FIU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 88:

Vil ministeren angive det offentlige forbrug i pct. af BNP, det offentlige varekøb ipct. af BNP og den offentlige beskæftigelse i personer år for år fra 2010 til 2100samt den finanspolitiske holdbarhedsindikator i grundforløbet i Konvergenspro-gram 2009 og i følgende to alternative scenarier: Scenario 1: Nul realvækst i detoffentlige forbrug i alle årene fra 2011 til 2100. Scenario 2: Det offentlige forbrugfølger 2015-planens neutrale langsigtede standardantagelser allerede fra 2011, dvs.følger den generelle velstands- og befolkningsudvikling (det demografiske træk) ialle årene fra 2011 til 2100.Svar:

Jeg forstår, at der ønskes tal for det offentlige forbrug frem til 2100, under nogleberegningstekniske antagelser. Her skal jeg indledningsvist understrege, at regerin-gens økonomisk politiske strategi er meldt ud i ”Danmark2020 – Viden >vækst >velstand > velfærd”,hvor vi har gjort det klart, at vi vil holde det offentlige forbrug iro frem til 2013. De antagelser, som Konvergensprogrammet bygger på efter2015, er der ikke taget stilling til eller truffet nogen politiske beslutninger om. Derer tale om beregningstekniske antagelser, som bygger på principper, der er an-vendt gennem mange år.Nedenfor fremgår Finansministeriets redegørelse for de tekniske antagelser og deforespurgte beregninger.Kort om udviklingen i det offentlige forbrug mv. i Konvergensprogrammet

I 2015-planen indgår et pejlemærke om, at det offentlige forbrug i 2015 kan udgø-re ca. 26,5 pct. af (konjunkturrenset) BNP, hvilket i historisk lys er en høj andel afsamfundsøkonomien. Siden offentliggørelsen af 2015-planen i august 2007 er detoffentlige forbrugs andel af konjunkturrenset BNP steget fra ca. 26 pct. i 2007 tilca. 29½ pct. i 2010. Det afspejler, at væksten i de offentlige forbrugsudgifter harværet højere end forudsat, og at væksten i konjunkturrenset BNP har været rela-tivt lav, bl.a. som følge af meget lav produktivitetsvækst.I Konvergensprogram 2009 er der beregningsteknisk forudsat nulvækst i det realeoffentlige forbrug i årene 2011-13, mens realvæksten i 2014 og 2015 følger den

tidligere 2015-plan. Nulvækst i det offentlige forbrug realt betyder, at udgifterneløbende stiger i takt med pris- og lønudviklingen. Det vil sige, at det overordnet ermuligt at fastholde de samme ansatte og købe samme varer og tjenester fra denprivate sektor. Forløbet indebærer, at det offentlige forbrug i 2015 udgør ca. 26�pct. af BNP, hvilket er tæt på 2015-planens pejlemærke på 26½ pct. og højere endi alle årene fra 1984 til 2007.Med de beregningstekniske antagelser, der er lagt til grund for årene efter 2015,stiger forbrugsandelen i Konvergensprogram 2009 frem til omkring 2040 i taktmed, at andelen af ældre øges. Dette afspejles også i, at den offentlige beskæftigel-se opgjort som procent af den samlede beskæftigelse stiger med 1,4 procentpoint iperioden fra 2011 – 2040 jf.tabel 1.Om beregningsantagelserne efter 2015

I 2015-fremskrivningerne fremskrives udgifterne til offentligt forbrug efter 2015ud fra et princip om, at de nominelle udgifterper brugerfølger lønudviklingen i denprivate sektor, og brugergrundlaget følger det beregnede demografiske træk på deoffentlige ydelser. Dette princip har været uændret gennem årene.Disse langsigtede beregningsantagelser indebærer grundlæggende, at udgifterne tiloffentligt forbrug (i løbende priser) udgør en konstant andel af BNP (i løbendepriser),når befolkningssammensætningen er konstant.I finanspolitisk sam-menhæng er dette et relevant benchmark, fordi udgifterne dermed overordnet(dvs. ved uændret demografi) udgør en konstant andel af indtægtsgrundlaget (måltved BNP).Hvis indtægtsgrundlaget således vokser langsomt (pga. svag produktivitetsvækst),så må udgifterne således også vokse langsomt i fremskrivningerne. Ellers vil udgif-terne stige som andel af BNP i en situation med uændret demografi – og det bry-der med de grundlæggende tanker bag holdbarhedsvurderingen i fremskrivninger-ne.Principperne betyder således også, at denrealvæksti det offentlige forbrug, somkan realiseres i fremskrivningerne, grundlæggende afhænger af den forudsatteproduktivitetsvækst i den private sektor.I tilfældet med konstant befolkning, erhvervsdeltagelse mv. (og en varekøbskvotepå ca. 1/3 i det offentlige forbrug samt de øvrige antagelser om lønninger og pri-ser i Konvergensprogrammet) gælder konkret følgende:Realvæksten i det offentlige forbrug kan udgøre ca. 0,7 pct. årligt, når detantages at produktivitetsvæksten i den private sektor udgør 2 pct. om året(herunder i de erhverv, der leverer varer og tjenester til det offentlige)Realvæksten i det offentlige forbrug kan udgøre 0,3 pct. om året, når detantages, at produktivitetsvæksten er på 1 pct. i den private sektor.

Det centrale er her, at udgifterne til offentligt forbrug (og udgifterne til offentligtvarekøb) i alle tilfælde udgør en nogenlunde konstant andel af BNP (ved uændretdemografi).I alle tilfælde kan den offentlige beskæftigelse samtidig være konstant (ved kon-stant demografi), fordi udgifterne samlet stiger ca. i takt med lønudviklingen. Re-alvæksten afspejler i disse beregninger således realvækst i det offentlige varekøb,der følger af, at udgiften til varekøb også kan stige med lønudviklingen. Der erdermed rum for realvækst i varekøbet, hvis lønnen stiger mere end priserne påvarekøbet (dvs. hvis der er produktivitetsvækst).Eventuelle produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor (som ikke registreres iNationalregnskabet eller i fremskrivningerne) kan i alle tilfælde medgå til at styrkeden offentlige service.Siden 2001 er det reale offentlige forbrug vokset med gennemsnitligt 1,6 pct. omåret. Det er mindre end i 1990’erne, men noget mere end den gennemsnitligevækst i det groft anslåede demografiske træk på ca. 0,2-0,3 pct. om året. Væksten idet nominelle offentlige forbrug er ligeledes noget højere end den vækst, der villevære en konsekvens af 2015-planens langsigtede beregningsantagelser. Det afspej-les blandt andet ved, at det offentlige forbrugs andel af konjunkturrenset BNPøges over perioden. I 2010 ventes det offentlige forbrug således at udgøre en stør-re andel af BNP (strukturelt) end nogensinde før, blandt andet fordi væksten iøkonomien underliggende har været svag ikke mindst i lyset af finanskrisen.De konkrete spørgsmål

Vedr. scenarie 1. Dette scenarie bryder med de beregningsprincipper som ellersanvendes i de langsigtede fremskrivninger, idet spørgsmålet forstås sådan, at real-væksten i det offentlige forbrug skal sættes til 0 selv om produktivitetsvæksten er2 pct. som i Konvergensprogrammet. I denne situation vil udgifterne til offentligservice derfor falde som andel af BNP. Virkningen på den finanspolitiske hold-barhed er på 5� pct. af BNP. Med de løn- og prisantagelser som indgår i Kon-vergensprogrammet vil den offentlige beskæftigelse være konstant, men varekøbetfalder som andel af BNP. Hvis der ikke er vækst i økonomien – som i de senere åri Danmark – så ville udgifterne derimod ikke stige som andel af BNP, selv om derer realvækst på 0. Mulighederne for realvækst afhænger altså – som nævnt ovenfor– af væksten i produktiviteten mv.Vedr. scenarie 2. Det er her lagt til grund, at de standardantagelser, som indgår ikonvergensprogrammet efter 2015, anvendes fra 2011 og frem. Dette forringerden offentlige saldo med ca. ½ pct. af BNP i 2015 i forhold til Konvergenspro-gram 2009. Indikatoren for den finanspolitiske holdbarhed forringes ligeledes medca. ½ pct. af BNP.