Udenrigsudvalget 2009-10
URU Alm.del Bilag 173
Offentligt
-----Oprindelig meddelelse-----Fra: Hans Genefke Jørgensen [mailto:[email protected]]Sendt: 15. april 2010 13:49Til: HUCEmne: Høring om ny udviklingspolitik* Denne email er sendt via Udenrigsministeriets hjemmeside *En kommentar til UMs udkast til ny strategi for dansk udviklingspolitikEr frihed lighed? Og er privatsektorstøtte udvikling?Evalueringserfaringer – hvorfor bruges de ikke?I de sidste 5 år er der brugt ca 20 mio kr om året på evaluering af udviklingsbistanden, og detnye strategiudkast gør et stort nummer ud af, at vi skal måle og evaluere den fremtidigeindsats. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at der ikke i strategiudkastet kan spores denmindste indikation af, at der er taget hensyn til konklusionerne fra evalueringsenhedensudmærkede arbejde gennem mere end 20 år.Ud over at kunne trække på nylige evalueringer af de samlede landeprogrammerne for fire afde danske programsamarbejdslande, rummer evalueringerne bl.a. bredere sektorevalueringerfx af bistanden til veje, privatsektorudvikling og mikro-kreditgivning. Samt specifikkesektorevalueringer af bl.a. landbrugsstøtte i Mozambique og finansservice i Tanzania. Hvordankan man dog tillade sig at negligere dette evalueringsarbejde ved udformningen af den nyestrategi?Frihedsbudskabet – stopper det fattigdommen?Med Søren Pind som minister, er frihedsbudskabet blevet det nye mantra i danskudviklingsbistand. Hvis de rigtige rammer bliver sat, rummer det mange og positivemuligheder. For fattige i udviklingslandene er kampen for frihed for undertrykkelse næstensynonymt med kampen for et bedre liv. Budskabet stimulerer dermed dynamik og virkelyst påbåde lokalt og nationalt niveau samt håbet om forandring og bedre leveforhold. Men som vihar set i så forskellige lande som USA og Sydafrika, er frihed ingen garant mod fattigdom –snarere tværtimod!Fattigdommen skal nok forsvinde, når der sikres frihed - dét er budskabet i den nye strategi.Med en lille, perifer tilføjelse sidst i afsnittet om, at ”der skal tages hånd om de mest sårbare”ved at Danmark skal bidrage til et sikkerhedsnet. Vi er tilbage til Verdensbankens ”trickledown” teori, lanceret i 60erne og 70erne og (troede vi) skrinlagt i 80erne. Og det er i hvertfald ikke vejen til social stabilitet i udviklingslandene.Det måske allerstørste problem med den fremlagte bistandsstrategi er dog, at den betyder etradikalt skift i forhold til den hidtidige kontinuitet i den danske bistand. Fra en multisektorielfattigdoms- og kapacitetsopbygning over mod en ensidig fokus på privatsektor udvikling. Deter børnelærdom for alle, der arbejder med udviklingsbistand, at radikale politiske skift ogmanglende kontinuitet i bistanden giver rum for, at de økonomisk stærke konsoliderer deresmagt på bekostning af de fattige og svage i udviklingslandene.Det er trist at skulle være vidne til, at ideologiske prioriteringer uden smålig skelen tildokumenterede erfaringer fra den hidtidige danske bistand skal underminere den kerne affattigdomsorientering, som gennem 50 år har været den danske bistands ”brand”.
Privatsektorstøtte – garant for udvikling?Prioriteringen mellem økonomisk vækst og brede hensyn, som især kommer de fattigste tilgode har været den helt store diskussion mellem donorer og partner regeringer vedudformning af de natioinale programmer for reduktion af fattigdommen i udviklingslandene.Man har været enige om, at økonomisk vækst og beskæftigelse er afgørende forfattigdomsbekæmpelsen, men også om at bedre uddannelse, sundhed og infrastruktur er enforudsætning for fremtidig bæredygtig vækst og beskæftigelse. Diskussionen har drejet sig omden politiske afvejning og om prioriteringen af ressourcer.Med sit udspil til bistandsstrategi har udenrigsministeriet markeret sin prioritering afvæksthensynet. Man har dermed lagt sig tæt op ad den politik, som i de sidste 20 år er blevetført af Verdensbanken under fortsat og stigende kritik.Hvis man så i det mindste havde skelet til konklusionerne fra de (alt for få) gennemførteevalueringer af danske privatsektor programmer og havde forholdt sig til disse konklusioner.Fx de følgende fra en nylig opsamling på 60 internationale evalueringsrapporter omprivatsektor støtte (Evaluation Study 2009/5, MFA):-”Programmer baseret på direkte donorstøtte er ineffektive og savnerbæredygtighed”,-”Virksomheds-partnerskaber er sjældent bæredygtige”,-”Direkte donorkredit systemer for virksomheder er subsidierede og savnerbæredygtighed”,-”Der er en tendens til større succesrate for programmer, der støtter finansielleinstitutioner”,-”Finansiel bæredygtighed er kritisk for alle former for forretningsudviklingstjenester”,-”Forskning baseret på mere systematiske metoder understøtter ikke de mangedonor-evalueringers konklusion om mikro-kreditters positive resultater”.Eller de følgende fra en evaluering af effekten af mikro-kreditter (Evaluation Study 2009/4,MFA):-”De mest overbevisende studier finder ingen effekt på indkomstniveauet framikrokredit programmer”-”Mikrokreditter ser ikke ud til at være det mirakel, det ofte udråbes til”.Disse konklusioner lægger jo ikke ligefrem op til, at man pludselig skal fokusere den danskebistand ensidigt på privatsektoren.Risikovillighed – håb om ny innovation?Det andet nye budskab fra Søren Pind er risikovilligheden. Det er befriende, at der hermedbliver rokket ved den udenrigsministerielle overdrevne forsigtighed, og det kunne give håb omat bringe dansk udviklingsbistand tilbage i Danidas gamle rolle som afsøgende, innovativ ogfremsynet bistandsorganisation. Strategiudkastets abstrakte fokus på frihed og dets mangel påstrategier for social- og infrastruktursektorerne giver dog grund til skepsis. Udkastet er ibedste fald uklart og voldsomt mangelfuldt omkring disse indsatsområder, i værste fald skaldet forstås således at bistanden til de sociale sektorer samt til infrastrukturer skal overlades tilnogle få multilaterale organisationer (læs: Verdensbanken).Den danske sektorvise indsats har i stort set alle programsamarbejdslandene demonstreret sintotale overlegenhed i forhold til Verdensbankens træge og bureaukratiske tilgang. Hvad er såbegrundelsen for at eliminere støtte til uddannelse, vandforsyning, sundhed, landbrug oginfrastruktur i landområder og fokusere på privatsektorudvikling? Der er opnået markanteresultater inden for disse sektorer. For eksempel:Andelen af piger, som får uddannelse er radikalt forøget. Det skaber frihed – også til at fødefærre børn; samt Sundhedstilstanden på landet, som især er forbedret gennem bedre
vandforsyning. Det skaber også frihed - samt muligheder for økonomisk udvikling og et bedreliv.Årtiers støtte gennem sektorprogram bistandsformen til bureaukratiske landbrugsministerier ihovedstaden er desuden endelig(!) på vej til at blive afløst af en erkendelse af, at vejen tiløget landbrugsproduktion først og fremmest går via en bedre infrastruktur i landområderne(især lokale veje, kommunikation og markedsfaciliteter) samt en helhedsmæssig samtænkningaf disse indsatser.Der er behov for og store potentialer ved yderligere at udvikle disse indsatser i landområder,fx ved at udbygge de positive erfaringer med en mange-facetteret brug af mobiltelefonen sominformationskanal (landbrugsvarers priser samt besked til opkøbere), som betalingsmiddel (formikro-kreditter og serviceydelser), og som socialt og økonomisk bindeled til familiemedlemmerog forretningsforbindelser i byerne. Det innovative potentiale heri bør udnyttes ogvidereudvikles i ly af ministerens tilsagn om risikovillighed. Dét vil skabe frihed og nyeudviklingspotentialer – også til den allerfattigste del af befolkningen. Og det vil skabe stabilitet,optimisme og udvikling også i landområderne og vil dermed, i hvert fald for en tid, rodfæste enstørre del af landbefolkningen og lette befolkningspresset på de store byer.Strategien skal være konkretDet foreliggende udkast er fyldt med ideologisk vraggods, formuleret som hensigtserklæringeruden at angive midler. Det duer ikke som strategi for udviklingsbistanden.Formålet med at drøfte, udforme og vedtage en strategi er, at den så præcist som muligt skalklargøre fremtidige sigtepunkter for udviklingsbistanden og mobilisere til at nå disse mål.Bistandsstrategien må derfor være præcis og konkret, især hvert fald hvad angår-Fastlæggelsen af klare og realistiske mål for de næste 10 års danske bistand;-De væsentligste indsatsområder, som bistanden skal orienteres imod;-De vigtigste midler (bl.a. bistandsformer) som skal bruges til at nå de opstilledemål.Det foreliggende strategiudkast er milevidt fra at opfylde dette. Det er ”en ommer”. Dette vilforhåbentlig samtidig give den nye bistandsminister den fornødne tid til og mulighed for atsætte sit eget gennemgående præg på strategien.Nina WernbergOle StageHans Genefke Jørgensen