Når danske skoleledere foreslår, at metodefriheden skal erstattes af noget, der kaldes metode-ansvar, hvor lærerens arbejde styres og kontrolleres af en slags metodekonsulenter, så er vitilbage i enevoldskongens skole.I begyndelsen af 1900-tallet var idealet, at læreren over for en broget elevflok måtte væreopmærksom på elevernes mangeartede evner, interesser og muligheder. Forudsætningen varlærerens frie personlighed og metodefriheden. Dette ideal slår igennem i forskellige af 1900-tallets skoledokumenter, blandt andet i kultusminister H.V. Sthyrs(Højre) cirkulære fra6.4.1900. Med dette cirkulære er det officielt fastlagt at skolens indhold og form foregår indenfor de givne rammer og under hensyntagen til lærerens personlige åndelige liv. Åndsfrihedener blevet et begreb i dansk skolekultur, og det begreb dukker så op igen i skolens formålspa-ragraf i 1975, hvor også demokratibegrebet finder plads.Metodefriheden har dog ofte været under angreb. Især to forhold har været baggrund for an-grebene. Det første forhold vedrører agtelsen af læreren. Det andet styringen og kontrollen afskolen. Det har ført til en vældig bureaukratisering af skolen og en undervisning, som spændesinde mellem målformulering og evaluering, hvilket har medført, at der ikke gives tilstrækkeligtrum for samtalen, fri bevægelighed og personligt åndeligt liv, som skrevet stod i cirkulæret fraår 1900.

KatekisationVed katekisation forstår man den undervisningsmetode, der gennemlærerens spørgsmålsikrersig elevenskorrekte svar.Der kunne ligge et studium i denne metodes udvikling inden for kri-stendomsundervisningen gennem 200 år fra 1700-tallets katekismus (Erich Pontoppidan) overBalles Lærebog i 1800-tallets første halvdel og hundrede år med Balslevs katekismus. Denåndløse udenadslære mildnedes gennem århundrederne, specielt gennem den grundtvig-koldske kritik. Her blev vægten lagt påsangen, fortællingen og samtalen,der bevæger sindet.Og så må det vel tilføjes, at også fortællingen kan degenerere til lektie, altså udenadslære.

Den indbyrdes undervisnings metodeDenne metode bunder i det princip, at elever underviser elever. Ældre elever underviser yngre,og det blev efter almueskoleloven af 1814 systematiseret efter militære organisationsprincip-per inden for enevældens hierarki.Systemet udvikledes først blandt engelske underofficerer i Indien i 1700-tallet, og senere over-ført til fattigskoler i London. Eleverne inddeltes i grupper med en ældre elev som leder. Grup-perne førtes rundt i klasseværelset, og lederen terpede stavning og andre kundskaber ind ieleverne i overensstemmelse med plancher, der hang på væggene. Lærerens opgave var atfløjte, når grupperne skulle skifte til næste planche. Gruppelederens opgave var at læse for ogoverhøre.Metoden blev gennemført i et omfattende, centralt udviklingsarbejde, og der blev udøvetstreng kontrol med metodens anvendelse. Hele enevældens hierarki var sat ind på opgaven –på kongens ordre blev metodens gennemførelse kontrolleret. Almueskolen var en centralistiskstatsskole.Grundtvig udøvede kritik i sit skrift ”Om den Lancasterske Methode”:”Man synes at forestille sig det fuldstændigt afrettede Folk under Billedet af en fuldstændigUnder-Officer i den daglige Tjeneste - - - en ufravigelig Rettesnor ved Underviisningen. Skoleudtrykker nemlig det frieste af alle Forhold, da Underviisningens Held ustridig beror på Lære-rens og Lærlingens Villie; men tillige af en Veksel-Virkning som nødvendigvis afhænger af Ev-nerne hos Lærer og Lærling.”Metodens afhængighed af undervisningens indhold samt lærers og elevs forudsætninger er herformuleret for første gang i dansk skolehistorie. Først i 1900-tallet slår denne opfattelse igen-nem, da statsskolen bliver til den kommunale skole. Idealet var altså, at læreren over for enbroget elevflok måtte være opmærksom på elevernes mangeartede evner, interesser og mu-ligheder. Forudsætningen varlærerens frie personlighed og metodefriheden.Dette ideal slårigennem i forskellige af 1900-tallets skoledokumenter.

1900-tallets skolepolitik og metodefrihedenAlmueskolen bliver til folkeskole og statsskolen bliver den kommunale skole ved århundrede-skiftet (1899). I kultusminister H.V. Sthyrs(Højre) cirkulære fra 6.4.1900 gives en”en Rammefor Skolearbejdet, hvilket samtidigt med at tjene som Norm for forskellige Skoleformer kan ud-fyldes forskelligt efter de forskellige Forhold.”På tolv sider gives et rids af skolens fag, en læ-seplan. Dette har hidtil været varetaget af de lokale skolemyndigheder, der”i rigtig Erkendelseaf Lærerpersonlighedens Betydning for Skolegerningen har overladt Sagen til Lærerens indivi-duelle Skøn. Men så vigtigt det er, at der i Skolen gives Rum for fri Bevægelighed og personligtåndeligt Liv, så nødvendigt er det, at der under Folkeskolens stigende Udvikling og fremadskri-dende Organisation tages det skyldige Hensyn også til den fornødne Enhed og Orden inden forSkolens virksomhed.”Med dette cirkulære er det officielt fastlagt at skolens indhold og formforegår inden for de givne rammer og under hensyntagen lærerens personlige åndelige liv.Åndsfriheden er blevet et begreb i dansk skolekultur,- og det begreb dukker så op igen i sko-lens formålsparagraf i 1975, hvor også demokratibegrebet finder plads.Under anden verdenskrig finder undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Det radikale Venstre)det nødvendigt at understrege dette element i dansk skoletradition. Som et værn mod nazi-stisk påvirkning understreger han betydningen af at fastholde det principielle i det sthyrske

cirkulære. I et cirkulære fra 24.5.1941 skriver han:”.... en Erstatning for disse tildels forælde-de Bestemmelser (Det sthyrske cirkulære, HH) vil være unødvendig og uheldig, idet der ikkeskal gøre noget Forsøg på at lede Undervisningen ad bestemte Baner, når blot de foreskrevneMål nås.”Derefter giver ministeren en uddybning af folkeskolens formålsparagraf i loven af1937.I 1990-erne er Bertel Haarder (Venstre) blevet undervisningsminister. Han var bekymret for demoderne skoletanker og opfordrer direktoratet for folkeskolen til at redegøre for de grundlæg-gende kundskaber, man måtte kræve af folkeskolens undervisning. Det blev til et debathefte”Om grundlæggende Kundskaber”, 1986. I et indledende kapitel, ”Almen Viden”,Fastslås, at uden en fælles og almindelig viden er samtalen og den folkelige drøftelse ikke mu-lig, oplysning er forudsætning for demokratiet. Demokratisk pædagogik er ikke at forstå somskinparlamentariske processer, hvor eleven involveres i beslutninger, han ikke har overblikover. Afsluttende karakteriseres dansk skole således:”Det er karakteristisk for dansk skole, atpolitiske, administrative og pædagogiske beslutninger tages i relativ frihed på mange niveauer............. under hensyntagen til beslutningstagernes kompetence. Det er denne relative frihed,der ofte benævnes

metodefrihed.”

Dette skolesyn er siden kommet under voldsomt pres.Indbygget i denne skolekultur ligger agtelsen for lærerpersonligheden. I en betænkning omlæreruddannelsen (nr. 1199, juni 1990) kommer denne agtelse således til udtryk:”En lærermå i dag ud over sin faglige ballast have en betydelig viden om pædagogiske, psykologiske ogsociologiske forhold som baggrund for og hjælp til egne overvejelser og beslutninger. Men detcentrale i lærerarbejdet er de personlige og menneskelige kvalifikationer. Disse kan ikke sikreseller måles hverken pædagogisk eller fagligt. En uddannelse kan dog lægges således til rette,at den mest muligt fremmer væksten af dette umålelige. . . . Afgørende er det, at der på etseminarium og omkring seminariet er et kulturelt miljø, som er udadvendt og åbent for, hvadder rører sig i tiden. . .”

Angreb på metodefrihedenIsær to forhold har været baggrund for angreb på metodefriheden. Det første forhold vedrøreragtelsen af læreren – eller snarere mistilliden til læreren. I en ændring af lov om folkeskolen1988 enes Venstres Bertel Haarder og Helle Degn fra Socialdemokraterne om, at skoleinspek-tørerne fremover skallede og fordele arbejdet.Det er forståeligt, at skoleledelsen måtte sikrekvalificeret undervisning ved at fordele fagene til kompetente lærere, men hvorfor en skolele-der skulle være særlig kompetent til at lede undervisningen, er helt uforståeligt. Det må over-lades til kompetente lærere, - og først når det går galt må skolelederen udøve sin tilsynspligt.Det andet forhold vedrører selve synet på loven. Skolen havde hidtil været ”den kommunaleskole”, som det var formuleret i skoleloven, men i arbejdet med en ny skolelov op til loven af1993 fik Bertel Haarder ændret det til, at skolen var ”en kommunal opgave”. Ingen kritik blevformuleret, og loven blev vedtaget med den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensensunderskrift. Skolen er ikke længere en kommunalskole, menen statsskole,og loven er ikke atforstå som en rammelov for en fri skole, menet redskab for styring og kontrol.Disse forhold har betydet en vældig bureaukratisering af skolen, - i et forsøg på at få styr pådet ustyrlige er der i løbet af 2000-årene kommet 40 ændringer til loven om folkeskolen. Do-minerende i denne udvikling har været en tro på managementteorier, modeller for styring ogkontrol. Kernen i disse teorier et, at der skal formuleres præcise mål, som kan evalueres vedprocessens afslutning. Det har medført uhyrligheder.

Lærerpersonligheden har været under angreb – man forestiller sig en særlig form for person-lighed, som skulle kunne udvikles under kurser for personlig udvikling. Interessen for denslags overgreb var meget stor i midten af 1990-erne.Diskussionen om nationale test viser med al tydelighed, atmellem målformulering og evaluering, så gives der ikke rumog personligt åndeligt liv, som skrevet stod i cirkulæret fra årløs konsulent ”en evidensbaseret evalueringskultur”. Detteovergreb på det bedste i dansk skoletradition.når undervisning spændes indefor samtalen, - fri bevægelighed1900. I stedet foreslår en skam-forkvaklede kulturbegreb er et

Metodefriheden har ofte været under angreb, - også fra såkaldt progressive pædagogers side.Da lille Klaus Rifbjerg skulle i børnehave – en Montessori-børnehave – havde han sin lille rødebrandbil med. Det blev forhindret. Små røde brandbiler hørte ikke hjemme i Montessoris pæ-dagogiske system. Og sådan er det hele vejen igennem.Når danske skoleledere kan foreslå, at metodefriheden skal afskaffes – og det er det, der fore-slås!!! – og man i stedet skal have noget, der hedder metodeansvar, hvor lærerens arbejdestyres og kontrolleres af en slags metodekonsulenter, så er vi tilbage i enevoldskongens skole,hvor en underkuet lærer skulle stå til regnskab for sin brug af den korrekte metode.