Spørgsmål nr. 1526 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Er det korrekt forstået, at det er de indiske myndighedersansvar, at børnene der bortadopteres er ”adopterbare” og ikkehar været udsat for f.eks. kidnapning og i givet fald, hvadforventer ministeren så af de danske organisationer?”

Svar:

Både Danmark og Indien har tiltrådt Haagerkonventionen af 29. maj1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internati-onale adoptioner.Formålet med konventionen er ifølge artikel 1 (a) at opstille en rækkegarantier for at sikre, at internationale adoptioner finder sted til barnetsbedste, (b) at indføre et samarbejdssystem mellem adoptionsmyndighe-derne i de involverede lande med henblik på at sikre overholdelsen afdisse garantier og herved hindre børnebortførelse, salg af eller handelmed børn og (c) at sikre en gensidig pligt til at anerkende adoptionergennemført i andre konventionslande.En adoption er ifølge artikel 2 omfattet af Haagerkonventionen, når etbarn, der har bopæl i et land (giverlandet), er blevet flyttet, er ved at bliveflyttet eller skal flyttes til et andet land (modtagerlandet), efter at det erblevet adopteret af personer, der har bopæl i modtagerlandet, eller medhenblik på adoption i modtagerlandet eller i giverlandet.Giverlandets og modtagerlandets forpligtelser i forbindelse med interna-tionale adoptioner er nærmere beskrevet i konventionens artikel 4 og 5,der begge er ufravigelige.Af artikel 4 fremgår det, at:”En adoption inden for konventionens anvendelsesområde kan kunfinde sted, såfremt de kompetente myndigheder i oprindelsesstaten:a) har fastslået, at barnet kan bortadopteres;b) har fastslået, at international adoption er til barnets bedste efterbehørigt at have undersøgt mulighederne for barnets anbringelse ioprindelsesstaten,c) har sikret sig,1) at de personer, institutioner og myndigheder, hvis samtykke erpåkrævet for adoption, er blevet rådgivet, i det omfang det er nød-vendigt, og er blevet behørigt informeret om virkningerne af deressamtykke, især med hensyn til hvorvidt det retlige forhold mellem2

barnet og dets oprindelige familie vil blive afbrudt som følge afadoptionen;2) at disse frivilligt har givet deres samtykke i den foreskrevne lov-pligtige form, og at dette samtykke er afgivet eller bevidnet skrift-ligt;3) at samtykkerne ikke er opnået mod betaling eller nogen andenform for modydelse og ikke er tilbagekaldt, og4) at moderens samtykke, såfremt dette kræves, først er givet efterbarnets fødsel, ogd) har sikret sig under hensyntagen til barnets alder og modenhed,1) at det er blevet rådgivet og behørigt informeret om virkningerneaf adoptionen og dets samtykke til adoptionen, hvis sådant samtyk-ke kræves;2) at der er taget hensyn til barnets ønsker og meninger;3) at barnets samtykke til adoptionen, hvis dette kræves, er afgivetfrivilligt i den foreskrevne lovpligtige form, og at barnets samtykkeer afgivet eller bevidnet skriftligt, samt4) at dette samtykke ikke er opnået mod betaling eller nogen andenform for modydelse”.Efter artikel 4 er det således de kompetente myndigheder i giverlandet,der bl.a. skal påse, at barnet kan bortadopteres, jf. litra a, og at kravene tilinformation, rådgivning og gyldigt samtykke er indfriet, herunder at deafgivne samtykker er afgivet frivilligt.For så vidt angår modtagerstatens forpligtelser fremgår det af artikel 5,at:”En adoption kan inden for rammerne af konventionen kun findested, såfremt de kompetente myndigheder i modtagerstaten:a) har fastslået, at de kommende adoptivforældre er kvalificeredeog egnede til at adoptere;b) har sikret sig, at de kommende adoptivforældre har modtagetrådgivning, i det omfang det er nødvendigt; samtc) har konstateret, at barnet har eller vil få tilladelse til at indrejseog opholde sig permanent i denne stat”.Mens det således er giverlandets ansvar at sikre, at barnet kan bortadop-teres m.m., er det modtagerlandets ansvar at sikre, at de kommende adop-tivforældre er egnede og kvalificerede, og at barnet kan indrejse og op-holde sig permanent i modtagerlandet.I forhold til den fortsatte adoptionsformidling fra Indien er det såledeskorrekt forstået, at det er de indiske myndigheders ansvar, at de børn, derskal bortadopteres, er adopterbare.

Det er justitsministeren, der ifølge adoptionslovens § 30 kan give en pri-vat formidlende organisation tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrø-rende børn, som ikke har dansk statsborgerskab. De nærmere vilkår foraftalen er fastsat i de formidlende organisationers autorisationsvilkår.Af § 2 i autorisationsvilkårene fremgår det bl.a., at virksomheden skaldrives på etisk og fagligt forsvarligt niveau og uden økonomisk vindingfor øje. De formidlende organisationer har således også et ansvar for, atadoptionerne gennemføres på et etisk og juridisk forsvarligt grundlag.Justitsministeriet har bl.a. derfor ved brev af 1. september 2010 anmodetAC Børnehjælp og DanAdopt om at redegøre for, hvorvidt de konkret – iforhold til deres indiske samarbejdspartnere og de indiske adoptions-myndigheder – kan sikre adoptionsprocessen i perioden frem til, at mis-tanken mod bl.a. CARA er afdækket.