URU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 173: Høringssvar oversendt fra Udenrigsministeriet i forbindelse med den offentlige høring om den nye strategi for dansk udviklingspolitik

-----Oprindelig meddelelse-----Fra: Hans Genefke Jørgensen [mailto:[email protected]]Sendt: 15. april 2010 13:43Til: HUCEmne: Høring om udviklingspolitik* Denne email er sendt via Udenrigsministeriets hjemmeside *En kommentar til UMs udkast til ny strategi for dansk udviklingspolitikHvad er strategien for bistandsformer?Ændring i bistandsformer er noget af det væsentligste, der er sket i den danske bistand i desidste10 – 15 år: Med overgang fra projekt- til sektorprogrambistand fra midten af 90erne,med indarbejdning af generelle ordninger for budgetstøtte og sektor budgetstøtte fraårtusindskiftet og senest med et kraftigt fokus på donorsamarbejde og effektivisering afbistanden baseret på Paris-erklæringen.Den danske bistand har kæmpet en hård kamp for at fastholde og tilpassesektorprogrambistanden. Trods alle anstrengelser er den dog i meget høj grad endt som en lidtfrugtesløs støtte til at udvikle kapacitet og politik på ministerium niveau, og en alt for stor delaf bistanden er endt centralt. Indenfor fx landbrugssektoren har denne forfejledebistandsstrategi givet magre udviklingsresultater og ført til kritik af sektorprogram støtten.Udenrigsministeriets konklusion ser i det fremlagte strategiudkast ud til at være, at bistandentil landbruget enten skal væk eller orienteres mod de større brugs virksomhedsudvikling. Manretter smed for bager i stedet for at sikre, at bistand som er af reel værdi (som fx udbygningenaf kommunikation og infrastruktur i landområder) når frem til de småbønder, der er heltafgørende for vækst og udvikling i partnerlandet. Det er paradoksalt, at Danidas forfejlede valgaf bistandsform gennem de sidste 10 år således bruges som argument for endnu en forfejletprioritering i den danske bistand til landbruget. Vel at mærke uden refleksion over egnetbistandsform og den hidtidige tilrettelæggelse af bistanden. Sektorprogrambistanden har hafttilsvarende effekt i en række andre sektorer.I de sidste 5 år har den danske bistand fokuseret på effektiviseringer inden for rammerne afParis-erklæringen. Med en betydelig indsats fra ambassaderne er der opnået et meget tætteredonorsamarbejde – uden at det dog for nuværende står klart, om det vil føre til bedre og mereeffektiv bistand samt til større lokalt ejerskab og mere udvikling. Som påpeget i DACs peer-reviews har den danske bistand imidlertid haft endog meget svært ved at imødekomme Paris-erklæringens principper 5 og 6 om henholdsvis at bruge partnerlandetsadministrationssystemer samt at undgå at etablere parallelle systemer for bistandensadministration. Strategiudkastet støtter uden videre en fortsat prioritering af Paris-erklæringens principper, men drager heller ikke på dette område nytte af konklusionerne frade mange evalueringer, der i de senere år er gennemført.De fleste andre donorer er enten på vej mod øget brug af budgetstøtte ordninger (i deforholdsvis velfungerende samarbejdslande) eller mod at fastholde projektbistandsformen (i demindre velfungerende). Så vi kan sikkert også forvente danske ændringer i brugen afbistandsformer. Den nye strategi afslører imidlertid ikke Udenrigsministeriets overvejelser omprioritering af bistandsformer i den fremtidige bistand. Vi mangler dermed et udgangspunkt fordenne helt centrale diskussion.Hans Genefke Jørgensen