REU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 1423: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 19/8-10 om kristne symboler i det offentlige rum, til justitsministeren

Samrådsspørgsmål BN:”Ministeren bedes redegøre for den verserende sag ved DenEuropæiske Menneskerettighedsdomstols appelinstans om,hvorvidt kristne kors skal forbydes i italienske klasseværelser,og redegøre for, om Danmark har indsendt partsindlæg i sa-gen – og i så fald redegøre for indholdet heri – og om ministe-ren er enig med den gruppe på 37 europæiske juridiske eks-perter, som vurderer, at konsekvensen af denne dom kan blive,at det eksempelvis kan blive forbudt at flage med dannebrog idet offentlige rum. Der henvises til artiklen ”Europæiske jura-professorer: Dannebrog i fare efter korsdom” i KristeligtDagblad den 10. juni 2010.”[Indledning]1.Udvalget har bedt mig om at redegøre for sagenLautsi modItalien,som for øjeblikket verserer ved Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol.Jeg vil gerne begynde med at understrege, at den dom, derblev afsagt den 3. november 2009 af et af Menneskerettig-hedsdomstolens kamre, altså ikke er endelig, og at vi nu afven-ter den endelige dom fra Menneskerettighedsdomstolens Stor-kammer.Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

Der har været afholdt mundtlige forhandlinger i sagen den 30.juni i år, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige nogetom, hvornår dommen kan forventes afsagt. Det siger sig selv,at jeg selvfølgelig heller ikke kan gisne om udfaldet af sagen.[Om sagenLautsi mod Italien]2.Som det vist efterhånden er de fleste bekendt, vedrørerLautsi-sagendet forhold, at der hang et krucifiks i hvert klas-selokale på den offentlige italienske skole, hvor klagerens børnpå 11 og 13 år gik. Domstolen lægger i domspræmisserne tilgrund, at udstillingen af krucifikset i klasseværelserne var ob-ligatorisk for skolen.Domstolen nåede frem til, at udstillingen af krucifikset i sko-lens klasselokaler udgjorde en krænkelse af artikel 2 i den 1.Tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen, som sik-rer retten til uddannelse, sammenholdt med konventionens ar-tikel 9, som sikrer retten til religionsfrihed, herunder såvel fri-heden til at tro som til ikke at tro.Domstolen udtalte generelt bl.a., at retten til uddannelse inde-bærer, at staten ved udførelsen af de funktioner, som den harpåtaget sig med hensyn til uddannelse og undervisning, skalsørge for, at undervisningselementerne formidles på objektiv,kritisk og pluralistisk vis.I den konkrete sag lagde Domstolen vægt på, at staten har enforpligtelse til ikke at pådutte nogen en tro på steder, hvor depågældende personer er afhængige af staten eller er særligtsårbare. Domstolen fremhævede, at skoleundervisning er ensærligt følsom sektor, fordi statens magt her udøves over for2

personer, som endnu mangler kritisk kapacitet til at lægge af-stand til et statsligt budskab om en foretrukken religion.Den italienske regering havde bl.a. gjort gældende, at krucifik-set havde en neutral og verdslig betydning med henvisning tilItaliens historie og traditioner, som er stærkt forbundet medkristendommen. Domstolen fandt dog, at krucifiksets religiøsebetydning var den fremherskende, og at tilstedeværelsen afkrucifikser i klasseværelserne gik ud over, hvad der kunne an-ses for brug af symboler i specifikke, historiske sammenhæn-ge.Domstolen lagde også vægt på virkningen af krucifikset påklagers børn på 11 og 13 år, idet krucifikset – som det var pla-ceret – nødvendigvis måtte opfattes som en integreret del afundervisningsmiljøet, og eleverne ville således føle, at de blevuddannet i et skolemiljø præget af en given religion.Domstolen fremhævede desuden, at staten er forpligtet til reli-giøs neutralitet inden for rammen af offentlig undervisning,hvor tilstedeværelsen i klassen er påkrævet uden hensyn til re-ligion, og hvor undervisningen skal søge at indprente elevernekritisk tankegang.Domstolen fandt derfor, at den obligatoriske udstilling af etsymbol for en bestemt tro på lokaliteter, hvor der udføres of-fentlige funktioner, navnlig i klasselokaler, begrænser foræl-drenes ret til at uddanne deres børn i overensstemmelse medderes overbevisning og børnenes ret til at tro eller lade være.

[Dommens betydning for forholdene i danske skoler]3.Det er Undervisningsministeriets vurdering, at dommen ik-ke har betydning for forholdene i danske skoler.Undervisningsministeriet har oplyst, at der ikke i den danskefolkeskole som i Italien er tradition for ophængning af religiø-se symboler i skolerne, og at Undervisningsministeriet ikkehar kendskab til konkrete eksempler på ophængning af religiø-se symboler som f.eks. kors i de danske folkeskoler.Traditioner med religiøst islæt som f.eks. juleafslutninger medkirkebesøg og afsigelse af fadervor forekommer efter Under-visningsministeriets vurdering heller ikke i folkeskolen i etomfang eller med en karakter, som bevirker, at undervis-ningsmiljøet som helhed fremtræder som præget af en bestemtreligiøs opfattelse på en måde, der er egnet til at udøve en indi-rekte påvirkning af eleverne.Ministeriet fremhæver i den forbindelse, at der for elever i dendanske folkeskole gælder en fuld og ubetinget fritagelsesad-gang i forhold til arrangementer med religiøst islæt.Dommen tager endvidere ikke afstand fra tidligere praksis,hvoraf følger, at staten ikke har en forpligtelse til at tilrette-lægge undervisningen, så de forskellige religioner fylder ligemeget, så længe undervisningen gennemføres på en objektiv,kritisk og pluralistisk måde. Det er således legitimt at læggesærlig vægt på en religion, der har en særlig historisk og kultu-rel betydning i det enkelte land, som det er tilfældet i faget kri-stendomskundskab i den danske folkeskole.4

[Har Danmark afgivet tredjepartsindlæg?]4.Danmark har ikke afgivet tredjepartsindlæg ved sagens be-handling for Storkammeret, og der er heller ikke ved Menne-skerettighedsdomstolen samme tradition som ved EU-Domstolen for, at medlemsstaterne intervenerer i andre landessager.Det er også helt usædvanligt, at der iLautsi-sagener 10 med-lemsstater som intervenienter. Medlemsstaterne har alle inter-veneret i sagen til støtte for den italienske regering. Herudoverhar en række organisationer interveneret til støtte for entenklager eller den italienske regering.I forbindelse med, atLautsi-sagenblev indbragt for Storkam-meret, har vi naturligvis overvejet, om denne sag gav anled-ning til at afgive tredjepartsindlæg, men vurderingen var (oger) som nævnt, at dommens fortolkning af bestemmelserne omretten til uddannelse og om religionsfrihed, ikke har betydningfor forholdene i danske skoler. Det blev derfor besluttet mel-lem Undervisningsministeriet som ressortministerium, Uden-rigsministeriet og Justitsministeriet, at der ikke skulle afgivesdansk tredjepartsindlæg i sagen.

[Er regeringen enig med de 37 professorer?]5.Den ”gruppe på 37 juridiske eksperter”, som omtales i sam-rådsspørgsmål BN, er en ”Koalition af juraprofessorer”, deromfatter 37 navngivne professorer mv. – hovedparten fra Spa-nien og Italien.Koalitionen har udarbejdet en fælles skriftlig kommentar tilLautsi-sagen,men figurerer ikke på Domstolens liste over in-tervenienter i sagen.Professorerne skriver i deres kommentar bl.a., at Menneskeret-tighedsdomstolen har introduceret en ”ret til ikke at blive for-nærmet” som en ny kategori, der ifølge professorerne ville føretil ”absurde resultater” som f.eks. at en elev, der er medlem afJehovas vidner, ville kunne kræve, at et flag blev fjernet fraklasseværelset.Professorerne anfører i den forbindelse, at den ”passive” ud-stilling af et symbol ikke tvinger individet til at gøre eller und-lade at gøre noget, og at klagers børn i Lautsi-sagen ikke vartvunget til at deltage i nogen aktivitet vedrørende krucifikset.Professorerne synes endvidere at antage, at dommen indebæ-rer, at religiøse symboler ikke kan tillades i det offentlige rum,og at også symboler som flag og våbenskjold, der indeholderkors, vil komme under pres.Endelig peger professorerne på, at Domstolen ikke har givetItalien en tilstrækkelig skønsmargin, og at Domstolen dervedikke overlader tilstrækkeligt rum til italiensk kulturtradition.

Læser man Domstolens præmisser, er der imidlertid ikke eftermin opfattelse belæg for disse udsagn.Dommen udtaler sig ikke om religiøse (eller andre) symboler idet offentlige rum. Dommen omhandler retten til uddannelseog baseres på en forpligtelse for staten til religiøs neutralitetinden for rammen af offentlig undervisning, hvor tilstedevæ-relsen i klassen er påkrævet uden hensyn til religion. Som detfremgik af min gennemgang af dommen, bedømte Domstolensåledes netop sagen ud fra det forhold, at der var tale om enundervisningssituation.Jeg har derfor vanskeligt ved at se, hvordan domspræmisserneskulle kunne udstrækkes til at omhandle symboler, herunderreligiøse, i det offentlige rum. I øvrigt kan en stats flag med etkors, som f.eks. Dannebrog, vel ikke meningsfyldt siges at væ-re et religiøst symbol i dag, og der findes heller ikke i dommenbelæg for, at dette skulle være tilfældet.Derudover er det vanskeligt at se, at Domstolen introducereren såkaldt ”ret til ikke at blive fornærmet”. Professorerne harnaturligvis ret i, at krucifikset på væggen ikke som sådantvang eleverne til at deltage i aktiviteter vedrørende krucifik-set. Domstolens ræsonnement er imidlertid – som tidligerenævnt – det, at krucifikset, som det var placeret, måtte opfattessom en integreret del af undervisningsmiljøet, og at elevernederfor ville føle, at de blev uddannet i et skolemiljø præget afen given religion. Eller med andre ord, at staten ikke udvistereligiøs neutralitet i sin undervisningsfunktion.

Jeg læser altså ikke dommen sådan, at Domstolen introducereren ”ret til ikke at blive fornærmet”, men sådan, at Domstolenbaserer sig på en forpligtelse for staten til at udvise religiøsneutralitet i undervisningsfunktionen.Jeg mener derfor heller ikke, at dommen har den betydning, atman kan forlange det danske flag fjernet fra det offentlige rum,fordi det virker ”stødende” eller ”fornærmende” på nogen.Der har i forbindelse med debatten om dommen også væretrejst det spørgsmål, om dommen indebærer, at staterne skalvære ”kulturløse”.Som dommen er formuleret, indebærer den, at staten ikke måforkynde eller pådutte nogen en bestemt religion i undervis-ningssituationer, hvor den enkelte elevs tilstedeværelse er på-krævet uden hensyn til religion.Den indebærer derimod – selvsagt – ikke, at offentlige skolerikke må formidle den betydning, som religion har haft for kul-turen i det pågældende land (og i andre lande).Grænsen mellem de to situationer er naturligvis ikke altidskarp. Domstolens kammer har foretaget en konkret vurderingiLautsi-sagen,og det er nu op til Domstolens Storkammer, omdet vil anlægge samme vurdering, eller om det vil give den ita-lienske regering en bredere skønsmargin.[Afslutning]Dommen har som bekendt givet anledning til debat og stærkereaktioner. Men uanset hvad man mener om dommen, synes8