URU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 47: Fælles notat fra NGO-forum om Danmarks ny udviklingspolitik

En ny global verden kræver nye globale svarVi er den første generation, som har chancen for at udrydde global fattigdom og nå de ambitiøse 2015mål. For 30 år siden var den globale velstand langt mindre, og opgaven kunne synes umulig. I dag har vimulighederne. De seneste års indsats har vist, at global fattigdom og ulighed rent faktisk kan bekæmpes.På få år er der mange steder sket vigtige fremskridt, og resultaterne inden for sundhed og uddannelse ereksempelvis i mange lande imponerende.Mange fattige lande har i det seneste årti oplevet en ny renæssance med færre konflikter, øgetøkonomisk vækst og styrket politisk ansvarlighed. Verdensbanken og en række FN organisationervurderer, at mange fattige lande har opbygget tilstrækkelig institutionel kapacitet til at kunne modtageøgede investeringer og udnytte dem fornuftigt både kvantitativt og kvalitativt.Der er gået ni år siden, verdenssamfundet med 2015-målene vedtog de mest ambitiøse målsætningerom global fattigdomsbekæmpelse nogensinde. Indfrielsen af 2015 målene er sammen med kampen forat redde klimaet vor tids største globale udfordringer. De fremskridt, vi har set, viser at visionen om enverden uden afgrundsdyb ulighed og fattigdom er en mulighed. Men samtidig er realiteten, at vi lever ien globaliseret verden, hvor de fattigste i stigende grad mærker de negative konsekvenser af voreslevevis. Blot i de sidste tre år har verden oplevet en række store globale kriser, som tilsammen udgør engigantisk udviklingskrise og udfordring for bekæmpelsen af den globale fattigdom. Det er anerkendt, atverdens fattigste rammes hårdest af de globale kriser. Kriserne sætter derfor rammerne for fremtidensudviklingspolitik, idet de ændrer eller udfordrer det grundlæggende økonomiske vækstbegreb, forholdetmellem staten og markedet og behovet for kohærens og sammentænkning mellem de forskelligepolitikområder.Vi begynder at ane omfanget af det paradigmeskifte, verden har behov for, men vi ved endnu ikke ihvilken udstrækning det slår igennem. Oprettelsen af G20 og indlemmelsen af Brasilien, Indien og Kinai kredsen af verdens rigeste og mest indflydelsesrige lande er et markant vendepunkt i den globalemagtbalance. Samtidig har Verdensbanken og i særdeleshed IMF fået styrket sit politiske ogøkonomiske mandat – mens FN står svækket og uden økonomiske midler til at kunne sætte handlingbag de flotte politiske visioner.Der er enighed om en række afgørende globale forandringer, som også vil få stor indvirkning på dettraditionelle udviklingssamarbejde, således som det har udviklet sig i Danmark i samspil mellemudenrigsministeriet, civilsamfundet og en række andre aktører, herunder det danske erhvervsliv.

De mest afgørende ændringer af betydning for udviklingssamarbejdet, der kan beskrives i 2009, erformentlig:Klimaforandringerneog deres konsekvenser for verdens fattigste lande, herunder det nyesamspil og den nye konkurrence mellem udviklingsbistand og klimabistand. Der opstår behovfor nye og udvidede fokusområder i den traditionelle udviklingsbistand, blandt andet fordiklimaændringerne giver enorme udfordringer for fremtidens fødevaresikkerhed ogenergiforsyning, samt for omfanget og arten af humanitære katastrofer. I lyset af de forventedenegative konsekvenser for fødevareproduktionen må der arbejdes for en samlet global strategi,der markant styrker fødevaresikkerheden og landbrugsudviklingen i verdens fattigste lande.Det stigende fokus påstatslig reguleringaf markedet er bl.a. udtrykt i sætningen ”TheWashington Consensus is over”1. Fokus har i en årrække været på deregulering, liberalisering ogprivatisering, men det neoliberale fokus er nu afløst af langt større enighed om behovet foroffentlig regulering, og om at regeringer skal skabe rammer for markedet og en økonomiskudvikling, som sikrer større bæredygtighed og bedre beskæftigelseseffekter.Selvomden globale økonomiske krisemuligvis aftager, er krisen langtfra overstået i verdensfattigste lande, som tværtimod er blevet endnu mere afhængige af international bistand. IfølgeVerdensbankens analyser betyder finanskrisen i værste fald et tab for verdens fattigste lande på700 milliarder dollars, svarende til seks års international udviklingsbistand fra de rige lande.Samtidig er den globale økonomiske vækst ikke kommet alle til gode. Ifølge Verdensbanken erantallet af fattige langt større end forventet. Hele 1,4 milliarder mennesker lever i ekstremfattigdom svarende til et niveau på under 1,25 dollar om dagen, og 2,6 milliarder menneskerlever for mindre end to dollar om dagen. Verdensbanken forudser, at antallet af fattige ikke vilreduceres mærkbart inden 2015, hvis ikke indsatsen forstærkes markant.Befolkningstilvækstenbetyder, at over halvdelen af befolkningerne i udviklingslandene erbørn og unge, hvilket giver en særlig demografisk udfordring og behov for massive indsatser isundhed og uddannelse. Samtidig skaber befolkningstilvæksten og den kraftigt voksenderessourceknaphed et øget pres på de fundamentale ressourcer, både u-landenes traditionelleeksportråvarer som olie, metaller og tømmer, men også mere basale ressourcer som vand ogjord, herunder landbrugsjord. Rigere lande med fødevareknaphed opkøber i stigende gradlandbrugsjord i de fattigste lande.Befolkningsvækstenkan og skal reduceres ved at give universel adgang til seksuel ogreproduktiv sundhed baseret på respekt for menneskerettigheder. Hvis ikke der sættes markantind på dette område, vil befolkningsvækstprognosen blive større end 50 % og alle de øvrigeudviklingsmål endnu vanskeligere at nå. Der er formelt sket et paradigmeskift frabefolkningskontrol til seksuelle og reproduktive rettigheder – men i praksis har verden ikkeprioriteret sine indsatser ift. dette nye paradigme.Den globale efterspørgsel efterolie og andre naturressourcerhar donorernes store interesse,og derfor modtager lande som Nigeria og Sudan store mængder udviklingsbistand, selvom disselande selv kunne udrydde fattigdommen, hvis ressourcerne blev fordelt mere ligeligt. De nyeglobale magtstrukturer og især de asiatiske landes voksende interesser i Afrika giver et nytkonkurrenceforhold mellem traditionelle og nye donorer, men også nye samarbejdsmulighederog et nyt pres for at reformere de globale og multilaterale systemer.

Ændringerne idet økonomiske vækstbegreb.Kravet om udvikling på basis af CO2-neutralitet, nye teknologier og vedvarende energi, samt den mere fundamentale anfægtelse afdet traditionelle økonomiske mål for vækst. I dag opgøres alle former for økonomisk aktivitetsom positiv økonomisk vækst, også hvis væksten har negative sociale, menneskelige og/ellermiljø- og klimamæssige konsekvenser. Kravet om et mere bæredygtigt vækst- ogudviklingsbegreb stilles nu fra en lang række sider.2Den nye sikkerhedspolitiske virkelighed,hvor national og international sikkerhed i langthøjere grad end tidligere også vil blive påvirket af kriser, der udspringer af klimaforandringer,vækst i antallet af natur- og menneskeskabte katastrofer, befolkningstilvækst og fattigdom.Sikkerhed vil blive defineret ud fra flere indikatorer end tidligere, men samtidig vil der være enøget risiko for, at civil bistand og nødhjælp primært ses som et element i sikkerhedspolitikken.Det skaber en øget risiko for, at det overordnede formål ændrer sig fra at være hjælp tiludvikling for de fattigste til beskyttelse af de rige vestlige samfund.I de senere år er der sket enreligiøs opblomstring.Ikke mindst opleves en global styrkelse afislam som kulturel referenceramme, og fundamentalistiske religiøse bevægelser, herunder bådeislamiske, kristne og hinduistiske synes at have stigende opbakning i befolkningerne mangesteder. De religiøse organiseringer er til tider blandt de få markante oppositionskræfter i ikke-demokratiske lande. Billedet er komplekst med stor mangfoldighed i organisationer, hvisindflydelse går i forskellige retninger politisk, socialt og kulturelt, ligesom de politiske visioner,mål og midler er meget forskellige. Øget polarisering mellem reformvenlige aktører og religiøsefundamentalister kan bidrage yderligere til vold og ustabilitet ikke mindst i regioner og stater,der i forvejen karakteriseres som skrøbelige eller ustabile. Lokalt kan kravet være indflydelse ogmenneskerettigheder, mens den globale trend er en udfordring af idéer om demokrati ogmenneskerettigheder. Samtidig er ekstremister - nationalt og globalt - med til at fremprovokereog fastholde nationale og internationale konflikter, hvilket skaber en yderligere udfordring tilden i forvejen eksisterende udfordring mod FN-sporet. I dette lys er det interessant, at DFIDvil fordoble støtten til ”faith based groups”.De langsigtede konsekvenser afParis-deklarationen.Kravet om forenkling, koordination ogsamordning stiller en række nye krav både til nationale og internationale donorsystemer.

overordnede krav til det globale udviklingssamarbejde. Disse krav skal også på helt afgørende vis prægeen ny dansk udviklingsstrategi. Der må således være et meget stærkt fokus på, at udviklingsbistanden påsamme tid har som sit mål at bidrage til radikal økonomisk omfordeling i verden og til en langt merebæredygtig forvaltning af klodens samlede ressourcer, herunder naturressourcerne.Danmark har altid spillet en progressiv rolle og været en vigtig fortaler for verdens fattigste, og på trodsaf de senere års nedskæringer i udviklingsbistanden er Danmark fortsat blandt de få lande, der ydermere end FN-målsætningen om bistand på 0,7 % af BNP. Det er dog en klar forudsætning, at Danmarkøger den samlede bistand, således at den bringes op på samme niveau som før årtusindskiftet.Herudover skal Danmark bidrage med sin andel af den nødvendige nye klimabistand.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;Dansk officiel udviklingsbistand skal udgøre mindst 1 % af Danmarks BNP, og bistanden skalhave fattigdomsbekæmpelse som sit helt centrale overordnede mål. Det kræver en rækkeforskellige indsatser og samordning af mange politikker (kohærens), men dettefattigdomsfokus på grundlag af bæredygtig udvikling og en langt mere bæredygtigressourceforvaltning er det overordnede mål..Den fattigdomsorienterede udviklingsbistand må hverken direkte eller indirekte beskæres vedat midler fra bistandsrammen benyttes til andre formål, herunder sikkerhedspolitik,klimapolitik, flygtningemodtagelse mv. Der er klart behov for alle midler tilfattigdomsbekæmpelse og global omfordeling.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;En ny dansk udviklingsstrategi må ikke prioritere fremme af traditionel økonomisk vækstuden hensyn til bæredygtighed, inklusion af de fattige og social sikkerhed. Verden står overforet paradigmeskift. Vækst, som virker ekskluderende i forhold til de fattige, eller som yderligerebelaster miljø og klima, er ikke acceptabel.

Et stærkt fattigdomsfokus kræver større mod og risikovillighedVerdensbanken måtte sidste år revurdere fremskridtene i den globale fattigdomsbekæmpelse. Antalletaf fattige er langt større, end vi havde troet, idet leveomkostningerne er højere end forventet. Hele 1,4milliarder mennesker lever under fattigdomsgrænsen, svarende til 1,25 dollar om dagen, og 2,6milliarder mennesker lever for mindre end to dollar om dagen. Tallet er vokset med mere end 100millioner mennesker under den økonomiske krise, og Verdensbanken forudser, at antallet af fattige ikkereduceres mærkbart inden 2015, hvis ikke indsatsen forstærkes markant. Samtidig viser de seneste tal fraFNs fødevareorganisation FAO, at antallet af sultende er steget med mere end 100 millioner menneskerde seneste år. Det bringer det samlede antal mennesker som lider af sult og hungersnød op på over enmilliard – det højeste tal i mere end 40 år.De globale kriser understreger, at fattigdom har mange ansigter. Fattigdom kan både skyldes mangel påmad, mangel på penge, mangel på sundhed og helt grundlæggende mangel på muligheder. Og selv omAfrika ofte er fokus i indsatser for at bekæmpe sult og fattigdom, så findes ”kun” en fjerdedel af depermanent underernærede i Afrika, mens to tredjedele lever i Asien og Stillehavsregionen.I en verden, hvor halvdelen af den globale befolkning nu lever i byer, må en indsats for at bekæmpefattigdom både sætte ind overfor fattige subsistensbønder på landet og overfor byernes fattige, hvis sulti de seneste år i vid udstrækning skyldes dramatisk højere fødevarepriser. Der er brug for en bredereforståelse af det komplekse fattigdomsbegreb og for indsatser, der målrettet sigter på at styrke fattigesegne muligheder for at skabe sig et bedre liv. De nationale politikker skal fokusere stærkere på enomfordelende økonomisk politik (pro-poor) på politik, som giver de fattige mere social sikkerhed og påindsatser, der gør det lettere at bryde fattigdommen. Det skal stå klart, at udviklingsbistandens opgaveer at medvirke til omfordeling til fordel for de fattigste.Omkring en tredjedel af verdens fattigste er kronisk fattige, dvs. fattigdommen er blevet et livsvilkår,som følger dem fra vugge til grav og gives videre til den næste generation. For denne gruppe erfattigdommen en ond og selvforstærkende spiral, og disse fattige nås sjældent med de nationale oginternationale hjælpeprogrammer. Det er vigtigt med et skarpt fokus på børn og unge, hvis man skalbryde den fattigdomscirkel, hvor fattigdom og social eksklusion går i arv mellem generationerne3.En ny dansk udviklingsstrategi må klart signalere, at Danmark står på de fattiges side, og atudviklingsindsatsen i alle samfund og uanset disses forskellighed har som primært formål at afhjælpefattigdom. Det kræver fokus på fattigdommens forskellige dimensioner fra kronisk sult og3

samfundsmæssig marginalisering til forskellige udtryk for sårbarhed, ulighed og mangel på livsmulig-heder. Der er i stigende grad behov for et supplement til den traditionelle fattigdomstænkning, der oftebaseres på måling af BNP pr. indbygger. Den samlede strategi skal baseres på en fattigdomsopfattelse,som sikrer fattigdomsfokus i alle former for bistand og udviklingssamarbejde.Det er vigtigt, at indsatser for at bekæmpe fattigdom tager højde for, at de dybereliggende årsager tilfattigdom som regel skal findes i samfundsmæssige strukturer. En væsentlig del af sigtet ifattigdomsbekæmpelsen må være at støtte de fattiges egne bestræbelser på at ændre de strukturelleforhold, herunder magtforhold, som fastholder dem i fattigdom. Fattige mennesker er ikke blot fattigemen mangler indflydelse på deres egne livsvilkår. De har ikke adgang til de ressourcer f.eks. jord,grundlæggende sundhed eller beskæftigelse, som for alvor kunne ændre deres liv. Bistand, som øger defattiges indflydelse på egne livsvilkår, vil derfor opleves som særlig værdifuld.Fattigdom er mere udbredt blandt kvinder end mænd. Det har også strukturelle årsager, idet de flestesamfund har bevaret stærke patriarkalske træk, hvor kvinderne er underlagt mændene. Samtidig harkvinderne som regel hovedansvaret for at opretholde familien og et stort ansvar for at tilvejebringe endel af det materielle grundlag (f.eks. gennem dyrkning og husdyrhold i landbruget). Også børn og ungebidrager til arbejdet i hjemmet, landbruget og den uformelle sektor, hvilket hæmmer deres skolegang ogmuligheden for at bryde ud af fattigdom. Derfor skal konkrete bistandsindsatser baseres påkønsanalyser og målrettes på baggrund af disse analyser, som der er tradition for i dansk bistand. Herbør være særlig fokus på bistand, som udfordrer undertrykkende patriarkalske strukturer ogmekanismer og giver både mænd og kvinder lige mulighed for at bidrage til og drage fordel afudviklingstiltag. Den lave grad af seksuelle og reproduktive rettigheder i udviklingslande er ikke kun entragedie for familien, men også for den enkelte kvinde, som bliver uønsket gravid, livsvarigt syg underbørnefødsel eller alene skal tage vare på en al for stor børneflok, men det er også en alvorlig hindringfor fattigdomsbekæmpelse, idet kvindernes rolle som udviklingsdrivere i samfundet hermedundermineres og alt for ensidigt overlades til mændenes magtsfære.Klimaforandringerne rammer de fattige hårdt. Men det betyder ikke, at udviklingsbistand derfor kanomdefineres som klimabistand. Hvis klimabistand finansieres via udviklingsbistanden, fører det til enreduktion i andre fattigdomsfokuserede indsatser og dermed ikke til en reduktion i antallet af fattige.Klimaindsatser skal derfor som udgangspunkt finansieres over separate bevillinger. Danmark må gåforrest i klimaforhandlingerne for at skabe en international konsensus om en klar definition af hhv.udviklings- og klimabistand. Samtidig bør Danmark følge det britiske initiativ, som sætter en øvregrænse for, hvor mange udviklingsmidler der kan afsættes til klimaindsatser.De globale kriser er en chance for at gentænke prioriteter og målsætninger for at skærpe bistandensfattigdomsfokus. Fokuseringen på de såkaldte ”donor darlings”, en lille gruppe relativt velfungerendelande, som har øget deres egen institutionelle kapacitet til at bekæmpe fattigdom, er problematisk, fordidet reelt har udelukket de såkaldte svage og skrøbelige stater eller ’aid orphans’, som rummer stor ogudbredt fattigdom. I disse lande sulter store dele af befolkningen, de er ikke garanteret hjælp fra f.eks.politi og retsvæsen, og staten opfylder ikke sin forpligtigelse til at sikre befolkningen adgang tiluddannelse og sundhed.Et stærkt dansk fattigdomsfokus forudsætter større mod og risikovillighed og indebærer bl.a. en øgetindsats i konfliktområder og i skrøbelige situationer og stater4. Det indebærer samtidig et tætterestrategisk samarbejde og partnerskabmed multilaterale organisationer og civilsamfundsorganisationer,som kan arbejdeudenom udemokratiske magthavere, der sjældent ønsker ekstern tilstedeværelse ellerindblanding. Fremtidens danske udviklingspolitik må øge støtten til spirende folkelige organisationer ogbevægelser, som kæmper for god regeringsførelse, og til danske og internationale4

civilsamfundsorganisationer og organisationer, som kan sikre basale behov som mad og rentdrikkevand til marginaliserede og fattige grupper.Menneskerettigheder og en rettighedsbaseret tilgang til udvikling er nødvendige elementer i kampenmod fattigdom, herunder retten til social beskyttelse og adgangen til vand, mad, sundhed, uddannelse,anstændigt arbejde og grundlæggende sociale ydelser. Opfyldelsen af disse grundlæggende rettigheder eren forudsætning for udvikling. I skrøbelige og konfliktprægede stater må fattige menneskers adgang tilretfærdighed i et juridisk system og til opfyldelse af basale rettigheder omfattes af strategier, somfokuserer på pro-poor-udvikling og fattigdomsreduktion.Det fælles budskab fra en række aktuelle rapporter om global fattigdom er, at fattigdomsorientering oget bredere syn på fattigdom skal bygges ind i alle former for udviklingsindsatser fra den overordnededialog om national pro-poor-orienteret politik til indholdet i de konkrete programmer og tilfattigdomsorienterede projekter. Samtidig fremhæver den britiske hvidbog en række andreindsatsområder end bistand, herunder kampen mod klimaforandringer, kampen modhandelsrestriktioner og kampen mod korruption.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;Social sikkerhed er ofte vigtigere for de fattige end absolut økonomisk vækst. Dansk bistandmå derfor tage en rettighedsbaseret tilgang, som understøtter de fattiges egne muligheder forat kæmpe sig ud af fattigdommen. I hvert modtagerland skal det analyseres, hvor og i hvilkedele af civilsamfundet det er muligt at støtte en fattigdomsafhjælpende indsats, som styrkerfattiges egne muligheder for udvikling.Ethvert landevalg – også valg af skrøbelige og særligt sårbare stater – skal begrundes i denoverordnede målsætning om fattigdomsbekæmpelse. Ethvert tematisk valg skal begrundes ien fokuseret målsætning om at nå de fattige. Sektorprogramstøtte og budgetstøtte skal baserespå målsætninger om at skabe bedre rammevilkår for en udvikling, der inkluderer de fattigste.Støtte til et programsamarbejdsland skal understøtte en samlet pro poor-orienteret økonomiskpolitik og inddrage fattigdommens forskellige dimensioner – igennem analyser affattigdommens forskellige former i landdistrikterne og i byerne og forskellige virkninger irelation til alder, køn, handicap, etnicitet etc. Kampen mod fattigdom er ofte en kamp forøget fødevaresikkerhed og forudsætter støtte til småbønder på landet og indsatser for at sikrebillige fødevarer i byerne.Fattigdomsorienteret bistand til skrøbelige/sårbare stater forudsætter analyser af hvilkefaktorer og aktører, der kan sikre, at bistanden giver øget social sikkerhed ogudviklingsmuligheder for de fattige.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;Bistandens fattigdomsfokus må ikke udhules af, at bistandsmidler bruges til andre formål,herunder klimaindsatser, militære og sikkerhedspolitiske indsatser eller erhvervsstøtte, der ikkeer baseret på en klar fattigdomsanalyse.

Løsningen af de globale kriser forudsætter kohærensDer er en stærk sammenhæng mellem de globale udfordringer og kriser, som rammer de fattige og truerklodens klima. Derfor er det også mere end nogensinde nødvendigt at sammentænke nationale oginternationale indsatser og politikker, der kan fremme bæredygtig udvikling, sikre mere forsvarligomgang med naturens ressourcer og bekæmpe fattigdom.EU arbejder med udviklingen af en ”whole-of-the-Union”-tilgang i erkendelse af, at tæt ”økonomiskinteraktion har ført til en situation, hvor næsten alle politiske beslutninger i de udviklede lande har enten direkte ellerindirekte konsekvenser for udviklingslande og deres kapacitet til at bekæmpe fattigdom og opnå årtusindmålsætningerne(MDG-målene)”5Kravet om sammentænkning mellem relevante politikområder er gammelt, men der er et væld afeksempler på, at forskellige politikker modvirker hinanden og skader bæredygtig udvikling. I dansk og iEU-sammenhæng har nogle af de mest markante eksempler på intern politik, der modvirker udvikling ifattige lande, været EU's fælles landbrugspolitik, og store dele af EU’s handelspolitik.

EU’s prioriterede områderEU-udspillet prioriterer fem områder, hvor sammentænkning er særlig vigtig:Kampen mod klimaforandringer og sikringen af udviklingskomponenten i EU’s politikker påklimaområdet.Sikring af global fødevaresikkerhed og afspejling af udviklingslandenes behov i alle relevanteEU-politikker.Arbejdet for at få migration til at fremme udvikling i de lande, de migrerende kommer fra.Fremme af mulighederne for at få intellektuelle ejendomsrettigheder til at fremme udvikling.Fremme af sikkerhed og fred som led i udvikling.Udspillet nævner en række andre centrale områder, herunder forskning i sundhed, landbrug ogfødevarer, politikker om miljøregulering og forbrugerbeskyttelse og fiskeripolitik. Et centraltøkonomisk område er de såkaldte remitter, dvs. de pengeoverførsler som migranter i udviklede landesender til deres hjemlande. Beløbet har de senere år været større end den samlede udviklingsbistand,men er ramt af den økonomiske krise. Via samarbejde med diasporaorganisationer kan remitter måske5

Øget behov for dansk sammentænkningSiden den 11. september 2001 er terrorbekæmpelse blevet en afgørende faktor, når der skal fordelesbistandsmidler globalt, og lande som Irak, Afghanistan og Indonesien topper i dag listen overhovedmodtagere af global udviklingsbistand. Også i Danmark er der i de sidste 10 år sket en dramatiskvækst i udgifterne til Danmarks internationale militære indsatser, mens de samlede udgifter tiludviklingsbistand har været stagnerende, så de i 2010 ligger på samme niveau som for godt 10 år siden.Der er endnu ikke taget beslutninger om finansiering af selvstændig klimarelateret bistand uden forrammen af udviklingsbistanden. Over godt 10 år er de samlede forsvarsudgifter øget med 50 %, mensudgifterne til udviklingsbistand er på uændret niveau. De store ændringer i den økonomiske prioriteringaf de danske internationale indsatsområder er aldrig blevet sammentænkt.En ny dansk udviklingsstrategi må bygge på sammentænkning (kohærens) både af direkte internationaleindsatser og af de mange dele af den nationale politik, der har betydning for kampen for en bæredygtigglobal udvikling og imod fattigdom. De aktuelle kriser og i særdeleshed klimakrisen har fået enpermanent karakter, og sammenhængen mellem kriserne understreger at rigtig sammentænkning afforskellige kriseelementer gør det muligt at lave positive koordinerede indsatser. Utilstrækkelig ellerforkert sammentænkning vil modsat forværre kriser og øge fattigdom, fødevareusikkerhed ogmiljømæssige ødelæggelser.De følgende eksempler illustrerer, hvordan samspillet også berører Danmark:a)Den aktive danske udenrigspolitikmed et militært udgangspunkt har nedtonetDanmarks tidligere førerposition på det udviklingspolitiske område og de fredsbevarendeindsatser. Fredsbevarende indsatser på et klart FN-mandat kan være en nødvendigkomponent i indsatser for at skabe forbedringer for fattige mennesker i fejlslagne stater.Men udviklingssamarbejdet skal altid have fattigdomsbekæmpelse som sit fokus, ogmilitære indsatser må ikke hverken direkte eller indirekte finansieres af bistandsmidler.Yderligere er det vigtigt, at strategien klart sondrer mellem neutrale humanitære projekter,der er upolitiske i natur og militære stabiliseringsaktioner, der er politiske i natur.Sammenblanding af roller og begreber bringer både lokalbefolkningen og hjælpearbejderei fare og indskrænker civilsamfundets muligheder for at nå og hjælpe de sårbare ikonflikter.b)Sikkerhedspolitikkener under forandring med nye sikkerhedstrusler. Det er ikke kuntraditionelle krige, der truer menneskers sikkerhed, men også klimaændringer og andretyper af natur- og menneskeskabte katastrofer vil skabe flere klima- og miljøflygtninge.En politik, der alene via afvisning og grænsekontrol prøver at modvirke klimaflygtninge,6

vil øge sociale spændinger, sult og konflikter. En samordnet indsats baseret påinternational byrdefordeling vil gøre det muligt at dæmpe spændinger ogflygtningestrømme.c) Den storebefolkningstilvækstkan skabe dramatisk øget arbejdsløshed og øgefattigdom, miljønedslidning og udsigten til store flygtningestrømme. Svaret er en vifte afforskellige politikker, fra indsatser for at skabe beskæftigelse, landbrugsudvikling ogfødevaresikkerhed til sociale og sundhedspolitiske indsatser, herunder bistand til fremmeaf social sikkerhed og en kraftig opprioritering af bistand til kvinders seksuelle ogreproduktive rettigheder (inkl. familieplanlægning). Ingen enkeltindsatser kan stå alene.d) OECD og herunder Danmark, har gennemført en række initiativer, der lukker ellerbegrænser mulighederne forskatteunddragelsevia skattelylande. Men udviklingslandemister hvert år 850-1000 milliarder US dollars illegalt via skattesvig7. Pengene ender i vidudstrækning i skattelylande, og i forhold til ulandene er der ikke sket forbedringer. IDanmark er skatteministeriet kun optaget af at ”lukke huller” i det danske system, menskattesvig i ulande kan kun reduceres via indsatser, der koordineres med de udvikledelande. Sådanne indsatser kan økonomisk være lige så vigtige som udviklingsbistand.e)Samspillet mellem energikrise, klimakrise, fødevarekrise og finanskriseunderstreger behovet for kohærens også i det danske svar på kriserne. Hvis svaret påfinanskrisen alene er stimulering af ny ikke-bæredygtig økonomisk vækst, vil løsning affinanskrisen medføre en forværring af de øvrige kriser. Hvis løsninger sammentænkes, ogkriserne bruges til et mere fundamentalt skift i udviklingsretning mod størrebæredygtighed, større fokus på bekæmpelse af ulighed og fattigdom og mere forsvarligbrug af naturresourcer, kan de rette indsatser trække i positiv retning.Ændringerne af krisebegrebet og samspillet mellem kriser viser, at det er afgørende, hvordansammentænkningen af indsatser finder sted. Danmark vil i fremtiden typisk operere med internationaleindsatser af tre forskellige typer: 1) Civil udviklingsbistand, 2) Klimabistand med henblik påklimatilpasning (adaptation) og med sigte på at begrænse klimaændringer (mitigation), samt 3)internationale militære indsatser. Forholdet til de fattige lande påvirkes derudover af mange andreformer for national og EU lovgivning.Fokus i samspillet skal altid være indsatser, som forbedrer vilkårene for de fattigste og øgerudviklingens bæredygtighed. I nødhjælpsindsatser har princippet ”do no harm” i mange år væretbærende netop ud fra erfaringer, som viser, at forkerte indsatser kan forværre problemerne. Det sammegrundprincip må gælde i forhold til alle danske indsatser. Sammentænkning skal omfatte en analyse afde mest relevante indsatsniveauer, herunder af hvor henholdsvis bilaterale og multilaterale indsatser ermest relevante.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;Enhver sammentænkning må have udvikling og fattigdomsbekæmpelse som det overordnedemål. Vi kan ikke skabe varige resultater, hvis vore egne indenrigs- og udenrigspolitiskeinteresser står over hensynet om fattigdomsbekæmpelse. Danmark skal derfor indenvedtagelse af nye politikker, der påvirker internationale forhold, foretage en analyse afkonsekvenser for ulandene og de fattige med særligt fokus på fattigdom, bæredygtighed ogklima.7

Udviklingssamarbejdet skal aktivt støtte indsatser for at gøre udviklingen i modtagerlandenemere bæredygtig og fattigdomsinkluderende. Samspillet med regeringer og civilsamfund skalstyrke fattige samfunds egne muligheder for at vælge en mere bæredygtig udvikling baseret påinkludering af og demokratisk indflydelse for de fattige.Strategien skal være klar i sin begrebsafklaring og klart sondre mellem neutrale humanitæreprojekter og militære stabiliseringsaktioner. Sammentænkning af disse har uønskede negativeimplikationer for lokalbefolkningens sikkerhed samt civilsamfundsorganisationers oginternationale organisationers mulighed for at operere i konfliktområder.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;Midler fra udviklingsbistanden må aldrig anvendes til militære operationer eller andre formål,der er i strid med det overordnede mål om fattigdomsbekæmpelse.

Bæredygtig global udvikling i et stærkt multilateralt systemOver de senere år er respekten for grundlæggende menneskerettigheder, og herunder for dehumanitære organisationers arbejde, blevet mindre, primært i konfliktområder. Såvel terror som deninternationale kamp imod terror har været med til at svække menneskeretsbegrebet og det humanitæreråderum. Et stærkere multilateralt system er en af forudsætningerne for, at det humanitære råderumigen kan udvides og respekten for humanitære organisationer i felten øges.Det internationale udviklingssamarbejde udvikles i et multilateralt system under hastig forandring. FN-systemet og dets særorganisationer er under pres for reformer og krav om øget effektivitet. Svagheder idet multilaterale system er ikke mindst blevet illustreret under finanskrisen, hvor G20 nærmest harfungeret som en art udemokratisk erstatning for FN. Alligevel er FN på mangfoldige områderuerstattelig, og man kan ikke forestille sig en langsigtet og bæredygtig global udvikling uden et stærkereFN. En ny klimaaftale forudsætter FN, og kampen for årtusindmålsætningerne (MDG) ville ikke haveværet mulig uden FN.De aktuelle klimaforhandlinger understreger, at der er brug for nye bindende og altomfattendeinternationale mekanismer både til finansiering af bekæmpelse af klimaændringer og tilpasning tiluundgåelige og eksisterende ændringer (mitigation og adaptation). Samtidig betyder ændringerne i denglobale magtstruktur, at de internationale finansinstitutioner skal have en ny og mere demokratiskbeslutningsstruktur, der i højere grad reflekterer ulandenes interesser.Trods effektivitetsmangler både i FN og EU og store demokratiske mangler i de internationalefinansinstitutioner IMF og Verdensbanken understreger de internationale udfordringer, at der er etmeget stort behov for et stærkt internationalt system, men også for betydelige reformer af deeksisterende systemer. Et sådant internationalt system må udover det mellemstatslige samarbejde ogsåinkludere det internationalt organiserede civilsamfund.Danmark har i de senere år ikke haft tilstrækkelig prioritet på at øge indflydelse på EU samarbejdet.Med vedtagelsen af Lissabon traktaten må Danmark øge kapaciteten og den strategiske tilgang til EUsamarbejdet. Dette fokus kunne f.eks. udmøntes i en særlig EU strategi i lyset af Lissabon traktaten.Danmarks fremtidige udviklingspolitik må i fremover sikre et større samspil og kohærens mellem debilaterale og multilaterale indsatser. Danmark må i samarbejde med ligesindede lande være med til atpåvirke de internationale systemer ved at sætte stærkere ind både indefra og udefra via ’aktivmultilateralisme’.

Danmark vil fortsat være aktiv internationalt, både med civil udviklingsbistand, med klimaorienteredeindsatser og med militære operationer. I den sammenhæng er FN-grundlaget også centralt, herunderforankringen af fredsbevarende militære indsatser i klare FN-mandater, samt opretholdelse affolkeretten gennem den humanitære folkeret.Den andel af den danske udviklingsbistand, der kanaliseres via de multilaterale organisationer erfaldende. Den multilaterale bistand har historisk udgjort tæt ved 50 % af den samlede danske bistand,men var i 2008 kun godt en tredjedel. Hvor ”Aktiv multilateralisme” tidligere har været brugt som etinstrument til at sikre størst mulig effektivitet i de enkelte multilaterale organisationer og til at sikreindflydelse på reformprocesser, så har der de senere år været eksempler på, at nedskæringer imultilateral bistand primært er begrundet i et ønske om at finansiere nye bilaterale opgaver ved atreducere multilaterale bidrag. Aktuelt er det blandt andet planen at finansiere større bilateral støtte tilprivatsektoren via beskæringer af den multilaterale bistand.Den britiske hvidbog om bekæmpelse af verdensfattigdom8oplyser, at den britiske regering i takt medvæksten i bistandsprogrammerne og de nødvendige reformer vil øge den andel af nye bistandsmidlersom går til multilaterale organisationer.Hvidbogen angiver fem hovedbegrundelser:Nye internationale aftaler om globale spørgsmål er forudsætningen for, at fattige lande harindflydelse, og for at vi kan holde hinanden ansvarligeSamarbejde fremmer bedre internationale standarder for eksempel om menneskerettigheder, påmiljøområdet og i økonomienDer skabes mulighed for at løfte udviklingsprogrammer, som bilaterale programmer ikkemagter, også i områder, som det enkelte bilaterale program ikke kan nå.Det giver mulighed for hurtigere udviklingsfremskridt via nye partnerskaber og nye former forfinansieringDet giver mulighed for hurtig og effektiv reaktion på humanitære og sikkerhedsmæssige kriserDer sker i disse år også en internationalisering af nationale civilsamfund. Nogle steder kan detmultilaterale system og kombinationen af nationale og internationale civilsamfundsorganisationersammen løse opgaver, som falder udenfor et stat-til-stat-samarbejde. En dansk indsats i skrøbeligestater og situationer vil i vid udstrækning kræve et samspil med et stærkt multilateralt system ofte i etsamarbejde med danske, lokale og internationale civilsamfundsorganisationer.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;Danmark skal – også via det multilaterale system - spille en aktiv rolle for at sikre de globalegoder som led i fattigdomsbekæmpelsen og den multilaterale samlede andel af dansk bistandskal øges..Danmark skal spille en foregangsrolle som et land, der klart arbejder for at styrke detinternationale system. I samarbejde med ligesindede lande skal Danmark gå langt mere aktivtind i den internationale reformproces, herunder være med til at sikre en mere demokratiskrepræsentation i IMF og Verdensbanken. Dette indebærer en markant styrkelse af denstrategiske indsats og økonomiske støtte til de multilaterale organisationer.

Danmark skal gennemføre en offentlighedspolitik i forhold til sit multilaterale engagement,som sikrer, at eksempler på misbrug og inkompetence i det internationale systemoffentliggøres og angribes, hvad enten dette gælder FN, EU eller de internationalefinansieringsinstitutioner.Danmark skal fokusere stærkere på bistand til skrøbelige stater, der rummer en meget stor delaf verdens allerfattigste. Indsatser skal blandt andet baseres på styrkelse af det multilateralesystems kapacitet, men også på nationale og internationale civilsamfundsorganisationer.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;Danmark må aktivt arbejde for, at skabe et stærkere FN inden for alle arbejdsområder. Detteindebærer, at yderligere reduktioner i de danske FN bidrag vil være i modstrid med enlangsigtet og bæredygtig global udvikling.Midler fra udviklingsbistanden må aldrig anvendes til militære operationer eller andre formål,der er i strid med det overordnede mål om fattigdomsbekæmpelse.

Fremtidens udviklingspolitikNotat nr. 5; Økonomisk vækst, beskæftigelseog FattigdomsbekæmpelseNovember 2009I det vedlagte notat giver NGO-forum sit bud på fremtidens udviklingspolitik. Notatet omfatter syv kortepositionspapirer: En overordnet omverdensanalyse og seks tematiske papirer. Dette papir sætter fokus på det globaleparadigmeskift og kan læses uafhængigt eller i sammenhæng med de øvrige papirer. Papiret indeholder en kortintroduktion og analyse samt NGO-forums anbefalinger til den fremtidige danske udviklingsstrategi (GRØN) samt budpå indsatser som efter NGO-forums opfattelse vil være uacceptable (RØD).Selvom økonomisk vækst er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse i ulandene – går væksten ofteudenom de fattigste. Væksten siver ikke automatisk ned gennem samfundene. Trods flere års højøkonomisk vækst er den globale ulighed stærkt voksende. 20 procent af verdens befolkning tjener kun2 procent af den globale indkomst9. Den voksende ulighed viser sig både mellem rige og fattige landeog internt i mange lande – også i vores del af verden. Og tendensen forstærkes nu yderligere med denøkonomiske krise.På trods af betydelig økonomisk vækst i Asien står dette kontinent stadigvæk med omfattendefattigdomsproblemer. Samtidig viser klimakrisen med al tydelighed, at den økonomiske vækst, vi hidtilhar satset på, ikke er bæredygtig. Der er en voksende international erkendelse af, at vækstbegrebet10måændres, og at det ikke alene drejer sig om øget produktion og udvidelse af markedet. Der en stigendeinternational kritik af BNP som den eneste målestok for udvikling, fordi den hverken tager højde forbæredygtighed, spredningseffekt eller aktiviteterne i den uformelle økonomi. I stedet introduceresbegreber om menneskelig udvikling og bred og inkluderende vækst som et supplement til deøkonomiske vækstrater.I 2009 har en række nye økonomiske rapporter introduceret en række forslag, som fundamentalt vilændre eller supplere vækstbegrebet med nye indikatorer. Kommissionen for måling af økonomiskperformance og socialt fremskridt ledet af Joseph Stiglitz og Amartya Sen fremhæver begrebet well-being (velfærd) som et multidimensionalt begreb, hvor levestandard, sundhed, uddannelse, personligeaktiviteter og arbejde, politisk indflydelse og regeringsførelse samt miljø (nu og i fremtiden) skal levereet mere retvisende billede af de menneskelige fremskridt. Også EU-Kommissionen overvejer i enrapport fra 2009 behovet for miljøindikatorer, der omfatter a) klimaændringer og energiforbrug, b)udviklingen i natur og biodiversitet, c) luftforurening og sundhedspåvirkninger, d) vandforbrug ogforurening samt e) affald og ressourceforbrug11. Endelig har den britiske bæredygtighedskommission irapporten ”Prosperity without Growth” fokus på; at opbygge en bæredygtig makro-økonomi; atbeskytte forudsætningerne for udvikling samt; at respektere de økologiske grænser.

Der er ofte langt fra erkendelse og diskussion til formelle beslutninger om ændringer i udviklings-økonomien. Der er dog enighed om behovet for stærkere styring og regulering af markedet. F.eks.understreger den britiske regering i sin nye udviklingspolitiske hvidbog ”Eliminating World Poverty:”12,at et snævert vækstfokus er utilstrækkeligt, og at krisen giver mulighed for at gentænke den hidtidigeprioritering.En ny dansk strategi for udviklingssamarbejde må reflektere og forholde sig til manglerne i deteksisterende vækstbegreb og til behovet for stærkere politisk styring af den økonomiske udvikling. Ilighed med f.eks. England og Norge må Danmark inkludere bæredygtighed og klima samt fattigdom ogulighed som væsentlige parametre for danske strategier og indsatsområder.Beskæftigelse spiller en stigende rolle for tilvejebringelse af social og økonomisk sikkerhed. Ikke mindstAfrika oplever i disse år en stigning i antallet af børn og unge, der migrerer til de store metropoler, somfølge af klimaforandringer, konflikter og øget ulighed mellem land og by. Her lever de yderst udsat forskadeligt arbejde og misbrug og frustreres af den manglende indflydelse på eget liv og samfunds-udviklingen. Frustrationen giver grobund for ustabilitet og fundamentalisme. Udviklingssamarbejdetskal være med til at skabe de rette forudsætninger for mere og ordentlig beskæftigelse. Det kræverfokuserede indsatser med et klart fokus på ungdomsgenerationer med det formål at inkludere defattigste i indsatserne. Danmark må derfor være med til sikre ulandenes ret til at formulere egnepolitikker, introducere nødvendige reguleringer og opbygge institutioner, der styrker forbindelsenmellem den private sektor og udvikling, og sikrer, at de fattige og udsatte unge inkluderes. Det opnåsbl.a. igennem et klart fokus på de sociale og økonomiske rettigheder, miljømæssig bæredygtighed ogsocial sikkerhed og en styrkelse af ”anstændigt arbejde” dagsordenen.I anbefalingerne fra den danske Afrika-kommission lægges op til, at dansk privatsektorbistandfordobles i 2014, og at stigningen finansieres igennem en omlægning af andre indsatsområder.Udenrigsministeriets egne evalueringer af privatsektorbistanden de senere år dokumenter ikke en klarpositiv effekt for fattige befolkningsgrupper. Hvis den planlagte omlægning alene fokuser på vækst iprivate virksomheder (f.eks. gennem tilførsel af kapital), vil den ikke være fattigdomsorienteret og ikkenødvendigvis bæredygtig. Derudover vil den i mange tilfælde risikere at virke konkurrenceforvridendeog direkte fremme nepotisme og korruption. Hvis disse forhold ikke medtages, når Afrika-kommissionens anbefalinger skal omsættes til konkrete indsatser, vil den danske Afrika-kommissionkunne gøre mere skade end gavn.Endelig må Danmark forholde sig til, at en stor del af verdens allerfattigste bor i skrøbelige eller svagestater med svage eller ikke-fungerende regeringssystemer. Det er vigtigt at satse på relevantbeskæftigelse til (gen)opbygning af infrastruktur og til økonomisk udvikling, fødevaresikkerhed og øgetsocial sikkerhed her, men det gøres først og fremmest via andre typer af fattigdomsorienteredeindsatser.Bistandens vigtigste funktion for at fremme beskæftigelse er at bidrage til de bedst muligerammebetingelser, herunder et velfungerende regeringsapparat, en acceptabel infrastruktur,relevante undervisnings- og sundhedssystemer, der modsvarer behovene og omfatter alle, samtet skatte- og afgiftssystem, der sikrer, at økonomisk vækst omfordeles til fordel for en bred,inkluderende og fattigdomsorienteret samfundsudvikling. Udviklingslandene mister hvert år opmod 1.000 milliarder dollars som følge af skattesvig13. Danmarks fremtidige udviklingspolitikmå i samspil med andre politikområder være med til at lukke disse skattehuller.

De høje fødevarepriser giver potentielt nogle af verdens fattigste lande en chance for atvitalisere en hensygnende landbrugssektor og forbedre den økonomiske udvikling. Men detkræver massive investeringer i landbrugssektoren både fra nationale regeringer og deinternationale donorer, hvis fattige landmænd skal kunne klare sig i den internationalekonkurrence. En væsentlig forhindring er ulandenes store transportudgifter, som i mangetilfælde betyder en fordobling af priser på landbrugsvarer. Samtidig er det fortsat svært forfattige landmænd at få adgang til nødvendige input som såsæd, kunstgødning og rådgivning.Fokus på de fattigste bønder er centralt for en mere positiv landbrugsudvikling, som ogsågavner beskæftigelsen og ikke fører til stor afvandring fra landbruget. I mange ulande erudenlandske jordopkøb med til at presse de fattige væk fra landområderne og øge denmiljømæssige nedslidning.Danmark bør have en sammenhængende strategi for at styrke afsætningsmulighederne forulandenes produkter. Danmark må arbejde aktivt for, at udviklingslandenes eksport ikkerammes af protektionisme eller tekniske handelshindringer, og europæiske krav om standarderf.eks. på miljø eller fødevaresikkerhed må suppleres med bistand og teknisk assistance til atefterleve standarderne.God grunduddannelse og øgede investeringer i relevante tekniske uddannelser er enforudsætning for vækst. Fatal mangel på kvalificeret faglært arbejdskraft er en af de væsentligstehindringer for økonomisk vækst. Uddannelse er en af de vigtigste rammeforudsætninger forvækst i den private sektorMillioner af fattige mennesker er beskæftiget i den såkaldte uformelle økonomi.Beskæftigelsesfremme skal primært omfatte de uformelle sektorer både i byer oglanddistrikterne, herunder forbedring af vilkårene for mandlige og kvindelige entreprenørersopstart af virksomhed i de uformelle sektorer.I skrøbelige eller konfliktramte stater kan udviklingspolitikker der fremmer anstændigbeskæftigelse både virke konfliktforebyggende og være helt nødvendige led i genopbygningen afinfrastruktur, hvor der er brug for unge faglærte.

Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;I forhold til den private sektor er bistandens vigtigste opgave at skabe forbedrederammebetingelser. Støtte må ikke virke konkurrenceforvridende, den sociale dialog skal sikres,og dagsordenen om ”anstændigt arbejde” skal være udgangspunktet for indsatser. Støtte tilfokuserede mikrokreditsystemer, som inkluderer de fattige, skal sikre lånerne mod udnyttelse.Der skal gives teknisk bistand til modtagerne af lån og sikres en demokratisk struktur, somgiver lånerne indflydelse på politikker og retningslinjer.Danmark skal tilbyde samarbejdslande bistand til udvikling af mere bæredygtigeudviklingsstrategier, som samtidig er bedre til at involvere de fattige. Bistanden skal være medtil at gøre økonomisk vækst bæredygtig ved at bistå modtagerlandene til bedreressourceforvaltning og low carbon-udvikling. De enkelte bistandsindsatser, herundersektorprogramstøtte og budgetstøtte skal omfatte strategier og indikatorer, der sikrer enudvikling i bæredygtig retning.

Bistanden skal fokusere på et pro poor vækstbegreb, der er inkluderende og involverende iforhold til de fattige og baseres på strategier for fattigdomsreduktion og en governance-støtte,som sikrer folkelig indsigt, demokratisk lokalindflydelse og en udvikling, som omfatter defattigste grupper. I skrøbelige og fejlslagne statter skal det analyseres, hvad forudsætningerneer for at skabe økonomisk udvikling og større social sikkerhed og bedre levemuligheder forden enkelte.Bistanden skal omfatte politisk støtte til en fattigdomsorienteret omfordelingspolitik ogbidrage til at lukke skattehuller både i forhold til beskatningen af nationale og udenlandskeindkomster. I stater med stor ulighed og et gennemsnitligt BNP-indkomstniveau over denormale kriterier for udviklingsbistand kan der under visse forhold ydes støtte til enfattigdomsorienteret omfordelingspolitik.Klimaændringerne og udsigten til vanskeligere landbrugsforhold i tropiske ulande gør øgetbistand til landbrug til et centralt element i en vækstorienteret og fattigdomsbekæmpendebistandsindsats. Bistanden må som udgangspunkt styrke det eksisterende smålandbrug, bl.a.med støtte til relevant uddannelse, konsulentvirksomhed og input, der fremmerfødevaresikkerhed og styrker mulighederne for produktiv beskæftigelse i landdistrikterne. Derskal gives øget støtte til landbrugsforskning, herunder forskning i ændrede produktionsvilkår.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;Vækstfremmende bistandsindsatser må ikke indebære forringelse af miljøet eller påvirkeklimaet negativt. Og bistanden må ikke ensidigt satse på middelklassen og reelt væreeksluderende i forhold til de fattige.Det er – bortset fra fokuserede og fattigdomsintegrerende mikrokreditsystemer - ikkebistandens opgave at tilføre investeringskapital til private virksomheder, hverken nationaleeller internationale. Direkte virksomhedsstøtte via statslige bistandsmidler vil ofte virkekonkurrenceforvridende og vil i mange tilfælde fremme nepotisme og korruption.Rammebetingelserne for den private sektor skal forbedres, men direkte virksomhedsstøttegiver ingen sikkerhed for spredningseffekt i samfundet og bekæmpelse af fattigdom ogulighed.

2105-målene er en forudsætning for udviklingPå intet andet område er beviserne for bistandens positive effekter så stærke som i den sociale sektor.Sundhedsindsatser virker. De fører til mindre dødelighed og bedre livskvalitet. Uddannelsesindsatservirker. De giver børn og unge bedre muligheder for at klare sig under vanskelige vilkår og medvirker tildemokratisk udvikling og økonomisk vækst. Uddannelse af piger fører til større lighed, bedreudviklingsmuligheder, lavere fødselstal og mere bæredygtige familier. Styrkelse af pigers og kvindersseksuelle og reproduktive rettigheder styrker udviklingsmulighederne.Derfor har der længe været en massiv satsning på at opfylde FN’s 2015-mål, som bl.a. skal halverefattigdom og sult og bekæmpe sygdomme, analfabetisme og diskrimination af kvinder inden år2015. I en lang række lande har der været betydelige fremskridt, men det er klart, at målene slet ikke nåsi mange af de fattigste ulande, ikke mindst i Afrika, samt at der er særligt massive problemer i sårbareeller fejlslagne stater uden et fungerende offentligt system. Her har 2015-målene næsten ingen positiveeffekter haft.Finanskrisen og fødevarekrisen har medført, at antallet af fattige og hungerramte er langt højere i 2009end forudset for blot 2-3 år siden. Fødevarekrisen har øget antallet af sultne med omkring 100 millionermennesker, og mere end en milliard af jordens indbyggere lever i dag under sultegrænsen. Tallet erifølge FAO og WFP det højeste i 40 år. Antallet af ekstremt fattige er også langt større end tidligereforudset. 1,4 milliarder mennesker lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollar pr. person om dagen.Finanskrisen har øget dette tal, og mange af de fremskridt, der var nået i bestræbelserne på at nå 2015-målene, er afløst af tilbagegang.Antallet og omfanget af de humanitære katastrofer er voksende, og det er kun omkring en tredjedel afFN’s humanitære appeller i de mindst udviklede lande, som finansieres. I de kommende år vilklimakrisen bidrage yderligere til øget fattigdom og sult i mange lande. Afrika vil blive hårdest ramt afklimaforandringerne, men de vil også vanskeliggøre sociale fremskridt på andre kontinenter blandtandet i Sydøstasien.Målet om at halvere sult og fattigdom inden 2015 nås tydeligvis ikke, men det er centralt, at demålsætninger, der er indbygget i 2015-målene, fastholdes og yderligere styrkes i bistandssamarbejdetgennem f.eks større fokus på rettigheder og lighed, idet de nuværende mål bygger på gennemsnit, derofte overser særligt marginaliserede grupper. Fremtidige indsatser skal derfor have et særligt fokus påmarginaliserede grupper.

Den britiske regerings hvidbog om bekæmpelse af fattigdom kalder kapitlet om 2015-målene ”Keepingour promises in a Downturn”14. Den nuværende internationale krise gør det helt centralt at sikre, at derige lande holder de løfter, de for længst har givet om økonomisk bistand til at opfylde 2015-målsætningerne.Kampen for 2015-målene er mange steder i Afrika grundlaget for at styrke den sociale sikkerhed forden enkelte familie. Selv om der siden årtusindeskiftet er satset på at opnå fremskridt omkring de flesteaf målene, er der også områder, hvor indsatsen er svækket. International bistand til seksuel ogreproduktiv sundhed og rettigheder har i en række år været stærkt faldende, selv om støtte på detteområde entydigt giver positive resultater. Høje fødselstal har en tæt sammenhæng med stor fattigdom,høj dødelighed, manglende individuelle rettigheder og lavt uddannelsesniveau. Styrkelse af socialsikkerhed og af mænds og kvinders rettigheder er en forudsætning for en bæredygtig udvikling, somogså fører til reduceret befolkningstilvækst.Kampen mod fattigdom forudsætter højere sociale og sundheds- og uddannelsesmæssige standarder, ogsondringen mellem socialt orienteret og produktivt orienteret bistand er forældet. De fattigste lande kanikke tiltrække investeringer udefra eller skabe en langsigtet bæredygtig vækst i beskæftigelsen uden enbedre social infrastruktur. Forbedringer af den sociale infrastruktur forudsætter inddragelse og dialogmed både brugere og offentligt ansatte som led i indsatser for at styrke god regeringsførelse bådenationalt og lokalt.I skrøbelige og fattige stater kan fokuserede indsatser for at styrke social sikkerhed og rettigheder væreen vigtig forudsætning for mere generelle fremskridt og herunder for færre konflikter og bedreregeringsførelse.Sociale indsatser kan ikke stå alene. De skal indgå i en samlet overordnet national politik, som byggerpå omfordeling og ansvarlig udnyttelse af ressourcer samt inddragelse af alle befolkningsgrupper.Forbedret uddannelse skal følges op af beskæftigelsesindsatser, og i mange lande er arbejdsløshedblandt uddannede unge et stigende problem. De forskellige indsatser forudsætter hinanden og erforudsætningen for langsigtet bæredygtig udvikling.Det er specielt vigtigt, at de sociale indsatser har fokus på børn og unge samt på særligt marginaliseredegrupper. Forbedrede sociale vilkår for piger og unge kvinder er en forudsætning for at nedbringemødre- og børnedødelighed, reducere fertilitet og styrke kvinders samfundsmæssige rolle. Forbedredesociale kår for børn og unge er, i kombination med arbejdsskabende indsatser, en forudsætning for atundgå massiv ungdomsarbejdsløshed og voksende sociale spændinger og konflikter. Forbedrede vilkårfor særligt marginaliserede grupper, og herunder handikappede, er en forudsætning for, at de selv fårstyrke til at løse flere af deres problemer.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;Fremtidige bistandsindsatser omkring 2015-målene skal revurderes på grundlag af en aktuelanalyse af Millennium-erklæringen og ændringerne i de overordnede rammevilkår for defattigste lande siden 2000. Centrale elementer i analysen skal være udviklingen ifødevarepriser, finanskrisen samt klimaændringerne. På grundlag af landespecifikke analyserskal de sociale indsatser styrkes som led i bistanden for at skabe bedre rammer for en merebæredygtig økonomisk udvikling, som også inkluderer de fattigste.

Sociale bistandsindsatser i skrøbelige stater skal opprioriteres. Det er først og fremmest i deskrøbelige stater, der ikke er markante fremskridt i forhold til 2015-målene f.eks. uddannelse.En hastigt voksende andel af verdens sultne og fattige lever i skrøbelige eller sårbare stateruden velfungerende regeringssystemer.Rettighedsbaserede sociale bistandsindsatser, der styrker det enkelte individ og ikke mindstpigers og kvinders rettigheder, skal være med til at styrke en mere bæredygtig langsigtetbefolkningsudvikling. Danmark skal gå i spidsen for at indsatser for styrkelse af seksuel ogreproduktiv sundhed og rettigheder skal stå langt stærkere både i den danske strategi oginternationalt.Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes;Opfyldelsen af 2015 målene er et fælles dansk og globalt anliggende, som kræver øjeblikkeligpolitisk handling. Hverken finanskrise eller nye og supplerende bistandsmålsætninger må føretil en svækkelse af bestræbelserne på at opfylde 2015-målene. Netop i en økonomisk krisetider det afgørende, at de internationale donorers afgivne løfter holdes. 2015-målene erforudsætningen for udvikling og må derfor ikke svækkes ved, at bistandsmidler overføres tilandre formål.

Et stærkt civilsamfund er uundværligtPartnerskab 200015anerkendte nationalstatens rolle og ansvar i fattigdomsorienteret udvikling, men denså også dens begrænsning.”Udviklingslandene befinder sig i en forandringsproces, hvor grupper med forskellige interesser naturligt søger indflydelsepå samfundets udvikling og fremtidige indretning. Ikke alle grupper har demokratisering og en udvikling orienteret modfattigdomsbekæmpelse som prioritet. Forandringsprocessen kendetegnes som oftest af konflikter. Udviklingssamarbejdetsøger at påvirke denne proces. Det kræver et grundigt kendskab til formelle og uformelle politiske og økonomiskebeslutningsprocesser og det dynamiske samspil mellem forskellige interesser i stat og civilsamfund i udviklingslandene.Danmark vil søge at støtte de grupper, som gennem formelle og uformelle kanaler arbejder for en demokratiskforandringsproces, der kommer de fattige til gavn”(Partnerskab 2000).NGO-forum finder, at dansk bistandssamarbejde i al for høj grad fokuserer ensidigt på staten og isærbureaukratiernes rolle og i for lille grad lever op til målsætningen ovenfor. Først når staten for alvorfejler, skifter fokus i bistanden til det civile samfund og borgernes inddragelse. I forhold til den øgedefokusering på den private sektor, er det relevant at se på, hvem der primært agerer positivt i forhold til.fattigdomsdagsordenen og kampen for demokrati.Den demokratiske udvikling er blevet styrket mange steder de senere år, og antallet af demokratiskvalgte regeringer er højere end nogensinde. Alligevel lever store dele af verdens befolkning udengrundlæggende civile og politiske rettigheder eller lige adgang til basale serviceydelser som mad, vand,sundhed og uddannelse. De fattigste og mest marginaliserede befolkningsgrupper deltager megetsjældent i den demokratiske debat.Civilsamfundet har en afgørende rolle i at stimulere en demokratisk og inkluderende politisk deltagelse,skabe dialog mellem forskellige interessegrupper, løse konflikter, informere og oplyse befolkningensamt sikre inddragelsen af særligt marginaliserede grupper. Det er civilsamfundene, der kan støtteudviklingen af et aktivt medborgerskab. Derfor bør civilsamfundet ses som meget mere end etinstrument i udviklingsprocessen. Et mangfoldigt, folkeligt civilsamfund har i sig selv en uundværligværdi som katalysator for debat, forståelse og formidling af viden og rettigheder og skabelsen af denødvendige forudsætninger for udvikling.Forandringspotentialet findes ofte i civilsamfundet, og styrkede civilsamfund er i sig selv dynamoer forpositiv forandring i fattige samfund under udvikling. Den danske Strategi for støtten til civilsamfundet i15

udviklingslande fra 200816anerkender denne centrale rolle for civilsamfundet, men der skal også værefokus på, at stærke civilsamfund er et mål i sig selv i den overordnede danske udviklingsstrategi. Støttentil udviklingen af civilsamfundene skal være et stærkere fokusområde for de danske ambassader og skalske i samarbejde og dialog med danske, lokale og internationale civilsamfundsorganisationer.Den overordnede demokratisering, der de sidste mange år har præget store dele af den fattige verden,har de fleste steder skabt bedre og mere frie muligheder for lokal og national organisering, selv omrestriktioner stadig mange steder præger civilsamfundets vilkår. I mange lande har civilsamfundet trodsbegrænsninger et potentiale for at styrke demokratisering og god regeringsførelse nedefra for eksempelmed aktive bidrag til kampen mod korruption, med krav om lokal indflydelse og folkelig involvering inationale og lokale fattigdomsstrategier, og i mobiliseringen og styrkelsen af fattige mennesker somaktive medborgere med egne rettigheder. Stærke nationale civilsamfund er også en forudsætning for, atresultaterne af Paris-deklarationen og andre koordinerende overordnede indsatser kan få et folkeligtgrundlag og mandat.Civilsamfundet er under stigende pres i lande, der gennemfører strengere og mere restriktiv lovgivning,som svækker civilsamfundets arbejdsvilkår. Det indskrænkede humanitære rum komplicerer også dethumanitære arbejde, der udføres af udviklings- og nødhjælpsorganisationer, og det går hårdest ud overde befolkningsgrupper, der i forvejen er mest sårbare og udsatte. Derfor skal kampen for de basalerettigheder styrkes.Demokrati og folkelig deltagelse kan ikke udvikles fra toppen, men forudsætter folkelig bevidsthed ogaktive borgere med selvværd. Det er vigtigt, at denne udvikling ”ejes” og drives lokalt og nationalt, mendialog og støtte udefra er afgørende for civilsamfundets organisationer, der fortsat mange steder er nyeog svage.Civilsamfundsorganisationerne har ikke kun lokale og nationale opgaver. Globaliseringen har øgetnødvendigheden af, at de folkelige internationale organisationer i fællesskab bidrager aktivt til løsningenaf de globale problemer:Det er vigtigt, at danske folkelige organisationer indgår i internationale netværk, fordi de globaleproblemer ikke løses nationalt - men netop globalt. Danske folkelige organisationer bør føre enform for ’aktiv multilateralisme’ i de internationale netværk, de er knyttet til. De skal opstillestrategier og handlingsplaner for hvordan, de aktivt indgår, styrker og påvirker internationalenetværk, alliancer og konsortier.De folkelige organisationer i de lande Danmark samarbejder med skal tilsvarende støttes til atblive i stand til at bidrage mere aktivt til internationale netværk og til den globale diskussion afnationale og internationale udfordringer.

I skrøbelige og fejlslagne stater har civilsamfundsorganisationer også meget vanskelige vilkår. Nationaleog internationale organisationer begrænses i deres muligheder, nogle steder af krig, konflikt ellerkriminalitet, andre steder af formelle begrænsninger i deres aktiviteter. I de værst ramte områder kankombinationer af forbud og manglende sikkerhed gøre det næsten umuligt at arbejde. Alligevel vilsamspillet mellem det internationale civilsamfund (herunder danske og internationale humanitæreorganisationer) samt FN-systemet ofte være det, der giver mulighed for at forbedre vilkårene iskrøbelige og fejlslagne stater. Humanitære indsatser kan være indledning til længerevarende indsatser,der kan styrke lokalbefolkningers muligheder for langsigtet at forbedre deres egne vilkår. ØgedeCivilsamfundsstrategien. Strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene. Udenrigsministeriet (december2008).16

indsatser i skrøbelige og fejlslagne stater forudsætter et tæt samarbejde med civilsamfundsorganisationerog giver ofte mulighed for styrkelse af organisationerne.Anbefalinger til en fremtidig dansk udviklingsstrategi;En stærk støtte og strategisk inddragelse af de folkelige organisationer i danskudviklingspolitik er et mål i sig selv og skal fremstå som en selvstændig målsætning iDanmarks udviklingsstrategi. Støtten skal have et stærkt fokus på styrkelse af civilsamfundeneog på aktiv borgerinvolvering af alle typer borgere - uanset alder, køn, handicap og etnicitet - iudviklingen i danske samarbejdslande. Støtten til civilsamfunds-organisationer (danske og imodtagerlandene) skal udgøre en større del af den samlede danske bilaterale bistand end i dag.Andelen skal over de kommende fem år fordobles.Dansk udviklingspolitik skal i højere grad forholde sig til konkrete analyser af, hvilke aktører isamarbejdslandene der i virkeligheden arbejder for fattigdomsbekæmpelse,menneskerettigheder og demokrati. Og fremtidige indsatser skal tilrettelægges ud fra detteperspektiv.Ambassaderne skal være mere aktive i den politiske dialog med de nationale regeringer og dedanske, lokale og internationale civilsamfundsorganisationer. Udenrigsministeriet ogambassaderne skal have tilført de fornødne ressourcer og kapacitet til at styrke den strategiskecivilsamfundsindsats.Indsatser i skrøbelige og/eller fejlslagne stater skal baseres på analyser af det lokale, nationaleog internationale civilsamfunds potentielle roller i samspil med andre aktører.