UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål BP i Folketingets

Retsudvalg den 7. september 2010

Spørgsmål BP:

”Justitsministeren bedes redegøre for, hvilke retspolitiske og ju-ridiske overvejelser rapport fra Justitsministeriets Forsknings-kontor ”Evaluering af tidsbegrænsning af foranstaltninger” fraapril 2010 giver anledning til.”

[Indledning]

Jeg vil gerne starte med at takke udvalget for at give mig dennelejlighed til at redegøre for mine overvejelser i anledning af rap-porten om evaluering af tidsbegrænsninger.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at rapportens konklusioner meget positiv. Rapporten handler primært om spørgsmålet, omhvorvidt en lovændring fra 2000 om tidsbegrænsning af visseforanstaltninger, som psykisk afvigende kriminelle idømmes, harhaft betydning for de dømtes risiko for at begå ny kriminalitet.

Rapportens konklusion er, at indførelsen af tidsbegrænsningerikke har haft negativ betydning for de dømtes recidivrisiko. Detvil sige, at de dømtes risiko for at begå ny kriminalitet ikke erøget som følge af tidsbegrænsningen af foranstaltningerne. Rap-

porten viser også, at andelen af de dømte, der begår ny kriminali-tet, er relativt lav sammenlignet med dømte, der har afsonet enfængselsstraf. Samtidig viser rapporten, at det er oplevelsenblandt personale og organisationer på området, at indførelsen aftidsbegrænsninger og regelmæssig prøvelse af foranstaltningernegenerelt indebærer en styrkelse af de dømtes retssikkerhed. Såman må sige, at lovændringen har været en succes.

Jeg har noteret mig, at rapporten også har været omtalt i pressen.Blandt andet fremgår det af en Ritzau-meddelelse fra 18. juni, at”syge småforbrydere straffes som voldsmænd”. Jeg mener ikke,at man kan tage rapporten til indtægt for det, der står i artiklen.Det vil jeg vende tilbage til senere.

Jeg vil ikke her under samrådet gennemgå reglerne på området idetaljer. Men jeg tror, at det er meget væsentligt for at forstå rap-porten, at jeg starter med kort at skitsere reglerne – og ikkemindst formålet med reglerne – om behandling af psykisk afvi-gende kriminelle. Jeg vil i den forbindelse også redegøre for lov-ændringen fra 2000 om tidsbegrænsning af visse foranstaltninger,som jo er det primære sigte for den rapport, vi i dag ser på.

Herefter vil jeg komme nærmere ind på indholdet af rapporten.Og til sidst vil jeg så redegøre for, hvorfor Ritzau-meddelelsenbygger på en forkert præmis og i øvrigt foretager en sammenlig-ning, som ikke kan bruges til noget.

[Reglerne]

Psykisk afvigende lovovertrædere idømmes som hovedregel ikkestraf. Det følger af straffelovens § 16, at personer, der på ger-ningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom ellertilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Tilsvarendegælder for personer, der var mentalt retarderede i højere grad.Personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede ilettere grad, straffes heller ikke, medmindre særlige omstændig-heder taler for at pålægge straf. Det samme gælder for personer,der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med men-tal retardering.

Selv om en person anses for omfattet af straffelovens § 16 ogdermed skal frifindes for straf, er det kun undtagelsesvis ensbety-dende med, at der ikke fastsættes en reaktion i anledning af lov-overtrædelsen.

Efter straffelovens § 68 kan retten nemlig træffe bestemmelse omanvendelse af andre foranstaltninger end straf, hvis det findesformålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Be-stemmelsen opregner en række foranstaltninger som tilsyn, be-stemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænning ellerambulant psykiatrisk behandling. Hvis disse mindre indgribendeforanstaltninger ikke findes tilstrækkelige, kan retten træffe be-stemmelse om mere vidtgående foranstaltninger, herunder an-bringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personermed vidtgående psykiske handicap. Retten kan også træffe be-stemmelse om mindre indgribende foranstaltninger som f.eks.tilsyn og ambulant behandling med mulighed for, at der admini-3

Retten kan i øvrigt efter straffelovens § 69 også træffe bestem-melse om foranstaltninger efter § 68 i tilfælde, hvor gernings-manden på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der varbetinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse afde psykiske funktioner.

Kort sagt er formålet med foranstaltningsdomme at forebyggeyderligere lovovertrædelser. Og retten skal vælge den mindstvidtgående foranstaltning, som findes egnet til at opnå det formål.

[Lovændringen fra 2000]

I 2000 blev straffeloven ændret, så der i en række tilfælde skalfastsættes en længstetid for foranstaltninger efter §§ 68 og 69.Lovændringen blev gennemført på baggrund af en betænkningfra Straffelovrådet.

Før lovændringen var der ikke fastsat længstetider for foranstalt-ningsdomme. Der var dog mulighed for at indbringe spørgsmåletom foranstaltningens ophævelse for domstolene.

Med lovændringen blev der indført tidsbegrænsninger for foran-staltninger, derikkevedrører alvorlig personfarlig kriminalitet.Efter lovændringen skal der f.eks. fastsættes en længstetid på 5 årfor foranstaltningen, hvis der er tale om en dom, som medførereller giver mulighed for, at den dømte kan anbringes i institution.4

Der skal i almindelighed ikke fastsættes en længstetid for foran-staltningen, hvis den dømte findes skyldig i alvorlig personfarligkriminalitet – dvs. drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig volds-forbrydelse, trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorligsædelighedsforbrydelse eller forsøg på de nævnte forbrydelser.Er der ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen, skal ankla-gemyndigheden på eget initiativ indbringe spørgsmålet om æn-dring eller ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter af-gørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt retten indenfor de sidste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for rettenmindst hvert andet år.

Herudover blev det med lovændringen udtrykkelig fastsat i straf-felovens § 72, at anklagemyndigheden har pligt til at påse, at for-anstaltninger ikke opretholdes i længere tid og i videre omfangend nødvendigt. Anklagemyndighedens kontrol føres for at sikre,at foranstaltningen bliver ophævet, hvis behandlingsmæssigehensyn eller proportionalitetshensyn ikke taler for at opretholdeforanstaltningen, eller hvis risikoen for recidiv ikke længere er tilstede. Anklagemyndigheden vil således i visse tilfælde skulleindbringe spørgsmålet om at opretholde foranstaltningen for ret-ten før udløbet af en længstetid.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at selv om en idømt foran-staltning har varet længere tid end den straf, som den foranstalt-ningsdømte må antages at ville være blevet idømt, hvis den på-5

gældende ikke havde været straffri efter straffelovens § 16, ellerder ikke var fastsat foranstaltninger efter § 69, indebærer det ikkei sig selv, at foranstaltningen er uproportional. Der må i hver en-kelt sag foretage en konkret vurdering, hvor samtlige sagensmomenter og herunder særligt risikoen for ny kriminalitet indgår.

[Evalueringen af tidsbegrænsning af foranstaltninger]

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget omtidsbegrænsning af foranstaltninger tilkendegav justitsministeren,at der ville blive foretaget en evaluering, når der var et tilstrække-ligt grundlag for at kunne vurdere virkningen af reglerne.

Formålet med rapporten fra Justitsministeriets Forskningskontorer på den baggrund at belyse, hvorvidt de dømtes risiko for atbegå ny kriminalitet er øget som følge af tidsbegrænsningen afforanstaltningerne. Man kunne jo forestille sig, at tidsbegræns-ning af foranstaltninger kunne have reduceret mulighederne for atbehandle de dømte tilstrækkeligt længe set ud fra en lægefagligvurdering. I forbindelse med Straffelovrådets betænkning havdeRetslægerådet således anført, at inddelingen i kriminalitetstyperafhængig af, om der er tale om kriminalitet af personfarlig karak-ter eller ej, er af juridisk karakter, og at det ikke er relevant for enlægevidenskabelig vurdering af, hvor længe en foranstaltning børopretholdes.

Derfor har rapporten fokuseret på recidiv efter en tidsbestemtforanstaltning. I rapporten ses også på varigheden af de domme,der er ophævet senest fem år efter foranstaltningens idømmelseog omfanget af prøvelser og ændringer af foranstaltningsdomme.6

Evalueringen af loven er primært baseret på en sammenligning afrecidiv blandt foranstaltningsdømte, hvis domme er ophævet in-den lovændringen, sammenlignet med recidiv blandt dem, der eridømt en foranstaltning efter lovændringen.

Som supplement til effektevalueringen er der gennemført inter-view med personale og organisationer, som arbejder med foran-staltningsdømte eller varetager deres interesser.

Interviewundersøgelse viser, at der overordnet set er tilfredshedmed lovændringen. De interviewede fremhæver, at tidsbegræns-ningen generelt indebærer et retssikkerhedsmæssigt fremskridtfor de dømte. Det er også opfattelsen blandt de interviewede, atanklagemyndighedens regelmæssige prøvelse af, om foranstalt-ningsdomme bør opretholdes, er en styrkelse af retssikkerhedenfor de dømte.

De interviewede omtaler dog også problematiske aspekter vedtidsbegrænsningen, idet den kan betyde, at enkelte nægter atsamarbejde under foranstaltningens forløb, og at flere stoppermed behandlingen umiddelbart efter foranstaltningens ophør.

Hvis vi ser på rapportens konklusion vedrørende recidiv – så erkonklusionen, at andelen af de dømte, der begår ny kriminalitet,er relativ lav sammenlignet med dømte, der har afsonet en fæng-selsstraf. Rapporten viser, at 15 pct. af de foranstaltningsdømtebegår ny kriminalitet inden for 2 år efter foranstaltningens ophæ-velse, mens 30 pct. af dem, der idømmes ubetinget fængsel, reci-7

Rapporten kan ikke påvise, at der er forskel i recidivrisikoen mel-lem dem, der er dømt inden lovændringen, og dem, der er dømtefter. Der kan heller ikke påvises en sådan forskel mellem dem,der har fået en tidsbegrænset foranstaltning efter lovændringen,sammenlignet med dem, der har fået en foranstaltning, som ikkeer tidsbegrænset.

Hovedkonklusionen er altså, at undersøgelsen ikke tyder på, atlovændringen har haft en negativ effekt på de dømtes risiko for atbegå ny kriminalitet. Og det synes jeg er meget glædeligt.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at de, der har fåeten foranstaltningsdom på grund af alvorlig personfarlig krimina-litet, har mindst risiko for at begå ny kriminalitet.

Så for at opsummere rapporten, kan man sige, at lovændringenopleves som en retssikkerhedsmæssig gevinst, og samtidig serdet ud til, at formålet med foranstaltningsdomme – at forebyggeyderligere lovovertrædelser – tilgodeses i lige så høj grad som førlovændringen.

Det anføres bl.a. i Ritzau-meddelelsen, at fra 2000 til 2003afso-nede219 sindslidende småkriminelle fem år af deres foranstalt-ningsdom, mens 87 voldsmænd, 60 brandstiftere, 47 røvere, 10sexforbrydere og 3 drabsmænd i samme periode fiklov at tagehjemefter mindre end fem år, selv om de altså var idømt en tids-ubestemtstraf.

Jeg vil som kommentar til meddelelsen gerne starte med at un-derstrege, at formålet med at idømme psykisk afvigende krimi-nelle foranstaltningsdomme er at forebygge yderligere lovover-trædelser. Når psykisk syge mv. idømmes foranstaltninger, somtilsyn, behandling, anbringelse mv., så er formålet altså ikke atstraffe dem. Formålet er at tage hånd om dem med henblik på atforebygge, at de begår ny kriminalitet.

Foranstaltninger skal, som jeg har været inde på, ikke opretholdesi længere tid, end det er nødvendigt. Det vil sige, at foranstaltnin-gen skal ophæves, hvis behandlingsmæssige hensyn eller propor-tionalitetshensyn ikke taler for at opretholde foranstaltningen,eller hvis risikoen for recidiv ikke længere er til stede. Og det er iden forbindelse ikke så afgørende, om der er gået ét år eller femår. Hvis foranstaltningen ikke længere er nødvendig, skal foran-staltningen ophæves eller ændres.

Derfor mener jeg, at Ritzaus sammenligning hviler på en forkertpræmis, nemlig at de, der har lavet den alvorligste kriminalitet,skal behandles i længere tid, end dem, der har begået knap så al-vorlig kriminalitet. Sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sam-men.

Jeg vil også gerne påpege, at det er misvisende, når der i Ritzau-meddelelsen tales om, at 219 småforbrydereafsonedederesforanstaltningsdom, og at drabsmænd mv.fik lov til at tage hjemigen,selvom de altså var idømt entidsubestemt straf.

For det andet så gælder det både for de 219 såkaldte småforbry-dere og for de øvrige dømte, der er nævnt i meddelelsen, at rap-porten ikke siger noget om, hvorvidt de har fået en dom til an-bringelse eller en dom, der giver mulighed for anbringelse. Detskal i den forbindelse understreges, at selv om en dom giver mu-lighed for anbringelse, så viser rapporten, at det er de færreste afde dømte, der er anbragt i hele den tid, de er underkastet en for-anstaltning. Og der er også nogle, der har fået en dom med mu-lighed for anbringelse, der slet ikke anbringes, f.eks. fordi de føl-ger den lægeordinerede behandling, og der således ikke er grundtil at anbringe de pågældende. Vi kan altså hverken for de 219eller for de øvrige dømte ud fra rapporten se, hvor mange der harværet anbragt, eller hvor lang tid anbringelsen i givet fald har va-ret.10

[Sammenfatning]

Til sidst vil jeg sige, at jeg er glad for, at evalueringsrapportenviser, at lovændringen fra 2000 om tidsbegrænsning af foran-staltninger opleves som en forbedring af retssikkerheden, samti-dig med at lovændringen ikke har haft negativ indflydelse på dedømtes risiko for at begå ny kriminalitet.

Som jeg har været inde på, synes jeg ikke, at pressens konklusio-ner ud fra rapporten har været helt retvisende, og det er ærgerligt,for det har fjernet fokus fra rapportens positive konklusion.