Lissabontraktatens betydning for politikområder under Det Udenrigspo-litiske NævnLissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Denne note giver etoverblik over Lissabontraktatens væsentligste nyskabelser på Nævnets poli-tikområder. For en generel gennemgang af Lissabontraktaten og de institutio-nelle ændringer henvises tilEU-note - E 8 af 6. december 2007,som er op-trykt som bilag i EU-Oplysningens sammenskrevne udgave af Lissabontrakta-ten (s. 382).Nedenfor benyttes følgende forkortelser:TEU= Traktaten om Den Europæiske UnionTEUF= Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (erstatter trak-taten om det Europæiske Fællesskab).

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitikLissabontraktaten indebærer enstyrkelse af samordningen af EU-politikinstrumenterpå det eksterne område, navnlig ved oprettelsen af po-sten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.Med Lissabontraktaten oprettes posten somhøjtstående repræsentant forudenrigsanliggendermed to funktioner - han/hun skal både være formandfor Rådet for Udenrigsanliggender og en af Kommissionens næstformænd –

og skal sikre sammenhæng i Unionens optræden udadtil . Han/hun udnæv-nes af Det Europæiske Råd med samtykke fra Kommissionens formand. Somen af Kommissionens næstformænd er han/hun underlagt Europa-Parlamentets afstemning om indsættelse af den samlede Kommission. Enerklæring, som Europa-Parlamentets repræsentanter tog initiativ til, og somkom i stand hen mod slutningen af regeringskonferencen, sikrer Europa-Parlamentet ret til at blive inddraget i udnævnelsen af den midlertidige førstehøjtstående repræsentant.Endvidere smeltes Unionen og Fællesskabet sammen tilén juridisk person.Denne sammensmeltning har en særlig betydning for udenrigspolitikken, idetEU fremover kan indgå bindende aftaler med tredjelande og internationaleorganisationer, som både dækker det traditionelle arbejde i det daværendesøjle 1-Fællesskab og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.Samtidig indføres enfælles procedurebestemmelsefor forhandling og ind-gåelse samt evt. suspension og domstolsprøvelse af disse internationale afta-3ler . Bestemmelsen fastlægger også reglerne for samspillet mellem Kommis-sionen/udenrigsrepræsentanten, Rådet og Europa-Parlamentet.Hovedregleni forbindelse med afstemninger om aftaler, der berører denfælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil som hidtil væreenstemmighed iRådet.Desuden inddrages Europa-Parlamentet som noget nyt i det økonomi-ske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande. Hidtil har Europa-Parlamentet ikke haft nogen større indflydelse på indgåelsen af internationaleaftaler.Grundlæggendeforbliver den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik etmellemstatsligt anliggende,og bestemmelserne bibeholdes i et særskilt4kapitel i Unionstraktaten . De mest markante ændringer i procedurerne erfølgende:-der i indføres et nyt,særligt retsgrundlag forvedtagelse af en afgørelseom beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med medlemslandenesbehandling af personoplysningerunder udøvelsen af aktiviteter under5FUSP’en .-Der indføres en såkaldt ”passerelle” (fransk for ”gangbro”), som betyder,at Det Europæiske Råd med enstemmighed kan bemyndige Rådet til at

2

gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal,dog bortset fra i afgørelser,6der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet .Det tilføjes, atudenrigsrepræsentanten skal koordineremedlemssta-7ternes samordning af deres optræden ved internationale organisationerLissabontraktaten bestemmer, at anvendelsen aføkonomiske sanktio-ner mod tredjelandeforudsætter et fælles forslag fra udenrigsrepræsen-tanten og Kommissionen, og der indføres krav om orientering af Europa-8Parlamentet . Endvidere præciseres, at sanktioner også kan anvendesover for fysiske eller juridiske personer m.v.

Det præciseres, atEF-Domstolen(som ændrer navn til EU-Domstolen) fort-9sat ikke har nogen kompetence på FUSP-området . I den forbindelse præci-seres det dog også, at Domstolen fortsat har kompetence til at kontrollere, omUnionens kompetencer på dette område udøves inden for de grænser ogprocedurer, der er fastsat i traktaterne, samt under retssager anlagt af privateat prøve gyldigheden af retsakter på FUSP-området, der berører den umid-10delbart og individuelt .Endelig præciserer LissabontraktatenFUSP’ens særlige kendetegn,idet det11understreges, at FUSP-samarbejdet udgør sin egen kompetencekategori ,og at gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berø-12rer procedurerne og beføjelserne på andre politikområder og omvendt .Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitikDe nye bestemmelser om det fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejdedefinerer blandt andet:14-Rækkevidden af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik15-De opgaver, hvortil civile og militære midler kan anvendes16-Muligheden for overdragelse af opgaver til medlemsstaterne17-Det Europæiske Forsvarsagenturs opgaver18-Deltagelse i permanent struktureret samarbejde13

Der er indført ensolidaritetsklausul:Hvis en medlemsstat udsættes for etvæbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater yde den pågæl-dende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formå-19en .Lissabontraktatenbevarer grundtrækkene fra den eksisterende sikker-heds- og forsvarspolitik.Målet er stadig en gradvis udvikling af en fællesEU forsvarspolitik, som med tiden kan føre til et fælles EU forsvar.Dette forudsætter dog stadig en enstemmig beslutning i Det Europæiske Råd.Hovedsigtet med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er, at EU skal kun-ne varetage krisestyringsopgaver – de såkaldte Petersbergopgaver – medanvendelsen af såvel civile som militære midler, som stilles til rådighed afmedlemsstaterne.Lissabontraktatenajourfører hvilke typer opgaver,der kan være tale om .Det drejer sig om følgende opgaver:-Fælles aktioner på nedrustningsområdet,-Humanitære opgaver og redningsopgaver,-Rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område,-Konfliktforebyggende og fredsbevarede opgaver,-Kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsska-belse og postkonfliktstabiliseringsoperationer.Desuden fastslås det, at disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terro-risme.Som noget nyt kan detoverlades til en gruppe af medlemsstaterat vareta-ge disse opgaver, som så stiller den nødvendige militære eller civile kapacitet21til rådighed . Dette har dog bl.a. allerede fundet sted i forbindelse med EU-operationen i Congo i 2003, hvor det kun var en mindre gruppe af lande, somdeltog. EU har ikke altid tilstrækkelig kapacitet til at påtage sig sådanne opga-ver. Et vigtigt mål med Lissabontraktaten er derfor også at bidrage til en grad-vis opbygning af den nødvendige kapacitet. Lissabontraktaten forpligter bl.a.derfor medlemsstaterne til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.Som noget nyt indføres en mulighed for, at medlemsstater kan gå sammen ietpermanent struktureret samarbejdeom udviklingen af militær kapacitet –22f.eks. deltagelse i samarbejdsprogrammer for udvikling af forsvarsmateriel .20

Til at bistå med udviklingen af den militære kapacitettraktatfæstesnu ogsåoprettelsen af et europæisk agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær23kapacitet, også benævntDet Europæiske Forsvarsagentur. Rådet opret-tede dog allerede agenturet den 12. juli 2004 ved en fælles aktion. Endeligpræciseres, at ansvaret for den mere konkrete fastlæggelse af et lands mili-tære kapacitet forbliver et nationalt anliggende.