OM VÆKST & BESKÆFTIGELSE

Kapitlet vedr. vækst & beskæftigelse er baseret på den generelle præmis at økonomisk vækst ogbeskæftigelse er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse, hvilket man kan være helt enig i. En andenpræmis, nemlig at økonomisk vækst, der også er holdbar på langt sigt, skabes bedst af det private initiativ isamfund, der understøtter virkelyst, kreativitet og iværksætteri, er noget mere problematisk. I mangetilfælde er det samspillet mellem det offentlige (staten) og den private sektor, der har været drivkraften isamfundsforandringerne og dermed udvikling og økonomisk vækst. Og der findes mange eksempler på, atden offentlige sektor har skabt økonomisk vækst gennem direkte indsatser, som er gået langt videre end atsætte rammer for eller styrke det private initiativ.På grundlag af ovenstående præmisser ønsker Danmark at øge støtten til udviklingen af den private sektor,især med indsatser baseret på Afrikakommissionens anbefalinger. Hermed har man allerede givet udkasteten specific geografisk orientering. Økonomiske sektorer, herunder landbrug/agroindustri, skal støttes i denbredere sammenhæng af vækst og beskæftigelse. De specifikke indsatser er samlet under femhovedpunkter, nemlig markedsadgang, rammer for økonomisk vækst, teknologi & innovation, produktion &forarbejdning og etablering af sikkerhedsnet.Mine kommentarer knytter sig specielt til to sidste, men det skal generelt slås fast at udkastet indeholder enrække overvejelser om forholdet mellem den offentlige sektor og de private aktører. I forlængelse heraf erman kommet til den konklusion, at i fremtiden vil Danmark i dialogen med det enkelte partnerland fokuserepå, hvor udfordringerne for den private sektor er størst. I forlængelse heraf nævner man en række områderder i stor eller nogen udstrækning tilhører det offentlige regi, som f.eks. infrastruktur, energiforsyning,forskning og teknologi, håndhævelse af love, etc. Disse vil også blive støttet, nu med en prioritering i relationtil det private initiativs behov.Med hensyn til produktion & forarbejdning lægges der vægt på mere alsidighed i produktionen, højere gradaf forarbejdning, øget produktivitet og forsøgelse af beskæftigelse, specielt i byerne. Men i sidste instansender man alligevel med at fokusere på landbrugs- og agroindustrien, som ”branchen” der skal skabeøkonomisk vækst og beskæftigelse. Man nævner dog, at afhængig af lokale forhold vil andre brancher ogsåkunne bidrage med vigtig beskæftigelse.Som det nu er blevet en gennemgående tendens, vil man arbejde med alle led i produktionen, som detudtrykkes ”fra jord til bord”, et slogan hentet fra EU’s fødevarepolitik. Danmark vil arbejde for, at der skabesværditilvækst i alle led af kæden mellem producent og forbruger og i denne sammenhæng fokusereindsatsen på de brancher der har størst udviklingspotentiale, herunder specielt landbrugs- og agroindustrien.Udtrykket ”fra jord til bord” virker noget malplaceret idet det stammer fra en helt anden sammenhæng endvækst og beskæftigelse, nemlig at producere sikre fødevarer til Europas forbrugere. Man burde derforeliminere denne henvisning.Indgangsvinklen med værdikæder kommer direkte fra Afrikakommissionens rapport, men er iøvrigt ikke ny.Den har har anvendt på globalt niveau over mere end 15 år og i lidt andre sammenhænge (varekæder,forsyningskæder, klyngeanalyse) over en længere periode, på lokalt niveau måske med mest opfindsomhed inogle latinamerikanske lande. Erfaringerne med værdikæder som indgangvinkel til udvikling aflandbrugssektoren viser iøvrigt, at fattige småproducenter med få resourcer har meget vanskeligt ved attilpasse de krav som stilles til organisation, investering, innovation, etc. under denne tilgang.I 2008 finansierede DANIDA et komparativt studie af landbrug/agroindustri og innovation i seks afrikanskelande: Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania, Rwanda og Uganda. (Agribusiness and Innovation Systems inAfrica, The World Bank, Washington, D.C, 2009). Fem af de nævnte lande tilhører gruppen af Danmarkssamarbejdslande. Studiets resultater er interessante, idet man netop behandler sammenspillet mellem denoffentlige sektor og det private initiativ i et markedsperspektiv.Således konkluderer man, at der er en fundamental forskel mellem høj-værdi produkter (f.eks. grønsager,frugt, blomster, kaffe) og basisfødevarer (f.eks. majs, maniok, sorghum, hirse). Den private sektor kan i storudstrækning udvikle og skabe vækst gennem førstnævnte, med den offentlige sektor i en koordinerende ogrammegivende rolle, men ikke umiddelbart gennem sidstnævnte, hvor der kræves en helt anden og aktivrolle af den offentlige sektor.Det er derfor skuffende, at man i udkastet ikke har formået skabe en bedre balance mellem indsatser tilstøtte for den private sektor og finanisering af offentlige investeringer i infrastruktur, forskning, etc.. Denøgede støtte til den private sektor vil i stor udstrækning medføre et fravalg af initiativer for at forbedreproduktionen af basisfødevarer, som er et fundamentalt problem i de fleste afrikanske lande. Eksempler, derofte nævnes som argument for privatsektorstøtten, bekræfter dette (mælkeproduktion i Kenya,grønsags/blomstereksport fra Kenya og Uganda, ananaseksport fra Ghana, etc.).

Kapitlets afsnit vedr. sikkerhedsnet er meget lidt tilfredsstillende, idet man ikke har formået at etablere enbedre sammenhæng mellem fattigdom, sårbarhed og udvikling. Man vil selvfølgelig ikke lade de mennesker istikken, som ikke har de nødvendige resourcer til at tage del i den økonomiske vækst eller den nødvendigefrihed til at gribe en mulighed for at forbedre egne levevilkåre. Man kan være enig i, at en stor del afbefolkningen i mange af de nuværende samarbejdslande har få og begrænsede resourcer. Om disse ikkerækker til at skabe vækst og forbedre levevilkår er dog en sandhed med modifikationer, idet dette jo netopafhænger af offentlige investeringer og den støtte man giver til bestemte befolkningsgrupper.At give eller subsidiere såsæd og gødning i stedet for fødevarehjælp er selvfølgelig en rigtig betragtning,men ikke særlig relevant idet direkte fødevarehjælp i de senere år er blevet meget mere begrænset tilkatastrofesituationer end det tidligere var tilfældet. Spørgsmålet er snarere hvilke indsatser i en bredereforstand er mest effektive for befolkninsgrupper med få resourcer. Her mangler udkastet svar, idet man i deforegående afsnit har undladt at præsentere en analyse af hvem er de fattigste, hvilke resourcer råder deover og hvilket udviklingspotentiale skal man prioritere. Men man må formode at gruppen ”de fattigste”udgør en stor del af befolkningen i mange af Danmarks samarbejdslande?Forslaget om at udvide forsikringsordninger for at mindske risikoen ved at specialisere sin produktion, hvishøsten slår fejl, virker meget lidt gennemtænkt. Forsikring drejer sig om at sprede en risiko over en længereperiode. Finansieringen sker via forsikringspræmier, hvor betalingen kan subsidieres således at denforsikrede ikke skal betale hele præmien. Erfaringerne viser imidlertid, at selv med en høj subsidieringsgradkan afgødeforsikring ikke alene fungere som sikkerhedsnet for sårbare befolkningsgrupper. Risikoen, sombl.a. er bestemt af yderst variable klima- og vejmæssige forhold, er simpelthen for stor i forhold til dengennemsnitlige, årlige værdi af afgøderne. Der er derfor brug for andre former for indsats, som f.eks. billigkunstvandingsteknologi, tørke-resistente frøsorter og bedre rådgiving vedr. såningstidspunkter. Sådanneburde inkluderes i kapitlets forslag.Vagn MikkelsenLead Consultant, Food Security MonitoringWFP, Rome[email protected]