KLAGERMedlemmer:Niels Waage (formand)Ruth NielsenMorten UlrichSagen drejer sig om en kommunes beslutning om udvidelse af den ugentligeåbningstid med en time kun for kvinder i en offentlig svømmehal.

Sagsfremstilling:

Den 9. september 2003 vedtog Kultur- fritids og Idrætsudvalget hos indklagede, enkommune, at godkende en indstilling fra brugerbestyrelsen i x-svømmehal om atsvømmehallen i en 1-årig forsøgsperiode skulle holde åbent kun for kvinder fra kl. 20-21 én gang om ugen. Samtidig skulle personalet i svømmehallen alene bestå afkvinder.Baggrunden for dette var, at svømmehallen havde fået henvendelser fra muslimskekvinder, der ønskede at benytte svømmehallen uden for almindelig åbningstid, da deikke må vise sig i badetøj, hvis der er mænd i svømmehallen.Forslaget blev vedtaget under forudsætning af, at Ligestillingsministeriet gav dis-pensation fra ligestillingslovens regler, og at Kulturministeriet gav dispensation fraLigebehandlingslovens bestemmelser om, at mænd og kvinder skal have ligearbejdsvilkår.Ved brev af 15. januar 2004 udtalte Kulturministeriet bl. a.:”…Selv om den overordnede idrætspolitik hører under Kulturministeriets ressort, harministeriet kun gennemført lovgivning inden for eliteidrætten. Det øvrigeidrætsområde er ikke lovreguleret og baserer sig på det frie foreningsliv og frivilligeaktiviteter, herunder bl.a. kommunale initiativer. Det er et sådant initiativ [indklagede]kommune har taget, når kommunen i en forsøgsperiode tilbyder svømmetid alene for

kvinder som en praktisk tilrettelæggelse og en fleksibel løsning til opfyldelse af etønske om idrætstilbud for alle.Kulturministeriet er således af den opfattelse, at spørgsmålet om adgang til enkommunal svømmehal og åbningstider herfor er forhold, som den ansvarligekommune selv må finde en løsning på.”Ved brev af 25. januar 2004 indbragte klageren sagen for Ligestillingsnævnet oganmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.Ved brev af 29. januar afviste nævnets sekretariat at tillægge klagen opsættendevirkning under henvisning til, at nævnet ikke havde hjemmel hertil.Ved brev af 2. februar udvidede klageren klagetemaet til også at omfatte kommunensannoncering af den udvidede åbningstid. Samtidig anmodede klageren om, atafgørelsen om den opsættende virkning blev indbragt for nævnet.Den 1. februar 2004 præciserede klageren, at den særlige åbningstid for kvinder ikkekun gjaldt svømmehallen, men også forhal og cafeteriaområdet, hvor mænd itidsrummet forbeholdt kvinder ikke havde adgang.Ved afgørelse af 23. februar 2004 stadfæstede nævnet sekretariatets beslutning om atafvise at tillægge klagen opsættende virkning.Ligestillingsministeren udstedte den 29. marts 2004 i medfør af § 3, stk. 2, og § 6 iligestillingsloven og § 13, stk. 3, i ligebehandlingsloven en bekendtgørelse nr. 233 ominitiativer til fremme af ligestilling, hvis § 6 er sålydende:”Det er tilladt at etablere hold og undervisning mv. for det ene køn inden for idræt,herunder svømning mv. Det gælder både i private foreninger og inden for denoffentlige forvaltning”Bekendtgørelsen trådte i kraft den 15. april 2004 og ophæves den 15. april 2007

Parternes påstande:

Klageren

har påstået, at udvidelsen af åbningstiden i svømmehallen er sket udendispensation og derfor er i strid med ligestillingsloven og ligebehandlingsloven.

Indklagede

har påstået frifindelse.

Parternes argumenter:

Klageren

har til støtte for sin påstand anført, at et forslag og beslutning om udvidelseaf åbningstiden i svømmehallen er i strid med både ligestillingsloven for så vidt angårpublikums adgang til svømmehallen og ligebehandlingsloven for så vidt angårsvømmehallens personalesammensætning, og at der ikke foreligger dispensation til atfravige de to loves bestemmelser med hensyn til forskels-behandling på grund af køn.Af samme grund er annoncering af åbningstider mv. også en overtrædelse afligestillingslovens og ligebehandlingsloven.Klageren har i øvrigt til støtte for påstanden om, at der ikke ved Kulturministerietsbrev af 15. januar 2004 er givet dispensation, anført, at der i grundlaget for endispensationsafgørelse naturligvis må forgå en egentlig sagsbehandling, hvorundernavnlig påberåbte særlige begrundelser for, at ligestillingslovens ogligebehandlingslovens må fraviges, forudgående vurderes. En sådan vurdering ses ikkeat have fundet sted i Kulturministeriet.Klageren finder endvidere, at § 6 i Ligestillingsministerens bekendtgørelse af 29.

marts.2004 om ligestillingsfremmende initiativer ikke kan anvendes i den konkretesag, da bekendtgørelsen omtaler holddannelse, hvilket der ikke er tale om i denkonkrete sag, hvor der blot er tale om en form for åben adgang for alle kvinder.Klageren mener, at man kan slutte modsætningsvis fra principperne til støtte for hanspåstand.

Indklagede

har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at beslutningen omudvidelse af åbningstiden for kvinder er i tråd med indklagedes ønske om, at der skalvære et idrætstilbud for alle. Indklagede har opstillet mål om, at borgernes mulighederfor at dyrke idræt mod betaling af en form for entré skal udbygges med minimum etnyt tilbud hvert 3. år. De kvinder, der af forskellige årsager som f. eks. blufærdighed,udseende, handicap, religion eller andet ikke bryder sig om at vise sig i badetøj for detandet køn, vil med det nye forslag få mulighed for at dyrke svømning. Enforsøgsperiode på et år vil give et godt grundlag at vurdere interessen i. Der er ikkemodtaget ønsker om en tilsvarende åbningstid for mænd.Gennemførelse af forslaget skete under forudsætning af, at Ligestillingsministeriet ogKulturministeriet meddelte dispensation fra ligestillingsloven og ligebehandlingsloven. Ibrev af 12. februar 2004 har indklagede anført, at Ligestillingsministeriet havdeoversendt kommunens ansøgning til Kulturministeriet som rette myndighed. Denudvidede åbningstid blev iværksat på baggrund af Kulturministeriets brev af 15.januar 2004, hvor det blev tilkendegivet, at spørgsmålet om åbningstid er forhold,som den ansvarlige kommune selv må finde en løsning på.

Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion:

Ligestillingsnævnet finder, at § 6 i Ligestillingsministerens bekendtgørelse nr. 233 af29. marts 2004 om initiativer til fremme af ligestilling må forstås således, at den giverhjemmel til den ordning, som klagen vedrører. Herefter har ordningen i hvert fald ikkeværet i strid med ligestillingsloven eller ligebehandlingsloven siden bekendtgørelsensikrafttræden den 15. april 2004.Som følge heraf

bestemmes:

Klagen tages ikke til følge.Niels Waage

Afgørelse nr. 17/2004

Truffet den 18. juni 2004

Sagsfremstilling:

Parternes påstande:

Klageren

Indklagede

Parternes argumenter:

Klageren

Indklagede

Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion:

bestemmes: