SUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 429: Kopi af svar på spm. 10 i Europaudvalget, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Folketingets Europaudvalg har den 8. juni 2010 stillet følgende spørgsmål nr.10 til udenrigsministeren vedrørende KOM (2008) 0414 om forslag til direktivom patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydel-ser, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lone Dyb-kjær (RV).Spørgsmål nr. 10:’’ Vil ministeren, som lovet på Europaudvalgets møde den 4. juni 2010, over-sende et notat, der redegør for de konsekvenser for national lovgivning, pati-entklagesystem og den enkelte patient, hvis forslaget til direktiv om patientret-tigheder (KOM (2008) 0414) vedtages i sin nuværende form? ”Svar:Jeg henviser til vedlagte notat, som redegør for konsekvenserne af direktivfor-slaget i dets nuværende form.Herudover vil jeg gerne benytte anledningen til at følge op på min forelæggel-se i udvalget den 23. april 2010. Jeg orienterede her om den verserende sagved EU-domstolen, C-211/08, Kommissionen mod Spanien som uddybet vedmin besvarelse den 26. maj 2010 af spørgsmål nr. 62 (Alm. del)Der er nu faldet dom i sagen, og Kommissionen har ikke fået medhold i, at denspanske lovgivning er i strid med traktatens bestemmelser om tjenesteydel-sernes fri bevægelighed.Kommissionens påstand var, at spansk lovgivning er i strid med EF-traktatensartikel 49 (nu artikel 56) om fri udveksling af tjenesteydelser, fordi den ikke gi-ver mulighed for at betale en evt. supplerende refusion i tilfælde, hvor enspansk sikret har modtaget uforudset hospitalsbehandling under ophold i etandet EU-land, og hvor udgifterne hertil har været dækket af reglerne i EF-forordning 1408/71 (nu EU-forordning 883/04), dvs. at ydelserne er givet påsamme vilkår som til opholdslandets egne borgere.Domstolen tager udgangspunkt i, at omstændighederne i den forelagte sag,der vedrører behov for ”uforudset behandling”, adskiller sig fra tidligere dom-stolssager, der vedrører tilfælde, hvor en borger søgte ”planlagt behandling” iudlandet.Domstolen fastslår, at traktatens bestemmelser om fri bevægelighed ikke sik-rer personen en udgiftsneutralitet for alle hospitalsydelser, som denne uforud-set har modtaget i opholdsmedlemsstaten. Begrundelsen er, at medlemssta-terne har kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at

formålet med EF-forordning 1408/71 er at samordne de nationale bestemmel-ser, men ikke at harmonisere dem. Forordningens formål er at sikre, at mankan modtage en nødvendig behandling i opholdslandet, så man ikke skal værenødt til at rejse hjem før planlagt.Domstolen fastslår videre, at i tilfælde hvor en sikret søger planlagt behandlingi udlandet, vil den sikrede som hovedregel kunne få en vurdering af omkost-ningerne ved at søge den planlagte behandling i udlandet og dermed sam-menligne vilkårene ved modtagelse af behandlingen i forsikringslandet, hvilketkan være at betydning for den sikredes valg af behandlingssted.Hvor der som i den konkrete sag er tale om et uforudset behandlingsbehov, vilpatienten ikke have nogen anden mulighed end at modtage hospitalsbehand-ling i opholdlandet. Der er med andre ord ikke tale om en situation, hvor en re-striktiv lovgivning hindrer den sikrede i at søge behandling ved et hospital i ud-landet.Jeg er tilfreds med sagens udfald, fordi den er i overensstemmelse med dengældende fortolkning og anvendelse af reglerne i EF-forordning 883/04, somsikrer, at borgerne har ret til dækning af udgifter til en nødvendig behandlingpå samme vilkår som opholdlandets sikrede.Dommen vil dermed kunne bidrage til at understøtte den efter min opfattelsenødvendige sondring mellem de situationer, hvor en borger f.eks. under en fe-rie eller en studierejse får (akut) behov for behandling i et andet EU-land ogsom reguleres efter forordningen, og de tilfælde hvor en borger rejser til et an-det EU-land med det formål at opsøge behandling. Sidstnævnte tilfælde regu-leres også efter Traktatens regler om fri udveksling af tjenesteydelser og her-under det kommende direktiv om grænseoverskridende sundhedsydelser. Pa-tienterne vil således – i de tilfælde hvor kriterierne for at modtage planlagt be-handling efter forordningen er opfyldt, dvs. hvor behandlingen ikke kan ydesrettidigt i hjemlandet – kunne vælge mellem de to regelsæt.