AMU, Alm.del - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 475: Spm. om kommentar til brevet fra AK-Samvirke, til beskæftigelsesministeren

AK Samvirkes brev af 1. februar 2010 til Finansudvalget nødvendiggør i førsterække en redegørelse for refusionsreglerne, herunder deres baggrund og formål.Refusionsreglerne er fastsat med hjemmel i bl.a. arbejdsløshedsforsikringslovens §79, stk. 5, der blev vedtaget i 2003 med tilslutning fra regeringspartierne og DanskFolkeparti, Kristendemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne.Formålet med refusionsreglerne er, at a-kassernes incitament til at administrerekorrekt og begrænse fejludbetalinger ikke må svækkes. Derfor falder a-kassernes rettil refusion som udgangspunkt bort for så vidt angår beløb, som et medlem får ret tilpå grund af de generelle forvaltningsretlige principper om retssikkerhed, når a-kassen har begået en fejl.AK Samvirke har i brevet af 1. februar 2010 (side 3, forneden) anført følgende:"Dertil kommer, at det er svært at forstå, at en efterfølgende udbetaling afydelser, der ville have været refusion for, nu ikke giver refusion. Ånden irefusionsreglerne om kasseansvar er efter vores opfattelse, at a-kasserne skaldække fejludbetalinger, som der ikke er hjemmel til, og ikke at de skal have'dummebøder' for senere udbetaling af refusionsberettigede ydelser."AK Samvirke har i brevet af 27. april 2010 (side 2, forneden) anført følgende:

"Med hensyn til refusionsproblemstillingen, som naturligvis er af vitalbetydning for a-kasserne, er det vigtigt at holde sig for øje, at a-kasserneseventuelle fejlagtige administration, i det omfang a-kasserne efterfølgendehar skullet efterbetale efterløn til medlemmerne, oprindeligt har sparetstatskassen for et tilsvarende beløb. Det vil derfor være helt urimeligt medhenvisning på problemets opståen, som er udmærket beskrevet iRigsrevisionens notat, at udskrive en "dummebøde" til a-kasserne."AK Samvirkes antagelse om "ånden" i refusionsreglerne er ikke rigtig. Den er i stridmed refusionsbekendtgørelsens ordlyd og forarbejderne tilbemyndigelsesbestemmelsen. Til gengæld er det rigtigt, at a-kasserne somudgangspunkt selv skal betale for egne fejl.Ifølge bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion forudbetalte ydelser § 2, stk. 1, har en a-kasse ret til refusion fra staten for ydelser, derer udbetalt med rette.Bekendtgørelsens § 2, stk. 2, fastslår imidlertid:"Hvis en a-kasse har begået fejl i sagsbehandlingen og Arbejdsdirektorateteller Arbejdsmarkedets Ankenævn som følge heraf træffer afgørelse om, atmedlemmet har ret til en ydelse, falder a-kassens ret til refusion væk."Refusionsreglerne er fastsat i medført af §§ 79, stk. 5, og 86, stk. 6 i lov omarbejdsløshedsforsikring.§ 79, stk. 5, blev tilføjet med lov nr. 415 af 10. juni 2003 om ændring af lov omarbejdsløshedsforsikring m.v.Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:"I de senere år sker det i stigende omfang, at medlemmer, der ikkeopfylder arbejdsløshedsforsikringslovens betingelser for ret til ydelser, fårtilkendt ret til en ydelse på grundlag af forvaltningsretlige principper ellergod forvaltningsskik, fx kravet om skriftlighed i bebyrdende afgørelser(kundgørelsessager) eller realudligning. Også i disse tilfælde anses ydelsernefor at være udbetalt med rette. Det betyder, at en arbejdsløshedskassemodtager refusion, selv om kassen har begået en fejl.Det forhold, at arbejdsløshedskasserne i sådanne situationerfriholdes for et økonomisk ansvar, bidrager til, at deres incitament til atadministrere korrekt svækkes.Regeringen finder, at det er vigtigt, at styrkelsen af medlemmernesretssikkerhed ved anvendelse af generelle forvaltningsretlige principper ikkemå medføre, at arbejdsløshedskassernes incitament til at administrerekorrekt og begrænse fejludbetalinger svækkes. Det foreslås derfor, atdirektøren for Arbejdsdirektoratet får bemyndigelse til at fastsætte regler om,at en arbejdsløshedskasses refusion kan bortfalde for beløb, som et medlemfår ret til på grund af anvendelse af de generelle forvaltningsretligeprincipper, når kassen har begået fejl."Ifølge lovforslagets bemærkninger er formålet med - eller ånden i -refusionsreglerne altså at sikre, at a-kasserne har et incitament til at administrerekorrekt.

Som det også fremgår udtrykkeligt af ordlyden i refusionsbekendtgørelsens § 2, stk.2, er det tilsigtet, at en a-kasses krav på refusion for en retsmæssig udbetalingbortfalder, når Arbejdsdirektoratet eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg(tidligere Arbejdsmarkedets Ankenævn) fastslår, at a-kassen har begået fejl isagsbehandlingen.Dette formål skal Beskæftigelsesministeriet holde for øje ved bedømmelsen af, omder i en konkret sag kan dispenseres fra refusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.Dispensationsregler skal generelt anvendes restriktivt. Det betyder i forhold til dissesager, at Beskæftigelsesministeriet ikke kan meddele dispensation, hvis formåletmed refusionsreglerne derved forspildes.Jeg må i den forbindelse understrege, at Beskæftigelsesministeriet på intet tidspunkthar fulgt den administrative praksis, som AK Samvirke i brevet af 27. april 2010(side 3midt for) hævder, nemlig"... at yde refusion i det omfang a-kassensoprindelige afgørelser, er blevet tiltrådt af Arbejdsdirektoratet men efterfølgendeændret af sidste klageinstans ...".Hvis man ønsker en anden retsstilling, må man lave reglerne om.2.AKTSTYKKE 83 OG REFUSIONSSPØRGSMÅLET

AK Samvirke har i hvert fald tidligere været af den opfattelse, at sagstypen, somAK Samvirkes brev til Finansudvalget angår, ikke var omfattet af denbevillingsmæssige hjemmel i aktstykke 83.Som det fremgår af AK Samvirkes brev af 1. februar 2010 har der været enkorrespondance mellem AK Samvirkes advokat og Beskæftigelsesministerietsadvokat.I et brev af 1. juli 2009 til Kammeradvokaten oplyste AK Samvirkes advokatfølgende:"Mine klienters ønske om et møde med Beskæftigelsesministeren hangselvsagt sammen med, at sagerne ikke er omfattet den bevillingsmæssigeAktstykke 83, og at det derfor var naturligt og selvfølgeligt at drøfte medBeskæftigelsesministeren, hvorledes denne parallelle problemstilling skulleløses."Jeg forstår AK Samvirkes brev til Finansudvalget på den måde, at AK Samvirke nuhar en anden opfattelse. AK Samvirke har dog ikke forklaret, hvorfor man harændret opfattelse af de retlige forhold.Det er fortsat Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at aktstykke 83 hverken retligteller bevillingsmæssigt omfatter den sagstype, som AK Samvirkes brev tilFinansudvalget angår.Sagstypen udspringer af en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn i april2008. Ankenævnet tog ved afgørelsen stilling til udstrækningen af a-kassernes

vejledningspligt i forbindelse med medlemmernes valg mellem den "gamle"efterlønsordning og den "fleksible" efterlønsordning.Ankenævnet fandt, at a-kasserne burde have vejledt medlemmerne om, at de - hvisde valgte den fleksible efterlønsordning - havde mulighed for at få feriepengeudbetalt uden afholdelse af ferie og uden fradrag i efterlønnen.Ankenævnets afgørelse blev som nævnt truffet i april 2008. Refusionsspørgsmåletvedrørende disse sager opstod således først flere måneder efter, atBeskæftigelsesministeriet havde forelagt aktstykke 83 for Finansudvalget. Der erderfor ikke belæg for konstateringen side 2, 4. afsnit, i brevet til Finansudvalget af,at Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med aktstykket "havde overset ellerundladt" denne type af sager.Som det fremgår af aktstykke 83 (punkt b.), tager aktstykket sigte på 2 typer sager,hvori Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelser primo september 2006.Disse 2 sagstyper angår situationer, der er faktuelt forskellige fra den sagstype, somAK Samvirkes brev angår. Sagerne angik ikke udstrækningen a-kassernesvejledningsforpligtelse i forhold til at undgå fradrag for feriepenge i forbindelsemed medlemmernes valg af efterlønsordning. Sagerne angik derimodudstrækningen af a-kassernes vejledningspligt over for efterlønsmodtagere, der varomfattet af den fleksible efterlønsordning, og som indsendte feriekort til attestationi forbindelse med afvikling af ferie.Desuden er der den forskel i forhold til de sager, der er omfattet af aktstykket, atministeriet anfægtede ankenævnets afgørelser ved domstolene. Det vender jegstraks tilbage til. Ankenævnets afgørelser i de nye sagstyper er derimod ikkeanfægtet ved domstolene.Aktstykke 83 er ikke udtryk for en administrativ praksis for dispensation, som a-kasserne ud fra en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning kan støtte ret på i relationtil den sagstype, som AK Samvirkes brev angår.Lighedsgrundsætningen rækker ikke længere, end at kun helt sammenligneligesager skal behandles ens. Lighedsgrundsætningen indebærer, at enforvaltningsafgørelse ikke må indebære en vilkårlig afvigelse fra en ellers fastadministrativ praksis for helt sammenlignelige sager.Sagstypen, som AK Samvirkes brev angår, er ikke sammenlignelig medsagstyperne, der er omfattet af aktstykke 83, og aktstykke 83 er i øvrigt ikke udtrykfor en fast administrativ praksis, men for en dispensation. Dispensationer skal somtidligere nævnt anvendes restriktivt.Aktstykke 83 omfatter som nævnt to sagstyper om vejledning i forbindelse medefterlønsmodtageres afholdelse af ferie, hvor Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt,at a-kasserne burde have vejledt efterlønsmodtagerne om muligheden for at fåferiepenge udbetalt uden afholdelse af ferie og uden fradrag i efterlønnen.Den ene kategori drejer sig om tilfælde, hvor efterlønsmodtageren alene havdesendt sit feriekort til attestation i a-kassen, men ikke bedt om vejledning.

Det var ministeriets opfattelse, at a-kassens vejledningspligt i et sådant tilfældemåtte være mindre vidtgående, end den Arbejdsmarkedets Ankenævn havde lagt tilgrund. Det var således Beskæftigelsesministeriets vurdering, at en a-kasse ikke varforpligtet til af egen drift at vejlede efterlønsmodtageren om muligheden fordobbeltforsørgelse - af AK Samvirke side 2 forneden betegnet som en"spekulationsmulighed".Som bekendt udtog Beskæftigelsesministeriet stævning imod ArbejdsmarkedetsAnkenævn med påstand om, at afgørelsen var ugyldig.Østre Landsret afviste imidlertid sagen fra domstolene med den begrundelse, atministeriet hverken havde en økonomisk eller retlig interesse i sagen.Og i forlængelse heraf fik den daværende beskæftigelsesminister Finansudvalgetstilslutning til aktstykke 83 om at yde a-kasserne refusion ved dispensation frarefusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.Sagstypen, som AK Samvirkes brev angår, kan ikke sammenlignes med dennekategori, hvor a-kasserne ikke blev bedt om vejledning, men blot modtog etferiekort til attestation.Sagstypen, som AK Samvirkes brev angår, drejer sig nemlig om tilfælde, hvormedlemmet blev vejledt, men ifølge Arbejdsmarkedets Ankenævn blev vejledtforkert eller mangelfuldt af a-kassen.Sagstypen, som AK Samvirkes brev angår, er i en vis grad beslægtet med denanden kategori, som aktstykke 83 angår.Denne kategori af sager drejede sig om tilfælde, hvor efterlønsmodtagerne havdeanmodet a-kassen om vejledning, men havde fået forkert eller mangelfuldvejledning. Som det udtrykkeligt fremgår af aktstykke 83, fik a-kasserne kunrefusion for denne kategori af sager, fordi det var praktisk vanskeligt at skelne deto sagskategorier fra hinanden. Det var nemlig bevismæssigt vanskeligt at afgøre,om efterlønsmodtagerne havde bedt om vejledning i forbindelse med indsendelseaf feriekortet. Der blev således ikke ydet dispensation, fordi ministeriet anså sig forat være retlig forpligtet til at dispensere fra refusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.Beskæftigelsesministeriets holdning på dette punkt er AK Samvirke velkendt.Jeg vil samtidig henlede Finansudvalgets opmærksomhed på det forhold, at AKSamvirke på vegne af to a-kasser forud for aktstykke 83 havde anlagt retssag modArbejdsdirektoratet og Beskæftigelsesministeriet med påstand om refusion ellererstatning for ydelser, som a-kasserne havde udbetalt i sager, hvorefterlønsmodtageren havde bedt om vejledning, men ikke fået korrekt vejledningom muligheden for at få feriepenge udbetalt uden afholdelse af ferie og udenfradrag i efterlønnen. Direktoratet og ministeriet bestred, at a-kasserne havde kravpå refusion eller erstatning.Efter aktstykke 83 hævede AK Samvirke retssagen. AK Samvirke nedlagde i denforbindelse påstand om, at Arbejdsdirektoratet og Beskæftigelsesministeriet skullebetale sagsomkostninger. AK Samvirke gjorde gældende, at direktoratet ogministeriet med aktstykket havde anerkendt a-kassernes krav.

Københavns Byret afviste ved kendelse af 8. maj 2008, at Arbejdsdirektoratet ogBeskæftigelsesministeriet med aktstykke 83 havde anerkendt a-kassernes krav, ogtilkendte derfor ikke a-kasserne sagsomkostninger. Beskæftigelsesministeriet varmed andre ord ikke den tabende part i retssagen.Københavns Byret anførte i kendelsen:"Retten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne fastslå, om aktstykke83 kan sidestilles med, at de sagsøgte har taget bekræftende til genmæleover de af sagsøger nedlagte påstande."AK Samvirke indbragte ikke afgørelsen for Østre Landsret.Der er i øvrigt ingen tilsvarende praktiske vanskeligheder forbundet med atidentificere de sager, som AK Samvirkes brev til Finansudvalget angår. Derfor kanAK Samvirke heller ikke på grundlag af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætninggøre krav på dispensation fra refusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.Som fremhævet indledningsvis har refusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, til formålat sikre, at a-kasserne har et incitament til at administrere korrekt, og at a-kassernesom udgangspunkt selv skal betale for egne fejl.Den praksis, som Arbejdsmarkedets Ankenævn og sidenhen AnkestyrelsensBeskæftigelsesudvalg har udviklet siden afgørelserne i september 2006, fastslår, ata-kasserne har en meget streng og omfattende vejledningspligt.Østre Landsrets føromtalte afvisningsdom fastslår, at Beskæftigelsesministeriet somfølge af en manglende økonomisk eller retlig interesse ikke kan anfægte dennepraksis. Ministeriet er derfor forpligtet til at lægge praksis til grund vedadministrationen af refusionsreglerne. Det gælder herunder også, når ministerietbedømmer, om der i en konkret sag kan meddeles dispensation frarefusionsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.Hvis Beskæftigelsesministeriet herefter meddeler dispensation i det omfang, somAK Samvirke kræver, vil ministeriet medvirke til at slække a-kassernes incitamenttil at opfylde den strenge vejledningspligt over for medlemmerne. Det vil være istrid med motiverne for arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 5, som blevvedtaget af et bredt folketingsflertal.A-kasserne har en direkte økonomisk interesse i de afgørelser, som ankenævnet ogbeskæftigelsesudvalget har truffet, men ingen a-kasse har taget skridt til atindbringe en afgørelse for domstolene. AK Samvirke har ikke oplyst om årsagen tildette manglende initiativ.Beskæftigelsesministeriet må derfor gå ud fra, at AK Samvirke og dets medlemmerer helt enige i den strenge fortolkning af vejledningspligten, som ArbejdsmarkedetsAnkenævn og sidenhen Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har anlagt.Hvis AK Samvirke eller for den sags skyld den enkelte a-kasse måtte have en andenopfattelse af, hvad en korrekt fortolkning af reglerne skulle føre til, kan AKSamvirke eller den enkelte a-kasser anlægge sag mod AnkestyrelsensBeskæftigelsesudvalg eller tidligere Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik påat få fastlagt retsstillingen.

Jeg må afvise AK Samvirkes bemærkninger i brevet af 27. april 2010 (side 2, midtfor) om, at Arbejdsdirektoratet har udvalgt, hvilke sager der skulle forelægges forArbejdsmarkedets Ankenævn, og at Beskæftigelsesministeriet trak behandlingen afsager ud, indtil AK Samvirke rettede henvendelse til Finansudvalget. Sagsforløbetviser, at det ikke forholder sig sådan.Ved brev af 20. maj 2009 modtog jeg en henvendelse fra AK Samvirkes advokat.Advokaten bad om et møde med mig.AK Samvirkes advokat anførte bl.a. følgende:Sagen har haft og har vel en sådan politisk og pressemæssig bevågenhed, atdet er fristende for mine klienter at involvere de i den anden sag tidligereinvolverede parter (de politiske partier, Statsrevisorerne, Rigsrevisionen ogoffentligheden) i sagen på nuværende tidspunkt, men vi ønsker sikkerhed for,at Ministeren ikke kan eller ønsker at bekræfte. at A-kasserne modtagerrefusion i disse sager, før mine klienter går videre med sagen."I brevet anførte advokaten endvidere, at han fra AK Samvirke havde fået instruktionom at stævne Beskæftigelsesministeriet, for det tilfælde at ministeriet traf afgørelseom afslag på refusion.På dette tidspunkt havde Beskæftigelsesministeriet endnu ikke modtaget en klageover en afgørelse fra Arbejdsdirektoratet om afslag på refusion i den sagstype, somAK Samvirkes brev til Finansudvalget angår. Via Arbejdsdirektoratet modtogministeriet en sådan klage den 26. maj 2009.Da AK Samvirke havde valgt at rette henvendelse via sin advokat, og da advokatenvarslede et sagsanlæg, fandt jeg det både rigtigt og naturligt at lade henvendelsenbesvare via ministeriets advokatforbindelse, Kammeradvokaten.Over for Finansudvalget kan jeg endvidere bekræfte, at jeg ikke på det tidspunkt, darefusionsspørgsmålet var under administrativ behandling i ministeriet, fandtgrundlag for at mødes med AK Samvirke. Som jeg via Kammeradvokaten oplystetil AK Samvirkes advokat, ønskede jeg ikke at kommentere konkrete klagesagerendsige give et generelt forhåndstilsagn om refusion til a-kasserne.Kammeradvokaten forsøgte at få et møde i stand med AK Samvirkes advokat.Formålet var at få klarhed over, om AK Samvirkes henvendelse via advokaten togsigte på en politisk præget dialog om refusionsspørgsmålet eller en dialog om detjuridiske grundlag for refusion.Kammeradvokaten og AK Samvirkes advokat traf aftale om at holde møde den 22.september 2009. Mødet blev ikke til noget, idet AK Samvirkes advokat umiddelbartinden mødets afholdelse aflyste med besked om, at advokaten ville vende tilbage.Kammeradvokaten hørte dog ikke siden fra AK Samvirkes advokat.Jeg forstår nu på AK Samvirkes brev af 27. april 2010, at AK Samvirkes beslutningom at lade sin advokat skrive brevet af 20. maj 2009 om et møde, alene var

Som jeg nævnte på samrådet den 8. april 2010, traf ministeriet herefter afgørelse omafslag på refusion i en af de andre sagstyper end den, AK Samvirke har nævnt i sinhenvendelse i november 2009.Den 28. januar 2010 traf Beskæftigelsesministeriet den første afgørelse om afslagpå refusion i den sagstype, som AK Samvirkes brev til Finansudvalget angår.Afgørelsen forelå således, da AK Samvirke rettede henvendelse til Finansudvalget.I begyndelsen af marts 2010 traf ministeriet afgørelse om afslag på refusion i dentredje sagstype.Beskæftigelsesministeriets sagsbehandlingstid har været påvirket af, at afgørelsenvar den første for så vidt angik sagstypen, som AK Samvirkes brev tilFinansudvalget drejer sig om. Det samme gør sig gældende for de to andresagstyper.Det måtte antages, at afgørelserne ville kunne få præcedensvirkning for et megetbetydeligt antal sager. Behandlingen af sagerne nødvendiggjorde derfor grundige ogprincipielle overvejelser om sagernes korrekte juridiske afgørelse.Venlig hilsen