau, som deltagerne tror, at retspraksis ligger på. Deltagerne trorogså, at de straffe, som de selv foretrækker, er strengere end rets-praksis.

Men de straffe, som deltagerne tror, at flertallet i befolkningenforetrækker, er i virkeligheden mildere end retspraksis. Og fler-tallet af deltagerne har i de fleste af de konkrete sager, som erblevet forelagt for dem, også peget på straffe, der i virkelighedener mildere end retspraksis.

Nærmere bestemt har deltagerne i undersøgelsen for så vidt angårsager om pædofili i førstegangstilfælde og voldtægt i flergangstil-fælde peget på straffe, der er på linje med retspraksis, mens fler-tallet i samtlige de resterende 24 sager ville straffe mildere enddomstolene. Ifølge undersøgelsen har flertallet i den forbindelseanvendt en strafskala, der ligger på et væsentligt lavere niveauend retspraksis, ligesom flertallet har været betydeligt mere tilba-

Som nævnt er befolkningens retsfornuft også søgt afdækket ved,at deltagere i undersøgelsen i 8 af de 26 tilfælde har set videoop-tagelser af retssagerne. I de pågældende 8 sager ville der efterretspraksis blive idømt straffe, som varierer fra godt en månedsubetinget fængsel til flere års ubetinget fængsel.

Undersøgelsen viser, at et flertal af deltagerne i 6 af sagerne men-te, at sagen skulle afgøres uden brug af ubetinget fængselsstraf. Ide resterende 2 sager mente flertallet, at der maksimalt skullestraffes med en relativt kort frihedsstraf. Efter at have diskuteretsagen med de øvrige deltagere mente flertallet dog, at der hellerikke i disse 2 sager burde anvendes ubetinget frihedsstraf.

I rapporten bemærker Balvig, at undersøgelsen viser, at folk haren tendens til at foretrække mildere straffe, når de skal forholdesig til en konkret sag, end når det drejer sig om deres generelleholdninger til straf. Ifølge Balvig kan det skyldes, at folk genereltforestiller sig, at navnlig personfarlig kriminalitet er et udslag afren ondskab og kynisme fra gerningsmandens side, mens offereter ganske sagesløst. Men i langt de fleste konkrete sager er virke-ligheden mere kompliceret, og der vil typisk være en række for-sonende elementer.

Rapportens overordnede konklusion er, at der – muligvis medundtagelse af visse sædelighedsforbrydelser – er et misforholdmellem retspraksis og befolkningens – mildere – holdning til,4

3.

Hvis jeg så skal vende mig imod spørgsmålet om, hvilke over-vejelser rapporten kan give anledning til, så vil jeg starte med atsige, at jeg tror og håber, at vi kan være enige om, at hverkendenne her rapport eller andre lignende undersøgelser kan erstatteen politisk debat og stillingtagen til spørgsmål om straf. Vi ken-der det også fra andre politik-områder: Målinger, hvor udvalgtepersoner har svaret på spørgsmål om deres holdninger, kan væresærdeles nyttige og vigtige, men det vil selvfølgelig til syvendeog sidst altid være de forskellige politiske partiers egne holdnin-ger, der afgør, hvilken politik der bør føres. Og det gælder også,når det som her drejer sig om lovgivning om fastsættelse af straf-fen for forbrydelser.

Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at de strafskær-pelser, som er gennemført de senere år, tager afsæt i nogle prin-cipielle og værdibaserede holdninger. Det gælder eksempelvisstrafskærpelserne på voldsområdet. De bygger på den holdning,at personfarlig kriminalitet er meget alvorlig, og at strafniveauetbør afspejle samfundets klare afstandtagen til de krænkelser, somofrene udsættes for. Og når vi for eksempel også straffer narkoti-kakriminalitet hårdt, så skal det ses i sammenhæng med, at det eren form for kriminalitet, som i høj grad går ud over unge menne-sker og deres fremtid.

Hertil kommer, at undersøgelsens resultater efter min opfattelseikke kan bruges til at konkludere noget entydigt om befolknin-gens holdning til regeringens politik på området.

Som jeg var inde på før, viser undersøgelsen blandt andet, at enovervejende del af de personer, som så videooptagelser af for-skellige retssager, ikke ville idømme en ubetinget fængselsstraf,mens der efter retspraksis netop ville blive udmålt en ubetingetfængselsstraf i de pågældende typer af sager.

I den forbindelse bør man efter min opfattelse være opmærksompå, at deltagernes fejlagtige opfattelse af, hvilken straf de enkeltegerningsmænd rent faktisk ville få ved domstolene, kan havespillet en rolle, når deltagerne skulle svare på, hvilken straf derefter deres mening burde udmåles i sagerne. Jeg tror, at det fordeltagerne kan have spillet ind, at de ikke ville lade deres egenholdning afvige alt for meget fra, hvad de gik ud fra ville bliveresultatet, hvis sagen blev bedømt ved domstolene.

Desuden er det værd at bemærke, at deltagerne i undersøgelsenikke efterfølgende er blevet oplyst om det reelle strafniveau iretspraksis og spurgt om deres holdning til dét.

I øvrigt bør man holde sig for øje – som Balvig også er inde på irapporten – at folk har en tendens til at foretrække en milderestraf, hvis de får nærmere kendskab til sagens omstændighederog den pågældende gerningsmand, end det strafniveau, som degenerelt finder rigtigt. For at bruge Balvigs terminologi så førerretsfornuften altså til en lavere straf end retsfølelsen.6

Nu er der jo ikke noget forkert i at lægge vægt på den konkretesags omstændigheder, når man skal udmåle den straf, som ger-ningsmanden skal have – tværtimod. Men når vi politikere fast-lægger strafferammer, så må der løsrevet fra den enkelte sag ogsåindgå en mere generel bedømmelse af kriminalitetens karakter –det vil sige, at der må inddrages et hensyn, som knytter sig til det,som rapporten kalder retsfølelsen.

4.

For mit eget vedkommende går jeg som justitsminister i enborgerlig regering ind for en fast retspolitik, hvor der sættes indmed konsekvens og mærkbar straf over for kriminalitet. Det be-tyder også, at regeringens fokus på strafniveauet efter min opfat-telse er et nødvendigt, men – som jeg straks skal vende tilbage til– på ingen måde tilstrækkeligt element i regeringens samledekriminalitetsforebyggende tiltag.

For så vidt angår fængselsstraffen, der – i et liberalt demokrati –må være det absolut mest vidtrækkende indgreb i menneskersfrihed, er det en meget væsentlig retspolitisk opgave at finde denrette balance.

På den ene side skal vi naturligvis undgå, at straffen bliver så lav,at den mister sin afskrækkende eller generalpræventive virkning.På den anden side skal vi heller ikke straffe mere end nødvendigt.Straf er jo ikke altid et positivt virkemiddel. Derfor er borgernesretsfølelse og retsbevidsthed et væsentligt aspekt af enhver rets-politisk problemstilling.

Det er min opfattelse, at de strafskærpelser, som er indført underden nuværende regering, er udtryk for den rette balance, og at detnu er rigtigst – som vi i regeringen gør – i højere grad at vendeblikket mod den tværfaglige og helhedsorienterede forebyggendeindsats.

Jeg vil ikke gå i detaljer med regeringens initiativer på dette om-råde, men blot overordnet nævne, at regeringen i efteråret 2009lancerede initiativet Ny Start, der sætter massivt ind over forungdomskriminalitet i form af blandt andet ungesamråd, særligeunge-dommere ved byretterne og ikke mindst en forebyggendeindsats på det sociale område, der blandt andet forbedrer mulig-hederne for at identificere børn og unge med høj kriminalitetsri-siko og bidrager til, at de får den nødvendige støtte til at kommeind i en positiv udvikling.

Jeg kan også nævne regeringens arbejde for at forbedre indsatsenved udslusning af indsatte fra fængslerne, hvor der under Justits-ministeriet er nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der fore-tager en samlet undersøgelse af, hvordan man bedst kan sikre entæt og konsekvent opfølgende udslusningsindsats, så der gøresmest muligt for at sikre de pågældende en meningsfuld tilværelsemed reelle alternativer til ny kriminalitet. Jeg kan i den forbindel-se oplyse, at jeg her i efteråret vil fremsætte et lovforslag, somhar til formål at sikre, at Kriminalforsorgen, de sociale myndig-heder og politiet kan udveksle alle nødvendige oplysninger i for-bindelse med denne udslusningsindsats.

Et andet godt eksempel på et tværfagligt, forebyggende initiativer regeringens indbrudspakke fra foråret, der sikrer, at der blivergjort en særlig indsats mod indbrud i private hjem. Denne typekriminalitet er desværre stigende, og derfor præsenterede Ju-stitsministeriet i tæt samarbejde med forsikringsbranchen og DetKriminalpræventive Råd en fælles helhedsorienteret indsats tilforebyggelse og bekæmpelse af indbrud i private hjem.

Samlet set mener jeg, at det er meget langt fra sandheden at sige,at regeringen – som det antydes i spørgsmålet – alene fokusererpå at skærpe straffene, når det drejer sig om kriminalpolitik. Re-geringen arbejder tværtimod aktivt for at styrke den tværfagligeog helhedsorienterede forebyggende indsats mod kriminalitet.

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål BX i Folketingets

Retsudvalg den 30. september 2010

Spørgsmål BX:

1.

2.

3.

4.