Miljø- og Planlægningsudvalget 2009-10
MPU Alm.del
Offentligt
STATSMINISTERIETDato: 17. februar 2010
Statsminister Lars Løkke Rasmussens svar på § 5 spørgsmål nr. 305 (MPU § alm. del) stilletaf Miljø- og Planlægningsudvalget.
Spørgsmål:”Vil statsministeren redegøre for, hvilke strategiskift der blev gennemført af detdanske formandskab i forberedelsen af COP15, hvorfor disse skift blev foretaget,hvilke risikovurderinger der var foretaget forud for disse skift, samt hvilkennødplan der blev forberedt?”
Svar:Regeringen traf en række afgørende strategiske beslutninger i månederne op til konferencen.Vigtigst var, at vi i efteråret besluttede at forfølge strategien om en politisk bindende aftale,som samtidig skulle bane vejen for konkrete handlinger med umiddelbar virkning forklimaet.På det tidspunkt, hvor vi traf denne beslutning, stod det klart, at det ikke ville være muligt iKøbenhavn at nå til enighed om en juridisk bindende aftale. Der var ikke gjort tilstrækkeligefremskridt i UNFCCC-forhandlingerne. Regeringen overvejede derfor nøje, hvordan vibedst kunne skabe en ramme om global bekæmpelse af klimaforandringer, der kunne samlealle de store CO2-udledere og fattige udviklingslande omkring 2-graders målsætningen.For at søge opbakning til strategien om en politisk bindende aftale og for at løfte sagen oppå stats- og regeringschefsniveau havde jeg de sidste måneder frem mod COP’en mangebilaterale samtaler med statsledere fra både de mindst udviklede lande, de sårbare lande ogøstater, de nye vækstøkonomier og de store CO2-udledere.Strategien om at gå efter en politisk bindende aftale lancerede jeg på en internationalparlamentarikerkonference i Folketinget i oktober og umiddelbart efter på pre-COP’en, somogså blev holdt i København. Jeg deltog desuden i klimamøder i margen af APEC-topmødeti Singapore og i Commonwealthtopmødet i Trinidad i november. Begge steder var denpolitisk bindende aftale omdrejningspunkt for drøftelsen. I sluterklæringen fra Trinidad blevder direkte udtrykt støtte til det danske forslag.
Efter disse intensive konsultationer med alle landegrupper var vi bestyrket i, at det var detrigtige ambitionsniveau at have med til COP15. Det var også den strategi, regeringenfastholdt gennem hele COP’en og navnlig i de sidste hektiske døgn, hvor det stod klart, atforhandlingerne i de to arbejdsgrupper ikke ville føre til et resultat. Og det var den strategi,der – koblet med vores invitationer til stats- og regeringscheferne – i sidste ende gjorde detmuligt at få en Copenhagen Accord.
