Foreningen for patientsikkerhed har udtalt, at når en patient er fejlbehandlet, så skalkræfterne bruges på at rette op på fejlbehandlingen og få patienten videre, og at dette kanforplumres, hvis systemet ene og alene forsvarer sig over for de forhold, som førte til, at fejlenopstod. Dette er præcis, hvad vi har oplevet.Vi har erfaret, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i den ene korrespondance efter denanden har påstået, at en diagnose var korrekt, som blev stillet af en praktiserende læge, ogsom medførte knap 1 års unødig behandling med Prednisolon i for store doser og udenantiosteoporotisk behandling, som førte til svær osteoporose og en ødelagt ryg pga. etsammenfald så kraftigt, at ryggen ikke længere kunne bære. Denne tilstand kræver livslangstabiliserende behandling. Da ryggen faldt sammen kom specialisterne på sagen, som straksfjernede prednisolonbehandlingen som indikation på, at der ikke var behov for prednisolon,men der blev i øvrigt ikke gjort yderligere for at undersøge, hvad der

så

var årsag til de skæveblodprøver, der i første omgang havde ført til en fejldiagnose. Vores pårørendes kamp for atkomme tilbage til hverdagen som handicappet startede, og nu flere år efter, hvor en beskedenlægemiddelskadeerstatning endelig er kommet til udbetaling, har vi så fået klarhed over, hvadder reelt var galt. Det var tarmkræft, som har fået lov at sidde i fred, indtil det ikke var muligtat lave en effektiv operation, der kunne give håb om raskmelding.Indrømmelsen til os fra Patientklagenævnet, at der var tale om en fejldiagnose, kom langt omlænge, da vi fik gennemtvunget en undersøgelse, som afkræftede den diagnose, som havdemedført lang tids prednisolonbehandling. Men undersøgelsen, der blev foretaget koncentreredesig ikke om, hvad der

så

var anledning til de skæve blodprøver, men udelukkende, om derevt. forelå en diagnose, som krævede behandling med prednisolon.Som familie har vi ikke blot nu en kræftsyg pårørende, som har fået funktionsnedsættelse pga.et svært osteoporotisk sammenfald, og som har været så meget igennem pga. dårligbehandling i sundhedsvæsenet, men vi skal alle nu også leve med den viden, at hun erfejlbehandlet 2 gange, og at systemets forsvar af første fejlbehandling kombineret med etforkert skøn – måske endda sjusk, er årsag til, at en kræftknude har siddet i ro og ubehandletså længe i hendes tarm (måske endda fået næring af Prednisolonbehandlingen oplyses det),trods de skæve blodprøver, der længe har vist, at der var grund til at undersøge nærmere – enundersøgelse, som vi pårørende flere gange efterlyste.Først da blodprocenten faldt drastisk kom undersøgelsen i tarmen, og man måtte meddele oslettere forundret, at kræftknuden i tarmen var groet til en sådan størrelse, at der ikke kunneopereres pga. dens sammenvoksning med andet væv. Nu fik vi en vag indrømmelse af, atsituationen kunne have været håndteret bedre. Der er oven i købet tale om en patient, der for20 år siden fik bortopereret et stykke tarm pga. udposninger, men alligevel var der ingen, derfik den tanke at iværksætte en undersøgelse.Efter det mislykkede kirurgiske indgreb af en i forvejen afkræftet pårørende har vi nu stilletvort hjem til rådighed, så hun kan få ro og ikke mindst opmuntring til at få spist så meget sommuligt og have nogen at tale med omkring sig, mens der nu forsøges med kemoterapi for atholde sygdommen nede, og rådet til os lyder nu fra sundhedspersonalet: ”Forsøg at få detbedste ud af den tid I har sammen”. Det er gratis at begå fejl i sundhedsvæsenet, men demenneskelige omkostninger er store for dem, som fejlene går ud over.Kræft kan ikke bekæmpes i dette land, hvis ikke sundhedspersonalet forstår at handle på desymptomer, der indikerer, at der er noget i vejen og sørge for, at patienterne kommer til derette vedkommende, som kan koordinere en relevant undersøgelse. I dag virker det noglegange som om, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden foretager sig. Det er sjusk ud overalle grænser, hvad vi nu har stået model til over lang tid, hvilket ikke kan opvejes af, atbehandlingen i onkologisk afdeling synes at være venlig og professionel.

Jeg synes, at vore

folkevalgte politikere skal kende en sådan beretning fra hverdagen.