Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har i brev af 8. december 2009stillet følgende spørgsmål nr. 195 (alm. del), som hermed besvares.Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Steen Gade (SF).

Spørgsmål nr. 195 (alm. del)

Ministeren bedes oplyse, hvem der skal bære en eventuel erstatning, i faldder udstedes miljøgodkendelser på denne baggrund, og disse senere måtilbagekaldes af hensyn til opfyldelse af Vandrammedirektivet - ministeriet,kommunen eller det miljøgodkendte husdyrbrug?

Svar

Der er ikke hjemmel i husdyrgodkendelsesloven til at yde erstatning i for-bindelse med en miljøgodkendelse af et husdyrbrug. Krav stillet i miljøgod-kendelser af husdyrbrug og revurderinger heraf sker således erstatningsfrit.Det udelukker ikke, at der på andet retsgrundlag kan gribes ind overfor god-kendte husdyrbrug i retsbeskyttelsesperioden.For husdyrbrug mellem 75 og 250 DE gælder den 8-årige retsbeskyttelses-periode ubetinget. Vilkår i en miljøgodkendelse kan ikke ændres i den 8-årige periode, heller ikke selv om der fremkommer nye oplysninger. Forhusdyrbrug over 250 DE gælder meget begrænsede muligheder for erstat-ningsfrit at stille nye vilkår i den 8-årige retsbeskyttelsesperiode.Ved revurdering af miljøgodkendelser af husdyrbrug efter 8 år skal revurde-ringerne ske efter de regler, der gælder på tidspunktet for revurderingen.Når vand- og Natura 2000-planerne efter miljømålsloven foreligger, vil de 8-årige revurderinger af miljøgodkendelserne således skulle gives på bag-grund af disse planer. Nye miljøgodkendelser skal også gives på baggrundaf vand- og Natura 2000-planerne efter miljømålsloven, når disse planerforeligger.I vandforsyningsloven er der hjemmel til at yde erstatning til ejeren af ellerindehaveren af andre rettigheder over en ejendom i forbindelse med de af-taler, der indgås efter vandforsyningslovens § 13 d. Efter disse regler kankommunalbestyrelsen indgå aftaler om rådighedsindskrænkninger somf.eks. dyrkningsrestriktioner med henblik på at beskytte en grundvandsres-

source, der er - eller vil skulle bruges til drikkevandsforsyning. Erstatnings-størrelsen afhænger af aftalens ordlyd.Kan der ikke indgås en aftale med lodsejeren, er der i miljøbeskyttelseslo-vens §26a hjemmel til - mod erstatning - at påbyde rådighedsindskrænk-ninger og andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværendeeller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesti-cider. I miljøbeskyttelseslovens § 24, stk. 1 er der hjemmel til mod erstat-ning at fastlægge beskyttelsesområder omkring vandboringer og forbydevisse aktiviteter med det formål, at beskytte grundvandet mod forurening. Isamme lovs § 22 er der endvidere hjemmel til mod erstatning at foretageekspropriation med henblik på at fastlægge beskyttelseszoner omkringvandindvindingsanlæg og forbyde etablering af visse anlæg inden for zo-nen.Indgreb fastlagt i henhold til naturbeskyttelseslovens kap. 2 udløser krav omerstatning for det tab, der lides. Reglerne kan anvendes med henblik på atkunne opfylde habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet til at gribe ind over forlovligt bestående virksomhed med påbud om ophør eller reduktion af aktivi-teterne. Der kan alene gribes ind efter disse regler, hvis der ikke er andreanvendelige muligheder for indgreb i den aktuelle situation.