Kommentarer fra UNDP – udkast til ny strategi for DanmarksudviklingspolitikUNDP vil gerne bifalde Udenrigsministeriet muligheden for at kommentere udkastet til en ny danskudviklingsstrategi.Indledningsvis vil vi tillade os at henlede opmærksomheden på det notat, UNDP tidligere på året harfremsendt til Udenrigsministeriet. For god ordens skyld vedhæfter vi dette notat kaldet ”Bidrag fra UNDPtil Danmarks nye udviklingsstrategi”. Notatet blev udfærdigt i december 2009, da teksten til en ny danskudviklingsstrategi endnu var under udarbejdelse og skal derfor ses som UNDPs udviklingspolitiskeprioriteter generelt, men dog set i en dansk sammenhæng.Med nærværende notat ”Kommentarer fra UNDP – udkast til Danmarks nye udviklingsstrategi” vilUNDP gerne benytte lejligheden til også at kommentere det konkrete udkast til ny danskudviklingsstrategi. Dels med nogle generelle indledende kommentarer, dels med specifikke kommentarertil fire emner i udkastet til strategien, som har fanget vores opmærksomhed:----Øget risikovillighed i dansk udviklingsbistandKlimaindsats og finansieringØkonomisk vækst og beskæftigelseKøn og ligestilling

Generelle kommentarer til udviklingsstrategienUNDP vil gerne bifalde, at Danmark i udkastet til ny udviklingsstrategi slår fast, at 2015 Målene fortsat errammen for udviklingsbistanden – herunder et stærkt fokus på fattigdomsbekæmpelse og ligestilling. Iden forbindelse er det særdeles opløftende, at Danmark – sammen med Senegal – skal spille en nøglerolleved topmødet i september 2010.UNDP vil gerne rose udkastet til ny dansk udviklingsstrategi for sit udgangspunkt; At mennesker er fødtlige og frie – og at det er en fælles pligt for alle lande og for alle befolkninger at sikre mennesker bedrevilkår, hvor det måtte være påkrævet. Herved har Danmark på stærkeste vis demonstreret, at universellemenneskerettigheder sikret i FN-pagten er selve omdrejningspunktet for dansk udviklingsbistand.

Det er ligeledes positivt, at udkastet til ny dansk udviklingspolitik fastslår, at Danmark betragter FN somen central spiller. Som konsekvens af dette, vil UNDP klart anbefale, at den endelige strategi gør klart, atfremtidig dansk udviklingsbistand vil basere sig på en mere ligelig fordeling mellem bilaterale ogmultilaterale indsatser, end tilfældet er i dag.UNDP finder det særdeles opløftende, at Danmark i henhold til udkastet til ny dansk udviklingsstrategisiger, at Danmark fortsat vil være en drivende kraft i reformeringen af FN. Reformerne er nødvendige ogkræver velvilje i FN samt stærkt pres fra donorlande såvel som modtagerlande. Danmark har – i lighedmed de øvrige skandinaviske lande – en unik position i FN. Og – set med UNDPs øjne – derfor også enunik pligt i reformarbejdet.UNDP ser det generelt som positivt, at udkastet til ny dansk udviklingsstrategi gør det klart, at den danskeudviklingsbistand skal fokuseres – dels på færre modtagerlande, dels på færre organisationer. Danmark erpå en og samme tid en meget stor og en meget lille donor, hvilket tilsiger fokusering og specialisering.Derudover giver det naturligvis mening at trappe udviklingsbistanden til programsamarbejdslande ned,efterhånden som disse indfrier 2015 Målene, som det eksempelvis er tilfældet i Vietnam. Den regionalefokusering udkastet til ny dansk udviklingsstrategi lægger op til, er også fuldt forståelig.

Øget risikovillighed i dansk udviklingsbistandUNDP finder det overordentligt positivt, at udkastet til ny udviklingsstrategi sort på hvidt slår fast, at dervil være en større risikovillighed i fremtidens danske udviklingsbistand.Uomtvisteligt er det, at udviklingsbistand er betroede midler fra skatteyderne i et donorland – og somsådan skal udviklingsbistand være underlagt et regime af kontrol og evaluering, som tilsikrer effektivtarbejde med størst mulig effekt. På den anden side kan frygten for fejl og midler, der går tabt vokse sig såstor, at det sker på bekostning af handleevne. Sandt nok er nogle lande og nogle projekter mere risikableat operere i end andre. Det ved Danmark som donor – og det ved UNDP som operatør i 166 lande verdenover.Omvendt er det hævet over enhver tvivl, at chancen for at opnå bemærkelsesværdige og nødvendigeresultater vokser i takt med udfordringen. Samtidig vil målgruppen for bistandsindsatsen være mindst ligeså udsatte – og ofte mere udsatte – sammenlignet med målgrupper i lande, det er lettere og mindrerisikofyldte at operere i.Med sin globale tilstedeværelse, sit unikke mandat og sin enestående legitimitet bør FN følgelig spille enmere signifikant rolle i fremtidens danske udviklingsbistand. Hvis spørgsmålet er, hvorledes Danmark ipraksis griber øget risikovillighed an – bør svaret i udpræget grad være FN. I den forbindelse kan det ikkeundgå at vække opsigt, at EU i det foreløbige udkast til ny dansk udviklingsstrategi bliver nævnt fire-femgange, for hver gang FN nævnes en gang.FN tilbyder en global tilstedeværelse. FN tilbyder en etableret logisitik og et eksisterende netværk i allesamfundslag. FN tilbyder adgang til et højt specialiseret netværk af organisationer og programmer medspecifikke mandater og kundskaber. FN tilbyder en multilateral tilgang ud fra tankegangen, at jo fleredonorer og modtagerlande, der står sammen, jo stærkere vil de stå og desto mere effektivt og koordineret

Klimaindsats og finansieringKlima og udvikling hænger uløseligt sammen. Vi ved, at klimaforandringer risikerer at skævvride ogforandre betingelser for udviklingen og endog annullere nogle af de fremskridt, der er opnået. Vi vedogså, at klimaforandringer vil spille en stadig større rolle i udviklingsarbejdet. Ikke blot i forhold tileffekter fra stadig flere og stadig alvorligere naturkatastrofer, men også i valget af en udviklingsstrategimere eller mindre afhængig af fossile brændstoffer og dermed en høj CO2-udledning. Med andre ord erdet vigtigt, at udviklingslandene som en del af en ny strategi for dansk udviklingsbistand gives mulighedfor at drage fordel af en ’Global Green New Deal’ på vej mod mere bæredygtige økonomier ogmedvirken til at nedbringe antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom.Heri er det vigtigt, at i-landene forpligter sig til en finansiel arkitektur, der støtter udviklingslandene ideres adgang til rene lavt-kulstof energikilder, varme og transport og i at udvikle en økonomisk vækst,som ikke er baseret på fossile brændstoffer. Ligeledes er det vigtigt, at udviklingslandene får støtte i,hvordan de kan tilpasse deres udvikling i lyset af effekterne af klimaforandringer.På den anden side betyder det ikke, at finansieringen af modtagerlandenes adgang til ren grøn teknologiskal rummes under eksisterende bistandsbevillinger. Det er essentielt at opretholde det på COP15-konferencen accepterede princip, at forøget indsats på klimatilpasning i modtagerlandene kræver nyeøkonomiske resourcer, der supplerer den eksisterende udviklingsbistand.

Økonomisk vækst og beskæftigelseUNDP ser positivt på den vægtning, som privat sektor-drevet vækst og beskæftigelse har fået i udkastet tilstrategi for dansk udviklingspolitik i den forstand, at der er tale om fokus på fattigdomsreducerende vækst(”pro-poor growth”) . Der er ingen tvivl om, at økonomisk vækst er et nødvendigt redskab tilfattigdomsbekæmpelse. Og udviklingslandene selv fremhæver jo netop indsatser for at skabe økonomiskvækst, som det afgørende for at løfte mennesker ud af fattigdom.I strategien nævnes det, at der skal skabes værditilvækst i alle led af kæden mellem producent ogforbruger og at indsatsen skal fokuseres på de brancher, der har det største udviklingspotentiale. Netopudvikling af værdikæder i brancher, hvor der er mulighed for at skabe øget indkomstpotentiale ogbeskæftigelse for de fattigste, er et centralt område inden for privat sektor-arbejdet. Tidligere blev derfokuseret meget på fremme af innovative forretningsmodeller, men i dag tages der i stigende gradudgangspunkt i den konkrete branche med udviklingspotentiale og derefter identificeres relevante private

og offentlige partnere. UNDP mener, at der er gode muligheder for samarbejde og videreudvikling pådette område og dermed skabe større sammenhæng mellem indsatserne til fordel for udvikling.Udviklingsstrategien slår fast, at støtten til udvikling af den private sektor vil blive øget markant og atindsatserne vil bygge på Afrikakommissionens anbefalinger. Kommissionen anbefaler blandt andet, at derskal oprettes en fond, der skal yde lån til små og mellemstore virksomheder i Afrika. Mikrofinansieringog adgang til kapital – ikke mindst for de fattige – er selve forudsætningen for at fremme iværksætteri ogvækst i eksisterende virksomheder. UNDP hilser derfor dette initiativ meget velkomment og ser frem tilfondens lancering.Det nævnes, at danske virksomheder og virksomheder i udviklingslandene i partnerskab kan være med tilat fremme principper for ansvarlig virksomhedsdrift. FNs Global Compact-program kan bidrage til denneudbredelse gennem etableringen af lokale virksomhedsnetværk, hvor virksomhederne kan udveksleerfaringer og lære at bruge deres samfundsansvar strategisk, så det giver dem en konkurrencemæssigfordel. Et eksempel på hvordan UNDPs Business Outreach-projekt med succes har assisteret i oprettelsenaf et virksomhedsnetværk i et udviklingsland, er det nationale Global Compact-netværk i Kenya, hvor 30virksomheder indtil videre er tilmeldt netværket.Den private sektor kommer imidlertid til kort, hvis den står alene. God regeringsførelse,kapacitetsopbygning og en velfungerende offentlig sektor er forudsætningen for, at udenlandskeinvesteringer i udviklingslande, samhandel og udviklingslandenes egne private virksomheder kan vokse.Lige som korruption, svage institutioner og ringe tilbud i uddannelses- og sundhedssektoren er gift forethvert samfund og for udviklingen af det. UNDP kan være en god samarbejdspartner for Danmark isammentænkningen af disse områder.

Køn og ligestillingUNDP er glad for at Danmark har valgt at gøre ligestilling til en af de fem prioriteter, der vil guide danskudviklingsarbejde. Det fremgår ikke tydeligt af det nuværende udkast om ligestillingsfokuset iudviklingspolitikken er rettet mod både bilaterale og multilaterale indsatser.Da udkastet til den danske udviklingspolitik slår fast, at 2015 Målene fortsat udgør rammen for dendanske udviklingsbistand, er det passende, at ligestilling fremhæves både som et mål i sig selv og som etmiddel til at opnå alle 2015 Mål blandt andet fattigdomsreduktion og bæredygtig udvikling.Det er endvidere vigtigt at holde fast i kapacitetsopbygning hos nationale partnere, så de kan søsættetiltag, som fremmer kvinders rettigheder og ligestilling. Nationale partnere skal støttes blandt andet for ataccelerere opnåelsen af 2015 Målene. Det kan gøres ved at identificere ligestillingsdimensionen ogrespondere på denne inden for forskellige områder såsom fattigdomsbekæmpelse, demokratiskregeringsførelse, kriseforebyggelse, genopbygning, klima og miljø. Det er vigtigt at rådgive regeringer,når politikker på disse områder skal udvikles. Her er det væsentligt at opbygge kapacitet indenforligestillingsområdet. Samarbejde med regeringer og opbygning af kapacitet gør det muligt at integrerekønsaspekter i for eksempel finanslov, i strategier på uddannelses- og sundhedsområdet, eller i arbejdetmed at forbedre love der eksempelvis gør det muligt for kvinder at eje jord eller at arve.

I tilknytning til Parisdeklarationen er multilateralt koordinerede indsatser blomstret op. Det er vigtigt atholde fast i denne udvikling, da forbedret koordinatioin og donor-harmonisering har potentiale til atforøge resultaterne af forskellige indsatser også på ligestillingsområdet.Danmarks brug af en rettighedsbaseret og udviklingsorienteret tilgang til at fremme ligestilling er etfornuftigt valg. Her ville det være en fordel, rent metodisk, at anvende en tobenet strategi: 1. Atmainstreame køn på alle niveauer fra planlægning til evaluering af indsatser, samt 2. At målrette indsatsermed direkte fokus på lighed mellem kønnene og styrkelse af kvinders handlekraft.UNDP anbefaler også, at Danmark arbejder for et øget fokus på ligestilling i internationale organisationer,herunder støtte til arbejdet med etableringen af den nye enhed i regi af FN der har ligestilling som fokus.Ligestillingsenhed samler alle organisationer i FN, som arbejder med ligestilling for derved at styrke denuværende indsatser samt for at effektivisere og sikre opnåelsen af bedre resultater i felten.

Sammenfatning--------Det er prisværdigt, at strategien sætter 2015 Målene som ramme for bistandsarbejdetDet er særdeles positivt, at strategien tager udgangspunkt i FN-pagten og at alle mennesker erfødt frie og ligeSom UNDP ser det, står multilateralt udviklingsarbejde fortsat i skyggen af det bilaterale, hvilketefter vores bedste overbevisning bør være anderledesDanmark har brug for FN og FN har brug for Danmark – ikke mindst som en stærk aktør iforhold til vedholdende at stille krav om reformer i FNDet er generelt positivt, at Danmark ønsker at fokusere udviklingsbistanden og nedtrappe arbejdeti lande, der har indfriet 2015 MåleneUNDP ser det som særdeles positivt, at Danmark prioriterer mere risikovillighed iudviklingsarbejdet – og ser FN som mest naturlige samarbejdspartner i den udviklingKlimaindsatsen er kolossal vigtig og vævet ind i udviklingsarbejdet, men strategien bør giveklarere svar på, hvordan Danmark vil bringe nye økonomiske ressourcer til vejeDet er særdeles positivt, at strategien lægger øget vægt på den private sektor og vækst, men det eruklart, hvorledes Danmark vil bidrage til fonde, der kan sikre små og mellemstore virksomhederlånUNDP finder det overordentligt positivt, at strategien lægger vægt på social ansvarlighed i denprivate sektor og anbefaler, at FNs Global Compact får fremtrædende pladsVækst drevet af den private sektor i udviklingslande har som sin forudsætning en velfungerendeoffentlig sektor og kapacitetsopbygningUNDP bifalder princippet om, at modtagerlande, der ikke lever op til løfter og krav, kan mistebistand – ligesom UNDP mener, det må være naturligt, at lande som Danmark lægger maksimaltpres på donorlande for at leve op til deres løfterUNDP er tilfreds med, at Danmark har valgt at gøre ligestilling til en af de fem prioriteter baseretpå rettigheder og med en udviklingsorienteret tilgangUNDP finder det vigtigt at kapacitetsopbygge hos nationale partnere, så de kan søsætte tiltag,som fremmer kvinders rettigheder og ligestillingUNDP anbefaler, at Danmark arbejder for et øget fokus på ligestilling i internationaleorganisationer – herunder støtte til arbejdet med etableringen af den nye enhed i regi af FN

Bidrag fra UNDP til Danmarks nye udviklingsstrategiUNDP byder Udenrigsministeriets initiativ om en åben dialog om fremtidens udviklingspolitikvelkommen, og håber, at dette vil inspirere andre donorlande til at udføre lignende initiativer. Deudfordringer vi står overfor i dag og i de næste 10 år, har et sådant omfang og er flettet så tæt sammen, atden traditionelle opfattelse af udviklingspolitik bør tages op til genovervejelse. I de seneste år har vioplevet voldsomme globale kriser som fødevarekrisen, finanskrisen og klimakrisen. I år 2050 forventesdet, at verdens befolkning vil være fordoblet, hvoraf de fleste mennesker vil være bosat i verdens fattigstelande. En større befolkningstæthed vil uden tvivl betyde, at kriser og konsekvenserne afklimaforandringer vil ramme de tættest befolkede områder hårdere, end tilfældet er i dag, og dermed truede fremskridt vi har opnået indenfor menneskelig udvikling.Vi ser intet behov for at genopfinde den dybe tallerken. Grundstammen for en både effektiv bilateral ogmultilateral udviklingsstrategi findes allerede i FN's milleniummål og Paris- og Accra-deklarationerne.Dog mener vi ikke, at en effektiv strategi udelukkende bør fokusere på, hvilke mål vi ønsker at nå iudviklingslandene, men også bør indeholde et overordnet mål om en grundig reformering af deinstitutioner, som i dag står for den operative implementering og allokering af bistandsmidlerne – både pånationalt og overnationalt niveau. Hos UNDP ønsker vi ikke kun at fokusere på de nationaleudviklingsprogrammer, men også at rette blikket indad med henblik på, hvordan UNDP og de andre FN-organisationer, programmer og fonde kan lære at arbejde bedre sammen, hvor ’One UN’-pilotlandene ereksempler på, at dette lader sig gøre i praksis.

2015 Målene og derefter

UNDP mener, at 2015 Målene bør stå som det pejlemærke i internationalt udviklingsarbejde. At 192lande i 2000 bakkede op om målene og har arbejdet for at nå dem, vidner om, at der eksisterer globalkonsensus om værdien af at opnå disse. Samarbejdet er desuden et eksempel på, hvordan Paris- og Accra-deklarationerne kan lade sig gøre i praksis. Udviklingen på vej mod 2015 Målene går fremad, men det gårfor langsomt. Globalt er der de seneste 15 år blevet gjort store fremskridt i kampen mod fattigdom oghungersnød. På regionalt- og lande-niveau ser resultaterne desværre ikke lige imponerende ud alle steder.Særligt Afrika og visse dele af Latinamerika og Sydøstasien har ikke opnået de nødvendige fremskridt.Den økonomiske krise og konsekvenserne af klimaforandringer truer med at forværre situationenyderligere, og i 2009 risikerer yderligere 90 millioner mennesker at blive skubbet ud i ekstrem fattigdomgrundet krisen. Det er dog vigtigt at påpege, at målene med stor sandsynlighed ikke ville være blevet nåetfør krisen, men at krisen har understreget vigtigheden af, at donorlande lever op til deres økonomiskeforpligtigelser og løfter til modtagerlandene.Da verden vedtog at arbejde hen mod 2015 Målene, var der enighed om nogle generelle principper, mende er ikke blevet fulgt op af forpligtende aftaler mellem regeringer. Det samme gør sig gældende for løfterom flere resourcer.Conditionalities, indicatorsogmonitoringer begreber som ethvert udviklingsland erfortrolig med, men de samme ord bliver aldrig brugt i forhold til donorlandene. Lad os turde stille

betingelser til donorer og måle deres fremskridt på samme måde, som modtagerlandene bliver stillet tilregnskab og målt. Danmark bør udnytte sin opsamlede goodwill på udviklingsområdet, og føre an i et nytsyn på partnerskaber, og være klar til at indgå i aftaler, der er bindende og som har klare konsekvenser fordonorer, der ikke lever op til aftaler.Stigende globale udfordringer stiller større krav til alle aktører på udviklingsområdet – både nationale ogmultinationale udviklingsprogrammer og NGO’er. Disse omstændigheder tvinger os til at se indad ogkritisk at forholde os til, om antallet af udviklingsaktører i dag, med hver deres prioriteter, er den mesteffektive måde at skabe udvikling på eller om man i højere grad bør drage fordel af hinandenskomparative fordele. Globale udfordringer løses bedst gennem globale tiltag. Det er nødvendigt med enlangt større støtte til multilaterale organisationer, end vi har set de seneste år. Det nytter ikke at anerkendebehovet for multilaterlisme og samtidig skære i de multilaterale budgetter til fordel for det bilateralearbejde. Multilaterale institutioner har ofte en legitimitet, en rækkevidde og en ekspertise som snævrere,mindre institutioner eller lande ikke har. F.eks. nyder FN støtte blandt 192 medlemslande, har ingenkolonial fortid, og beskyldes ikke for at være særlige stater/s forlængede arm. Desuden kan der viamultilaterale organisationer laves internationale aftaler, som er med til at udøve et normativt pres på staterog andre aktører. DfIDs nye White Paper bevæger sig ad de samme tangenter, og identificerer tre arenaerfor multilateralisme: EU, udviklingsbankerne og naturligvis FN. På flere udviklingspolitiske områder erFN organisationen med den største legitimitet, fordi FN ikke har nogen alternativ eller skjult dagsorden,er engageret i en langsigtet tilstedeværelse i samarbejdslandene og er risikovillig nok til at afprøve nyeudviklingspolitiske strategier.Vi vil heri ikke argumentere for afskaffelsen af nationale udviklingsprogrammer, men foreslår at 2015Målene danner paraply for både det bilaterale og multilaterale arbejde. UNDP kan med sin bredeportefølje af kompetencer indenfor de finansielle, sociale, økonomiske og politiske aspekter afudviklingarbejdet fungere som en koordinerende og samlende kraft i opnåelsen af 2015 Målene. Med enoverordnet paraply og en central instans, som står for arbejdet med at overvåge og koordinere det globaleudviklingsarbejde, mener vi i UNDP, at fremtidens udfordringer kan imødegås gennem en hurtig ogeffektiv insats i de områder, hvor nøden er størst.

Støtte til FN-reformen ’Delivering as One’

Hvor et styrket samarbejde mellem de forskellige dele af FN-familien er et stort skridt i den rigtigeretning, er næste skridt en ændring i mentaliteten. FN bliver aldrig en stor familie, med mindre hverorganisation lærer at indlæse egne dagsordnerer i en større helhed og samarbejde på tværs af deforskellige organisationers landekontorer. Derved kan organisationen nedbringe unødvendig stab ogmateriel samt sikre, at pengene går til udvikling og ikke administration. Erfaring viser klart, at FN ikke påegen hånd kan påbegynde en gennemgående reformering af de forskellige organisationer, programmer ogfonde og deres mandater uden pres fra medlemslandene. Danmark kan i denne proces bidrage ved atskabe innovative alliancer mellem nord og syd i de respektive styrende FN-organer, som kan øge pressetpå alle FN-organisationer til at påbegynde en sådan reform, og til at presse på for en udvidelse af antalletaf ’Delivering as One’-lande.

Klima og udvikling

Som følge af en mere globaliseret verden og et stigende antal områder som udviklingsbistanden forventesat adressere, er der behov for nytænkning mht. de institutionelle rammer for bistandsarbejdet. Klima ogudvikling hænger uløseligt sammen. Vi ved, at klimaforandringer risikerer at vende udviklingen ogannullere nogle af de fremskridt, der er opnået. Vi ved også, at klimaforandringer vil spille en stadigstørre rolle i udviklingsarbejdet. I 2015 Målene er der allerede fokus på koblingen mellem udvikling ogklima i mål nr. 7. I stedet for udelukkende at se klimaforandringer som værende truende for de fremskridtvi i de seneste årtier har opnået på udviklingsområdet, mener vi i UNDP, at udviklingslandene på langsigt kan drage fordel af ’low carbon’-udviklingsstrategier. Heri er det vigtigt, at i-landene binder siggennem en finansiel arkitektur til at støtte udviklingslandene i deres adgang til rene lavt-kulstofenergikilder, varme og transport og i at udvikle en økonomisk vækst, som ikke er baseret på fossilebrændstoffer. Ligeledes er det vigtigt, at udviklingslandene får støtte i, hvordan de kan reducere deresCO2-udledning for dermed at tilpasse sig målet om ’low carbon’-udviklingsstrategier.Fordelene ved en sådan vinkel på udviklingsbistand kan ikke overvurderes. For det første er det ikkemuligt på længere sigt at nedbringe udledningen af CO2 uden disse lande, og for det andet kan landenesadgang til ren grøn teknologi bane vej for mere bæredygtige økonomier og dermed også medvirke til atnedbringe antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom.For effektivt at kunne inkludere nye områder som klima i udviklingsarbejdet, er det nødvendigt at tænke inye baner og på tværs af traditionelle skel mellem sikkerhed, udvikling, miljø. Derfor er det oplagt atforetage en omstrukturering af organisationer/instanser, der arbejder med udvikling og klima, så de bliverlagt sammen eller at dele af organisationerne/instanserne overlapper hinanden og benytter sig af detsamme personale. Udviklings- og klimaforandrings politikker/organisationer/ministerier skal være langtmere integrerede for bedst at møde fattiges behov. Udover de administrative besparelser ved atsammentænke og samarbejde på tværs af traditionelle skel mellem sikkerhed, udvikling, miljø, er derstore komparative fordele ved at kunne trække på den viden og de kompetencer, som løsningerne påstigende globale problemstillinger påkræver.På grund af Danmarks aktivistiske udenrigspolitik gennem de seneste 10 år, er der sket en kraftig vækst iudgifterne til Danmarks internationale militære indsatser, hvorimod den samlede ODA har væretstagnerende, så den i 2010 lå på samme niveau som for godt 10 år siden. UNDP ser ikke kunforhindringer i udviklingen mod en større grad af civilt-militært samarbejde, men snarere mulighedernederi. En ny dansk udviklingsstrategi bør derfor bygge på sammentænkning af både de direkteinternationale indsatser og af de mange dele af den nationale politik, der har betydning for kampen for enbæredygtig global udvikling og imod fattigdom.På globalt niveau ønsker vi at rose Danmark for at være en af de desværre kun fem lande, som lever op tilFNs målsætning om at rige medlemsstater skal bidrage med 0,7 % af deres BNI til den samlede ODA.Danmark bør arbejde for, at flere lande nærmer sig FNs målsætning, men også samtidig holder for øje, atder ikke opstår konkurrence om de samme midler. Selvom sikkerhed, udvikling og miljø i dag er tætforbundne, er det vigtigt fortsat at adskille de enkelte budgetter. Konsekvenserne af klimaforandringer børf.eks. adresseres i en adskilt pulje fra udviklingsbistanden, for at undgå at allerede øremærkede midler

Fred, sikkerhed og skrøbelige staterFrem til 2003 faldt antallet af væbnede konflikter støt, efter at have toppet i begyndelsen af 1990’erne,men denne tendens er i de seneste år vendt. Ikke overaskende er det fornyligt blevet påvist1, atkorrelationen mellem lav per capita indkomst, lav økonomisk vækst og geografiske forhold somunderstøtter oprørsgruppers opereren, er faktorer, som er tæt knyttet til sandsynligheden for udbrud afborgerkrig. Borgerkrige er dog ikke længere kun et internt, lokalt eller regionalt anliggende, men er istigende grad blevet globale, hvor den menneskelige sikkerhed i f.eks. Somalia har direkte implikationerfor Danmark gennem krigen mod terror og pirateriet ud fra Afrikas Horn.Det er dog ikke kun traditionelle krige, der truer menneskers sikkerhed. Også klimaændringer og andretyper af natur- og menneskeskabte katastrofer vil skabe flere klima- og miljøflygtninge. En politik, deralene via afvisning og grænsekontrol prøver at modvirke klimaflygtninge, vil øge sociale spændinger, sultog konflikter. En samordnet indsats baseret på international byrdefordeling vil gøre det muligt at dæmpespændinger og flygtningestrømme. Det er essentielt, at verdens multilaterale arkitektur styrkes i detpræventive arbejde med at identificere og løse konflikter, før de opstår og eskalerer. Dette kan bl.a. ladesig gøre ved at bruge ressourcer på effektivt og sammenhængende at søge fredelige løsninger, når vold ogkonflikt er blevet en realitet. Hvis ikke vi formår at adressere de underliggende årsager til væbnetkonflikt, vil skrøbelige stater i fremtiden blive endnu mere skrøbelige.For UNDP er det vigtigt at fokusere på kapacitetsopbygning i skrøbelige stater, ikke kun påregeringsniveau, men også i civilsamfundet. Desuden er det væsentligt at sætte realistiske mål ogtidshorisonter, når man arbejder med skrøbelige stater. Danmark bør tilbyde sig som mægler i skrøbeligestater hvor der er væbnet konflikt, evt. i samarbejde med de andre nordiske lande.Ligestilling og udviklingEt andet emne, der går på tværs af alle emner og tiltag, er ligestilling. På samme måde som klima skaldette tænkes ind i alle udviklingspolitikker. En styrkelse af kvinder position er fortsat et område med etstort potentiale. Mikrokreditter til kvinder har skabt positive resultater overalt i verdenen, og er fortsat enhjørnesten i opnåelsen af både det første og tredje af 2015 Målene. Danmark er et af de lande, som er gåeti front på ligestillingsområdet, og dette område bør fortsat være et af hovedområderne i en nyudviklingstrategi. Der er dog en risiko for, at køn og ligestilling får projekt-karakter, hvilket ikke er godtnok. Ligestilling kan ikke opnås med en projekttankegang. Sammen med klima skal ligestilling tænkesind i alt udviklingsarbejde, og i enhver arbejdgruppe bør der sidde repræsentanter, hvis primære opgave erat sikre, at et kønsaspekt tænkes ind i arbejdet.

Nye donorer

De såkaldt ’nye’ donorer som Kina, Indien, Rusland og Saudi Arabien fylder mere og mere på denudviklingspolitiske scene. Frem for at problematisere deres omgang med menneskerettigheder ogkonsekvenserne for udviklingslandene, så bør Danmark være en af de kræfter, der taler for et samarbejdemellem OECD-DAC-donorer og ikke-OECD-DAC-donorer. Ved at inddrage ikke-DAC-donorer i enfælles strategi, kan man evt. komme udenom situationer som Sudan, hvor Kina beskytter præsident Omaral-Bashir og styret.UNDP og Danmark bør sammen gå i front for at begynde en dialog med ikke-DAC-donorerne og forsøgeat udarbejde en fælles overordnet strategi med dem. Både Helen Clark og Ulla Tørnæs har gentagnegange udtrykt, at det er nødvendigt at engagere også donorer, der ikke selv respekterermenneskerettighederne. En ide heri kunne dermed være at arrangere et møde mellem de to, hvor fokus erpå, hvordan UNDP og Danmark kan arbejde sammen for bedst muligt at integrere nye donorer i detmultilaterale udviklingsarbejde.

Privatsektor-drevet økonomisk vækst og beskæftigelseUNDP er enig i, at bekæmpelsen af fattigdom fortsat bør være det overordnede mål for danskudviklingsbistand, og herunder er der er ingen tvivl om, at økonomisk vækst stadig er et nødvendigtredskab til at løfte mennesker ud af ekstrem fattigdom. Det er derfor centralt, at fattigdomsorienteredevækststrategier tager hånd om, hvordan ikke kun de fattige landes producenter, men også de fattigstepoducenter kan integreres i såvel både globale som lokale værdikæder på ordentlige og bæredygtigemåder. Og hvordan gør vi så det? En klassisk strategi fra donorer har været at parre virksomheder iglobale partnerskaber og derved i bedste fald overføre viden og know how fra en virksomhed til en anden(B2B og GoGlobal). Det er vigtigt, at tættere kommercielle relationer mellem danske virksomheder ogvirksomheder i udviklingslandene bygger på internationale standarder for virksomheders sociale ansvarog for bekæmpelse af korruption. Heri kan FNs Global Compact-program bidrage med positive erfaringeri etableringen af lokale virksomhedsnetværk, hvor fokus netop er på opretholdelsen af internationalestandarder. Et eksempel på hvordan UNDPs Business Outreach-projekt med sucess har assisteret ioprettelsen af et virksomhedsnetværk i et udviklingsland, er det nationale Global Compact-netværk iKenya, hvor 30 virksomheder indtil videre er tilmeldt netværket.Men dette kan langt fra stå alene. Den danske Afrika-kommission lægger i sine anbefalinger op til, atdansk privatsektorbistand fordobles i 2014, og at stigningen finansieres igennem en omlægning af andreindsatsområder. Realiteten er, at en stor del af verdens allerfattigste bor i skrøbelige eller svage stater medsvage eller ikke-fungerende regeringssystemer. Direkte virksomhedsstøtte via statslige bistandsmidler vilofte virke konkurrenceforvridende og vil i mange tilfælde fremme nepotisme og korruption. Et fokusalene på vækst i den private sektor, risikerer derved at true den overordnede fattigdomsreduktion ogbæredygtighed på længere sigt. Rammebetingelserne for den private sektor skal forbedres, men direktevirksomhedsstøtte giver ingen sikkerhed for spredningseffekt i samfundet og bekæmpelse af fattigdom ogulighed.For skal vi gøre os forhåbninger om, at disse relationer skal kunne vokse og med tiden etableres naturligt,kræver det en langt mere kompetent og raffineret leveringsdygtighed fra virksomheder i

Foreslag til konkrete indsatsområder

Vi ser intet behov for at genopfinde den dybe tallerken. Grundstammen for en både effektivbilateral og multilateral udviklingsstrategi findes allerede i FN's 2015 Mål og Paris- og Accra-deklarationerne.Vi står i dag overfor en række komplekse problematikker, såsom konsekvenserne afklimaforandringer, finanskrisen og fødevarekrisen. Det er ikke længere muligt kun at adresseredisse problematikker enten bilateralt eller multilateralt, men snarere i en symbiose mellem de to.Det er derfor nødvendigt at udarbejde en arbejdsdeling mellem hvilke problematikker, som bedstadresseres bilateralt og multilateralt.For effektivt at kunne inkludere nye områder som klima i udviklingsarbejdet, er det nødvendigt attænke i nye baner og på tværs af traditionelle skel mellem sikkerhed, udvikling, miljø.Det er vigtigt, at økonomisk vækst og privat sektor-udvikling ikke bliver en fattigdomsorienteretstrategi i sig selv, men opererer indenfor rammen af good governance og kapacitetsopbygning.På samme måde som klima bør ligestilling tænkes ind i alle udviklingspolitikker, da styrkelse afkvinders position fortsat er et område med et stort udviklingspotentiale.I denne sammenhæng er det også essentielt, at den danske finansielle arkitektur understøtteradresseringen af disse problematikker, hvilket over de seneste år ikke har været tilfældet, hvor detmultilaterale område har mistet resourcer i forhold til det bilaterale. Dette tema bliver endnu mereakut i dag med en bredere og mere ambitiøs udviklingspolitik, som korrekt sammentænkerudvikling, miljø og endog sikkerhed, hvortil selv det nuværende udviklingsbudget vil være totaltutilstrækkeligt. En ambitiøs, holistisk udviklingsstrategi kræver substantiel forøgelse afbistandsbudgettet.