Fra:

Mikkel Andersen [mailto:[email protected]]

Sendt:

26. april 2010 23:03

Til:

Per Clausen; Jonas Dahl; Sophie Hæstorp Andersen; Lone Dybkjær; Simon Emil Ammitzbøll;[email protected]; Birgitte Josefsen; [email protected]; Liselott Blixt

Emne:

Medicinsk cannabis â€“ en indtrÃ�ngende appel til debatTil folketingets sundhedsordførere og sundhedsminister Bertel Haarder.Kære alle sammen,Jeg skriver med det klare ærinde at smide et emne på den politiske dagsorden. Så er minemotiver i hvert fald klarlagt. Jeg håber imidlertid, at I vil tage dette indlæg alvorligt, trods dets- for nogen - kontroversielle indhold.Jeg vil gøre det ved først at fortælle min kærestes historie, fortælle hvordan jeg passer ind iden, og så vil jeg til sidst smide et forslag på bordet.Min kæreste gennem fem år, der nu er 28 år gammel, blev i august måned sidste årdiagnosticeret med livmoderhalskræft. Hun kom meget hurtigt i kemobehandling, og nu er hunheldigvis kureret for livmoderhalskræft. Til gengæld er hun hen mod slutningen afbehandlingsforløbet fået endnu en diagnose: non-Hodgkin lymphoma, som hun nu skal haveen ny kemokur mod.Det er alment kendt, at succesraten for de forskellige kemopræparater er mildt sagtsvingende. Således har min kæreste – alene mod livmoderhalskræft – været i behandling medtre forskellige kemopræparater, og i ’den nye’ behandlingsrunde er hun netop begyndt på detfjerde. Selvom succesraten som sagt er svingende, er der én ting, der går igen ved allepræparater: de voldsomme bivirkninger. Voldsom kvalme, styrtopkast, tyngende træthed ogkraftige influenzasymptomer præger hende hver dag. Det kan være svært at nedfælde i tekst,hvor alvorlig indflydelse kemoterapiens bivirkninger har på hende, men tag det fra en, derspenderer hvert et vågent minut hos hende: hun lider! Maden smager anderledes, hun eraldrig sulten, kiloene rasler af, hun er altid træt, uoplagt og irriteret, hun taber håret ogselvværdet ligger på et historisk lavpunkt, hun skammer sig over sin svækkede tilstand, hunfrustreres over, at hun ikke kan arbejde, osv.Men den nedsatte appetit, kvalmen og flere af de mest tyngende bivirkninger kan heldigvisafhjælpes med medicin. Derfor får hun mod kvalme og nedsat appetit et middel, der giverhende mavepine, mod hvilket hun får et præparat, der giver hende diarré, mod hvilket hun fåret præparat, der giver hende forhøjet blodtryk, mod hvilket hun får medicin der… Alt i alt skalhun have syv forskellige præparater foruden sin kemoterapi, og selvom hun tidligere fulgteden medicinplan slavisk, havde den ikke den store effekt – jeg lader mig fortælle, at denbivirkningsmodvirkende medicin har samme succesrater som kemobehandlingen?Jeg er kriminel. Så enkelt er det. For i vores jagt på noget, der rent faktisk virkerappetitvækkende og kvalmenedsættende – hvilket de lovlige metoder ikke gør hos minkæreste – har vi fundet løsningen i de metoder, man bruger andre steder i verden, ieksempelvis temmelig konservative stater i USA: marihuana. Skammer jeg mig over, at jeggør mig selv til kriminel, når jeg forsyner min kæreste med alt godt fra Christiania? Ikke detfjerneste. Hvorfor? Jo, jeg regner med, at I alle forstår, at man vil gå langt for at lindre delidelser, man oplever hos sine nærmeste. Der er ingen værre følelse, end den man oplever, nården, der betyder allermest i dit liv, har det værre end du nogensinde har været vidne til før, ogdu står helt magtesløs og kigger på fra sidelinjen. Og når jeg så har fundet midlet, der fårhende til at spise igen, der lindrer kvalmen og som hendes læge har godkendt på baggrund afsin viden men med frygt for at miste sin autorisation, har jeg ingen skrupler ved at gøre nogetulovligt. Jeg kører glædeligt de mere end 200 kilometer hver vej, hvis det blot betyder, at hun

får det bedre.Jeg står heldigvis ikke alene med den indstilling. Selvom det følgende ikke er hverken empirieller statistik, kan jeg blot fortælle, at flere af deltagerne i min kærestes støttegruppe harmedgivet, at de også - ulovligt - bruger cannabis som en metode til at lindrekemobehandlingen, til fordel for de mange præparater, de ellers skulle have.Vi ønsker i Danmark verdens bedste kræftbehandling. Men kræftbehandling handler om mereend blot den rette kur mod den sygdom, der er til at få øje på – bivirkningsbehandling ermindst lige så vigtig. Jeg mener derfor, at medicinsk marihuana er et emne, I har alvorligtbrug for at diskutere. Som situationen er i dag, er jeg kriminel, jeg finansierer kriminalitet, jegopererer i kriminelle miljøer osv. Det er selvfølgelig beklageligt, men jeg har ikke tænkt mig atstoppe, når vi tilsyneladende selv kan skabe bedre lindring til kemoterapien, end de gængsemetoder kan.Jeg stikker ikke blår i øjnene på nogen, og jeg ved udmærket, at det ikke er alle, der har gavnaf cannabis til kvalmelindring og appetitvækkelse - men der er jo en grund til, at det er tilladttil medicinsk brug i andre lande? Hvorfor har vi i Danmark ikke kigget på det? Hvis der rentfaktisk kommer kontrol på udleveringen af cannabis til cancerpatienter, kan man også megetbedre forebygge og forhindre misbrug, og dermed bedre sikre sundheden for voreskræftpatienter.Jeg er ikke en fordærvet hippie, der ryger fede i mit folkevognsrugbrød. Jeg har ikke andreproblemer med loven end mit køb af hash til min kæreste. Jeg er derimod en bekymretpårørende, der har fundet en gangbar – desværre ulovlig – løsning, på de mange gener, sommin kæreste oplever ved kemobehandlingen.Afkriminaliser mig venligst? Jeg er ikke den eneste…Eller endnu bedre: gør cannabis tilgængeligt for kræftpatienter i former, der muliggørindtagelse uden røg. Det er jo ikke ligefremt sundt at ryge, men det aktive stof i cannabis,THC, kan indtages i pilleform, som det er muligt ligeledes i flere amerikanske stater.De venligste hilsnerMikkel Andersen