UVT, Alm.del - 2009-10 - Bilag 44: Henvendelse af 19/11-09 fra professor Dion Sommer, Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Akademiske Råd, Århus Universitet, vedr. Evalueringsrapport om Universitetsloven

Denne evaluering blev, som på universitetet i øvrigt, igangsat på Det SamfundsvidenskabeligeFakultet (Bilag 1). Tidsfristen for aflevering af interne høringssvar var imidlertid kort, hvorved engrundig proces efter Fakultetets opfattelse ikke kunne gennemføres kvalificeret. Evalueringsformenmed den korte tidsfrist har ikke kun været et problem for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.Eksempelvis har Det Naturvidenskabelige Fakultet stærkt kritiseret evalueringsformen og denskorte tidsfrist (NAT-1). Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har taget sig forholdsmæssigtlængere tid til at gennemføre en grundig evaluering. Proceduren har været som følger:1. Akademisk Råd har været vært for en evalueringsdag, hvor fokusgrupper bestående afmedarbejdere og studerende på tværs af institutter og centre blev interviewet med henblik påat belyse medarbejdernes erfaringer hvad angår forskningsfrihed og medbestemmelse.2. En præliminær rapport blev udarbejdet og formidlet til alle medarbejdere på institutter ogcentre.3. Dekanen (ordstyrer) samt medlemmer af Akademisk Råd rejste rundt til institutter og centrem.h.p. debat om den foreløbige rapport. Referat udarbejdedes for hvert af disse møder.4. Akademisk Råd arbejdede videre med rapportens færdiggørelse.5. Rapporten drøftedes og blev godkendt på Akademisk Råds møde torsdag den 4. juni.6. Rapporten afsendt til det internationale udvalg via Aarhus Universitet.Under den endelige udarbejdelse har det været muligt at se samtlige andre interne høringssvar samtuniversitetsledelsens evalueringsrapport. Alle interne høringssvar er offentlig tilgængelige på1

www.au.dk/da/uni/universitetsevaluering2009/hoeringssvar.I forbindelse med udarbejdelsen afdenne rapport har det været muligt at inddrage gennemgående stemninger, holdninger og udsagn frade berørte medarbejdere på alle universitets fakulteter og centre og sammenligne dem medsituationen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Hermed opnås et generelt billede afmedarbejdernes opfattelser ved hele Aarhus Universitet.Ledelsen ved Aarhus Universitets har udarbejdet deres evalueringsrapport. Her fylder afsnittet omfusionerne godt tre fjerdedele (UNI-2009, ss. 5-65). Afsnittene om forskningsfrihed,medbestemmelse for de ansatte og studerende, og den frie akademiske debat, fylder henholdsvis 3sider, 24 sider og 3 sider. Omend evaluering af fusionerne (og universiteternes frihedsgrader) ernødvendig, er de tre andre forhold afyderste vigtighed for medarbejderne,hvilket diskussionerne ifokusgrupperne, rundrejsen på de enkelte institutter og de interne høringssvar fra fakulteter ogcentre har demonstreret2. Derfor vil disse tre temaer få en fremtrædende plads i denne evaluering.Universitetet konkluderer: ”Overordnet anbefaler Aarhus Universitet, at der skabes stabilitet om delovgivningsmæssige rammer for universiteterne, og at Universitetsloven af 2003 i hovedsagenvidereføres”, og henviser til de kritiske og konstruktive tilbagemeldinger, som er gengivet iredegørelsen fra Aarhus Universitet (s. 4). Med grundlag i de samme interne høringssvar - derstammer fra alle fakulteter og centre på Aarhus Universitet, og som universitetet i sin evalueringogså har benyttet - kommer denne rapport til en helt anderledes konklusion:Der anbefales engrundlæggende revision af Universitetsloven af 2003, og loven bør ikke i hovedsagen videreføres.Vedrørende grundlaget for denne anbefaling henvises til de respektive tematiske dele af dennerapport.En fair præsentation af de mange synspunkter er blevet tilstræbt. Der kan muligvis være nogle, derikke mener, at de senere års forandringer har været til det værre. Det er dog her vigtigt at pointere,at rapporten afspejler de systematisk gennemgående og dominerende opfattelser, således som de erkommet til udtryk i evalueringsprocessen.Rapporten udtrykkermedarbejdernes evalueringog repræsenterer derfor ikke dekanen ellerinstitutlederne på de respektive institutter og centre.En uhildet hensyntagen til medarbejdernesvurdering af deres egen og kollegers situation under Universitetsloven af 2003 bør værehjørnestenen i en valid evaluering.

Universitetsledelsens hierarkiske og centraliserede strukturMeget få ønsker sig et system, hvor der ikke kan ledes. Det, man ønsker, er en ledelsesreform, dersikrer balance og medarbejderinddragelse. Et gennemgående træk i tilbagemeldingerne har været enmarkant udbredt utilfredshed med universitetets stærkt hierarkiske ledelsesform med bestyrelse,rektor, flere og flere nyansatte i den øverste ledelse, dekaner og institutlederne. Det opleves somlangt fra optimalt med den stigende ”top-down” styring af medarbejderne, siden Universitetslovenaf 2003 trådte i kraft. Den generelle samfundsvidenskabelige og arbejdspsykologiske viden omorganisationer dokumenterer, at hierarki og centralisering kun giver effektivitet for organisationermed relativt rutineprægede opgaver, men ikke i forskningsorganisationer3. Professorer, lektorer ogandre videnskabelige kolleger arbejder i stigende grad på gulvet som ansatte i en privatlignendekoncernvirksomhed med faste årlige produktivitetsmål samt bureaukratiserende ”kvalitetssikring” -en new speak eufemisme for stigende kontrol og detaljestyring af medarbejderne. Internationalforskning viser, at regelstyring hæmmer fastholdelse og udvikling af den enkelte forskers”ekstraordinære evner”, som fører til virkelig original og banebrydende forskning4. Det kan hervære et problem at rekruttere særlige forskertalenter til en hierarkisk organisation, hvor andre sætterpræmisserne for deres forskning. Vi risikerer, at forskere søger til andre universiteter, hvorfrihedsgraderne er større, som f.eks. i USA. ”Generelt er vi trætte af overadministration ogoverformynderi”, lød det ved en af besøgsrunderne.Utilfredsheden med den hierarkiske ledelsesstruktur er ikke kun udbredt på DetSamfundsvidenskabelige Fakultet. En institution, der gennem årene før fusionen med AU haroplevet topstyring, skriver herom: ”Det klare svar er, at et universitet er en vidensinstitution – ensåkaldt lærd republik, hvor den saglige lærdhed vil reagere, hvis der tages for mange ubegrundedebeslutninger hen over hovedet på den. For den største saglighed er også den højeste myndighed iden lærde republik - også under nye forhold” (DPU-1, s 3.).Men hvor udbredt er utilfredsheden? Så godt som alle interne høringssvar fra medarbejderne frahele Aarhus Universitet tilslutter sig utilfredsheden med både forskellige og identiske argumenter;flere giver direkte udtryk for, at indflydelsen er minimal.Utilfredsheden og kritikken kommersåledes ikke kun til udtryk på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, men er den klare holdning hosmedarbejderne på de andre fakulteter på Aarhus Universitet(NAT-1, SUN-1-2-3-4-5, DJF-1,HUM-1-2-3-4, SAM-1, SR-1).En markant revision af Universitetsloven af 2003 er nødvendig. Som ikke blot sikrermedarbejdergruppernes repræsentation i de allerede eksisterende råd, men udstyrer dem medbeslutningskompetencer, der muliggør reel medbestemmelse på fremtidens universitet. De ansattesmedbestemmelse må tilbage i institutionernes ledelsesfora på alle niveauer. Sker dette ikke,forudses markant negative følgevirkninger hos universitetets medarbejderne, der generelt erkendetegnet ved engagement, motivation og ansvarlighed.Se: Andrews et al. (2009):Centralization, Organizational Strategy, and Public Service Performance.Se: Moran, S. & Gardner, H. (2006):Extraordinary Achievements: A Developmental and Systems Analysis.Hertilkommer, at de videnskabeligt mest succesfulde lande har været karakteriseret ved en relativ flad universitetsstruktur.43

Ledelsessystemet udbygges markant i disse år; et meget omkostningstungt apparat, som medførerstore stigninger til diverse administrative ledelsespuljer og -stillinger, alt imens fag og instituttermangler penge. Manglende medarbejdermedbestemmelse betyder, at beslutninger uhindret tages,hvor ledere ansætter ledere, uden blik for helheden på universitetet. Den forskellige værdisætning afledere og forskere fremgår f.eks. også ved, at ledere som følge af universitetsloven af 2003 blevbedre lønnede end professorer (SAM-1).Professionaliseringen af ledere blev også diskuteret: Ledere bør være bedre klædt på i.f.t at tackleforholdet til og inddragelse af medarbejderne. F.eks. skaber ikke-participatoriske ledere med enstærk orientering opad i systemet uro og frustration i medarbejderstaben. Flere pegede på dette:Selvom der ikke blandt lederne, som repræsentanter for systemet, er tilslutning, ermedarbejdervalgte ledere på institutniveau ønskelige i stedet for ovenfra ansatte. Dette kræver enændring i Universitetsloven af 2003. Denne type professionalisering af ledelse er stærkt uønsket:Lederen har ikke nødvendigvis et fagligt dybtgående kendskab til sit institut, men kan være en”rejsende i ledelse” der kan skifte mellem mange forskellige virksomheder i sin ledelseskarriere, ogdermed miste kontakten til fagområdet. Især på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets fireinstitutter med deres stærke fagidentiteter ville en leder, der ikke er en ankerkendt forsker inden forinstituttets fagområde, ikke have legitimitet blandt medarbejderne.Hovedindtrykket, man får ved at læse Aarhus Universitets ledelses egen-evaluering vedr.medbestemmelsen for medarbejdere, er imidlertid denne: Det videnskabelige personalesbekymringer citeres loyalt, f.eks. at de nuværende rammer er utilstrækkelige og utilfredsstillende.Ledelsens bemærker hertil: ”Der angives imidlertid mange andre årsager end nedsatmedbestemmelse. De videnskabelige medarbejdere oplever at være udsat for et øget tids- ogarbejdspres, som kan medføre en uheldig og egentlig universitetsfremmed lønmodtagermentalitet”(UNI-2009, s. 65). Herefter konkluderes, at der er brug for ro, og de nævnte problemer henvises tiludvikling af mere uformelle samarbejdsformer. Denne konklusion er en alvorlig fejlvurdering, derhelt nedtoner problemets store omfang og dybde på hele Aarhus Universitet. Nye uformellesamarbejdsformer løser ikke problemet.Den manglende medbestemmelse er et strukturelt fænomen,indlejret i Universitetsloven af 2003. Kun markante lovændringer med lov garanterede rettighedertil medarbejdere kan løse problemet.

Mangel på check-mekanismer samt medbestemmelse i formelle strukturer med mereend blot rådgivende rollerBortset fra bestyrelsen, der har et besluttende eksternt flertal, er der ingen kontrol-mekanismer påuniversitetet, der kan dæmpe, ændre eller give reel tilbagemelding på top-down beslutninger. Dettehar blandt medarbejdere ført til en oplevelse af at blive udsat for beslutninger, det ikke er muligt athave nogen som helst indflydelse på. Dette nærmest helt ucheckede hierarki fratages tilligemuligheden for sund tilbagemelding på beslutninger, der opleves uforståelige eller forkerte. DeAkademiske Råd er i Universitetsloven af 2003 i realiteten reduceret til rådgivende organer, hvormedlemmerne repræsenterer sig selv, og studenterorganisationerne reelt er sat uden for indflydelse.Der findes således ingen formelle strukturer til at fremme medarbejderindflydelsen. En strukturelstyrkelse af medarbejderindflydelsen nødvendiggør en revision af Universitetsloven af 2003. Denmanglende indflydelse forklarer den udbredte defaitisme, denne evalueringsproces også har afsløret.

Forslag til styrkelse af medarbejderdeltagelsenOplevelsen af den begrænsede inddragelse af medarbejderne er som dokumenteret ikke kun udbredtpå Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Med både forskellige og identiske argumenter udtrykkesden manglende medarbejderindflydelse systematisk på Aarhus Universitet som grundlæggendeproblematisk, hvilket som nævnt er det samlede indtryk fra de interne høringssvar fra fakulteter,centre og studenterorganisationer. Dette bør få konsekvenser, hvad angår en gennemgribendeændring af Universitetsloven af 2003.Utilfredsheden med den manglende inddragelse og medbestemmelse stikker meget dybt og ersåledes langt mere udbredt på hele Aarhus Universitetet, end den øverste ledelse har villetanerkende. Ønsket om en ny struktur med betydelig mere medarbejderindflydelse er stærkt, og flereforslag til styrket medarbejderindflydelse har været fremme. På baggrund af evalueringsprocessenforeslår Akademisk Råd:Valgte ledere:Det bør seriøst overvejes at indføre USA-modellen. Dvs. hvor ledere vælgesaf VIP-ere, TAP-ere og studerende på institut- og centerniveau.Obligatoriske institut- og centerrådforeslås oprettet med det formål at styrkemedarbejderindflydelsen og hermed –aktiviteten og -engagementet markant.Akademisk Råd:P.t. kun rådgivende. Der foreslås flere reelle magtbeføjelser overført tilAkademisk Råd, der sammensættes efter afholdelse af en valgprocedure på institutter ogcentre.Bestyrelsen:Skal ikke være selvsupplerende. Der foreslås færre medlemmer fraerhvervslivet, flere eksterne høj-prestige forskere og flere ansatte medarbejdere ved AarhusUniversitet.Problemet med den manglende medbestemmelse kan ikke løses, som foreslået i UNI-2009, gennemuformelle samarbejdsorganer, kun ved konkrete lovændringer.

Instruktionsbeføjelsen paragraf 17 i Universitetsloven af 2003Universitetsloven af 2003 har i princippet afskaffet den enkelte forskers frihed til at forske iselvbestemte emner. Dette fremgår af paragraf 17, stk. 2, som handler om institutlederens såkaldteinstruktionsbeføjelse,hvor lederen har fået magt til at pålægge medarbejdere at løse bestemteopgaver. Forskningsfrihedens principielle afskaffelse fremgår utvetydigt af denne formulering iloven: ”I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker defrit inden for universitets forskningsstrategiske rammer”. Forskningsfriheden er såledesdetermineret af, at der ikke er andre opgaver, som pålægges den enkelte. At dette kan og vil bliveforvaltet med lempelse de fleste steder forandrer ikke, at forskningsfriheden principielt er afskaffet.Tilbageføring af forskningsfrihed til den enkelte forsker nødvendiggør først og fremmest fjernelseaf paragraf 17, stk. 2 i universitetsloven af 2003.

Forskningsfrihed er ikke retsbeskyttetForskningsministeren har i flere sammenhænge fremhævet, at retten til forskningsfrihed generelt erformuleret i universitetsloven og således eksisterer, samtidig med at han kræver beviser for detmodsatte – forskningsministerens ”lig-på-bordet” argument. For det første er det fastslået juridisk,at retten til forskningsfrihed reelt ingen betydning har, når det kommer til retsbeskyttelsen ienkeltsager. Danmark ligger i bunden i den vestlige verden, hvad angår den lovmæssige beskyttelseaf forskningsfriheden5. For det andet har en offentlig meget omtalt sag fra DTU vist, at eninstitutleder har beordret en forsker til så megen undervisning (i øvrigt uden for forskerenskompetenceområde), at det reelt kun gav mulighed for at forske efter arbejdstid. Forskeren endtemed at måtte forlade sin stilling. Reelt har en forsker kun forskningsfrihed, så længe det passerinstitutlederen. Problemet med forskningsfriheden er dog ikke enkelte eksempler på udnyttelse afinstruktionsbeføjelsen. Problemet stikker dybere: Når en magtbeføjelse foreligger som latentmulighed, kan opportunisme og selvcensur blive en del af forholdet til ledelsen.

Stigningen i øremærkede og konkurrencebelagte strategiske midler og internekonsekvenserDen voldsomme stigning i konkurrencebelagte strategiske midler til ministerielt øremærkedeindsatsområder skader den frie forskning, da det er en udbredt bekymring, at midlerne til den friegrundforskning i disse år samtidig er under kraftig beskæring. Dertil kommer en stigendebureaukratisering af forskningsprocessen, hvor flere og flere skal bruge stadig mere tid påansøgninger inden for de samme begrænsede puljer. At emner og områder på forhånd er eksterntbestemt strider også mod forskerens frihed til selv at vælge sit fokus efter interesse og fagligindsigt. At visse indsatsområder kan udliciteres og nogle vil betale forskere for at udføre dette, ernæppe et problem som sådan. Medarbejderne oplever imidlertid, at store millionbeløb i disse årflyttes fra grundforskningen over i pulje- og programmidler. Forskningsfrihed, forstået som denindividuelle forskers muligheder for at følge hans eller hendes egne faglige nysgerrighed ogspecifikke forskningsspørgsmål, vil som konsekvens af reduktionen af basismidler blive begrænset.Forskningsfrihed er også forbundet med forskningslighed (dvs. lige adgang til at udfolde ligekompetencer). Forskningsligheden kommer til at lide under sammenkædningen af tre forhold: (a)5

incitamentsstrukturer m.h.t. at sikre eksterne midler, (b) konkurrence om begrænsede eksternemidler, samt (c) en konkurrence, der ikke afgøres af videnskabssamfundet, befolkningen ellersamfundet i almindelighed, men af en lille gruppe mennesker i et forskningsråd. Når adgangen tilforskningsmidler på den måde både begrænses kraftigt og subjektivt af viden og holdninger hos énlille gruppe, så er der ikke mere tale om forskningslighed. Hvis forskningsligheden på den mådebegrænses, bliver forskningsfriheden også begrænset. En konsekvens kan være, at de ”rige”forskere og projekter dræner deres institutter for ph.d.-ere og forskningsbaseret undervisning (ved atfrikøbe sig selv). Nogle forskere frikøbes i større omfang, og det rejser spørgsmål om stabiliteten ogdiversiteten af den forskningsbaserede undervisning. Eksterne midler kan medføre en skævvridningaf ansættelsesforhold, hvor en indlejring af en tidsbegrænset eksternt støttet enhed kan medføreansættelse af en ret ens gruppe forskere. For kolleger og ph.d.-studerende, der ikke er tilknyttet etprivilegeret eksternt finansieret område, øger dette arbejdsbyrden m.h.t. den daglige drift (hvilketyderligere forværrer den negative ulighedsspiral). Der ses tillige en stigende tendens til ”ph.d.-fabrikker”, dvs. samling omkring pengestærke store empiriske forskningsprojekter, hvor der kanproduceres mange afhandlinger. Der ses dog også en fare for et stigende antal afhandlinger affagligt håndværk på højt niveau, men af begrænset originalitet. En bagside er her, at den ungepotentielle ph.d-er skal tilpasse sig en allerede fastlagt struktur og emnekreds, hvilket erbegrænsende for forskningsfriheden, samt kan udgøre en trussel mod individuelle talenters”skæve”, ”risikable” og ”usædvanlige” projekter. Dette kan blive en realitet, hvis de store projekterstøvsuger markedet for ph.d.-stipendier, hvilket der allerede er en tendens til.

ForskningstidenTid til forskning hænger også sammen med forskningsfriheden. Den tid, der er afsat til forskning,afhænger bl.a. af den tid, der kræves til undervisning og vejledning, deadlines for aflevering samttid til administrative opgaver. Det er her den gennemgående opfattelse, at mange er pressedetidsmæssigt. Især den stigende bureaukratisering af den enkelte forskers hverdag har negativekonsekvenser for forskningstiden. Den generelle følelse er, at de administrative aktiviteter er spildaf tid, stjæler tid fra forskning og derved udgør en trussel for forskningsfriheden. Stigningen i detidskonsumerende aktiviteter blev af flere nævnt som en direkte konsekvens af det stigende internebureaukrati som stammer både fra centraladministrationen samt fra eksterne forhold. Det ser ud til,at denne oplevelse er reel: Det kom frem i et fokusgruppeinterview, at Center for Forskningsanalysehar udført en undersøgelse af forskernes tidsforbrug. Den påviser, at i en tid med flere og flerekonkurrenceudsatte midler stiger de administrative opgaver i.f.t. ansøgning om og administration afeksterne midler. Denne forskningsadministration optager således en betragtelig tid for den enkelteforsker. Hermed tages tid fra den egentlige forskning. Holdningen fra Videnskabsministeriet,universitetets, og delvist også dekanen, er at flere og flere midler skal konkurrenceudsættes, såadministrationen af eksterne midler er et stigende universitetsproblem.Ud over de administrative omkostninger er det blevet påpeget som en uheldig tendens, at forskerekan blive mere mainstream i deres forskningstemaer, fordi det er lettere at få skrevet ansøgninger ogkomme i betragtning til de ofte temafastlagte eksterne midler.Desuden ses den detaljerede informationsindsamling, der er iværksat top-down (f.eks. via PURE)som et middel til at kontrollere forskningsproduktion og -aktiviteter.

BibliometrimodellenDet mest kritisk debatterede var den såkaldte ”bibliometrimodel” og dens negativt kanaliserendeindflydelse på den side af forskningsfriheden, der handler om, hvor man ”bør” publicere. (Dette harikke noget at gøre med diskussionen om peer-review eller ikke, da et forbehold over for indførelseaf bibliometrimodellen på ingen måde medfører en afstandstagen fra peer-review). Modellen blevblandt andet kritiseret for a) at lægge mere vægt på kvantitet end kvalitet; b) at dirigerepublikationsmønstrene hen imod engelsksprogede journals på bekostning af nordiske af lige så højkvalitet; c) en tendens til for lav vægtning af bøger/antologier, hvilket reducerer lysten til at skrivesådanne; d) ikke at belønne nye journals eller interdisciplinære tidsskrifter; e) at nogle helt vigtigepublikationstyper f.eks. forskningsrapporter udgrænses; f) at flere relevante tidsskrifter ikke findespå listen eller vurderes lavt.Mange medarbejdere oplever tillige et pres for at skrive i tidsskrifter frem for f.eks. antologier, somnogle fagdiscipliner har tradition for er meriterende. Det er en fornemmelse, at dette giver mindreråderum og begrænser forskernes frihed til (kvalificeret) publicering, hvor de finder det relevant.Ved både fokusgruppeinterview samt ved møde på et institut blev det nævnt, at unge ph.d.ers ogadjunktersmind-setpåvirkes og kanaliseres: ”Hvor skal jeg publicere?”, underforstået ikke udenfor,men inden for den foreliggende liste. Det er en stigende fokusering på at rette forskningen ind, såden passer ind i tidsskrifter, som vægtes højt. Det er blevet nævnt, at man kan få indtryk af atdeltage i en ”sportskonkurrence”.Kommer dele af institutternes økonomi i fremtiden til at afhænge af tvær-universitær konkurrence,baseret på publikationsmængden i de mest ”profitable” tidsskrifter, da vil den enkelte forskers frievalg af faglig relevant publiceringskanal være truet. I kampen om fremtidens stillinger vil den, deropportunt har publiceret meget ”de rigtige steder” alt andet lige have de største chancer foransættelse. Dertil kommer, at en sådan forsker vil være økonomisk potentielt mere attraktiv forledelsen i en tid med lave STÅ-takster på SAM, 2% effektiviseringsnedskæring samt diverseuniversitetsinterne reduktioner. Bibliometrimodellen er endvidere p.t. stærkt utroværdigt, bl.a. pågrund af Ministeriets kraftige indblanding. Systemet undsiges nu af flere af de selv samme forskere,der fra universiteterne har været med til at lave det. At lave en påtænkt revideret udgave medindbyggede økonomiske incitamenter er ikke at anbefale, uagtet universitetsledelsens eventuelleaccept af modellen.Nogle påpegede, at presset på at gennemføre bibliometrimodellen indgår som et af mangebestræbelser fra Forskningsministeriets om at kontrollere og detailstyre både forskning ogundervisning ved universiteterne. Andre, at den påtænkte konkurrence mellem de danskeuniversitetsmidler om konkurrenceudsatte midler med sikkerhed vil mindske samarbejdet inden forlandets grænser. Man vil have en tendens til at holde sine projekter for sig selv på det enkelteuniversitet, til skade for et lille land som Danmark og dets position i den globale konkurrence.Dette udtrykker Det Samfundsvidenskabelige Fakultets medarbejderes gennemgående holdning,men hvor udbredt er opfattelsen på Aarhus Universitet af, at forskningsfriheden er truet? Det meneruniversitetsledelsen ikke, den er (UNI-2009). Svaret i denne rapport er helt anderledes:Dengenerelle opfattelse er, at forskningsfriheden er truet, hvilket støttes markant af andre internehøringssvar fra fakulteter og centre på Aarhus Universitet(f.eks. NAT-1, SUN-1-2-3-4-5, DJF-1,SAM-1, HUM-1-2-3-4). Eksempler fra to traditionelt ret forskellige fakulteter: Det

Naturvidenskabelige Fakultet skriver i sit høringssvar: ”Vi kan således være bekymrede forsænkning af forskningens kvalitet som følge af indskrænkninger i den enkelte forskers frihed ogråderum, men især vil vi udtrykke bekymringer for hele miljøers mulighed for at yde deresypperste. Fokus på strategiske midler tvinger forskningen i den retning og underminererforskningsfriheden og forskningens kvalitet. På længere sigt underminerer en forskning-til-fakturatankegang den brede uddannelsesprofil, vi gerne vil kunne tilbyde studerende, der skal være paratetil fremtidens og ikke kun nutidens udfordringer” (NAT-1, s 1). HUMrådet skriver i sit svar underoverskriften markedsgørelsen af universitetet: ”Med betegnelsen ”markedsgørelse” forstårHUMrådet den statsligt styrede instrumentalisering af uddannelse og forskning med henblik på”Danmarks konkurrencedygtighed på et globalt marked for viden”, måden at finansiere uddannelserog forskning, samt den generelle kommercialisering af såvel forskningen, som uddannelsestilbuddetog indholdet af uddannelserne” (HUM-4, s. 3).

C. Den frie akademiske debatI Aarhus Universitets evalueringsrapport udtrykkes denne klare principielle holdning: ”AarhusUniversitet ønsker at fastholde, at der på Aarhus Universitet ingen begrænsninger er afmedarbejdernes muligheder for at ytre sig” (UNI-2009, s. 71). Desuden refererer rapporten deansattes og studerendes opfattelse: ”Uanset universitetets meget klare holdning til spørgsmålet omden frie akademiske debat som noget helt essentielt for et universitet, må det konstateres, at detteikke ganske er den oplevelse, specielt de videnskabelige medarbejdere giver udtryk for” (UNI-2009,s. 71). Evalueringen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet understøtter denne opfattelse blandtdets videnskabelige medarbejdere. Selv om der ikke var et indtryk af, at den interne debat påinstitutterne og centrene var truet her og nu, blev de fusionerede sektorforskningsinstitutionerfremhævet som eksempel på en anden ledelseskultur. Til gengæld blev der udtrykt stor undren ogtvivl om hensigterne hos Aarhus Universitets øverste ledelse, når ovenstående erklæringrealitetstestes.I denne sammenhæng blev fremdraget et aktuelt ”lig-på-bordet”-eksempel fra Aarhus Universitet,den offentligt meget debatterede såkaldte Cheminova sag. En sagkyndig lektor fra DMU, AarhusUniversitet, ytrede sig faglig kritisk på sin arbejdsplads om Cheminova (som har stærk tilknytningtil Aarhus Universitet). Dette medførte en alvorlig irettesættelse fra institutlederen. En klarknægtelse af forskeres ytringsfrihed som understreger nogle nye problemer med en type

ledelseskultur stammende fra sektorforskningsinstitutter, en konsekvens af fusionen understøttet afuniversitetslovens udstrakte magtbeføjelser til ledere. I denne sag har der aldrig været tale om atbruge ytringsfriheden til injurier eller ærekrænkelser, men snarere at en sagkyndig ville skabeoffentlig debat om et vigtigt emne.Her kan den øverste ledelses i øvrigt udmærkede holdning til den frie akademiske debat imidlertidrealitetstestes. Hvordan forholdt universitets øverste ledelse sig til denne principielle sag om deansattes frihed til at skabe og deltage i den akademiske debat? Dette afslører en interessantmeningsudveksling i universitetets avis CAMPUS: Prorektor Søren Frandsen har ytret sig på dennemåde om sagen: ”…ytringsfriheden kan også bruges på en så uhensigtsmæssig måde, at det kan fåkonsekvenser,uden at disse konsekvenser på forhånd er nedfældet i regler og love”(CAMPUS, nr.5, s. 4) (vores kursivering). Her lægges op til et betydeligt element af vilkårlighed, hvor en lederkan bestemme grænserne for medarbejderes ytringsfrihed. Denne fortolkning af ytringsfriheden vilnæppe holde i en retslig prøvelse. Dette standpunkt medfører et kritisk indlæg i universitetsavisenmed titlenStøtter rektoratet ytringsfriheden?(CAMPUS, nr. 7, s. 12). Hertil svarer prorektor isamme udgave: ”Jeg står fuldstændig ved det svar, jeg er citeret for…” Samtidig med at hævde atytringsfriheden skal værnes om erklæres derefter: ”Men det betyder også, at vi ikke iytringsfrihedens navn skal bruge både egen og kollegers dyrebare arbejdstid på privateundersøgelser og lignende. Det medfører bare, at den øverste ledelse bliver nødt til at skride indmed rigide regelsæt”. Desuden konstaterer prorektor, at DMU-sagen er en kedelig sag uden vindere.Hertil kan kommenteres, at den sag burde have haft to vindere, nemlig den videnskabeligemedarbejder samt retten til den frie akademiske debat på Aarhus Universitet. Efterfølgende kritiskedebatreaktioner på dette fra en videnskabelig medarbejder og en studerende bar overskrifterneBruger Søren Frandsen sin ytringsfrihed ”hensigtsmæssigt”?ogRektoratet støtter ikkeytringsfriheden!(CAMPUS, s. 8 og s. 17).Det kan således konkluderes, at der er skabt betydelig usikkerhed om, hvorvidt den frie akademiskedebat reelt eksisterer på Aarhus Universitet. Retten til den frie akademiske debat kan og bør ikkegradbøjes.At den frie akademiske debat er under pres begrundet med eksterne forhold, fremgår også af etinternt høringssvar fra DJF. Her har man et interessant argument, der handler om den implicitteafhængighed, og debat tavshed der skabes, når man er stærkt afhængig af eksterne fondsmidler (seDJF-1). Denne erfaring kommer fra en ind-fusioneret forskningsinstitution, der er direkte afhængigaf og har årlange erfaringer med eksterne bevillinger. En problemstilling der er særligt interessantfor Aarhus Universitet i den kommende tid, hvor den økonomiske virkelighed i stigende gradkommer til at afhænge af eksterne bevillinger, hvis den aktuelle udvikling i fordelingen afforskningsmidler videreføres.

på, at fusionerne ikke var ønskede, bl.a. ud fra holdningen, at forskere selv vælger deres fagligenetværk i ind- og udland afhængig af specifikke faglige interesser. Man har ikke lyst til at få denpresset ned ovenfra ud fra motiver, man ikke kender baggrunden for. Dette blev benævnt som”absurd teater”. Flere påpegede, at fusionerne ikke har været fagligt begrundede, andre at de slørerDet Samfundsvidenskabelige Fakultets identitet.En kritik går også på, at fusionsprocessen kom ”som en tyv om natten” og har været forhastet medenten en ganske proforma inddragelse eller en ikke-inddragelse af medarbejderne. AarhusUniversitet har været for hurtigt til at gribe ministeriets udmelding om sammenlægning, praktisktalt uden anden argumentation end kvantitet, dvs. at Aarhus Universitet nu er i hele Danmark(SAM-1). Desuden ses fusionen som et eksemplarisk eksempel på den gennemgribende hierarkiskeledelsesform, som bestyrelsen og rektoratet benytter sig af. Eksempelvis blev fusionen med AU-HIH i 2006 vedtaget af rektorat og bestyrelse uden inddragelse af hverken fakultetsledelse ellerinstitut- og centerledere. Det blev således umuligt på det fakultet - der skulle modtage og leve medden nye partner - at afveje fordele/ulemper eller blot at blive inddraget i en reel diskussion.Fusionen blev præsenteret som en færdig pakke, da beslutningen allerede forelå.Den del af fusionen på Det samfundsvidenskabelige fakultet, der direkte berørte et institut(Psykologisk Institut), var sammenlægningen med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.Fusionen kan i forbindelse med dette karakteriseres med følgende stikord: Forhastet, fagligtutilstrækkeligt begrundet samt en ensidig ”top-down” beslutningsproces (SAM-1). For det førsteblev en hurtig høringsrunde med tilbagemelding fra Psykologisk Institut overhørt, hvilketunderstøttede opfattelsen af, at fusionen reelt allerede var besluttet. Man vil ikke i fremtidenacceptere, at der bruges seriøs VIP-tid på at producere noget, der bagefter ikke bliver taget alvorligt.For det andet afstedkom fusionen en voldsom stigning i den centrale administrations udgifter, sombl.a. blev hentet via SAM fra de interne institutbudgetter. For det tredje blev alle institutter ved etefterfølgende SAM fusionsseminar direkte pålagt at finde relevante samarbejdspartnere hos ”denye”; et pålæg, som det forlød, kom ”oppefra”. Hvis ikke vi ville det, så ville det blive gjort for os.Dette er et direkte top-down indgreb i den enkelte forskers og forskergruppes suveræne ret til iforskningsfrihedens navn selv at vælge sine relevante samarbejdspartnere i ind- og udland.Det er blevet fremhævet som kritisabelt, at en samlet evaluering af fusionerne, set fra de berørtemedarbejderes side, ikke er blevet gennemført og sandsynligvis heller ikke vil blive det. AarhusUniversitets evalueringsrapport (UNI-2009) fremstår mere som en lovprisning af og enfremtidsvision for den fusion, som den selv samme ledelse besluttede og gennemførte, end som enreel evaluering. Denne opfattelse deles ikke på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og ej hellerpå andre fakulteter, hvor nogle er klart negative, og andre peger på både muligheder og på negativeeffekter (f.eks. NAT-1, SUN-1-5, SAM-1).

OnthebasisofadecisionbytheDanishParliament,theMinistryofScience,TechnologyandInnovationhasinitiatedanassessmentoftheUniversityActof2003.Theassessmentshouldconcentrateonthefivethemes:1.Theuniversitymergers2.Theemployeeparticipationindecision‐makingatDanishuniversities3.Thefreeacademicdebate4.Thefreedomofresearch5.ThedegreesoffreedomfortheuniversitiesTheAcademicCounciloftheFacultyofSocialSciencesdecidedon23February2009toorganizetheassessmentofthepresentUniversityActinatwo‐stageprocedure.Inthefirststage,acommittee1setupbytheAcademicCouncilinvitedallemployeesandstudentsattheFacultyofSocialSciencestoparticipateinageneralmeetingwiththepurposeofdiscussingselectedissuesinregardtotheUniversityAct.Thismeetingwasheldon2April2009.ThecommitteeconsistsofCarstenRenéJørgensenandDionSommer,DepartmentofPsychology;TonnyBremsKnudsenandJørgenDigePedersen,DepartmentofPoliticalScience;KimSommerJensen,SchoolofLaw;NielsJørgenRelsted,SchoolofEconomicsandManagement;VibekeAsmussenFrank,CentreforAlcoholandDrugResearch;SanneFondsbæk,studentrepresentative;SvendHylleberg,Dean,andDorteMoeJakobsen,FacultyofSocialSciences.Theagendaofthemeetingwas:12.00‐12.05:Welcomebythedean12.05‐1.00p.m.:LecturebyProfessorJørgenGrønnegaardChristensen,DepartmentofPoliticalScienceonthetopic“managementstructureandfreedomofresearch”1.00‐3.00p.m.:Discussionofthethemes“freedomofresearch”and“employeeparticipationindecision‐making”.Thediscussionswereorganizedinfivegroups;eachgroupdiscussedbothissues.Eachgroupconsistedofparticipantsfromdifferentdepartments(andmostdepartmentswerepresentedinallgroups)andagroupleader,i.e.amoderator,fromtheAcademicCouncil.Theminutesenclosedintheappendicesbelowwerewritten(inDanish)byastaffmemberfromthefacultyadministrationandapprovedbythemoderator.Thispreliminaryreportbythecommitteeisbasedontheminutesfromthegroupdiscussions.Thepreliminaryreportwillformthebasisforacontinueddebateatscheduledmeetingsbetweenthecommittee(includingthedean)andtheemployeesat•DepartmentofPsychology(23April2009at10.00a.m.‐12.00noon)•DepartmentofPoliticalScience(23April2009at2.00p.m.‐4.00p.m.)•CentreforAlcoholandDrugResearchNationalCentreforRegister‐basedResearchDanishCentreforStudiesinResearchandResearchPolicy(24April2009at9.00a.m.‐11.00a.m.)•SchoolofEconomicsandManagement(27April2009at10.00a.m.‐12.00noon)•SchoolofLaw(27April2009at2.00p.m.–4.00p.m.)Theassessmentwillalsobediscussedatameetingbetweenthedeanandthestudentorganizationson1May2009andatalatermeetingattheInstituteofBusinessandTechnologyinHerning.Inthelightofthediscussionsatthesemeetings,thecommitteewillhereafterfinalizethereportbytheFacultyofSocialSciences.Thepreliminaryreportwillconcentrateonthetwomajorthemesdiscussedatthemeetingon2April2009,i.e.“freedomofresearch”and“employeeparticipationindecision‐making”,butotherrelatedtopics,suchas“universitymergers”,“freeacademicdebate”and“degreesoffreedomfortheuniversities”willbetouchedon.Thesetopicswillalsobeaddressedatthecomingmeetings.