MPU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 462: Spm. om oversendelse af talepapirer fra samrådene d. 23/2-10 om COP 15, til statsministeren

Notat om Statsministerens besvarelse af samråds-spørgsmål og AO-AQ, AU og AV fra FolketingetsMiljø- og Planlægningsudvalg tirsdag den 23. februar2010 om afviklingen af COP15.Statsministeren anførte ved besvarelsen af samrådsspørgs-målene bl.a.:Jeg konstaterer, at vi endnu engang får lejlighed til at drøfteforberedelsen og afviklingen af COP15. Vi havde jo en me-get grundig drøftelse i salen i forbindelse med forespørgsels-debatten for mindre end en måned siden. Ligeledes har jegbesvaret mundtlige paragraf 20 spørgsmål og 66 spørgsmåltil skriftlig besvarelse fra dette udvalg. Det afspejler en storinteresse for emnet, og jeg deltager gerne i debatten.Lad mig dog begynde med at slå fast, at min vurdering afCOP15 ikke har ændret sig. Men nu, hvor der er et ønske ompå ny at drøfte forløbet, skal jeg da gerne redegøre for ho-vedlinjerne.Som jeg sagde under forespørgselsdebatten, var vores strate-gi baseret på et grundigt forarbejde, som ud over talrige poli-tiske konsultationer også omfattede kontakt med en bred vif-te af såvel danske som internationale organisationer og tæn-ketanke.Og jeg er nu engang overbevist om, at regeringens strategiom at søge at samle alle væsentlige aktører bag en politiskbindende aftale og inddragelsen af stats- og regeringschefervar dét, der gjorde det muligt at opnå bred enighed om en

aftale, der tager udgangspunkt i 2 gradersmålsætningen. Detgør Copenhagen Accord.Det er en aftale, der blev forhandlet på plads i en repræsenta-tiv gruppe af lande – helt i overensstemmelse med vanligpraksis i FN-regi. Og det er en aftale, der blev til, fordi viforinden havde konsulteret bredt med både de mindst udvik-lede lande, de sårbare lande og østater, de nye vækstøkono-mier og de store CO2-udledere.For regeringen var det magtpåliggende at få alle med. Og imodsætning til, hvad der synes at være opfattelsen hos da-gens spørgere, lykkedes det meget langt hen ad vejen, netopfordi, vi som COP formand konsulterede meget bredt.Vi har da også både før, under og efter konferencen fået bredstøtte fra langt de fleste lande og fra alle væsentlige lande-grupper. København var ikke noget let møde, men selve denomstændighed, at så mange stats- og regeringschefer kom ogengagerede sig, sikrede, at der kom et konstruktivt resultatud af det i sidste ende. Det skylder vi tak for.Det er sandt, at der også har været kritik. Det er nok uundgå-eligt, når man for alvor bryder ny politisk grund i internatio-nale forhandlinger. Men selv om der var nogle højrøstedekritikere, kan jeg slet ikke genkende et generelt billede afmanglende tillid til formandskabet – heller ikke under selveCOP’en.Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg gerne havde set CopenhagenAccord vedtaget som COP-beslutning. Nu blev den i stedettaget til efterretning. Men jeg synes ærlig talt, at vi kan væretilfredse med den positive respons, der har været på Copen-hagen Accord. Og jeg synes, at det ville klæde spørgerne atlægge mærke til, hvilke lande og interesser, det er, som fort-sat kritiserer københavnsaftalen. Det er hverken de største,de fattigste eller de mest udsatte ulande.Set fra regeringens synspunkt, er der grund til at glæde sigover, at over 100 lande har tilsluttet sig eller indmeldt reduk-tionsmål eller reduktionsindsatser til Copenhagen Accord.