Spørgsmål nr. 179

(Alm. del), Det Kongelige Teaters repertoireSkrivelse af 28. september 2010.Svar til Kulturudvalget fra kulturministeren.

Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, hvor mange og hvilke skuespil og vaudeviller afhenholdsvis Adam Oehlenschläger, Kaj Munk, Ludvig Holberg, Johan LudvigHeiberg og Jens Christian Hostrup har opført på Det Kongelige Teater i perioden1985 til og med 2010?

Svar:

For at besvare dette spørgsmål, har ministeriet bedt Det Kongelige Teater om et bidragtil besvarelsen. Teatret har i den forbindelse oplyst, at Skuespillet på Det KongeligeTeater i løbet af de 25 år fra 1985 til 2010 27 gange har haft titler af Ludvig Holberg,Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg, Jens Christian Hostrup og Kaj Munk påplakaten. Endvidere tilføjer teatret følgende:”Efter Det Kongelige Teaters opfattelse bør dog også andre forfattere end disse fem beteg-nes som klassiske, danske skuespilforfattere; og dersom klassikerbegrebet defineres ligesåbredt, som det implicit er tilfældet i de stillede spørgsmål, så hører eksempelvis JohannHerman Wessel, Henrik Hertz, Holger Drachmann, Henri Nathansen, Gustav Wied,Kjeld Abell, H.C. Branner og Soya naturligt hjemme i denne kategori. Og eftersom H.C.Andersen, Herman Bang, Karen Blixen og for den sags skyld Carl Th. Dreyer ligeledesmå betragtes som danske klassikere, bør scenebearbejdelser af værker fra deres hånd og-så medregnes. I så fald når tallet op på cirka 50 skuespil-opsætninger i den nævnte peri-ode. Det Kongelige Teater er imidlertid – både i sin selvforståelse og i lovens forstand - étsamlet teater. Så til trods for at spørgsmålene til ministeren vedr. de danske klassikerepå Det Kongelige Teater synes at fokusere på Skuespillet, forekommer det naturligt ogsåat henvise til Ballettens og Operaens repertoire. Hvis klassiske danske operaværker,samt operaversioner af klassiske danske skuespil, samt balletter koreograferet over klas-siske danske tekster regnes med i denne statistik, når tallet op på af 77 opsætninger i lø-bet af de sidste 25 år. Og så er hele Bournonville repertoiret ikke engang talt med.”