Spørgsmål BE:

”Ministeren bedes forklare regeringens opfattelse og vurderingaf den kritik som Amnesty International rejser i sin seneste års-rapport om Danmark, herunder om ministeren ikke er af den op-fattelse at regeringen ikke skal underminere menneskerettighe-derne og tage sine internationale forpligtelser over for sårbaregrupper i verden alvorligt.”Jeg vil gerne starte med at takke udvalget for at give integrati-onsministeren og mig lejlighed til at forholde os til den kritik,som Amnesty International har rejst i sin årsrapport.

Jeg sætter stor pris på Amnesty Internationals indsats og enga-gement for at styrke menneskerettighederne. Samtidig må jeg dogsige, at jeg blev noget fortørnet, da jeg i pressen læste, at Amne-sty International var citeret for, at ”den danske regering i en ræk-ke sager betragter menneskerettighederne som et privilegium forde udvalgte snarere end universelle rettigheder for alle menne-sker”, og at ”vi tilsidesætter menneskerettighederne, når de erubekvemme”.

Jeg synes altså, at det er at stramme den. Og jeg mener ikke, atman kan tage det, der står i årsrapporten, til indtægt for, at rege-

Derfor har jeg også holdt et møde med Amnesty International omkritikken. Mødet fandt sted i går, og jeg synes, at vi havde en goddebat om den kritik, som er rejst i rapporten. Samtidig tilkende-gav jeg også over for Amnesty International, at jeg synes, at udta-lelserne i pressen havde fået en tand for meget.

Jeg vil nu vende mig mod de enkelte kritikpunkter i rapporten,der vedrører mit ministerområde, og derefter vil integrationsmi-nisteren redegøre for de emner, der hører under hendes område.

[Torturbestemmelse i straffeloven]

Amnesty International kritiserer, at der ikke er en bestemmelse istraffeloven, der særskilt kriminaliserer tortur.

Det er en problemstilling, der har været diskuteret indgående heri Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 494 af 17.juni 2008. Ved lovændringen blev der indsat en bestemmelse istraffeloven (§ 157 a), hvorefter det ved udmåling af straffen foren overtrædelse af straffeloven skal anses som en skærpende om-stændighed, hvis forbrydelsen er begået ved tortur.

Lovforslaget byggede på en betænkning fra Straffelovrådet, somnøje havde overvejet, om der burde indsættes en egentlig straffe-bestemmelse om tortur i straffeloven, og rådet var nået frem tilden konklusion, at tungtvejende grunde, herunder hensynet tilklarheden i retstilstanden og systematikken i den danske straffe-2

lov, talte imod en sådan bestemmelse. Rådet fandt, at torturhand-linger i stedet burde straffes efter straffelovens allerede gældendebestemmelser om f.eks. vold, drab, ulovlig tvang, frihedsberøvel-se og trusler kombineret med en bestemmelse om, at der vedstraffastsættelsen skal tages hensyn til, at der er tale om tortur.

Ved lovændringen var regeringen opmærksom på, at FN’s Komi-té mod tortur havde anbefalet, at der i straffeloven indsættes enstraffebestemmelse, der særskilt kriminaliserer tortur. Regeringenvar imidlertid enig med Straffelovrådet i, at en strafskærpelsesre-gel var en bedre løsning. Efter regeringens opfattelse er en sådanstrafskærpelsesbestemmelse lige så velegnet som en straffebe-stemmelse, der kriminaliserer tortur særskilt, til at markere, attortur anses som en meget alvorlig forbrydelse.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det var Straffelovrådetsopfattelse, at Danmark ikke er folkeretligt forpligtet til at indsæt-te en særlig torturbestemmelse i straffeloven.

[Varetægtsfængsling i isolation]

I rapporten kritiseres endvidere, at isolationsfængsling bruges iudstrakt grad, særligt i forbindelse med varetægtsfængslinger.

Hertil vil jeg sige, at i visse sager med flere gerningsmænd kandet af hensyn til politiets efterforskning være nødvendigt i en pe-riode at isolationsfængsle mistænkte. Det kan f.eks. være alvorli-ge sager om organiseret kriminalitet, bandekriminalitet, grov nar-kotikakriminalitet eller terrorisme.

Isolationsfængsling kan imidlertid være meget belastende, og deter derfor vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvordan antal-let og varigheden af isolationsfængslinger kan begrænses uden atkompromittere det grundlæggende hensyn til efterforskning ogopklaring af forbrydelser.

Regeringen har taget flere initiativer på dette område, og reglerneom isolationsfængsling er ændret i 2007 med henblik på at opnåen generel begrænsning af varigheden af isolationsfængslinger.

Med lovændringen blev retsplejelovens tidsgrænser for isolati-onsfængsling forkortet. I sager, hvor strafferammen er mindreend 6 års fængsel, gælder der en ufravigelig grænse på 4 ugereller – hvis strafferammen er mindre end 4 års fængsel – 14 dage.I de alvorligste sager, hvor strafferammen er 6 års fængsel ellerderover, er grænsen 8 uger, som kun undtagelsesvis kan fraviges– for personer under 18 år dog 4 uger, som kun kan fraviges i sa-ger omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, herunder sager omterrorisme.

Rigsadvokaten giver én gang om året en redegørelse for udvik-lingen i antallet og varigheden af varetægtsfængslinger i isolati-on. Den seneste redegørelse viser, at der er sket et meget betyde-ligt fald i antallet af isolationsfængslinger i 2007 i forhold til2006, dvs. før den lovændring, jeg var inde på. Fra 2007 til 2008er der en stigning i antallet af isolationsfængslinger, men samti-digt et fald i den gennemsnitlige længde af isolationsfængslinger.

Det betyder, at det samlede antal dage i isolation i 2008 var detlaveste, der er registreret, siden man startede med at føre statistiki 2001.

[Mindreårige i fængsler]

Amnesty kritiserer også, at mindreårige anbringes i fængsler. Deter et emne, som jeg har redegjort indgående for flere gange tidli-gere – senest ved et samråd her i udvalget i april i år.

Som jeg redegjorde for under samrådet er udgangspunktet, at un-ge lovovertrædere under 18 år, der varetægtsfængsles eller skalafsone en ubetinget fængselsstraf, placeres uden for fængsler ogarresthuse, f.eks. i en social institution for børn og unge, hvis deselv ønsker det.

Anbringelse i et arresthus i forbindelse med envaretægtsfængs-lingsker kun, hvor der er tale om særlig alvorlig kriminalitet, el-ler som en midlertidig anbringelse med henblik på overførsel tilen sikret institution.

Anbringelse i forbindelse medafsoningaf en ubetinget fængsels-straf sker som udgangspunkt uden for fængslerne, medmindreafgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det.

I de tilfælde, hvor unge lovovertrædere under 18 år alligevel pla-ceres i fængsler og arresthuse, er der i kriminalforsorgen taget enlang række initiativer med henblik på i videst muligt omfang attage hensyn til de unges særlige behov. Kriminalforsorgen er og-

så løbende opmærksom på mulighederne for at styrke den særligeindsats over for de unge, som anbringes i fængsler og arresthuse.

Regeringen har videre taget en række initiativer for at mindskeantallet af unge lovovertrædere under 18 år, der placeres i fængs-ler og arresthuse. Der er bl.a. siden 2008 afsat midler til etable-ring af 56 nye sikrede pladser, og så har regeringen iværksat enlang række tiltag, der har til formål at forebygge kriminalitet hosde unge. Den absolut mest fordelagtige måde at holde de ungeude af fængslerne, er at holde de unge ude af kriminalitet.

[Politiets indsats under COP15]

Et andet forhold, som Amnesty International nævner i årsrappor-ten, er politiets indsats under FN’s klimatopmøde COP15 i Kø-benhavn i december sidste år.

Amnesty International anfører, at der blev rapporteret om over-dreven magtanvendelse, herunder brug af peberspray mod perso-ner, der var under politiets kontrol. Endvidere anfører AmnestyInternational, at mange personer blev frihedsberøvet, uden at derblev rejst sigtelse.

Rigspolitiet afgav den 9. februar 2010 en samlet besvarelse omden politimæssige indsats under COP15, som den 10. februar2010 blev sendt til Retsudvalget. Den tidligere justitsminister ogjeg har også besvaret en række spørgsmål om politiets indsats6

Jeg vil ikke i dag gentage mine tidligere besvarelser og samråds-tale. Jeg vil dog i lyset af Amnesty´s bemærkninger slå fast, atCOP15 var den største enkeltstående opgave for dansk politi no-gensinde.

Gennem de hektiske uger i december sikrede dansk politi, athverken topmødet eller dagligdagen i hovedstaden blev udsat forvoldsomme forstyrrelser og uro, som vi har set i forbindelse medandre topmøder rundt om i verden, og som mange havde frygtetforud for COP15.

Som bekendt har et betydeligt antal af de personer, der blev ad-ministrativ frihedsberøvet i forbindelse med demonstrationer un-der COP15, anmodet om domstolsprøvelse af grundlaget for fri-hedsberøvelsen.

Af principielle grunde vil jeg derfor ikke udtale mig nærmere omgrundlaget for frihedsberøvelserne, ligesom jeg ikke vil gå nær-mere ind i spørgsmål om politiets magtanvendelse i konkrete sa-ger, som behandles ved statsadvokaten.

Men jeg vil gerne understrege, at man skal huske på – hvad Am-nesty International synes at overse eller i hvert fald ikke nævner –at der jo også er hensyn at tage til de mange fredelige demon-stranters ret til at demonstrere i fred og udtrykke deres holdningeruden risiko for at få demonstrationen spoleret af uromagere.7

Det er jo ikke mindst dem, politiet beskytter, når de sætter indover for de personer, som misbruger en demonstration til f.eks. atudøve vold og hærværk.

[Politiets brug af magtmidler ved Brorsons Kirke]

I årsrapporten nævnes også politiaktionen i Brorsons Kirke, dersom bekendt blev iværksat af Københavns Politi natten mellemden 13. og 14. august sidste år for at eftersøge efterlyste afvisteasylansøgere, der havde taget ophold i kirken.

I rapporten konstaterer Amnesty, at der efter episoden har væretklager over, at politiet brugte overdreven magt for at fjerne depersoner, som demonstrerede i solidaritet med de irakiske asylan-søgere.

Jeg går ud fra, at Amnesty her tænker på politiets brug af magtover for den gruppe på flere hundrede aktivister, som i løbet afaktionen havde samlet sig uden for kirken, og som forsøgte athindre bussen med de afviste asylansøgere i at køre væk fra ste-det.

Min forgænger har flere gange tidligere haft lejlighed til – i detal-jer – at redegøre for politiaktionen, bl.a. i et samråd i Retsudval-get i november 2009.

Hertil kommer, at Retsudvalget allerede den 14. august 2009 fiktilsendt Københavns Politis foreløbige redegørelse for forløbet afpolitiaktionen ved Brorsons Kirke. En redegørelse, der vil blive8

Jeg er helt med på, at det kan se voldsomt ud, når politiet anven-der magt, men det er jo netop også derfor, at politiets magtanven-delse er nøje reguleret i politiloven og i magtanvendelsesbe-kendtgørelsen – og at der er mulighed for at klage til statsadvoka-ten, hvis nogle mener, at de har været udsat for en for hårdhændetbehandling fra politiets side. Og som min forgænger tidligere harredegjort for, er der blevet indgivet flere konkrete klager til stats-advokaten.

Af principielle grunde vil jeg som justitsminister ikke kommente-re de konkrete verserende sager nærmere, men jeg vil som nævntsende en endelig redegørelse til Retsudvalget for forløbet af poli-tiaktionen, når alle klagesager er endeligt afgjort.

[Grønland]

I årsrapporten henvises der også til, at FN’s rapportør på tortur-området har udtrykt bekymring over antallet af sager om vold ogseksuelle krænkelser begået mod kvinder i Grønland.

Det er jo ikke nogen nyhed, at tallene for personfarlig kriminali-tet i Grønland, herunder vold mod kvinder, er alt for høje. Det erimidlertid efter min vurdering primært udtryk for et socialt pro-blem. Der er således ikke tale om et problem, der først og frem-mest skal løses ved en politiindsats.

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at det grønlandske selvstyreover for FN rapportøren har tilkendegivet, at de vil udarbejde ennational strategi til forebyggelse af voldtægt, sexchikane og voldmod kvinder i Grønland.

For så vidt angår den politimæssige indsats kan jeg oplyse, at Po-litimesteren i Grønland har oplyst, at politiet i Grønland har storfokus på at bekæmpe vold og seksuelle overgreb. Der er såledestaget en række initiativer på området, herunder af forebyggendekarakter.

[Indsatsen til bekæmpelse af vold mod kvinder]

Et emne som Amnesty-rapporten fremhæver i sin rapport, er ind-satsen i forhold til vold mod kvinder.

Amnesty International henviser i den forbindelse til, at FN’s ko-mitè vedrørende afskaffelse af diskrimination imod kvinder(CEDAW) i en rapport fra august 2009 har udtrykt bekymringfor, at der i perioden fra 2000 til 2005 er sket en stigning i detsamlede antal af kvinder, der er ofre for vold.

For at få det samlede – og mest korrekte – billede af komitéenskonklusioner, synes jeg, at man også bør notere sig, at komitéenogså fremhæver de initiativer, der er taget fra regeringens sidemed henblik på at bekæmpe vold mod kvinder, og at der i perio-den – altså fra 2000 til 2005 – er sket et fald i antallet af kvinder,der er ofre for partnervold.

Jeg vil ikke i dag redegøre for alle de initiativer, som regeringenhar taget i forhold til vold generelt – og i særdeleshed vold modkvinder. Det har både jeg og tidligere ministre gjort adskilligegange bl.a. i besvarelser af spørgsmål fra Retsudvalget. Jeg vilblot mere overordnet nævne, at regeringen allerede i 2002 ud-sendte sin første handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvin-der. Denne handlingsplan blev i 2005 afløst af en ny handlings-plan, der yderligere styrkede indsatsen.

For at fastholde indsatsen på dette højt prioriterede område harregeringen så sent som i juni i år offentliggjort en ny samlet nati-onal strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer, som følgerop på regeringens to tidligere handlingsplaner og danner rammenfor en tværfaglig og målrettet indsats i årene 2010-2012.

Endvidere har Rigspolitiet udarbejdet en strategi om en styrketindsats over for jalousidrab og andre alvorlige samlivsrelateredeforbrydelser.

Endelig vil jeg nævne, at Strafferetsplejeudvalget i øjeblikket erved at se nærmere på reglerne om tilhold og bortvisning, som joer vigtige redskaber for at forebygge yderligere vold. Strafferets-plejeudvalget skal bl.a. overveje, om der er behov for at ændrereglerne for at sikre ofrene en bedre beskyttelse og en øget tryg-hed.

Som det fremgår, er vold mod kvinder et område, som regeringen– ligesom Amnesty International – er meget optaget af, og hvorregeringen har taget en række initiativer.11

[Voldtægtsofres retsstilling og genoprejsning]

I årsrapporten anføres det, at de danske myndigheder ikke hargjort noget for den retslige beskyttelse og genoprejsning af vold-tægtsofre.

Jeg er ikke enig i Amnesty´s kritik. Regeringen har løbende tageten række initiativer for at hjælpe ofre i voldtægtssager, herunderfor at forbedre deres retsstilling i forbindelse med sagernes be-handling i retssystemet. Som eksempel kan jeg nævne, at det si-den 2005 har været sådan, at der som udgangspunkt altid beskik-kes en bistandsadvokat for den forurettede i voldtægtssager.

Desuden kan jeg nævne, at der i 2007 blev indsat en ny bestem-melse i retsplejelovens § 741 e med henblik på at styrke og ud-bygge politiets og anklagemyndighedens information og vejled-ning til forurettede i bl.a. voldtægtssager. Der er i den forbindelseudarbejdet en bekendtgørelse om vejledning og orientering afforurettede og om udpegning af en kontaktperson for den pågæl-dende.

Jeg vil også henvise til to igangværende initiativer: For det første– som også nævnt i årsrapporten – er Straffelovrådet blev bedtom at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24om sædelighedsforbrydelser, herunder voldtægt, hvor rådet bådeskal tage stilling til, om der er grundlag for at ændre bestemmel-sernes udformning, og om der er behov for særlige initiativervedrørende straffastsættelsen.

For det andet vil jeg også nævne, at regeringen har nedsat en ar-bejdsgruppe, der skal overveje behov og muligheder for yderlige-re at styrke indsatsen for at hjælpe og støtte ofre for forbrydelser.Arbejdsgruppen skal bl.a. overveje, om der bør ske en forhøjelseaf de beløb, der kan tilkendes i tortgodtgørelse til bl.a. voldtægts-ofre. Arbejdsgruppen forventes at afslutte sit arbejde inden ud-gangen af 2010.

[Nils Holck sagen]

I forbindelse med pressens omtale af årsrapporten fra Amnestyhar der også været henvist til sagen om udlevering af den danskestatsborger Niels Holck til strafforfølgning i Indien.

Det er som bekendt en sag, jeg tidligere har haft lejlighed til atredegøre for under et samråd her i udvalget i maj måned.

Som jeg oplyste ved den lejlighed, har Justitsministeriet – bl.a. påbaggrund af de indiske myndigheders accept af en række betin-gelser fra dansk side – fundet, at udleveringslovens betingelser eropfyldt. Justitsministeriet har efter en samlet vurdering af det fo-religgende materiale ikke fundet, at der er grundlag for at antage,at der i denne sag er en risiko for tortur eller anden umenneskeligeller nedværdigende behandling.

Som jeg også nævnte under samrådet i maj, er Justitsministerietsbeslutning om udlevering af Niels Holck indbragt for domstole-ne. Det indebærer bl.a., at det er domstolene, der træffer den en-delige beslutning om, hvorvidt Niels Holck skal udleveres til In-dien. Domstolene vil i den forbindelse tage stilling til alle sagens13

juridiske aspekter, herunder f.eks. om der er risiko for, at NielsHolck vil blive udsat for tortur i Indien, og om humanitære hen-syn taler imod udlevering.

Domstolene har endnu ikke truffet afgørelse i sagen, men jeg kanoplyse, at det forventes, at Retten i Hillerød i løbet af efterårettager stilling til sagen.

[Afslutning]

Til slut vil jeg sige, at jeg lytter til den kritik, som Amnesty In-ternational er kommet med. Og jeg synes, at det er fint at have endebat om de emner, som er omtalt i årsrapporten. Som jeg ind-ledningsvis var inde på, er det dog min opfattelse, at AmnestyInternationals udtalelser i anledning af rapporten havde fået entand for meget – for at sige det på den pæne måde.

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål BE i Folketingets

Retsudvalg den 1. september 2010