1. IndledningUdvalget har kaldt mig i åbent samråd for at drøfte to spørgsmål om refusions-taxametre til sundhedsuddannelserne.Spørgsmålene er foranlediget af en artikel i Altinget.dk.Jeg vil begynde med at orientere udvalget om baggrunden for sagen, og den di-alog, som Undervisningsministeriet har haft med de interessenter, som er cite-ret i Altinget.dk – dvs. Danske Regioner, KL og professionshøjskolerne.Derefter vil jeg besvare de to spørgsmål konkret.2. BaggrundDer ydes i dag refusionstaxametre på

enkelte

professionsbacheloruddannelser.Det gælder læreruddannelsen og på det sundhedsfaglige område jordemoder-uddannelsen og uddannelserne til ergoterapeut og fysioterapeut.Refusionstaxametre er altså

undtagelsen,

og ikke reglen.Refusionstaxameterordningen fungerer på den måde, at staten udbetaler taxa-metertilskuddene til uddannelsesinstitutionerne, som anvender dem til betalingtil praktikstederne til dækning af praktikstedernes udgifter til vejledning mv.Spørgsmålet om refusionstaxametre på de øvrige sundhedsuddannelser er

ikke

nyt.

I forbindelse med, at vi øgede dimensioneringen på sygeplejerskeuddannelsenog radiografuddannelsen i

sommeren 2007

gentog Danske Regioner nemligønsket fra kommunalreformen om et refusionstaxameter på disse uddannelser.

Derfor nedsatte Undervisningsministeriet

en arbejdsgruppe

med Danske Re-gioner og KL med henblik på at undersøge mulighederne for indførsel af et re-fusionstaxameter.Arbejdsgruppens opgave var at udarbejde et grundlag for, at der kunne træffesbeslutning om, hvorvidt der skal ske en udvidelse af refusionstaxameterordnin-gen til de andre sundhedsuddannelser.Forudsætningen for arbejdet har været, at arbejdsgruppens forslag skal tageudgangspunkt i en forudsætning om

udgiftsneutralitet for staten

og i den ek-sisterende fastsættelse af

de studerendes arbejdsværdi

i praktikperioderne,som blev fastsat ved reformen af sundhedsuddannelserne i 2000.Arbejdsgruppen har opstillet forskellige modeller for beregning af et refusions-taxameter og for finansieringen af det.Overordnet vil udvidelse af refusionstaxameterordningen indebære en

finan-

sieringsomlægning,

idet midlerne til afholdelse af praktikken i dag ligger i dekommunale og regionale bloktilskud.Statens udgifter til taxametertilskud vil i givet fald skulle finansieres gennemen

reduktion af bloktilskuddene.

Samtidig har arbejdsgruppen drøftet en lang række tekniske problemstillinger,som er forbundet med et refusionstaxameter. Det vil jeg komme nærmere indpå senere.Arbejdsgruppen har fungeret på ”tekniker”-niveau, og beslutningsgrundlagethar efterfølgende været forelagt den politiske ledelse i Danske Regioner ogKL.KL meddelte i juni i år, at

KL ikke kunne tilslutte

sig arbejdsgruppens anbe-faling om at indføre refusionstaxameter på de øvrige sundhedsuddannelser.Jeg har efterfølgende

korresponderet med Danske Regioners formand Bent

Hansen

og givet udtryk for min holdning til sagen, som jeg også citeres for påAltinget.dk.Jeg vil uddybe denne holdning i besvarelsen af udvalgets spørgsmål L, men vilførst besvare udvalgets spørgsmål K.

3. Besvarelse af samrådsspm. KSpørgsmål K lyder: ”Hvilke fordele og ulemper mener ministeren, der er veddet såkaldte "refusionstaxameter", som både Danske Regioner, professionshøj-skolerne og Dansk Sygeplejeråd ønsker at indføre som praktiktilskud, så detgælder alle sundhedsuddannelser og ikke kun nogle som i dag?”Generelt mener jeg, at en refusionstaxameterordning, der omfatteralledesundhedsfaglige uddannelser, kan være en løsning, som kan være med til atsikre udbuddet af praktikpladser.Når pengene på denne måde følger den studerende, opnås et

direkte incita-

ment

til at indgå praktikaftaler.Det giver også en højere grad af tilskyndelse for fx hospitalsafdelinger og øvri-ge kliniske uddannelsessteder til at medvirke til at løfte praktikopgaven - ogsåpå tværs af regioner og kommuner.Samtidig skabes der en

større synlighed

omkring uddannelsesopgaven påpraktikstederne.Med refusionstaxameter skabes der mere ensartede økonomiske vilkår på tværsaf sundhedsuddannelserne. Det er det primære argument for en evt. udvidelsetil alle sundhedsuddannelserne.Det var de entydige fordele.Samtidig vil jeg gerne pege på, at ordningen både kan udgøre en fordel og enulempe, hvis aktiviteten på uddannelserne svinger meget.Det skal ses i forhold til situationen i dag.I tilfælde af øget optag på uddannelserne kan en øget dimensionering i dag ikkeforetages, uden at det udløser krav fra Danske Regioner og KL om

DUT-

kompensation til øgede udgifter til praktik.

Kompensationen er hidtil blevet fastsat ud fra dimensioneringen.Det vil sige, at

den er givet, uanset om pladserne oprettes og anvendes.



Med en refusionstaxameterordning vil kompensationen ske automatisk i

takt med, at de studerende faktisk kommer i praktik.

Således undgås det, at staten gennem DUT-kompensation betaler for tommepladser, hvis en forhøjet dimensionering alligevel ikke udnyttes, idet refusions-taxameteret udbetales på baggrund af faktisk aktivitet.Det er selvfølgelig en fordel.Til gengæld kan der opstå

en finansieringsmæssig asymmetri

mellem statenpå den ene side og regionerne og kommunen på den anden, hvis ordningenfastsættes udgiftsneutralt i udgangsåret, men aktiviteten stiger eller falder væ-sentligt derefter.Det er der stor sandsynlighed for, fordi optaget har været meget lavt i 2008,men vi har sat en lang række tiltag i gang, som skal medvirke til at øge optagetfremover.Der er således sket en stor stigning i efterårsoptaget i 2009 i forhold til sidsteår.Aktivitetsudsving vil enten betyde statslige udgifter, der overstiger bloktil-skudsreduktionen eller statslige udgifter, som er mindre end bloktilskudsreduk-tionen i udgangsåret.Herudover tager de forslåede modeller udgangspunkt i, at refusionstaxameteretfastsættes som

én fast takst pr. uddannelse, uanset variationer i praktik-

kens faktiske tilrettelæggelse

i kommunalt, regionalt eller privat regi.

Refusionstaksten er dermed ikke omkostningsnært

fastsat i disse modeller.Det er ikke muligt at tilgodese disse forskelle, uden at det går udover enkelhe-den i refusionstaxameterordningen.En anden ting jeg gerne vil gøre opmærksom på i denne forbindelse er, at det,at midler flyttes fra kommunernes og regionernes generelle bloktilskud, kanbetyde

en regional og kommunal omfordeling af midlerne.

Med en refusionstaxameterordning tildeles midlerne praktikstederne på bag-grund af den faktiske aktivitet.De vilkår, der opstilles for betaling af den kliniske undervisning, vil derfor be-tyde, at

ressourcerne fordeles anderledes mellem forskellige praktiksteder

end i dag.

Det er netop formålet med et refusionstaxameter, at midlerne tilgår de praktik-steder, som tager studerende, men jeg har samtidig indtryk af, at man på kom-munalt niveau anser denne

omfordeling for at være problematisk.

Samlet set er der altså både fordele, og ulemper ved en udvidelse af refusions-taxameterordningen til alle sundhedsuddannelser.Men uanset disse, vil jeg anføre, at der både er et pænt optag og en god prak-tikpladssituation på sundhedsuddannelserne i dag, også uden et refusionstaxa-meter. Ligesom praktikken på alle de øvrige professionsbacheloruddannelser,hvor der ikke er refusionstaxametre, fungerer fint.4. Besvarelse af samrådsspm. LOg nu til spørgsmål L, som lyder: ”Allerede i dag findes et tilsvarende direktepraktikpladstilskud, hvor pengene til praktikopgaven følger den studerende.Det gælder både for nogle af sundhedsuddannelserne og også for andre fag-grupper som lærerstuderende. Hvorfor vil ministeren så ikke støtte, at princip-pet gennemføres fuldt ud også for sygeplejerske-, radiograf- og bioanalytiker-uddannelserne samt ernæring og sundhedsuddannelsen?”Som jeg indledte med at sige, har jeg været

åben

overfor at se på mulighedernefor at indføre et refusionstaxametertilskud – og ministeriet har arbejdet kon-struktivt sammen med Danske Regioner og KL om et beslutningsgrundlag.Grunden til, at det er valgt ikke er gå videre med et refusionstaxameter, er, atdet i lyset af

KL’s afvisning

ikke er anset for muligt at opnå den helt afgøren-de fordel ved et refusionstaxameter: Nemlig ensartede vilkår for alle studeren-de på sundhedsuddannelserne i både regioner og kommunerne.Derfor har jeg også i mit brev til Bent Hansen skrevet, at jeg

ikke

finder det

hensigtsmæssigt at indføre et refusionstaxameter, der alene gælder for den

regionale del af praktikken.

Hvis der alene indføres refusionstaxametre for den del af praktikken, der fore-går i regionerne, bliver det ikke muligt at skabe den ensartethed på tværs af ud-dannelserne – hvor andelen af praktik i regionalt regi er meget forskellig – ogpå tværs af praktikstederne, som er det mest centrale argument.Tværtimod vil vi bevæge os i retning af større uensartethed.Omvendt vil jeg ikke stille mig i vejen, hvis

regionerne selv ønsker at tilret-

telægge finansieringen af praktikken anderledes end i dag.

Regionerne har i dag de nødvendige midler indeholdt i deres bloktilskud, ogkan i princippet selv etablere en ordning, hvor midlerne kanaliseres til de en-kelte praktiksteder indenfor regionen på baggrund af, hvor mange studerendede enkelte praktikstedet har.6

Det er med andre ord

ikke en naturlov, at staten skal stå for en refusionsta-

xameterordning

for at sikre, at penge følger den studerende, og der bliverstørre synlighed omkring uddannelsesopgaven for det enkelte praktiksted.Min holdning er stadig, at man kun bør udvide refusionstaxameterordningen tilde øvrige sundhedsuddannelser, hvis vi kan fåallemed.I den forbindelse er det også helt centralt for mig at fastholde følgende betin-gelser:For det første: At ordningen skal bidrage både til mere ensartede mulighederfor at etablere praktikpladser og til en mere smidig proces omkring forhøjelseaf dimensioneringen på sundhedsuddannelserne, hvis dette bliver aktuelt frem-over.For det andet: At indførslen af en refusionstaxameterordning indebærer en fi-nansieringsomlægning i form af reduktion i de kommunale og regionale blok-tilskud til finansiering af de statslige merudgifter.For det tredje: At ordningen som udgangspunkt og i al væsentlighed skal væreudgiftsneutral for staten – også på sigt.For det fjerde: At der skal sikres en mekanisme til at håndtere konsekvenserneaf større udsving i aktiviteten, så der ikke fremover opstår stor skævhed i fi-nansieringen mellem staten, regionerne og kommunerne.5. AfrundingJeg holder mig som sagt åben for konstruktive forslag, som bidrager til størreensartethed i vilkårene for praktikken, uden urimelige finansieringsmæssige ri-sici og giver nu ordet til de af jer, som eventuelt ønsker at stille uddybendespørgsmål.