Lissabontraktatens betydning for politikområder under Udenrigsudval-getLissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Denne note giver etoverblik over Lissabontraktatens væsentligste nyskabelser på Udenrigsudval-gets politikområder. For en generel gennemgang af Lissabontraktaten og deinstitutionelle ændringer henvises tilEU-note - E 8 af 6. december 2007,somer optrykt som bilag i EU-Oplysningens sammenskrevne udgave af Lissabon-traktaten (s. 382).Nedenfor benyttes følgende forkortelser:TEU= Traktaten om Den Europæiske UnionTEUF= Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (erstatter trak-taten om det Europæiske Fællesskab).Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitikLissabontraktaten indebærer enstyrkelse af samordningen af EU-politikinstrumenterpå det eksterne område, navnlig ved oprettelsen af po-sten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.Med Lissabontraktaten oprettes posten somhøjtstående repræsentant forudenrigsanliggendermed to funktioner - han/hun skal både være formand

for Rådet for Udenrigsanliggender og en af Kommissionens næstformænd –1og skal sikre sammenhæng i Unionens optræden udadtil . Han/hun udnæv-nes af Det Europæiske Råd med samtykke fra Kommissionens formand. Somen af Kommissionens næstformænd er han/hun underlagt Europa-Parlamentets afstemning om indsættelse af den samlede Kommission. Enerklæring, som Europa-Parlamentets repræsentanter tog initiativ til, og somkom i stand hen mod slutningen af regeringskonferencen, sikrer Europa-Parlamentet ret til at blive inddraget i udnævnelsen af den midlertidige førstehøjtstående repræsentant.Endvidere smeltes Unionen og Fællesskabet sammen tilén juridisk person.Denne sammensmeltning har en særlig betydning for udenrigspolitikken, idetEU fremover kan indgå bindende aftaler med tredjelande og internationaleorganisationer, som både dækker det traditionelle arbejde i det daværendesøjle 1-Fællesskab og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.Samtidig indføres enfælles procedurebestemmelsefor forhandling og ind-gåelse samt evt. suspension og domstolsprøvelse af disse internationale afta-3ler . Bestemmelsen fastlægger også reglerne for samspillet mellem Kommis-sionen/udenrigsrepræsentanten, Rådet og Europa-Parlamentet.Hovedregleni forbindelse med afstemninger om aftaler, der berører denfælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil som hidtil væreenstemmighed iRådet.Desuden inddrages Europa-Parlamentet som noget nyt i det økonomi-ske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande. Hidtil har Europa-Parlamentet ikke haft nogen større indflydelse på indgåelsen af internationaleaftaler.Grundlæggendeforbliver den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik etmellemstatsligt anliggende,og bestemmelserne bibeholdes i et særskilt4kapitel i Unionstraktaten . De mest markante ændringer i procedurerne erfølgende:-der i indføres et nyt,særligt retsgrundlag forvedtagelse af en afgørelseom beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med medlemslandenesbehandling af personoplysningerunder udøvelsen af aktiviteter under5FUSP’en .-Der indføres en såkaldt ”passerelle” (fransk for ”gangbro”), som betyder,at Det Europæiske Råd med enstemmighed kan bemyndige Rådet til at

2

gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal,dog bortset fra i afgørelser,6der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet .Det tilføjes, atudenrigsrepræsentanten skal koordineremedlemssta-7ternes samordning af deres optræden ved internationale organisationerLissabontraktaten bestemmer, at anvendelsen aføkonomiske sanktio-ner mod tredjelandeforudsætter et fælles forslag fra udenrigsrepræsen-tanten og Kommissionen, og der indføres krav om orientering af Europa-8Parlamentet . Endvidere præciseres, at sanktioner også kan anvendesover for fysiske eller juridiske personer m.v.

Det præciseres, atEF-Domstolen(som ændrer navn til EU-Domstolen) fort-9sat ikke har nogen kompetence på FUSP-området . I den forbindelse præci-seres det dog også, at Domstolen fortsat har kompetence til at kontrollere, omUnionens kompetencer på dette område udøves inden for de grænser ogprocedurer, der er fastsat i traktaterne, samt under retssager anlagt af privateat prøve gyldigheden af retsakter på FUSP-området, der berører den umid-10delbart og individuelt .Endelig præciserer LissabontraktatenFUSP’ens særlige kendetegn,idet det11understreger, at FUSP-samarbejdet udgør sin egen kompetencekategori , ogat gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører12procedurerne og beføjelserne på andre politikområder og omvendt .Udviklingssamarbejde og humanitær bistandLissabontraktatens samler bestemmelserne om udviklingssamarbejde og13humanitær bistand i et selvstændigt afsnit .De nye regler indbefatter navnlig:-indførelse af etspecifikt retsgrundlag for humanitær bistand,somfremhæver politikkens særlige karakter og anvendelsen af principperne i14humanitær folkeret, især upartiskhed og ikke-forskelsbehandling .udtrykkelig angivelse afbekæmpelse og udryddelse af fattigdom somdet overordnede målfor EU’s politik for udviklingssamarbejde. Der skal

Der skabes hjemmel for en række nye initiativer såsom en artikel om oprettel-sen af etfrivilligt europæisk korps for humanitær bistandog ændring i15rammerne for gennemførelse af EU’s bistandshjælp .Endelig klassificerer Lissabontraktaten udviklingssamarbejde og humanitær16bistand somdelte parallelle kompetencer. Det betyder, at EU fører enselvstændig politik, som hverken forhindrer medlemslandene i at udøve dereskompetencer eller blot gør EU’s politik til et supplement til medlemslandenesindsats.