Foreløbig besvarelse af spørgsmål nr. 105 fra Folketingets Retsudvalg

(Alm. del):

”I forlængelse af ministerens besvarelse af REU alm. del sam-rådsspørgsmål F, G, H, I og J bedes ministeren redegøre for reg-lerne i Holland, Tyskland, England og Polen vedrørende krimi-nel lavalder, herunder reglernes historik og tilblivelse samt omder i de nævnte lande er debat om aldersgrænsen for den krimi-nelle lavalder.”

Svar:

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet via de danskeambassader i henholdsvis Holland, Polen, Storbritannien og Tyskland an-modet de relevante myndigheder i de pågældende lande om oplysningervedrørende den kriminelle lavalder. Justitsministeriet har modtaget svar frade tyske og polske myndigheder, som gengives nedenfor i uautoriseret over-sættelse.De tyske myndigheder har oplyst følgende:”1.

Hvad er aldersgrænsen for den kriminelle lavalder?

Den kriminelle lavalder er i Tyskland 14 år (§ 19 i den tyskestraffelov). Afgørende er alderen på gerningstidspunktet.For unge under 18 år er der dog tale om en relativ strafmyndig-hed. Ungdomsdomstolen skal i hver enkelt sag vurdere, om denunge ”på gerningstidspunktet var moden nok i sin moralske ogmentale udvikling til at indse, at vedkommendes handling varforkert og til at agere på basis af denne indsigt” (§ 3 i ungdoms-loven). Der gælder endvidere en særlig ungdomsstrafferet, somikke primært har til formål at afstraffe, men snarere at undgå nyestrafbare handlinger ”Erziehungsgedanke” (opdragelsestanken).Ungdomsstrafferetten er knyttet til strafbare forhold som be-skrevet i den almene tyske strafferet, men dens strafferamme ogsanktionsmuligheder gælder ikke i ungdomsstrafferetten. Ung-domsstrafferetten indeholder derimod et selvstændigt differenti-eret katalog af retslige konsekvenser og en række særlige for-skrifter med hensyn til domstolens ordning, procedure og ekse-kvering.En voksens fulde straffemyndighed uden individuel vurdering ihenhold til ungdomsstrafferet gælder først med opnåelse af det18. år.”Unge voksne” mellem 18 og 21 år behandles stadig i henholdtil ungdomsstraffeloven, hvis de på gerningstidspunktet i deres2

moralske og mentale udvikling var sammenlignelige med unge,eller hvis gerningen/det strafbare forhold er en typisk ungdoms-overtrædelse.

2. Hvad er den historiske baggrund for aldersgrænsen på

den nuværende kriminelle lavalder (hvornår blev den ind-

ført, og hvad var lovgivers motiver for at vælge denne al-

dersgrænse?)

Den kriminelle lavalder blev allerede i 1923 fastsat til 14 år.Den ungdomsdomstolslov, der dengang trådte i kraft, er frem tili dag ikke blevet ændret. I straffeloven fra 1871 var den krimi-nelle lavalder fastsat til 12 år. Her var strafmyndigheden allere-de relativ, som beskrevet ovenfor.På baggrund af erfaringerne med domstolspraksis og nyere kri-minalistisk videnskab (tidligere form af kriminologi), psykologiog pædagogik var man allerede i 1890’erne begyndt at stillespørgsmålstegn ved aldersgrænsen på 12 år. Fra flere sider blevder stillet krav om at øge alderen til 14 eller 16 år. Tilhængere afden ”klassiske skole” ønskede dog at bibeholde 12-års-reglenfor fortsat at kunne tydeliggøre og sanktionere passende over forunge under 14 år i forbindelse med kriminelle handlinger.Følgende overvejelser lå til grund for, at straffealderen i 1923blev sat op på 14 år:-Indsigt fra nyere kriminalistikstatistik. Jo hårdere straf, jo hø-jere var risikoen for et tilbagefald.-Indblik i straffens skadelige bivirkninger især med henblik påden unges videre udvikling (lære fra ældre medfanger, stig-matisering og isolation osv.).-Erkendelse af, at børn ikke kun er ”små voksne”, men at deadskiller sig fra voksne - ikke kun kvantitativt, men også kva-litativt på grund af deres udviklingssituation, og at denne sær-lige udviklingssituation tydeligt rækker ud over 12 års-alderen. Dette havde konsekvenser for forudsætningen for enungs straffesigtelse og gjorde en særlig behandling nødven-dig.-Ungdomsvelfærdslov. Parallelt til ungdomsdomstolslovenvedtoges en ungdomsvelfærdslov som en del af den offentli-ge omsorgsforpligtelse (i dag sociallovbog VIII – børn ogungdom). Denne lov gav bedre muligheder end straffelovenfor at integrere en ung i samfundet igen.Aldersgrænsen på 14 år blev ikke valgt på basis af naturviden-skabelige erkendelser, men som en normativ beslutning med etvist empirisk fundament. I sidste ende var det et kompromismellem tilhængere af den ikke-formålsorienterede ”klassiskeskole” og den i høj grad præventivt orienterede ”moderne sko-le”. Et fremherskende synspunkt var, at unge i 14-års-alderen3

afsluttede folkeskolen ”Volksschule” og kom i lære, hvorved degradvist indtrådte i de voksnes verden.

3. Har aldersgrænsen for den kriminelle lavalder været dis-

kuteret for nyligt?

Den sidste store reform af ungdomsdomstolsloven blev gennem-ført i 1990. Baggrunden var kriminologiske og empiriske erken-delser. Reformen sigtede mod at styrke ungdomsdomstolensmulighed for at gennemføre ambulante reaktioner, som fremmerpositive udvikling og søger at undgå ungdomsstraf og varetægts-fængsling. I forbindelse med lovgivningsarbejdet har fagkredse– ligesom i 1960’erne – krævet en forhøjelse af den kriminellelavalder til 16 år. I sidste ende blev 14-års-grænsen dog bibe-holdt, idet den stadig blev vurderet adækvat af lovgiverne.Det ungdomskriminalpolitiske klima har i Tyskland – som i an-dre lande – ændret sig betydeligt i løbet af 90’erne på grund denstatistiske stigning i kriminaliteten, de i medierne stærkt ekspo-nerede enkelttilfælde af voldsforbrydelser gennemført af ungeserieforbrydere under den kriminelle lavalder og angiveligt enoverordnet tendens til yngre og yngre kriminelle. Dette har i deseneste år medført krav i offentligheden – men også i form afparlamentariske initiativer – der sigter mod en nedsættelse afden kriminelle lavalder (i reglen til 12 år). Hovedargumentet harprimært bestået i en antagelse om, at unge mennesker modneshurtigere end tidligere, samt at man, inden strafmyndighedenindtræder, må se passivt til uden mulighed for at kunne gribe indi udviklingen af en kriminel karriere.Sådanne parlamentariske initiativer har indtil nu ikke haft succesog er blevet afvist af de skiftende forbundsregeringer henholds-vis forbundsjustitsministeriet. På konferencen for de enkelte del-staters justitsministre i 2006 blev det endvidere enstemmig ved-taget at bibeholde den nuværende kriminelle lavalder.Centralt for afvisningen af en lavere kriminel lavalder var føl-gende:Ifølge stort set alle eksperter på området for børne- og ung-domskriminalitet var en nedsættelse af den kriminelle lavalderikke anbefalelsesværdig. Den kropslige modenhed samt udvik-lingen af visse intellektuelle færdigheder kan ganske vist regi-streres tidligere hos børn end for f.eks. 100 år siden. For så vidtangår sociale kompetencer og ansvarlighed, som er en forudsæt-ning for at reagere med de midler, en ungdomsdomstol råderover, er det imidlertid ikke tilfældet. Tabet af en mere almen op-førselskodeks, det voksende udbud af værdi-orienterings-muligheder, mangfoldigheden af medie- og forbrugsstimuleren-de indflydelser, forlængelsen af skole- og elevtiden mv. har4

tværtimod forsinket dannelsen af ansvarlighedsmodenhedenblandt unge mennesker.Størstedelen af ungdomskriminaliteten udspiller sig på bagatel-planet og udspringer hovedsageligt af handlinger, der kan for-klares med barnlig eventyrlyst og en endnu ikke tilstrækkeligtudviklet indsigt og styring af egne færdigheder. Ifølge de krimi-nologiske erkendelser afvikles en sådan type adfærd i forbindel-se med den videre udvikling af selvet. Fagfolkene taler såledesom ungdomskriminalitetens episodekarakter og ”spontan-remis-sion”. Igennem indflydelsen på barnets personlighed og selvbil-lede kan en tidlig strafferetslig indgriben gribe negativt ind idenne proces og ødelægge udsigten til en fremtidig lovlydig ad-færd, hvorved det modsatte af hensigten vil være opnået.Dette betyder dog ingenlunde, at en alvorlig og gentaget krimi-nel adfærd bør forbigås passivt. I den ottende sociallovbog(Achtes Sozialgesetzbuch – SGB VIII) – vedrørende børn ogunge – giver retsordenen mulighed for differentierede og mang-foldige tilbud til børn og unge samt deres forældre med henblikpå at integrere unge i samfundet. Til de mulige tilbud hører bl.a.pædagogisk rådgivning, opdragelsesformynderskab og socialtgruppearbejde. I det omfang det er nødvendigt, kan foranstalt-ninger gennemføres med tvang via familiedomstolen.Der foreligger således også retslige handlingsmuligheder i for-hold til børn og unge under den kriminelle lavalder.I det omfang man står over for særligt problematiske områdereller enkelttilfælde, gælder det om at benytte disse retslige mu-ligheder fuldt ud. Af særlig betydning er vellykket kommunika-tion og samarbejde mellem politi, ungdomsmyndigheder og fa-miliedomstolen. I forskellige byer og regioner er der med tidenblevet indrettet passende modelprojekter, som udviser succes-fulde resultater.”De polske myndigheder har oplyst følgende:”Den polske straffelovgivning sætter den alder, en person måhave nået for at ifalde strafferetligt ansvar, ved 17 år på det tids-punkt, hvor den strafbare handling begås (straffelovens § 10 stk.1). Personer under denne alder betragtes som unge, og for demgælder der en særskilt form for procedure ved en familiedom-stol, der benytter sig af uddannelsesmæssige, opdragende ogsanktionerende foranstaltninger. Straffelovens § 10, stk. 2, fore-skriver, at der undtagelsesvis kan ske en strafferetlig behandlingaf unge over 15 år, der begår særligt grove lovovertrædelser.Disse findes anført i den nævnte lov og omfatter:--Attentat mod den polske præsident (§ 134).Mord af simpel eller skærpet karakter (§ 148 stk. 1-3).5

Forsætlig forårsagelse af alvorlig legemsbeskadigelse,herunder med døden som en skærpende følge (§ 156 stk. 1og 3).Forsætlig frembringelse af en hændelse, der generelt ansesfor farlig, herunder med døden eller alvorlig legemsbeska-digelse for mange personer som en skærpende følge (§163 stk. 1 og 3).Terrorangreb mod et sø- eller luftfartøj (§ 166).Forsætlig forårsagelse af en katastrofe, herunder med dø-den eller legemsbeskadigelse for mange personer som enskærpende følge (§ 173).Massevoldtægt (§ 197 stk. 3).Massevoldtægt med særlig grusomhed (§ 197 stk. 4).Kidnapning af et gidsel, herunder med døden eller alvorliglegemsbeskadigelse som en skærpende følge (§ 252).Voldeligt røveri (§ 280).

Med hensyn til historikken bag lovgivningen vedrørende alders-grænsen for strafferetligt ansvar, er kilden straffeloven med lø-bende ændringer.I det væsentlige anerkendte man først evnen til at ifalde strafan-svar ved den første polske kodificering af strafferetten i 1932.Efter straffeloven fra 1932 var aldersgrænsen for, at en lovover-træder kunne ifalde ansvar, 17 år (på gerningstidspunktet).Lovovertrædere under denne alder blev betragtet på den måde,at de ubetinget ikke var omfattet af straffeloven. Det var i para-graf 69, stk. 1, i den daværende lov fastlagt at:Fritaget for straf er:a) en ung, der begår en lovovertrædelse før det fyldte 13. år,b) en ung, der efter at være fyldt 13 år, men før det fyldte 17. år,begår en lovovertrædelse ubevidst, dvs. uden at have en mo-ralsk og psykisk udvikling, der gør det muligt for ham ellerhende at forstå rækkevidden af handlingen og styre sin ad-færd.Stk. 2Sådanne unge behandles kun af retten med opdragendeforanstaltninger, herunder en skarp irettesættelse, ansvarligt til-syn af forældre, tilsynsværger eller særlige procesværger ellerved anbringelse i ungdomsfængsel.Unge, der var over 13 år, men under 17 år og forsætligt havdebegået en forbudt, strafbar handling, blev af retten sendt i ung-domsfængsel.Straffeloven af 1932 gjorde idømmelse af straf til unge muligmed obligatorisk lempelse i to særlige tilfælde for forsætlige,strafbare handlinger begået af unge under 17 år:1) hvis straffesagen mod den unge blev indledt, efter at den un-ge var fyldt 17 år, og en anbringelse i ungdomsfængsel ikkelængere ville tjene noget formål,6

2) i tilfælde, hvor retten besluttede at anbringe den unge i ung-domsfængsel, men hvor det ikke skete før den unge var fyldt20 år, idømte retten obligatorisk en fængselsstraf.Bestemmelserne i denne lov vedrørende behandlingen af ungelovovertrædere var gældende indtil den 13. maj 1983, hvor der ihenhold til lov af 12. oktober 1982 blev indført ændringer i be-handlingen af unge lovovertrædere.Ved lov af 19. april 1969, betegnet straffeloven af 1969, blevder indført ændringer vedrørende aldersgrænsen og strafansvar iforhold til straffeloven af 1932. Bestemmelserne i denne lovtrådte i kraft den 1. januar 1970.Straffeloven af 1969 bevarede i§ 9, stk. 1,aldersgrænsen forstrafansvar ved 17 år. Samtidig var der i denne lov en regel omfritagelse af unge for strafansvar efter de regler, der gjaldt forvoksne, idet de i stedet var omfattet af reglerne i den nye lov. I §9 i straffeloven 1969 var det bestemt:§ 9, stk. 1.Den, der begår en strafbar handling efter at være fyldt17 år, er underlagt de regler, der er fastlagt ved denne lov.Stk. 2En ung, der efter at være fyldt 16 år begår livsfarlig kri-minalitet, voldtægt, voldeligt røveri eller en forbrydelse modden almene sikkerhed eller med forsæt påfører en anden alvorliglegemsbeskadigelse, kan gøres ansvarlig herfor efter bestem-melser i denne lov, hvis sagens omstændigheder og gernings-mandens egenskaber og forhold tilskynder dertil, navnlig hvisden unge tidligere har været undergivet opdragende og sanktio-nerende foranstaltninger uden resultat.Stk. 3En lovovertræder, der begår en strafbar handling efter atvære fyldt 17 år, men før det fyldte 18. år, straffes med sanktio-nerende og opdragende foranstaltninger af en karakter, der er til-tænkt unge, hvis sagens omstændigheder og den unges egenska-ber og forhold taler herfor.Lovensratio legisvar på den ene side hensynet til opdragelse afden unge og på den anden side hensynet til den sociale retfær-dighed, dvs. ansvarliggørelse. Det var efter lovgivernes opfattel-se nødvendigt på grund af en væsentlig stigning i kriminalitetenblandt unge under 17 år, en brutalisering af de handlinger, derblev begået af de værste lovovertrædere og et samfundsmæssigtbehov for en retfærdig gengældelse for handlinger mod liv ogførlighed.Endvidere fastholder den lov, der har været gældende siden 1.september 1998 (straffeloven af 1997), i§ 10, stk. 1,alders-grænsen ved 17 år. Den løsning, der er indført i den nuværendestraffelov i§ 2, stk. 10,indebærer en væsentlig udvidelse afgrundlaget for at pålægge unge lovovertrædere strafansvarsammenholdt med bestemmelserne i straffeloven af 1969. Først7

og fremmest blev aldersgrænsen for et særligt strafansvar sæn-ket fra 16 til 15 år. De vigtigste argumenter, der talte herfor, varden store stigning i ungdomskriminaliteten og dens stigendebrutalitet, samt at de unge vokser hurtigere op på grund af æn-dringer i samfundet.Arbejdet med at ændre straffeloven med hensyn til spørgsmåletom unges strafansvar er nu under fortsættelse i et projekt, der ividt omfang udvider rækken af handlinger, som unge kan ifaldeansvar for, fra de er fyldt 15 år og opefter. Der indføres også denregel, at unge der allerede er idømt en frihedsstraf eller har væ-ret anbragt på en anstalt for unge, gøres strafferetligt ansvarligesom voksne, hvis der rejses tiltale med dem igen.”Når Justitsministeriet modtager svar fra de resterende lande, vil ministerietvende tilbage til sagen.