Kommentarer til udkast til ny strategi for dansk udviklingspolitik

Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) hilser på de 29 medlemsorganisationers vegneregeringens udkast til en ny dansk udviklingspolitik velkomment. Men lige så kontant udspillet erpå de idealistiske og ideologiske områder, ligeså ukonkret er det, når det kommer til denpragmatiske udmøntning heraf i en problemfyldt virkelighed.Frihed, demokrati,ogmenneskerettighederer omdrejningspunktet igennem hele dokumentet. Detkan DMR-U naturligvis kun være enig i - hvis frihed ellers bringer brød på bordet her og nu og ikkekun i en fjern fremtid. Men ord alene afskaffer ikke ondskab og uretfærdighed.Fattigdom kvæler frihed. Sult og sygdom udsulter frihed. Analfabetisme annullerer frihed. Ogrigdom skaber ikke nødvendigvis frihed. Rigdom skal bruges rigtigt. Og den friværdi, sominvesteringer i frihed skaber, skal kunne omsættes i handling. Frihed uden håb skaber ingenfremdrift. Tværtimod kan frihed for få i værste fald fastfryse fattigdommen for mange. Kortsigtetøkonomisk vækst for de få kan forværre mulighederne for øget velfærd for de mange.Der er derfor først og fremmest brug for grundlæggende forandringer, der skaber frihed for fattigeog undertrykte, som igen selv kan skabe nye forandringer. For fattige og undertrykte mennesker erden konkrete frihedfrai første omgang vigtigere end den abstrakte frihedtil.Derfor kan det jobekymre, at fattigdomsbekæmpelse ikke direkte nævnes blandt de politiske prioritetsområder forden fremtidige danske udviklingsbistand.Frihed kan i givne situationer være en forudsætning for afskaffelse af fattigdom – men afskaffelseaf fattigdom kan i andre situationer være en forudsætning for frihed. Kik først på de faktisketilstande og den konkrete kontekst - ikke kun på teoribøger og facitlister.Spørgsmålet er derfor:Hvad skal de flotte formuleringer bruges til i praksis i den fremtidige danskeudviklingspolitik?Naturligvis handler udviklingsbistand om værdier - ikke nødvendigvis specifikkedanske værdier men alment gyldige menneskelige værdier. Og politisk værdi- og signalpolitikskaber ikke nødvendigvis menneskelig værdighed for verdens fattigste. Det er derfor afgørende,hvordan udkastet til en ny dansk udviklingspolitik i praksis bliver udmøntet irealistiskestrategierog konkrete handlingsplaner til gavn for verdens fattigste – frem for iideologiskeforanstaltningertil gavn hjemlige erhvervs-, sikkerhedsmæssige og andre indenrigspolitiske interesser.Udkastet til en ny dansk udviklingspolitik lægger især op til en øget støtte til økonomisk vækst ogbeskæftigelse i den private sektor i udviklingslandene som nøglen til udvikling og fattigdoms-bekæmpelse. Dette skulle udgøre et opgør med den hidtidige danske udviklingspolitik. Men der ervel næppe nogen, som kan være uenige i, at økonomisk vækst og øget beskæftigelse er enforudsætning for bekæmpelse af fattigdom.Diskussionen bør derfor fordomsfrit gå på, hvilken rolle selve udviklingsbistanden reelt kan spillemed henblik på at fremme økonomisk vækst. Det anerkendes da også i oplægget, at investerings- oghandelspolitik, andre økonomiske overførsler og helt andre politikker er (mere) afgørende faktorerfor økonomisk vækst i udviklingslandene. Og her kan både udviklingslandene og de rige lande gøremeget mere.Udviklingslandene kan selv gøre meget mere for både at fremme indbyrdes handelsforhold ogforbedre betingelserne for udenlandske kapitalinvesteringer. Men de rige lande kan gøre endnumere ved at forhindre urimelige forhindringer for udviklingslandenes eksport især af landbrugsvarer(det gælder både USA og EU, inklusiv Danmark) og ved at samarbejde om fælles politikker forprivate investeringer, der forhindrer grov udnyttelse af lokale menneskelig arbejdskraft ognaturgivne ressourcer og unddragelse af skattebetaling i udviklingslandene. Udviklingsbistand kan

dog være med til at forbedre de lovgivningsmæssige rammer for investeringer og det privateerhvervsliv. Men er Danmark mere optaget af, hvad udviklingslandene selv kan gøre medbegrænset effekt, end af, hvad Danmark/EU kunne gøre med stor effekt?De hidtidige danske erfaringer med bistandsstøtte til den private sektor i udviklingslandene er jomed få undtagelser ikke en succeshistorie, jf. de mange evalueringer heraf. Men naturligvis kanbistandsstøtte til f.eks. mikrokreditprogrammer til fordel for fattige og forbedring af infrastruktur, såvarer produceret i landdistrikterne kan bringes frem til markedspladserne, gøre en forskel. Sådanneindsatser har allerede skabt hundredtusindvis af jobs og bragt mange fattige familier i landområderog slumkvarterer ud af fattigdommen – især når indsatsen har været rettet mod kvinder. Denneindsats bør fortsættes og styrkes.Men afskaffelse af fattigdom er ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst. Det handler jomindst lige så meget om at afvikle barrierer, strukturer og politiske forhold, der holder millioner afmennesker nede i fattigdom, selv om de kæmper nok så meget for at bryde fattigdommens lænker.Så ja, frihed til at skabe forandringer her og nu er vigtigt. Derfor er det godt, at udkastet taler omforandringer”til det bedre” frem forudvikling,som er et tvetydigt begreb. Der sker jo masser afudvikling i ulandene – men ofte ”til det værre”. De aktuelle finans-, fødevare- og klimakriser skaberjo i disse år ny fattigdom.Derfor er det primært et spørgsmål om,hvilken form for økonomisk væksttil fordel for hvem medhvilke miljø- og klimamæssige konsekvenser, som Danmark ønsker at fremme? Vi bør naturligvissigte på at skabe bæredygtig økonomisk vækst, der så direkte som muligt kommer småbønder,jordløse og andre fattige i landdistrikterne og arbejdsløse i byernes slumkvarterer til gode her og nuuden at sætte deres børns fremtid over styr. Og det inddrager naturligvis vores eget ressource- ogenergiforbrug i debatten. Indenrigspolitik er også udenrigs- og udviklingspolitik. Som det hedder iudkastet, skal vi selv være forandringsberedte – men gælder det kun politikken derude – eller ogsåpolitikken herhjemme?Udviklingsbistanden kan primært skabeforudsætninger for økonomisk vækst.Investeringer i ensund og veluddannet befolkning er en vigtig forudsætning for vækst. Analfabeter og hiv/aids-sygekan jo ikke bidrage så meget til samfundets udvikling, hvis de ikke får støtte til uddannelse,sundhed og medicin. Især bør pigers skolegang og kvinders uddannelse og rettigheder, ikke mindstkvinders reproduktive sundhedsrettigheder, fortsat være vigtige indsatsområder for danskudviklingsbistand, som også kan bidrage til at dæmpe befolkningstilvæksten. Dette antydes da ogsåi udkastet til en ny udviklingspolitik. Men det kunne stå stærkere og mere overbevisende. Og det erda glædeligt at konstatere, at dansk industri og erhvervsliv er enige i, at uddannelse og sundhedfortsat bør være prioritetsområder for dansk udviklingsbistand.På sigt bør regeringerne i udviklingslandene naturligvis have hovedansvaret for befolkningensuddannelse og sundhed. Men ikke mindst kirkerne, især i Afrika, varetager af historiske grundefortsat en stor del af sundheds- og uddannelsesarbejdet, især blandt de fattige i landdistrikterne. Derer derfor behov for, at udviklingsbistanden aktivt er med til at fremme og støtte et offentligt/privatkoordinerende samarbejde i disse sektorer frem for konkurrence.Udvikling handler først og fremmest om at sætte mennesker, individer og folk i centrum – ikkemarkeder, industrier og firmaer. Det er mennesker - ikke metoder og mekanismer - som skaberudvikling. Som det rigtigt siges, skal bæredygtig udvikling og forankring komme indefra og nedefra- ikke udefra og oppefra. Ansvaret for egen udvikling må ikke fratages hverken mennesker,lokalsamfund eller nationer.Vi skal derfor ikke kun lytte til mere eller mindre korrupte politiske ledere, som ofte lever iisolation fra deres vælgere eller undersåtter. Vi skal også lytte til befolkningerne og deres visionerfor fremtiden. Og vi skal ikke dobbeltstraffe undertrykte befolkninger ved pludseligt at stoppe

bistanden, hvis regeringerne ikke lever op til vore idealer og værdier. Naturligvis skal vi stillestrenge krav om god regeringsførelse i de lande, Danmark støtter med udviklingsmidler. Menbefolkningernes reelle behov for bistand er vigtigere end regeringernes evt. misbrug af bistanden.I givet fald må vi finde andre veje for formidlingen af bistanden enten gennem FN-systemet ellergennem private, f.eks. danske, organisationer, der kan nå de udsatte befolkningsgrupper uden omregeringsbureaukrati og korruption. Danske kirkelige organisation og deres kirkelige partnere i sydhar i mange tilfælde i mere ned 100 år været til stede i syd og kender de lokale behov, den lokalekultur, det lokale sprog osv. Vi glæder os derfor over, at Danida i de senere år i stigende grad harkanaliseret udviklingsmidler til relevante og professionelle udviklingsindsatser gennem DMR-U ogmedlemsorganisationerne.Vi er villige til at øge denne indsats, idet kirker og kirkelige organisationer udgør en vigtig del afcivilsamfundet – ikke mindst i Afrika. Udvikling er alt for en alvor sag at overlade alene tilpolitikere, der ofte ikke har nogen interesse i reelle forandringer til gavn for de fattigste, fordi detsvækker deres egen muligheder for magtmisbrug.Der er derfor også grund til at rose udkastet for at lægge op til en større, risikobetonet indsats isåkaldte ”skrøbelige stater”, dvs. lande, der er kommet ud af borgerkrig eller diktatur med et stærktsvækket regeringsapparat gennem støtte til private organisationer. Ca. en tredjedel af verdensfattigste lever i skrøbelige stater og har hårdt brug for støtte. Men en sådan indsats bør ikke primærtbegrundes med vores egne nationale sikkerhedsinteresser men med hensynet til de mange fattigemennesker, der lider under forholdene i disse samfund.Udviklingsministeren skal imidlertid ikke klandres for at sige offentligt, at især i sådannesituationer må det accepteres, at nogle af de danske bistandsmidler måske forsvinder i svindel ogkorruption. Dette er en reel risiko, hvis vi for alvor ønsker at gøre en forskel til fordel for de dobbeltramte befolkningsgrupper i skrøbelige stater. Danmark skal være villige til at tage chancer, nårmuligheden for at gøre en mærkbar forskel byder sig til. At nogle penge ender i korrupte politikereog embedsmænds bukselommer skal ikke forhindre en indsats i bundløse fattigdomslommer iisolerede landdistrikter.Det må desværre forudses, at især som følge af klimaforandringer og fødevarekrisen vil behovet forhumanitær bistand i akutte eller vedvarende katastrofesituationer vokse voldsomt i de kommendeår. Det vil kræve yderlige midler. Det er derfor naturligvis godt, at de udviklingsmæssigekonsekvenser af allerede indtrufne og forventede klimaforandringer nævnes i udkastet til nyudviklingspolitik, og at der vil blive taget højde herfor i kommende danske udviklingsindsatser.Men det er da uforståeligt, at denne ekstra belastning af udviklingslandenes økonomier, somhovedsagelig skyldes de rige landes energi- og ressourceforbrug, på trods af tidligere løfter heromtilsyneladende ikke vil blive modsvaret af ekstra bevillinger til dækning af de øgede omkostninger,som vi herved påfører udviklingslandene som følge af klimaforandringer.Det hilses imidlertid velkomment, at udkastet udtrykker en mere positiv holdning til detinternationale, multilaterale samarbejde – især FN-systemet – end der tidligere har været givetudtryk for. Danmark har som et lille land behov for at deltage i et internationaltudviklingssamarbejde både i EU, FN og Verdensbanken og drage fordel heraf men også megetgerne sætte et dansk fingeraftryk herpå. Og naturligvis skal Danmark også stille krav tilinternationale organisationer om effektivitet og overbevisende resultater.Det er imidlertid lige så vigtigt, at støtten til udviklingen af et dynamisk og mangfoldigtcivilsamfund, der tager medansvar for udvikling og fattigdomsbekæmpelse, fortsættes og styrkes pålokalt plan både i udviklingslandene i Syd og i Danmark. Global fattigdomsbekæmpelse bør være

en fælles folkesag i Nord og Syd, som ikke alene skal bindes op på skiftende politiskeprioriteringer, hvad angår lande og sektorer. Udviklingssamarbejdet skal bygge på et folkeligtengagement i både Nord såvel som i Syd, der styrker opbakning til en øget udviklingsindsats ogbidrager til at opfylde FN’s mål om en mærkbar reducering af verdensfattigdommen i 2015.I den megen tale om frihed savnes imidlertid en henvisning til religionsfrihed. Over halvdelen afjordens befolkning lever i lande, hvor der ikke findes religionsfrihed, eller hvor religiøse mindretal(hinduer, muslimer, kristne og andre) undertrykkes eller direkte forfølges. Vi har derfor også behovfor en debat om den religiøse dimension i udviklingsarbejdet, som det er tilfældet i f.eks. Norge,Sverige, Holland, Storbritannien, Schweiz, Verdensbanken og flere FN-organisationer, og om denrolle, som religion spiller på godt og ondt i udviklingsarbejdet, for at blive klogere herpå.Interkulturel/religiøs dialog og diskussion om lokale, nationale og globale udviklingsspørgsmål ervigtig, hvis vi skal kunne skabe en fælles, fredelig fremtid frem for fortsatte kulturelle, etniske ogreligiøse konfrontationer. Konfliktforebyggelse samt freds- og forsoningsindsatser er nyesatsområde i udviklingsbistanden, der kraftigt bør opprioriteres.Udviklingsbistand er jo nemlig som nævnt indledningsvist en værdikamp – men forhåbentligt ogsåen fælles kamp, som vi i store træk kan være enige om i Danmark. Det er jo ikke kun en kamp ompolitiske værdier men en kamp for menneskelig værdighed. Vi trænger bestemt til en fornyet ogløbende debat om udviklingsbistanden og dens mål og resultater, hvor ingen på forhånd har patentpå sandheden. Men vi har ikke behov for hverken ideologiske korstog eller idealistiske felttog.Naturligvis skal den danske udviklingsbistand altid være fleksibel – men dog forudsigelig og ikkeflygtig. Verdens fattige har ikke gavn af indenrigspolitiske konfrontationer i Danmark og enomskiftelig udviklingspolitik afhængig af skiftende danske regeringer.Derfor er der behov for en konstruktiv konsensus om en fælles, kontinuerlig kurs i den danskeudviklingsbistand.