Jeg har i dag overværet en debatudsendelse – Expressen – på TV 2 News, hvor mandebatterede problemerne omkring bemandingen af alarmcentralerne.Deltagere var bl.a. medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blix (DF), somjeg har tilskrevet særskilt på baggrund af hendes deltagelse.Jeg føler desuden, at der blev berørt problemstillinger, som jeg gerne vil henledeUdvalgets opmærksomhed på.Der er ingen tvivl om, at de uheldige hændelser, der jævnligt beskrives, hver især eren for mange, og det er også klart, at der skal gøres noget ved det.Hvad kan man – og bør man så gøre?Jeg er sygeplejerske med speciale i intensiv- og anæstesisygpleje gennem 15 år, oghar senest med undren konstateret, at sygeplejerskerne – til skade for borgernestryghed – er blevet fjernet fra det præhospitale til fordel for andre personalegrupper -her paramedicinere.Dette sker til trods for, at specialesygeplejersker objektivt og alt andet lige er de bedstuddannede til at varetage netop funktionerne i det præhospitale, d.v.s. –alarmcentraler og akutambulancer.Der er lavet undersøgelser, der viser, at specialesygeplejersker i det præhospitalegiver bedre akutbehandling med færre indlæggelser til følge.Dette er en naturlig konsekvens af, at man netop tager den viden og erfaring, somsygeplejersker besidder, og bringer den fra hospitalet og ud på skadestedet.

Som næstformanden for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Steenberg, udtalte underdebatten, så er sygeplejerskerne i princippet indstillet på at deltage iproblemløsningen allerede ”fra i morgen”, men tilsyneladende er dette budskab ikkenået frem til de centrale beslutningstagere – eller også er det, og der er foregået enlobbyvirksomhed, som jeg ikke kan gennemskue.Udvalgets medlemmer kan være sikre på, at der ligger store, velkvalificerederessourcer, som umiddelbart kan bringes i anvendelse.Jeg kan yderligere begrunde med, at sygeplejersker med anæstesi-, intensivspeciale,kardiologisk og skadestueuddannelse har stærke kompetencer i bl.a. kliniskeobservationer af patienter og analyse af disse observationer. Det gør os særligt egnedetil at analysere og vurdere de symptomer en borger opgiver f.eks. i telefonen, ligesomvi har en teoretisk velfunderet og praktisk kompetence i at tale med mennesker iakutte krisesituationer.Vi har desuden træning i at bevare ro og overblik – alt i alt noget, der giver godefagligt-praktiske forudsætninger for at bemande en vagtcentral som sundhedsfagligtpersonale.Jeg mener – med al respekt – ikke, at paramedicinere har tilsvarende kompetencer.Jeg er som anæstesisygeplejerske blandt andet med til at grunduddanne unge læger iintroduktionsstillinger, reddere, paramedicinere og egne kursister, og har derfor ogsået godt indtryk af, hvad de kan og ikke kan.Desuden er vi centrale figurer i det tværfaglige samarbejde på operationsgangen idagligdagen.For mig er alt dette yderligere et argument for, at det skal være sygeplejersker og ikkeandre sundhedsfaglige grupper, der skal bemande centralerne.Der har været en del kritik af politiet i denne sammenhæng. Det forholder jeg migikke til, men det er min opfattelse, - belært af erfaringer fra dagligdagen bl.a. iskadestuerne, at der uden problemer kan etableres et særdeles effektivt tværfagligtsamarbejde mellem politi og sygeplejersker.At anvende paramedicinere er ikke en optimal løsning i forhold til at yde borgerneden bedste service. Det forekommer derimod at være et udtryk for brug af ”lavestefællesnævner”, og hvis man fastholder dette, bør befolkningen orienteres ordentligtom konsekvenserne.Jeg er ikke uvidende om en række rent politiske overvejelser, men den praktiske oggode løsning er efter min opfattelse ganske enkel:

Af alle de ovenanførte grunde bør en alarmcentral bør bemandes med en

politimand, der tager sig af de politifaglige henvendelser, og en

specialesygeplejerske, der tager sig af det sundhedsfaglige henvendelser.